Babyen er et røvhul. Send mere kaffe.

Nåmen her går det…. ok. Lillesøster er et totalt røvhul disse dage. Kæmpe, kæmpe tigerspring. Sur, pjevset, hysterisk. Vil ingenting. Slet ikke sove. Ve den, der forsøger at putte hende. Også selvom hun nærmest har mere sorte rander under øjnene end jeg.

Om natten er hun mildest talt urolig. Medmindre hun kan bruge mig som menneskelig sut, selvom det ikke engang er en idiotsikker løsning. Det her tigerspring må gerne meget snart være slut. Det er hårdt for os alle sammen. Ikke mindst pigerne.

Bean hader det. Hun bliver så ulykkelig over, at hendes søster er ked af det. ‘Jamen hvorfor græder hun, mor?’

I går – mens jeg brugte uhørte 60+ minutter på at få en overtræt, hysterisk baby til at falde til ro og i søvn tegnede hun et par familieportrætter. Et solgult et, hvor vi alle smiler og hvor Bean og jeg står ved siden af hinanden. Og så et brunt et. Med en grædende baby med nedadvendte mundvige, der rækker ud efter sin mor. Moren er lidt krøllet i kanterne (men har til gengæld virkelig flotte øjenvipper!) og hun holder babyen med en tændstiksarm, mens hun forsøger at nå resten af familien med den anden. Længst væk fra moren står en pige med gule krøller og en regnbuestribet kjole, og selvom hendes arm er helt udstrakt kan den ikke helt nå. Av.

 

Udover, at jeg er vildt imponeret over Beans tegneevner, der har taget et kvantespring i løbet af den sidste måned, og hendes skildring af følelserne hos hendes søster – så fortalte den fine tegning mig også, at vi havde brug for lidt tosomhed. Bean og mig.

Det tog vi i eftermiddags – en mini-date kun for os. Det skal der til engang imellem.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram