Second breakfast og barselsforkælelse

Babygråd og krigstraumer

Dengang for knap 3,5 år siden, da vi ventede vores første barn, jokede Jonas og jeg med, at vi kunne klare det meste. ‘Så længe hun ikke har kolik… HAHAHA’

Guess what. Hun HAVDE kolik. I stor stil. Taaaark for det, Nemesis. (Hvis du søger på ‘kolik’ eller ‘gråd’ i søgefeltet, så dukker der MANGE sider og indlæg frem. Nogle skrevet retrospektivt, andre fra krigszonen. Nogle med overskud, andre i dyb frustration.)

Vi overlevede det – godt 4 måneder med op til 7 timers gråd hver dag. Det har dog ikke været uden konsekvenser og følgevirkninger, som vi først har opdaget nu. For mit vedkommende sidder gråden og uroen som en kropslig hukommelse – lidt ligesom veer. Jeg husker det kun sådan rigtigt, når jeg står med min grædende baby i favnen. Den forgangne weekend vækkede lillesøster konstant sig selv med uro i kroppen, hun græd, spiste, græd, græd noget mere og skulle overtales til at sove. Det tærer på kræfterne hos alle, men det er ikke noget, der for alvor får mig ud i tovene. Mine minder om Beans første måneder er mest af alt de fine smil, hendes årvågenhed og fornemmelsen af et lille, blødt og lunt barn, der finder tryghed og trøst hos mig. Ligesom lillesøster gør nu. At det også i nogen grad var ren overlevelse, det ved jeg godt, men det er ikke de lagrede minder af dage, hvor jeg var askegrå i ansigtet af udmattelse, der ligger forrest i min hukommelse.

For Jonas er gråden at sammenligne med et krigstraume. Hans hukommelse omkring Beans første måneder – faktisk stort set det første halve år – er, at han slet ikke nød at være blevet far. Han havde dårlig samvittighed over det og over ikke at kunne fornemme forelskelsen i det lille væsen, vi sammen havde bragt til verden. Den kom først for alvor, da han selv havde barsel. Jeg husker, at han havde hyggestunder med Bean (bl.a. i svømmehallen), men for ham er det traumet og oplevelsen af ikke at slå til, der fylder mest. Jeg var nødt til at have pauser fra Bean for at kunne lade op og klare endnu en dag eller nat. Jonas fik hende vist mest af alt i de første måneder, når jeg var for træt i hoved, arme eller skuldre til at vugge, rokke og nynne mere. Det har nok været en fejl.

Han fortalte mig først om sin oplevelse af faderskabet over et år efter. At han var længe om for alvor at elske Bean. Siden han holdt barsel med hende er deres bånd imidlertid vokset og vokset og nu er hun hans absolutte øjesten og hun elsker sin far til ‘helt op til solen’. 

Når lillesøster græder er det minderne om Beans kolik og følelserne af ikke at elske eller slå til, der vækkes i Jonas. Min tolerancetærskel for gråd er blevet markant højere, og lillesøster græder normalt markant mindre, så det er yderst sjældent, jeg har brug for en pause. Af og til vil jeg dog gerne i bad/lege med Bean/spise/løbe en lillebitte tur – og så overdrager jeg ansvaret for en stund.

Jonas er ikke den fødte baby-person og selvom han glæder sig over begge vores piger, så er forelskelsen i lillesøster først så småt ved at indfinde sig nu, når de pludrer sammen og hun lyser op i et tandløst smil. Den vil fortsat vokse lidt efter lidt i takt med at de kan kommunikere mere og mere – og lillesøster udvikler flere færdigheder. Det er helt ok. Kærligheden bliver ikke mindre af at den vokser frem stille og roligt. Jeg har det meget bedre med at vi er ærlige omkring vores følelser end at skulle blive frustreret og forundret over, at han ikke kan sidde klare mere end en halv time med en urolig baby, når jeg har haft hende hele dagen.

Jeg elskede ikke Bean fra første øjeblik, jeg så hende. Jeg oplevede ikke den overvældende følelse af kærlighed, som mange ellers beskriver i det første møde med deres nyfødte barn. Moderinstinktet, omsorgen og beskyttertrangen blev vakt med det samme. Kærligheden? Den kom i takt med at vi lærte hinanden at kende. Til gengæld er den aldrig stoppet med at vokse. Lillesøster blev jeg vildt forelsket i fra første gang, vi kiggede på hinanden. Jeg vil dog stadig vove den påstand at den ægte kærlighed vokser og dannes i takt med at vores gensidige følelsesmæssige bånd bestyrkes og bekræftes. Eksempelvis når jeg trøster hende, når hun græder.

Alt er en fase. Undtagen kærligheden.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

11 kommentarer

  • Ida

    1000 tak for det indlæg. Det satte virkelig ord på nogle af de tanker jeg som nybagt mor går rundt med. Min datter er 13 uger, da hun var 5 uger blev hun meget syg og vi var bange for at miste hende. Man kommer helt derud, hvor man slet ikke kan mærke sin krop, sine behov. Jeg oplevede nemlig heller ikke umiddelbar kærlighed da hun blev født, men nemlig lige som du beskriver det- beskyttertrang og omsorg. Da hun blev syg havde jeg så dårlig samvittighed- havde jeg ikke elsket hende nok fra starten? Nu er vi ude af hospitalet, hun er rask og kærligheden vokser for hver dag. Lidt rodede tanker fra en mor i søvnunderskud…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Puha, det kan jeg slet ikke forestille mig. Hvor må det have været hårdt.
      Moderinstinkt og beskyttertrang og den omsorg der følger med er jo også en form for kærlighed, der giver det lille barn, ALT hvad det behøver. Jeg tror og håber, du ved, at du har gjort ALT det rigtige, selvom den anden form for bevidst kærlighed først vokser frem senere. Og så er det så meget desto mere fantastisk når den går fra instinkt til gensidig følelse.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Så sejt og ærlig indlæg. Men jeg må indrømme at jeg har svært ved at forestille mig at det ikke kommer til at gøre ondt på bean at læse en dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Malene

      Det er jeg ret sikker på at det ikke gør. Når de er så ærlige overfor hinanden – er det bestemt også noget de vil være ærlige med Bean omkring. I mine øjne er det vigtigt at være ærlig. Jeg syntes det var vildt hårdt at blive mor og følte mig mærkelig over den manglende kærlighed til mit barn fra start af – og havde kun fået det modsatte at vide af andre. Når jeg så snakkede med andre, blev jeg klar over at mange havde det sådan – men var ikke ærlige. Bean kommer til at vide hvordan det forholdte sig med hende OG at det ikke påvirker hendes forældres ubegrænsede kærlighed til hende – hvilket i min optik er vigtigere end at forsikre hende om det modsatte 🙂

      Jeg synes det var et rigtig fint indlæg – og det er klart en af grundene til, at jeg bliver ved med at følge med – du er så reel og befriende ærlig – tak Stine.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak for den fine kommentar, Malene. Hvor er det dejligt at du læser med.

      Jeg tror bestemt også på ærligheden, og at Bean gennem hele sin opvækst har mærket den ubetingede kærlighed og tillid. Jeg tænker, at bloggen en dag bliver noget, vi læser sammen – så kan vi også tale om det, der måtte komme af følelser, overvejelser og tanker undervejs.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Kære Maja – det håber og tror jeg bestemt ikke. For Bean ved, at hun er elsket. Jeg tror på ærlighed som vejen frem og tænker bestemt at bloggen er en vi læser sammen en dag. Så kan vi tale om det, der opstår undervejs.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Dine to sidste indlæg rammer virkelig plet hos mig og har givet masser af stof til eftertanke.

    Da jeg blev mor første gang var det til verdens nemmeste lille dreng (det ved jeg nu). Han sov igennem, spiste, tog på og fulgte “bogen” til punkt og prikke. Alligevel var det hårdt for mig. Jeg havde enormt svært ved pludselig at have et andet menneske som var 100 % afhængig af mig (og min kæreste) og der gik flere måneder faktisk før jeg rigtig elskede ham og han ikke længere “bare” var en sød baby som jeg passede.

    Anden gang jeg fødte, var jeg allerede mor! Jeg elskede mit lille barn fra det sekund han blev lagt i mine arme og modsat første gang fik ingen barselsgæster lov til at holde ham – han var min min min!
    4 uger senere brød helved løs og han skreg og skreg og skreg. Kunne kun sove i mine arme, hvis jeg sad op. Jeg blev slidt op af krav fra denne lillemand og jeg fortrød dagligt, at vi havde fået barn nummer 2 og det fortalte jeg fortalte ham også (åh, jeg har så dårlig samvittighed over alle de tanker og de ting som blev sagt og gjort i den tid). Her 16 måneder senere er han stadig lidt af en håndfuld, der udfordrer mig hver dag, men jeg ELSKER ham ligesom jeg ELSKER hans storebror.
    Det er forskelligt, hvordan vi håndterer at blive forældre og hvilke “kampe” som kommer til at påvirke os. Det er ikke altid sjovt, men det er alligevel fantastisk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Hvor er det dejligt at høre – jeg er glad for, at mine tanker på den måde kan ‘bruges’ af andre.

      Og ja. Det er benhårdt at blive mor, selvom ens barn er ‘nemt’. Og ved du hvad? Lillebror kan heldigvis ikke vide, hvad du har tænkt og sagt. Han kan derimod huske med sin krop, hvordan han er blevet mødt, holdt og trøstet. <3 til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sonja

    Tak, af hjertet tak for dette indlæg…jeg har siden vores lille-pige kom til verden (dagen efter jeres lillesøster) haft en følelse af, at der manglede noget, men kunne ikke sætte en finger på, hvad det dog var, men der var bare noget, der ikke var som jeg havde forventet. Jeg synes det virkede mærkeligt, når min svigermor sagde, at hun dog savnede lille-pigen, hvis der gik mere end en uge mellem hvert besøg, og synes det virkede forkert når min søster strålede op hver gang hun så hende. Men nu ved jeg hvorfor: de har haft den forelskelse i det lille væsen, som ganske enkelt er udeblevet hos mig. Og må sige, at der nu er faldet en sten fra mit hjerte. Har efterhånden så snakket med flere veninder, om det ikke at være forelsket i sit eget barn fra dag et, og flere af dem har haft det nøjagtig som mig. Så nu ved jeg, at det ikke er mig der er helt skævt på den, men tror bare jeg havde en forventning om at forelskelsen kom at sig selv, men som det jo er med kærlighed nogle gange, så er det noget man skal arbejde for – var bare ikke klar over, det også gælder med de helt små størrelser. Og misforstå mig nu ikke, for elsker vores skønne lille fis, og vil gøre alt i verden for, at hun har det godt, men forelskelskelsen har jeg endnu tilgode – og det er jo trods alt ikke det væreste at have tilgode❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • sabrina

    Jeg tror bestemt også på at man skal være ærlig – dog ikke for en hver pris!!! Det er min overbevisning at Bean på ingen måde har glæde af at læse ( håber virklig at du ventet til hun er voksen – tror ikke du aner hvad det kan sætte igang UANSET hvor meget du VED at Bean føler sig elsket) at du ikke blev forelsket i hende, men at du gjorde i hended søster. Du aner faktisk ikke hvad hun vil føle – du tror du ved det ud fra et voksent perspektivt, men har ingen ide om hvordan det vil blive modtaget. Et barn kan ikke modtage og deale med en sådan kommentar, den vil blive modtaget som den er skrevet og så er det op til dig at splitte den i atomer for så at sætte det sammen igen, men personligt tror jeg skaden er sket og til hvad nytte??? Hvem får glæde af det??? Jeg ville selv blive meget ked af at læse en sådan kommentar no matter what.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg sætter bestemt pris på input og kommentarer – også selvom jeg ikke er enig, men jeg vil dog til enhver tid vove den påstand, at jeg kender mit barn bedst og kan forvalte de input hun får. Alt jeg skriver her på bloggen har været igennem et filter – det er derfor med fuldt overlæg, jeg har skrevet dette indlæg også. Og i og med, der skal et vist læseniveau til at læse med her, så har Bean også en relativt moden alder, før hun kan læse med.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Second breakfast og barselsforkælelse