Et helt, halvt år

Ambivalens

Hvis der er noget, der kendetegner moderskab er det ambivalens.

Jeg glæder mig over vores børns fremskridt og milepæle, men ønsker samtidig brændende at holde fast i nuet og at kunne blive lige her.

Jeg ønsker at sove i ro og fred, men elsker samtidig at mærke både Bean og Lillesøster putte sig ind til mig i søvne.

Jeg drømmer om drinks med mine veninder (ikke mindst sidste uge, hvor Bowie gik bort, fik jeg en spontan craving for at ringe til en studieveninde og mødes på en dunkel bar med hver vores Dark’n’Stormy i hånden), men elsker amningen og den symbiose, jeg har med min baby.

Og. Så. Videre.

Lillesøster lader til at synes, at det dér spisning er en fest. Hun taler i al fald som et vandfald og udstøder begejstrede hvin, når hun får en haps brød, et stykke banan eller andre lækkerier i hånden og ind i munden. Ikke at der kommer meget ned i maven (det er også lidt svært, når man ikke har en eneste tand) , men hun er så interesseret i processen. Hun undersøger, leger, lærer og fornemmer teksturer, smage og fornemmelser. Det er et syndigt rod. Alt er, som det skal være.

BLW

Det er herligt at se, men også vemodigt, for jeg havde ærligt talt ikke noget imod bare at (fuld)amme en rum tid endnu. Jeg kommer med overvejende sandsynlighed til at amme en hel masse indtil Lillesøster for alvor knækker koden med at få mad fra munden og videre i systemet, men lige så stille bliver det tætte bånd, vi har, mere og mere elastisk.

Det er selvfølgelig sådan det skal være. Fra min trygge favn skal Lillesøster efterhånden vove sig længere og længere ud i verden. Den samme rejse som Bean er igang med. Det er sådan, man som forælder kan vide, at man er på rette spor – ens børn skal blive mere og mere selvstændige og selvhjulpne. På den anden side er det også helt magisk og vidunderligt at være så tæt forbunden med et andet menneske – mit lille menneske – for hvem jeg er den ultimative tryghed, kærlighed og sikkerhed i en verden, der åbner sig forude.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

9 kommentarer

  • Julie

    Her er ‘baby’ 14 måneder og har stadig ikke en eneste tand – der kommer masser af mad ned

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det kan de sagtens – lillesøster har ikke helt luret hvordan endnu, men mon ikke det kommer snart? Bean var lidt over et år, før hendes første tand dukkede frem. Det var jeg virkelig glad for ift. amningen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uh lige mine tanker <3
    Bruger I blw-metoden? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja og nej. Det er inspireret af BLW, men jeg er mere til at mikse og matche alt efter hvad der passer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Kære østfronten! Jeg er så vild med din blog! Jeg er vild med Bean, jeg er vild med lillesøster og jeg er vild med dine tanker om moderskab!
    Kærlig hilsen Cecilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg er vild med dig! TAK for den herlige kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Kender den der dobbelte følelse så godt!

    Men min datters første måltid var mør entré cote og bagte rodfrugter og der røg ned uden tænder- dog i små mængder da tungen også lige skulle lære at diregere maden . Der er egentlig sværere nu hvor hun har meget udvokste (udvoksede? ?) fortænder som forhindrer gummerne i ar mødes og der en enkelt kindtand . Så nu spytter hun ting ud hun tidligere bare gumlede ril uendelighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Hvor cool første måltid! Hun har ikke heeeelt grejet tricket med at få det videre fra munden og ned i halsen endnu, men det er skønt at gumle og smage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mærkeligt og vedmodigt føler jeg det som pt. Inden for den sidste uge har jeg to gange været væk fra baby og overladt hende til hendes far, der kunne give hende grød og putte hende til lur. SKØNT at jeg kan være væk lidt, men også meget, meget mærkeligt. Nærmest amputeret.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et helt, halvt år