Dåb, navngivning og skytsforældre

‘Lillesøster skal IKKE døbes’, bekendtgjorde Bean forleden, da hende og Jonas var på vej i børnehave. Børnehaven har til huse i samme bygning som en kirke, og det var i den anledning, hun kom i tanke om det.

Forleden postede Bean og jeg invitationer til Lillesøsters navngivningsfest, og i den anledning talte vi om forskellen på at blive døbt og blive navngivet. Ved dåben er man i kirken og en præst putter vand på babyens hoved. Det er noget med at tro på Gud. Ved en navnefest dropper man kirke, vand og Gud og fejrer i stedet barnets fødsel og indlemmelse i en familie. Sådan foregår det i al fald hos os.

Hverken Jonas eller jeg er medlemmer af den danske folkekirke (eller nogen anden trosretning, for den sags skyld) Jonas er agnostiker. Jeg er straight up ateist. Hvis vores børn får lyst til at undersøge religioner nærmere, når de engang er modne og voksne, så skal de have lov til det. Det bliver på deres initiativ, ikke vores.

Men gør det så meget, om man tror eller ej? Det er jo ‘bare’ en tradition, det dér med dåb. Nej, det synes jeg ærligt talt ikke, det ‘bare’ er. Jeg er absolut ikke tilhænger af at følge en tradition blot for traditionens skyld – uanset hvilken det måtte være. Der skal være en mening bag og man skal oprigtigt være engageret i netop den tradition. For mig virker det hult og tomt at lade sit barn døbe (eller sig selv vie, for den sags skyld) i et kirkerum ‘bare’ fordi det er tradition. Jeg ville føle mig som en løgner, hvis jeg stod og skulle sige ja til noget, som jeg ikke tror på. Andre må naturligvis vælge som de har lyst til, og som de tror – og ud fra hvad der er rigtigt for dem.

I stedet for at blande religion ind i fødslen og familiens nyeste medlem, så har vi valgt at fejre Lillesøster, som vi gjorde med Bean. En blanding af vores allernærmeste familie og ditto venner er inviteret til en frokost, kaffe og kage i afslappede rammer. Det bliver hverken stort eller højtideligt, men det er vigtigt for os at markere, hvor glade – lykkelige faktisk – vi er over at Lillesøster er landet i netop vores familie.

Ved en kirkelig dåb vælges faddere til barnet. Vi vælger i stedet skytsforældre. Det har Bean også. Det er mennesker, vi elsker og stoler på, og som har fået et særligt ansvar i vores børns liv – ikke mindst hvis det forfærdelige skulle ske, at vi ikke er her mere.

Lillesøsters navngivning er om en måned. Præcis en måned, faktisk. Location er booket, invitationerne er skrevet og sendt, og jeg er ved at indsnævre og udkrystallisere tema og oppyntning. Vi har også fået styr på desserten, som jo er det vigtigste (TAK for de mange, mange gode input). Jeg har næsten overblik over, hvad vi ønsker os på vegne af Lillesøster. Så mangler vi bare resten. Jeg skal for eksempel have syet og strikket til Lillesøster og Bean. Maden er ikke på plads. Overhovedet. Skytsforældre skal vi også lige have lagt os fast på. Men ellers. Ellers er der styr på det.

Hvordan har I gjort? Og hvorfor?

^^Det er hende her, det handler om. Lillesøster (på 29 uger!) i hjemmestrik. Bella-vesten er så sød og findes i Babystrik på pinde 3. De blomstrede leggings er en gave fra VRS-fashion og er i økologisk bomuld. Bean har et matchende par. Babytæppet har jeg skrevet mere om HER

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram