De sovende numsers klub

Jeg ved, vi er en del. Kvinder, der sidder så meget ned, at vores bagdele sover. Vi gør det ikke, fordi vi er dovne. Vi gør det, fordi vi ikke vil rejse os og vække de babyer, der er faldet til ro på vores maver og ved vore barme.

De sovende numsers klub bliver måske kaldt for pyldrede mødre – for man ‘kan da bare’ lægge de børn. De skal jo også lære det. De skulle jo nødig forkæles. Nu er det bare sådan, at babyer ikke kan forkæles. De kan få deres behov opfyldt eller ej. Af og til er deres behov at sove trygt og tæt på deres mor. De sovende numsers klub er alle os, som ved, at det altså ikke er alle børn, der ‘bare’ kan lægges. At det ikke er alle børn, der ‘bare’ kan sove fra larm og uro. At det ikke er alle børn, der ‘bare’ sover længe og godt og lukker øjnene når de bliver puttet. Vi ved, at det faktisk kan være det skønneste i verden med et lille barn, der finder tryghed og ro i ens arme. At det er så kort en periode, at sovende numser er et lille offer.

Moderskabet er i det store og det små. Det er ultimativ lykke, uendelig og ubetinget kærlighed, dybe rande under øjnene, endeløse nætter med gråd og uro, utrolig sårbarhed og styrke – alt sammen på samme tid. Det er glæden ved de første, tandløse smil og en lille hånd, der hviler på ens kind. Det er at mærke barnets smerte, når cyklen vælter eller feberen raser. Stoltheden, når noget lykkes. Det er en sovende numse i ganske få måneder af ens liv.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram