Mine mor-fejl
Jeg synes grundlæggende, jeg er en god mor. Sådan overordnet set, i al fald. Jeg forsøger så godt jeg kan at være kærlig, anerkendende, autentisk, tilgængelig og rummelig. At være tydelig, sætte (fair) grænser og give plads til både tryghed og selvstændighed.
Jeg er ikke fejlfri. Slet ikke. Jeg er stædig, jeg vil helst have ret og jeg vil gerne have at tingene bliver gjort, når jeg vil have dem gjort.
Jeg kommer af og til til at råbe af Bean. Når hun for 7. gang sparker mig i ryggen, fordi hun bumler rundt i sengen og derudover kommer til at vække Lillesøster, fordi hun ikke kan ligge og være stille, så skal jeg tælle til et stykke længere end 10 for ikke at hvæse og for ikke lige at gribe ret hårdt fat i hendes ankel.
Jeg hader mig selv for det, når jeg bliver så vred. Det er en rædselsfuld følelse, og det gavner jo ingen. Jeg husker altid at sige undskyld bagefter, men jeg kan ikke slippe for den nagende mistanke, at det på en eller anden måde sætter aftryk i hende. På den måde har det givetvis været lettere at være forældre i tider, hvor man ikke på samme måde gik op i børns følelsesliv og vidste noget om det lille barns psyke fra et videnskabeligt perspektiv. Der er så mange bedre måder at sætte grænser og sige nej på end at skælde ud og blive vred.
Jeg øver mig. Hver eneste dag øver jeg mig på at blive en bedre mor. På at gøre det så godt som overhovedet muligt.
Jeg er blevet markant bedre til at tøjle temperamentet. Til gengæld er jeg rigtig dårlig til at lade være med at rette og irettesætte Bean. Det sker alt, alt for mange gange i løbet af en dag. Særligt i de situationer, som jeg i forvejen ved, plejer at blive irriterende. Som eksempelvis om aftenen når tøjet skal af og nattøjet på. Jeg får simpelthen fnidder af at det kan tage 20 minutter og at der er 1000 ting hun bare liiiige skal inden hun gør hvad hun har fået besked på og er blevet mindet om 100 gange. For himlens skyld barn! Så GØR dog bare, hvad du har fået besked på. Det er så meget lettere og rarere for alle. Hvor svært kan det være at forstå. Sådan tænker min voksne hjerne. Og glemmer at Bean bare er tre år gammel.
Jonas er bedre til at ‘live and let live’ og til at være ligeglad. (Lidt for god, kan jeg synes af og til). Jeg vil øve mig på at irettesætte mindre. Måske det kan inspirere Bean til at være mindre Rasmus Modsat. For jeg ved jo godt, at det er min adfærd, hun reagerer på.
Så jeg øver mig. Dag efter dag. Moderskab, du ved. Der er ingen, der siger, det er let.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Jeg er selv vokset op med en mor med temperament og har også selv temperament. Men jeg husker betydningen af at min mor sagde undskyld, når det var hende der var gået over stregen. Det betød meget for mig dengang og jeg har siger også selv undskyld til mine børn, hvis jeg er kommet til at hæve stemmen for megetveller blive unødigt vred.