Store, lille pige

Mine mor-fejl

Jeg synes grundlæggende, jeg er en god mor. Sådan overordnet set, i al fald. Jeg forsøger så godt jeg kan at være kærlig, anerkendende, autentisk, tilgængelig og rummelig. At være tydelig, sætte (fair) grænser og give plads til både tryghed og selvstændighed.

Jeg er ikke fejlfri. Slet ikke. Jeg er stædig, jeg vil helst have ret og jeg vil gerne have at tingene bliver gjort, når jeg vil have dem gjort.

Jeg kommer af og til til at råbe af Bean. Når hun for 7. gang sparker mig i ryggen, fordi hun bumler rundt i sengen og derudover kommer til at vække Lillesøster, fordi hun ikke kan ligge og være stille, så skal jeg tælle til et stykke længere end 10 for ikke at hvæse og for ikke lige at gribe ret hårdt fat i hendes ankel.

Jeg hader mig selv for det, når jeg bliver så vred. Det er en rædselsfuld følelse, og det gavner jo ingen. Jeg husker altid at sige undskyld bagefter, men jeg kan ikke slippe for den nagende mistanke, at det på en eller anden måde sætter aftryk i hende. På den måde har det givetvis været lettere at være forældre i tider, hvor man ikke på samme måde gik op i børns følelsesliv og vidste noget om det lille barns psyke fra et videnskabeligt perspektiv. Der er så mange bedre måder at sætte grænser og sige nej på end at skælde ud og blive vred.

Bean

Jeg øver mig. Hver eneste dag øver jeg mig på at blive en bedre mor. På at gøre det så godt som overhovedet muligt.

Jeg er blevet markant bedre til at tøjle temperamentet. Til gengæld er jeg rigtig dårlig til at lade være med at rette og irettesætte Bean. Det sker alt, alt for mange gange i løbet af en dag. Særligt i de situationer, som jeg i forvejen ved, plejer at blive irriterende. Som eksempelvis om aftenen når tøjet skal af og nattøjet på. Jeg får simpelthen fnidder af at det kan tage 20 minutter og at der er 1000 ting hun bare liiiige skal inden hun gør hvad hun har fået besked på og er blevet mindet om 100 gange. For himlens skyld barn! Så GØR dog bare, hvad du har fået besked på. Det er så meget lettere og rarere for alle. Hvor svært kan det være at forstå. Sådan tænker min voksne hjerne. Og glemmer at Bean bare er tre år gammel.

Jonas er bedre til at ‘live and let live’ og til at være ligeglad. (Lidt for god, kan jeg synes af og til). Jeg vil øve mig på at irettesætte mindre. Måske det kan inspirere Bean til at være mindre Rasmus Modsat. For jeg ved jo godt, at det er min adfærd, hun reagerer på.

Så jeg øver mig. Dag efter dag. Moderskab, du ved. Der er ingen, der siger, det er let.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

5 kommentarer

  • Belinda

    Jeg er selv vokset op med en mor med temperament og har også selv temperament. Men jeg husker betydningen af at min mor sagde undskyld, når det var hende der var gået over stregen. Det betød meget for mig dengang og jeg har siger også selv undskyld til mine børn, hvis jeg er kommet til at hæve stemmen for megetveller blive unødigt vred.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Thumbs up! Dette er, hvad jeg betragter som et af dine bedste, mest ærlige og mindst normative indlæg til dato. Det er derfor, jeg stadig kigger til din blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Selvom jeg anerkender at man skal blive ved med at øve sig, så tror jeg også på at det er fint at barnet kan se at man blot er et menneske. Snakken bagefter tror jeg er den vigtigste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for et fint og ærligt indlæg. Jeg tror på det er vigtigt at man både viser man kan blive vred og sige undskyld bagefter.

    Her hjemme bruger vi app’en fun times når vores piger skal gøre noget eller har gang i en leg og vi snart skal noget andet end leg. Så sætter vi den til et passende antal minutter og aftaler når tiden er gået så skal man ha taget tøj af ell komme ind og sætte sig og spise med. Det er en super app som giver børnene en reel mulighed for at gøre det de skal og se hvor meget tid de har til at gære hvad de skal og eller se hvor længe de kan lege 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg glemmer aldrig dengang sidste vinter, hvor jeg for Gud-ved-hvilken-gang havde kæmpet med min dreng om at få ham i overtøjet og jeg blev så frustreret, som jeg sad der på gulvet med stor gravid mave og mit eget overtøj på og barnet løb bare væk eller kæmpede imod når jeg forsøgte at hjælpe, at jeg selv begyndte at hyle. Og min mand om aftenen mindede mig om, at der måske var godt for ham, at alle ikke altid bare har uendelig tålmodighed med ham. Så langt havde jeg simpelthen ikke tænkt, for jeg ville jo bare så gerne være en “god mor”. Det hjalp mig virkeligt dengang. Men wow, set i bakspejlet havde jeg det nemt med en halvandetårig i forhold til nu hvor han er 2.5 og der også er en lillesøster 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Store, lille pige