VINDER af tumletæppe fra BR

Rabarber mojito – sommerens lækreste drink

Vi har tilbragt weekenden i sommerhusland med Jonas’ gamle studiekammerater og deres hustruer og børn. 8 voksne og 7 børn i alderen 4 år til 2 måneder. Det lyder måske hektisk, men det har været så hyggeligt og afslappende. Ikke mindst fordi de ældste børn var mere eller mindre selvkørende med leg. Og fordi det kun var et enkelt måltid hvert par havde ansvar for. Et måltid og en drink. Lørdag aften var nemlig cocktail night, og vi havde alle forberedt en drink hjemmefra, som skulle præsenteres og bedømmes af resten. Jeg vandt med en let og sommerfrisk rabarber mojito, og den blev så vellykket, at I får opskriften her. Den fungerer i øvrigt også virkelig godt som virgin drink; så skal du bare skrue lidt op for limesaften og evt. tilføje en skive frisk ingefær for at den ikke bliver for sød.

Rabarber mojito
(opskriften er til 1 drink, men bare gang op til så mange, du nu skal bruge!)

rabarber mojito a la østfronen

Rabarbersirup
Allerførst skal du have kogt en sirup til drinken. Det kan gøres i god tid, så ingen stress over det.

4 store rabarberstilke skåret i stykker på ca 4 cm
200 g rørsukker
2 dl vand

Bringes i kog i en gryde på mellemhøj varme. Skru ned og lad småkoge i ca 20 minutter eller til rabarberne er helt opløst og det begynder at tykne. Rør i siruppen med jævne mellemrum. Si blandingen og hæld siruppen i et skoldet glas. Den kan holde sig i en måneds tid, og denne blanding er nok til ca 8-9 drinks.

Mojito
4 friske mynteblade (ikke pebermynte!)
Juice fra en halv lime
Is
3 cl rabarbersirup
3 cl Brøndums rabarber/ingefærsnaps (medmindre du har lavet din egen rabarbersnaps, selvfølgelig!)
Danskvand
Rabarberstrimler skåret på langs med en tyndskræller til dekoration
(Evt. mynteblade til dekoration)

Rør mynteblade og limesaft sammen i et højt glas med enden af en træslev – myntebladene skal helt kvases lidt, så deres aroma frigives. Fyld så glasset med is og tilføj rabarbersirup og rabarbersnaps. Top op med danskvand og rør rundt, så alle væskerne blandes. Pynt af med rabarberstrimler og evt. mynte. Server med et relativt bredt sugerør – siruppen vil gerne til bunds, så det er en fordel at kunne røre lidt rundt i drinken med sugerøret undervejs.

Nydes bedst med en lys og lun sommeraften og godt selskab <3

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

2 kommentarer

  • Kat

    Vil bare lige gøre opmærksom på at Butikken strut, mest for gravide bruger opskrift og billede herfra på deres nyhedsmail.
    Bare lige hvis ikke du vidste det 🙂

    Nice drink iøvrigt

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det ved jeg godt – det er mig, der laver Struts nyhedsbrev (og øvrige sociale medier)
      🙂

      Men tak for heads up – god stil! Og ja. Det er en virkelig god drink

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VINDER af tumletæppe fra BR