Hvorfor jeg med vilje ikke svarer på spørgsmålet “Hvornår har du termin?”

Når man er gravid – og særligt i takt med at maven bliver sværere at overse – er det et af de hyppigste spørgsmål, de fleste bliver stillet.

Med Bean sagde jeg bare datoen, når folk spurgte. Ikke mindst fordi hun var berammet til at ankomme på præcis den dag, Jonas og jeg mødte hinanden dengang for nu 6 år siden, og vi begge syntes, at det var lige dele romantisk og hyggeligt. Så valgte damen imidlertid en anden dag som fødselsdag, og det var fint. Ikke mindst fordi hun kom et par dage FØR min termin, så jeg slap for 14 dage EFTER terminen med konstante spørgsmål om, hvorvidt jeg NU var gået i fødsel.

Denne gang er jeg med vilje vag i spyttet – med enkelte undtagelser, naturligvis. Det er ret relevant sådan i arbejdsøjemed, fordi der jo er nogle regler for barsel og så’en, og naturligvis ved både min læge, jordemoder, chef og Jonas (og hans leder) hvilken (relativt arbitrær) dato, der er listen i vandrejournalen som min og babys due date.

Hvorfor, spørger du måske? Hvorfor ikke bare sige datoen – er det ikke noget mærkeligt hemmelighedskræmmeri (ikke mindst for en blogger, der blotlægger relativt store dele af sit liv i øvrigt)? Well, fordi en terminsdato er et kvalificeret skøn, og jeg orker simpelthen ikke at skulle forklare over for mig selv og alverden, hvorfor baby ikke kommer PRÆCIS på den dag, hvis nu dette barn først tænker, det er klar et par uger senere. En graviditet varer i gennemsnit 266 dage. I gennemsnit, peoples. Det betyder som bekendt, at langt de fleste graviditeter enten er lidt kortere eller længere. Børn født mellem fulde 37 og fulde 42 uger er alle født til terminen – og det vil sige, at den reelle terminsperiode ikke er en dag, men reelt 5 uger.

Derfor får I ikke den ‘rigtige’ dato fra mig. I stedet væver jeg og svarer ‘i begyndelsen af august’, når jeg bliver spurgt. Jeg regner nemlig med, at baby selv har tænkt sig at vælge den fødselsdag, hvor det lille menneskes instinkt og min krop i samråd bliver enige om, at de har færdiggjort arbejdet med at udvikle et liv fra to celler til en fuldt funktionsdygtig organisme.

Det dér med kønnet? Vi kender det godt, men det bliver altså også ved med at være vores ‘hemmelighed’, tror jeg. Måske. Det kan også være at jeg kommer til at afsløre mig selv, når jeg får tid til krea-sysler på strikkepinde og symaskine, når der om ikke alt for længe er barsel i farvandet.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram