8 måneder

Er livet altid rosenrødt?

[ANNONCE]

Her i blogland (og måske i endnu højere grad på Instagram) ser tingene ret ofte pæne ud. Pæne børn i pænt tøj og pæne, ryddelige hjem. Det er en del af sandheden. Ikke hele sandheden. Jeg fik engang en kommentar fra en læser, der syntes det hele var frygteligt (og urealistisk) rosenrødt her på Østfronten. At det var umuligt at forholde sig til mit univers som ‘almindeligt menneske’. Jeg tænker umiddelbart, at hun ikke havde læst ret meget herinde, for jeg synes bestemt ikke at jeg maler med pastelfarver. I al fald ikke hele tiden. Jeg har skrevet om kolik og de (kæmpe) udfordringer med det; med manglende søvn; med de svære følelser, der også er en del af livet, når man er mor. Jeg elsker når livet er smukt og skønt – og jeg håber at den positive energi også kan smitte. Men jeg elsker også, at jeg kan bruge bloggen til at få luft for det svære og hårde – og jeg elsker at I er et virtuelt heppekor med ditto kram og gode indspark. Jeg synes, jeg giver plads til lidt af det hele herinde. Sådan håber jeg virkelig også det fremstår.

Reklamer er som regel i endnu højere grad et skønmaleri af virkeligheden end sociale medier er. Derfor synes jeg også Fords projekt er så sympatisk, at jeg gerne ville skrive et par ord om det. Kortfilmen hedder ”Familien” og er blevet til i samarbejde med Ford. I stedet for en bilreklame i et eller andet utopisk univers, så er bilerne indsat i et autentisk miljø og i hverdagssituationer, som nogle vil nikke genkendende til. Her er det ikke den glade, uproblematiske kernefamilie, det handler om, men i stedet en familie, der er i opløsning. Det er uden store armbevægelser, men om at finde nye veje (no pun intended!) Den er fint fortalt, uden de store armbevægelser, og er absolut et kig værd.

For vores vedkommende er en køretur altid en god lejlighed til at få talt sammen. Som regel falder en eller begge piger i søvn – de er gode på den måde – og så opstår mulighederne for voksensamtale. Eller bare stilhed. Fords pointe er også at lade bilen indgå som et rum til samtale og til samvær. Selv midt i en skilsmisse.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

4 kommentarer

  • Ceciliek

    Kære østfronten
    Da jeg først begyndte at følge bloggen (for laaaaaang tid siden før lillesøster kom til) tænkte jeg også at det var noget lyserødt. Lige indtil det gik op for mig at det ikke var det du skrev, som var lyserødt men i stedet måden du skriver det på. Du har det dejligste sprog! Du er velformuleret, skarp på tasterne og har mange gode tanker og vendinger. Så måske mangler hende som skrev at det var lyserødt blot at se igennem det fine, skønne sprog og se hvad her egentlig forgår? Jeg er i hvert fald vild med det! Både bloggen, dig, Bean og lillesøster.

    Kram fra Cecilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Kære Cecilie

      Hvor er det en interessant kommentar – jeg havde faktisk slet ikke tænkt på, at selve sproget kunne være det lyserøde. Tusind tak for det og for at du læser med.

      Bedste hilsner
      Stine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Bøg-Skov

    Hej Stine/ostfronten.

    Jeg fulgte i starte med hos dig, fordi at jeg var på barsel og vi havde jævnaldrende børn (Bean).

    Men nu følger jeg med fordi at du skriver så fængende, jeg syntes du om nogen skriver ærligt. Du gav mig lysten til at føde hjemme ved næste barn, med dit indlæg om hjemmefødsel. Du gav mig lyst til at undersøge nye smerte tekniker i forhold til næste fødsel.

    Jeg er vild med det univers du har fået skabt her, og er så glad for at du vil dele det med os.

    Kram fra Maria Bøg-Skov.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Kære Maria

      Tusind tak for den dejlige kommentar – hvor er jeg glad for at du læser med!

      Bedste hilsner
      Stine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

8 måneder