Mandagspiger og fredagspiger
Der er kæmpe forskel på mine to piger. Særligt når det gælder temperamentet, men der er også andre ting, de ikke deler. Der er naturligvis også ligheder. De har begge vanvittigt smukke, udtryksfulde øjne. Af statur er de nærmest identiske. De følger indtil videre nøjagtig samme vægt- og højdekurve. Det bliver spændende at se, hvilken farve hår, Lillesøster får – og om hun også får de fineste krøller. Nåja, og så er de begge ret vilde med brød.
Jeg er et søndagsbarn, og jeg kan genkende lidt af mig selv i både min lille fredagspige og min store mandagspige.
Mandagspiger har kæmpe temperamenter og store følelser. De kan være jublende lykkelige og rasende ulykkelige inden for samme dag; samme time; samme minut.
Fredagspiger er milde og rolige. De tager tingene som de kommer – men skal også nok sige til og fra, hvis noget ikke går, som det bør. Eksempelvis hvis de ikke får helt nok opmærksomhed eller hvis legetøjet driller.
Mandagspiger har lysende, blå øjne. De smukkeste, jeg kender. Mandagspigers øjne skinner så smukt som en klar septemberhimmel.
Fredagspiger har øjne, der skifter farve og udtryk fra dag til dag. De er uudgrundelige og dybe som skovsøer i en blanding af grå, grøn og rav.
Mandagspiger sidder aldrig stille. Ikke engang for at se Ramasjang eller Doctor McStuffins. De skal videre, videre. Afsted og aldrig stoppe op.
Fredagspiger har en hel, doven weekend foran sig. De har oceaner af tid til at fordybe sig i en rangle eller undersøge deres fod.
Mandagspiger har krøllede tunger og finurlige hjerner. De finder på sange og historier og fortæller om alt og intet i et væk.
Fredagspiger holder hof. Insisterer på øjenkontakt og fortæller med spruttende, hvinende, gurglende lyde om verden set nedefra. Med høje hvin og boblende latter deler de ud af glæden ved livet.
Mandagspiger Vil. Ikke. Sove. De er aldrig trætte. Heller ikke selvom de falder i søvn på under 5 minutter.
Fredagspiger sover gerne. Allerhelst tæt ind til deres mødre. Aller-allerhelst med maden en læbebredde væk. Til gengæld sover de ikke længe ad gangen.
Mandagspiger orker ikke at vente, til det bliver deres tur. Det tager simpelthen for lang tid. Altid tager det for lang tid.
Fredagspiger venter. Det er de så vant til. Og hvis de endelig bliver trætte af at vente, så kan de blive så vrede at tårerne sprøjter og hjælpen kommer omgående. Det er meget enkelt, egentlig.
Mandagspiger såvel som fredagspiger er elskede helt ind til benet. I hver eneste fiber af deres væsen er de elskede. Af deres mor. Af deres far. Af hinanden. Af deres udvidede familie. Mandagspiger og fredagspiger er det allerbedste jeg ved.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Årh for pokker altså, så kunne man lige mærke hormonspringvandet presse sig på i øjenkrogene! Hav en dejlig søndag 🙂