Hjerte-smerte og om at strække sig tyndt, men ikke tyndt nok

Jeg synes, det går bedre end forventet med at være græsenke. Vi får spist *nogenlunde* samtidig (Bean og jeg), kommer ud ad døren om morgenen uden alt for meget ballade (i dag endda helt uden styrt af nogen art) og kommer hjem igen med trætte ben og hoveder. Det er dejligt, at Bean kan bruge løbecyklen – men at skulle både frem og tilbage hver dag er langt for små ben, når hele dagen har været brugt på at løbe og lege i børnehaven.

Der er dog specielt et område, hvor det er virkeligt tydeligt for mig, at én voksen bare ikke er nok herhjemme. Ikke uden, at det går ud over nogen. Nogen er Bean. For hun har været nødt til at være den store rigtig, rigtig meget i disse dage. At vente, tage hensyn og sætte sine egne behov til side. Det er ved puttetid, det hele for alvor bliver svært. I går ville lillesøster absolut ikke finde sig i at ligge i slyngevuggen eller bare ligge roligt i mine arme, så jeg kunne putte Bean og derfor var hun for første gang nogensinde nødt til at klare det selv. Det havde – og har – jeg det faktisk rigtig skidt med, men eftersom det var lillesøster, der lå og skreg i slyngevuggen i de 5 minutter det tog at Bean og jeg læste godnathistorie, så kunne jeg ikke forsvare at lade babyen ligge.

Bean kaldte og kaldte og blev skiftevis ked af det og bedende i sin stemme, men ingen ville nogensinde falde i søvn, hvis en grædende lillesøster skulle være i samme rum som sin søster. Jeg lovede Bean, at jeg ville komme ind til hende, så snart lillesøster sov og/eller var rolig. ‘HvorNÅR, mor? Jeg savner dig!’ lød en lille stemme. Efter knap 20 minutters kalden blev der helt stille inde fra værelset, og da jeg langt om længe havde fået lillesøster vugget så meget i favnen at hun også var gået omkuld (i al fald for en kort bemærkning), så kunne jeg konstatere, at min store pige var faldet i søvn uden at have fået et godnatkys eller kram. Jeg puttede dynen om hende og listede ud af værelset igen med en klump i halsen. Hjerte, brist ikke.

Realisten i mig ved, at jeg ikke kan være to steder på samme tid, hvor meget jeg end måtte ønske det, og selvom der stadig er ekstra kilo og polstring rundt omkring, så kan jeg ikke smøre mig selv tyndt nok ud til at dække begge børns behov hele tiden. Moderen i mig hader det faktum.

Så til alle jer, for hvem det ikke bare er et kort stop i #græsenkeland: Jeg synes I er superhelte. Jeg går på røven over, hvordan I er i stand til at få det hele til at køre og holder hovedet oven vande og også får tid til at komme i bad engang imellem.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram