Babygråd og krigstraumer
Dengang for knap 3,5 år siden, da vi ventede vores første barn, jokede Jonas og jeg med, at vi kunne klare det meste. ‘Så længe hun ikke har kolik… HAHAHA’
Guess what. Hun HAVDE kolik. I stor stil. Taaaark for det, Nemesis. (Hvis du søger på ‘kolik’ eller ‘gråd’ i søgefeltet, så dukker der MANGE sider og indlæg frem. Nogle skrevet retrospektivt, andre fra krigszonen. Nogle med overskud, andre i dyb frustration.)
Vi overlevede det – godt 4 måneder med op til 7 timers gråd hver dag. Det har dog ikke været uden konsekvenser og følgevirkninger, som vi først har opdaget nu. For mit vedkommende sidder gråden og uroen som en kropslig hukommelse – lidt ligesom veer. Jeg husker det kun sådan rigtigt, når jeg står med min grædende baby i favnen. Den forgangne weekend vækkede lillesøster konstant sig selv med uro i kroppen, hun græd, spiste, græd, græd noget mere og skulle overtales til at sove. Det tærer på kræfterne hos alle, men det er ikke noget, der for alvor får mig ud i tovene. Mine minder om Beans første måneder er mest af alt de fine smil, hendes årvågenhed og fornemmelsen af et lille, blødt og lunt barn, der finder tryghed og trøst hos mig. Ligesom lillesøster gør nu. At det også i nogen grad var ren overlevelse, det ved jeg godt, men det er ikke de lagrede minder af dage, hvor jeg var askegrå i ansigtet af udmattelse, der ligger forrest i min hukommelse.
For Jonas er gråden at sammenligne med et krigstraume. Hans hukommelse omkring Beans første måneder – faktisk stort set det første halve år – er, at han slet ikke nød at være blevet far. Han havde dårlig samvittighed over det og over ikke at kunne fornemme forelskelsen i det lille væsen, vi sammen havde bragt til verden. Den kom først for alvor, da han selv havde barsel. Jeg husker, at han havde hyggestunder med Bean (bl.a. i svømmehallen), men for ham er det traumet og oplevelsen af ikke at slå til, der fylder mest. Jeg var nødt til at have pauser fra Bean for at kunne lade op og klare endnu en dag eller nat. Jonas fik hende vist mest af alt i de første måneder, når jeg var for træt i hoved, arme eller skuldre til at vugge, rokke og nynne mere. Det har nok været en fejl.
Han fortalte mig først om sin oplevelse af faderskabet over et år efter. At han var længe om for alvor at elske Bean. Siden han holdt barsel med hende er deres bånd imidlertid vokset og vokset og nu er hun hans absolutte øjesten og hun elsker sin far til ‘helt op til solen’.
Når lillesøster græder er det minderne om Beans kolik og følelserne af ikke at elske eller slå til, der vækkes i Jonas. Min tolerancetærskel for gråd er blevet markant højere, og lillesøster græder normalt markant mindre, så det er yderst sjældent, jeg har brug for en pause. Af og til vil jeg dog gerne i bad/lege med Bean/spise/løbe en lillebitte tur – og så overdrager jeg ansvaret for en stund.
Jonas er ikke den fødte baby-person og selvom han glæder sig over begge vores piger, så er forelskelsen i lillesøster først så småt ved at indfinde sig nu, når de pludrer sammen og hun lyser op i et tandløst smil. Den vil fortsat vokse lidt efter lidt i takt med at de kan kommunikere mere og mere – og lillesøster udvikler flere færdigheder. Det er helt ok. Kærligheden bliver ikke mindre af at den vokser frem stille og roligt. Jeg har det meget bedre med at vi er ærlige omkring vores følelser end at skulle blive frustreret og forundret over, at han ikke kan sidde klare mere end en halv time med en urolig baby, når jeg har haft hende hele dagen.
Jeg elskede ikke Bean fra første øjeblik, jeg så hende. Jeg oplevede ikke den overvældende følelse af kærlighed, som mange ellers beskriver i det første møde med deres nyfødte barn. Moderinstinktet, omsorgen og beskyttertrangen blev vakt med det samme. Kærligheden? Den kom i takt med at vi lærte hinanden at kende. Til gengæld er den aldrig stoppet med at vokse. Lillesøster blev jeg vildt forelsket i fra første gang, vi kiggede på hinanden. Jeg vil dog stadig vove den påstand at den ægte kærlighed vokser og dannes i takt med at vores gensidige følelsesmæssige bånd bestyrkes og bekræftes. Eksempelvis når jeg trøster hende, når hun græder.
Alt er en fase. Undtagen kærligheden.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
1000 tak for det indlæg. Det satte virkelig ord på nogle af de tanker jeg som nybagt mor går rundt med. Min datter er 13 uger, da hun var 5 uger blev hun meget syg og vi var bange for at miste hende. Man kommer helt derud, hvor man slet ikke kan mærke sin krop, sine behov. Jeg oplevede nemlig heller ikke umiddelbar kærlighed da hun blev født, men nemlig lige som du beskriver det- beskyttertrang og omsorg. Da hun blev syg havde jeg så dårlig samvittighed- havde jeg ikke elsket hende nok fra starten? Nu er vi ude af hospitalet, hun er rask og kærligheden vokser for hver dag. Lidt rodede tanker fra en mor i søvnunderskud…