Ærlige maver, seje piger og 6 knoglebrud

Det startede som en helt almindelig tirsdag. Altså, bortset fra at Jonas var lidt mat i koderne efter en herreaften i går, at Bean og jeg cyklede tidligt afsted til jordemoder og at vi efterfølgende kørte mod provinsen til et mini-getaway i mine forældres hus.

Det sluttede med en relativt ukampdygtig mand med intet mindre end 6 knoglebrud.

Jordemoderbesøget gik fint; Bean opførte sig eksemplarisk og syntes det var vældigt sjovt at høre babys og sin egen hjertelyd. Baby opfører sig nøjagtig som sin storesøster. Både med hensyn til spark og livstegn og på vægtkurven. Således skønnede både jordemoder og den anden jordemoder, der gav en second opinion, at baby nu vejer omkring 2700 g. Mere eller mindre det samme som Bean på samme tidspunkt i graviditeten. (Når vi snakker hjemmefødsel, så bliver man kun visiteret til det, hvis ALT er helt normalt og inden for de allermest sikre rammer, så det var udelukkende derfor, min jordemoder fik sin kollega på banen) Modsat sidst, så blev der (heldigvis!) ikke varslet ekstra vækstscanninger – i stedet kunne jordemødrene konstatere, at baby følger sin kurve, og at selvom jeg har god plads (ahem, jeg synes nu nok, der virker til at være lidt trangt derinde efterhånden) så laver jeg børn, der er lidt lettere end gennemsnittet. Den anden jordemoder brugte den lidt spøjse betegnelse, at jeg har en ‘ærlig mave’. Forstået sådan, at ‘what you see is what you get’, så det er let for jordemødrehænder at mærke hvad der er baby og livmoder igennem maveskindet.

Nåmen, de dér brækkede knogler? Jonas og Bean tog afsted mod et stort legeland for at tumle og for at give mig noget ro og tid til at hvile mig – men de var kun væk i en times tid inden de kom retur med en glad Bean og en smerteplaget Jonas, der havde vredet sin ene fods tæer grundigt rundt. Han ringede 1813 og blev sendt afsted til nærmeste skadestue for 3 timer senere at komme hjem med en konstatering af 3 brækkede tæer. Hver af dem brækket to steder. Det er alligevel imponerende. Jeg er nødt til at være ærlig og sige at jeg har lige dele medlidenhed med ham og mig. Det er rigtig egoistisk. Det ved jeg godt. Men jeg er også rigtig højgravid.

Mens Jonas var på skadestuen, var det op til Bean og jeg at klare indkøb til aftensmaden, og eftersom a) jeg vitterligt ikke har kørt i flere år og b) Jonas havde taget bilen, så måtte vi gå en lang tur ned til nærmeste købmand. Heldigvis er Beans gåtempo og mit synkront pt. og hun var frisk og glad på et eventyr (vi legede, vi var bjergbestigere), og jeg trak min mors cykel så varerne kunne være i den. Bean var topsej og gik stort set hele vejen. Helt uden at beklage sig eller synes, at det var for langt, for varmt eller for hårdt. Det hjalp helt klart på eventyret, at der var børne-indkøbsvogne hos købmanden, men alligevel. Det var en lang tur for en tre-årig, og hun sad kun på sadlen med armen om mig ca. 100 meter fordelt over ‘frem’ og ’tilbage’. Når man er SÅ sej, så fortjener man klart at bestemme menuen (burgere på grillen) og at få badekaret frem i haven og have fri vandleg.

Vores planer for de næste par dage er minimale. Den vigtigste plan er at jeg IKKE skal gå i fødsel før Jonas’ tæer har det bedre.

^^Selvmedicinering er vist fair nok, når man pådrager sig så mange knoglebrud

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram