Sol, vind og sort mor-samvittighed

Det sværeste ved mit nye liv er uden tvivl at fordele sol og vind på en nogenlunde ligelig måde. Lillesøster er ikke så bevidst om noget endnu, men hun har et instinktivt (og også ganske fysisk) behov for mig de fleste af døgnets timer.

Det betyder at min tid til Bean er mindsket. Naturligt nok. Der, hvor min kulsorte mor-samvittighed graver sine spidse, modbydelige kløer ind, er når det ikke bare er min tid men også mit overskud til Bean, der er blevet lille.

Jeg kan blive så irriteret på hende – og når både hun og jeg er trætte så flyver der gnister af og til. Det er ikke rart. Det er faktisk slet ikke rart. Det er jo ikke hendes skyld, at hun er 3 år og midt i en selvstændighedsperiode eller at der er kommet et nyt, krævende familiemedlem eller at hendes mor lever i en tilstand af konstant søvnunderskud.

Heldigvis er hendes far ret fantastisk og har det overskud som jeg ikke har lige nu. Også til at overtage lillesøster kl. 4.30 efter en særligt urolig nat.

Jeg forsøger at tage mig tid til Bean og kun hende. For eksempel ved at male tallerkener sammen hos Creative Space, men der sniger lillesøster sig også ind. Det er jo kun mig, der kan amme hende. Og Jonas har også brug for lidt tid til at re-boote, så forleden tog jeg begge pigerne med på en udflugt til et af Beans yndlingssteder – Statens Museum for Kunst. Lillesøster faldt i søvn i viklen på vejen dertil og sov resten af besøget, så der var god tid til at opleve X-rummets magiske univers, at se nogle af videoværkerne og til at besøge værkstedet og lave vores egen kunst.