Tigeren, der blev glemt

Helt oprigtigt, så synes jeg det er piece of cake at være på barsel denne gang. Jeg elskede barslen med Bean, men det var benhårdt arbejde. Lillesøster har et roligt gemyt, og hun er så nem at aflæse. Hun siger til og fra og er helt tydelig omkring sine behov. I al fald for mig, der er sammen med hende i stort set alle hendes vågne stunder. Og sovende, for den sags skyld. Hun er markant lettere at få til at sove end hendes søster nogensinde var, hun sover bedre generelt og hun er som regel i festligt humør.

Derfor er det også vældigt overraskende, når hun en sjælden gang imellem er ked af det eller urolig ‘uden grund’. Sådan et lidt vekslende humør har vi haft on-off den sidste uges tid, og jeg har hele tiden tænkt, at det nok hang sammen med en gryende bevidsthed om at jeg kan ‘forsvinde’ fra hende. For at læse lidt mere om det, slog vi op i vores godt gennemlæste eksemplar af Vidunderlige Uger (som virkelig reddede min mentale sundhed med Bean), og opdagede at vi faktisk var ved at have overstået et decideret tigerspring. Det siger ikke så lidt om a) at vi er andengangsforældre, der generelt tager det roligt og ikke har helt så meget tid til at være på forkant med alting og b) at Lillesøster virkelig ikke er vanskelig at have med at gøre. Selv i et tigerspring.

Hun kræver lidt mere opmærksomhed, lidt mere nærhed og lidt mere mad. Hun sover kortere lure og er lidt knotten af og til i løbet af en dag. Men hun er stadig lækker og lattermild og nem at trøste og at aktivere. Især hvis Bean er til stede. Den sjoveste leg, Lillesøster kender, er, når de to hopper sammen i sengen (Lillesøster selvsagt med vores hjælp). Hun ler og ler og sprutter af ren babylykke og Bean griner med. At høre de to piger le sammen er muligvis en af de herligste lyde i verden. Tiger eller ej.

^^Min søde lille tiger. I arvet mormorstrik og bløde sweatbukser i økologisk bomuld fra Ellos (gave). Den matchende sweatshirt er så sød og findes HER. Begge dele er på tilbud lige nu.