3 måneder = vaccination

#jordemødreforlivet (må GERNE deles)

Tidlig morgen. Min yngste datter spiser sig mæt og i søvn ved min side og min ældste datter kryber tæt ind til mig. En lille, varm hånd søger ind under ærmet på min bluse og finder ro på min skulder. Hud mod hud. Jeg priser mig lykkelig. De er begge mine at passe på og drage omsorg for. At elske.

Jeg har ved begge mine graviditeter set frem til fødslen med glæde og spænding. Jeg har glædet mig til at opleve, hvad min krop kan og hvordan jeg selv kan arbejde mentalt og fysisk med kroppen.

Jeg er velsignet med en ‘god fødekrop’ som min dygtige, nærværende hjemmefødselsjordemoder sagde det. Jeg er relativt høj, relativt slank og i relativt god form – og jeg har tilsyneladende en ret høj smertetærskel. Jeg har haft to gode fødsler.

Jeg priser mig lykkelig. Ikke mindst fordi jeg fik lov at få de fødsler, jeg ønskede.

Det er ikke alle, der er så heldige som jeg. Nogle har angst for fødslen. Nogle fødsler er langvarige, smertefulde, komplicerede. Nogle børn kommer skævt ned igennem bækkenet. Danske jordemødre er som udgangspunkt vanvittigt dygtige og kompetente. Men de har for travlt og har haft det uanstændigt længe. Det er usikkert, utrygt og utilfredsstillende. Den sidste regering øremærkede midler til svangreomsorgen – den nuværende farce af en regering vil sløjfe de midler. Derfor har 50 jordemødre nu lavet en videodagbog, hvor de fortæller om de daglige, almindelige udfordringer, de oplever. Det er skræmmende. Og det er decideret heldigt at der ikke sker flere ulykker i svangreomsorgen.

Jeg er lykkelig glad for min beslutning om hjemmefødsel. Jeg havde en dedikeret jordemoder hos mig igennem hele den aktive del af min (korte) fødsel. En jordemoder, der havde mulighed for at bruge sin faglighed på at være nærværende sådan som det er meningen og sådan som jordemødre altid gerne vil være det, men ikke altid har mulighed for på fødegangene.

ALLE kvinder har ret til en jordemoder hos sig, når de føder. Til en tryg, sikker fødsel. Til al den støtte, omsorg og ikke mindst opmærksomhed, som deres fødsel kræver. Jeg priser mig lykkelig. Det havde jeg.

Hjælp jordemødrene med at råbe op – og at råbe så pokkers højt, at politikerne hører det og lader være med at sløjfe de allerede lovede midler! Se og ikke mindst DEL videoen herunder. Vær med til at sikre en god og tryg svangreomsorg og ordentlige arbejdsforhold for en (livs)vigtig profession.

#jordemødreforlivet

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

5 kommentarer

  • Birgitte

    Det er godt nok vildt! Jeg valgte også at føde hjemme anden gang, dels fordi man så har sin egen Jordemoder. Men jeg kan jo se her, at de godt kan bede hjemmefødende om at komme ind. Vi fik at vide at det gør man ikke på Hvidovre, men i teorien kan alle fødesteder vel blive nødt til det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Det er godt nok vildt! Jeg valgte også at føde hjemme anden gang, men jeg kan jo se her, at de godt kan bede hjemmefødende om at komme ind. Vi fik at vide at det gør man ikke på Hvidovre, men i teorien kan alle fødesteder vel blive nødt til det. Jeg tror, der er for få fødsler til, at det område bliver prioriteret. Det er en relativt lille del af befolkningen de lige har født og derfor har oplevet det, men for mange lyder det sikkert ikke af noget særligt at være 8cm og sidde i venteværelset – herregud, man føder jo først ved 10!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er muligt, de af og til beder om det, men man har pinedød RET til at få hjælp, hvis man føder hjemme. Ingen kan tvinge nogen på hospitalet. Så lige dér ville jeg have holdt på min ret – men det er jo kun fordi jeg har sat mig meget ind i tingene, at jeg ved det.

      Det er så skræmmende, at det her er virkeligheden og hverdagen. Jeg håber virkelig, politikerne lytter efter og at de øremærkede midler ikke forsvinder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Jeg er 25 og har ikke børn endnu. Det er dog noget jeg regner med sker inden alt for længe. Dog skal jeg være ærlig at indrømme at erkendelsen af hvor stramt det står til på fødegangene gør mig rædselsslagen. Jeg ønsker ikke det skal være heldigt at mig og mit fremtidige barn har det godt efter fødsel.
    Hvor er jeg også ked af det på jordemødrenes vegne – det er en forfærdelig følelse at føle at man ikke har opfyldt sit arbejde godt nok.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er så langt fra at være i orden som noget næsten kan være. Altså – der er jo masser af kvinder, der har rigtig gode fødsler. Mig selv inklusive. Men det er af og til fordi jordemødrene strækker sig længere end de burde; end der næsten er menneskeligt muligt.

      Jeg kan KUN anbefale at få børn. Det er benhårdt men også helt igennem fantastisk og vidunderligt. Det giver simpelthen mit liv flere farver. Og så kan jeg i øvrigt også kun anbefale hjemmefødsel. Der er så meget ro på – du er velkommen til at læse min eller Jonas’ beretning, når og hvis det bliver relevant og jeg ved at Cana (mortilto.dk) også har en rigtig god hjemmefødselsberetning.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 måneder = vaccination