Et nemt barn?
Jeg er ikke helt sikker på, hvad der ligger i betegnelsen ‘et nemt barn’. Hvornår er man nem? Alle babyer er krævende – det er deres natur. De kan ingenting selv (godt lavet, evolution), har brug for hjælp og støtte til alt og et kæmpe trygheds- og kærlighedsbehov. Men der er alligevel enorme forskelle på, hvordan babyer ellers er og/eller opleves.
En af vores venner spurgte forleden, om lillesøster så var et ‘nemt’ barn, efter vi fortalte, at hun sover længere og bedre end Bean gjorde og at vi generelt synes, det går godt herhjemme. Vi kiggede på hinanden og svarede samstemmende: Nej.
Lillesøster er ikke et nemt barn. Hun er bare langt fra så stor en udfordring som Bean var. Måske fordi vi er mere erfarne og sikre. Måske fordi vi er mere ærlige overfor hinanden om hvor vores grænser for grådtolerance går? Måske fordi vores – og nok især min – tærskel for hvad der er svært og udfordrende er blevet flyttet til noget nær Langbortistan efter at have gennemlevet og overlevet et kolikbarn.
Lillesøster er ikke nem. Men hvis Bean var en 10’er, så er hun måske en 6’er eller 7’er. En 8’er på en dårlig dag eller aften. Det er lettere at håndtere. I al fald for mig. For Jonas er babygråden som en slags genoplivning af et krigstraume. Den har han det rigtig, rigtig svært ved.
Jeg husker tiden fra 8-12 uger som de hårdeste med Bean. Den første barselslykke var overstået og hverdagen havde indfundet sig sammen med erkendelsen af, at vi havde en baby, der græd og græd og græd – meget mere end andre babyer gjorde. Fra 12. uge begyndte presset at lette i takt med at hun og vi bedre kunne kommunikere. Jeg har en fornemmelse af at vi allerede er ovre ‘det værste’ med lillesøster, og at hun fra nu af bliver lettere at have med at gøre.
Som sin søster er hun ikke en baby, der smiler og griner i alle sine vågne timer, men hun kan sagtens lokkes til en hyggestund med tandløse grin og babyleg. Hun sover stadig bedre i løbet af dagen end Bean gjorde og gerne i enten liften eller slyngevuggen. Det betyder at jeg får mulighed for at sidde ned frem for at gå endeløse ture med barnevognen, som jeg gjorde med Bean. (At det så til gengæld har betydning for efterfødselskroppen og -kiloene taler vi ikke om i denne sammenhæng)
Hun har – igen som sin søster – vanskeligt ved at overgive sig til søvnen og kan hidse sig selv helt ustyrligt op. Det går som regel ok i løbet af dagen, men aftenerne kan være timevis af hvileløs vandren rundt i stuerne med en baby pakket ind som en kræmmerhus i dynen. Jeg ved godt, at jeg skrev, jeg var god til at carpe diem og være i nuet – men lige præcis med søvnen, så GLÆDER jeg mig til at få mine aftener igen på et tidspunkt og muligheden for lidt voksentid.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Tak for indlægget. Det er dejligt befriende at læse.
Der er gået sport i at have en nem baby. Babyer er ikke nemme og godt det samme for dem, at de kan fortælle hvad de har brug for.
Det store samtale emne i mødregruppe er gerne at nr 2 eller 3 er de nemme. Og det ved jeg med mit 3. barn ikke er virkeligheden. Så tak for ærligheden.