9 | lillesøster | Østfronten

Lillesøster er 9 måneder gammel. Det blev hun helt nøjagtig i går, og dermed har hun nu været ude i denne verden et par uger længere end hun voksede under mit hjerte.

Jeg synes lige, jeg har mødt hende for første gang og samtidig er fornemmelsen af hendes små, lune fingre så velkendt at jeg ikke forstår, hun ikke har været med mig altid.

Om en uge skal jeg overdrage hende til Jonas, så jeg har tænkt mig at zoome ind på nuet i de kommende dage i endnu højere grad end jeg har gjort de sidste mange måneder. At udnytte de muligheder, barslen giver, og som det kommer til at vare længe, før jeg får mulighed for at opleve igen.

En lille status på Lillesøster er på sin plads, tænker jeg. Det er altid interessant at se, hvad babyer kan og kaster sig over i løbet af deres udvikling, fordi det siger lidt om, hvem de er.

Jeg aner ikke, hvor lang og hvor tung Lillesøster er. Hun er helt sikkert længere end gennemsnittet stadigvæk og sandsynligvis ligeså tung som gennemsnittet. Hun er i al fald ved at være tung at bære rundt på, og hun kommer ingen vegne på egen hånd. Eller knæ, for den sags skyld.

Ikke om hun bevæger sig frem mod noget. Hun ruller fra ryg til mave, og så ligger hun dér. Fuld flyvemaskine. Og dog. For i løbet af den seneste tid er hun begyndt at kunne møffe lidt rundt om sin egen akse, og hun kan også komme til at skubbe sig selv baglæns. De små, buttede ben og numsen er så småt begyndt at vise nogle af de rigtige bevægelser til kryben og senere kravlen, men lur mig om der ikke går en rum tid endnu, før hun lærer det.

Vi kiggede forleden i Beans fotobog fra hendes første år. Da hun var 9 måneder gammel rejste hun sig op ad alting. Kravlede rundt over det hele. Det er sjovt så forskellige børn kan være.

Lillesøster er til gengæld dygtig til alt finmotorik. Pincetgrebet sidder snart helt på plads og hun vender og drejer og undersøger alt, hun får i hænderne. Måske vi skulle til at finde puttekassen ned fra loftet. Det kan også være, at Bean snart har lært at bruge den 😉

Hun snakker, pludrer, hviner og råber – klapper med hænderne og slår dem i bordet. Smiler og ler og er i det hele taget stadigvæk sød og nem at have med at gøre langt det meste af tiden.

Hun elsker at være i bad og plaske vildt med vandet – særligt med sin søster – og hun er ret pjattet med at læse bøger. Selvom hendes fine dun på hovedet vokser, så lur mig, om ikke også Lillesøster bliver ved med at være semi-skaldet indtil hun bliver omkring 2, ligesom Bean. Vi får åbenbart ikke babyer med hår herhjemme.

Hun er sædvanligvis let at få til at falde i søvn (for mig. Jonas er noget skeptisk i forhold til projektet, når han overtager om en uge), men sover sjældent ret længe ad gangen.

Henover weekenden har vi desværre haft en usædvanligt træt, ked og pyldret baby, og ærligt talt. Med 4 små mælketænder på vej, er der vist ikke noget at sige til, at hun ikke har været sit sædvanlige, sprudlende selv. Heldigvis er 3 ud af 4 nu brudt igennem, så vi krydser fingre for at det værste er overstået. For denne gang. I går fik hun lidt børnepanodil til at tage toppen af smerterne og lidt af feberen, der fulgte med. Der er jo ingen grund til at lide unødvendigt. Oveni det så er hun blevet smadderforkølet. Jeg er egentlig bare imponeret over, at hun ikke har været syg før med en storesøster, der slæber massevis af børnehavebakterier hjem hver dag, og som bestemt ikke er nærig med kys og kram… og som selv har været forkølet nærmest non-stop de sidste par måneder.

Jeg glæder mig sådan til at se, hvad Lillesøster kaster sig over som det næste. Samtidig med, at jeg helst ikke vil have, hun skal blive større end hun er nu. Babytiden forsvinder så frygteligt hurtigt, og jeg er altså ikke færdig med at have en baby endnu!