Tandlægebesøg, suttestop og andre fredagstanker

Bean og jeg tog begge tidligt fri fra henholdsvis voksen- og børnarbejde i dag. Tilgiv mig lige et kort sidespring; Hold. Nu. Op! hvor er der tilsyneladende prestige i at være det barn, der bliver hentet først. 10 børn skulle lige over og spørge om hun skulle hjem allerede. Bean var tydeligt stolt og gav allernådigst kram til enhver, der måtte ønske et. Inklusive samtlige pædagoger. #kindergardenrules, tænker jeg. Og hvor er det i øvrigt også en kæmpe luksus med fleksibelt arbejdsliv og muligheden for et stopover på legepladsen og så stadig være hjemme kl. 15 og i god tid til at bage boller, hygge og lege inden det er tid til at lave mad. Specielt når man er græsenke, fordi andre er på hyggelige kurser for at lære mere om parkour med nogle af landets allerdygtigste udøvere. Tsk.

Nå. Anledningen til den ekstraordinært tidlige weekend var en indkaldelse til 3-års besøg hos tandlægen. Sidst vi var afsted var Bean lidt over et år og havde lige fået sin allerførste tand. Der var ikke just meget at kigge på dengang, men jeg var glad for tandlægens rolige, stille tilgang og det gentog sig nu. Vi kom i god tid, så vi havde mulighed for at se det hele an – inklusive venteværelseslegetøjet – og Bean var helt med på, at vi skulle til tandlægen, og at tandlægen skulle kigge på hendes fine bisser, som der trods alt er noget mere end en enkelt af efterhånden.

Til alles overraskelse (og moderens ubetingede stolthed) trådte Bean prompte ind ad døren, da vi blev kaldt ind, sagde hej og klatrede uopfordret op i tandlægestolen. Her forklarede tandlægen i simple termer, hvad der skulle ske og så fik hun ellers lov at tælle alle tænder, mærke på tandkød og kigge efter inde i munden at alt var, som det skulle være. Det er efterhånden meget længe siden, vi har haft bøvl med tandbørstning, og der var ingen overraskelser i form af tandproblemer eller skyggen af antydningen af huller. Tandlægen kunne se en anelse suttebid, og anbefalede at vi smider sutten helt ‘når hun bliver tre år’. Til slut fik Bean lov at vælge en gave og en tandbørste, og så kunne vi tage hjem igen. (Eller. Med et smut forbi slikbutikken for at købe fredagsslik for lige at skabe lidt balance, ikke?)

Jeg ved at mange har problemer med eller ligefrem angst for tandlæger – det har lykkeligvis aldrig været et problem for mig. Hvilket nok er en kombination af et liv med ‘0 huller’, forældre uden tandlægeskræk og en god børnetandlæge og senere gode tandlæger. Jeg håber og tror, at Bean følger i samme spor.

Så er der lige det med sutten. Det er næppe hverken en hemmelighed eller overraskelse, at Bean altid har søgt tryghed. Naturligvis primært i min og Jonas’ arme (og undertegnedes barm det første år), men også i sin sut. Hun har aldrig haft et helt særligt tøjdyr/nusseklud etc., der har været fast følgesvend. Der har været favoritter løbende, men aldrig en konstant yndling. Jeg ved godt, at de fleste har ‘3 år’ bøjet i neon som suttestopstidspunktet. Det tænkte jeg også, vi skulle have. Tænkte. Datid. For ‘3 år’ er under 14 dage væk, og Bean er ikke klar.

Vi taler løbende om, at store børn ikke bruger sut, at suttestop udløser en gave og vi kigger nysgerrigt på suttetræerne, der står rundt omkring, hver gang vi kommer forbi et. Bean bruger kun sut om natten. Eller hvis hun er ekstraordinært ked af det. Det kan godt være, det ikke er kosher i tandlægekredse, men et par måneder fra eller til med gradvist mindre brug af sut kommer næppe til at gøre den store forskel for min datters fremtidige tandsæt. Og jeg er helt overbevist om, at ingen drager nytte af en kæmpe suttekrig – hverken Bean eller os. Hvad skulle pointen være udover at fremprovokere en masse gråd og ulykkelighed? For en (relativt arbitrær) datos skyld. Spørg mig igen, hvis vi stadig er her om et år.

Hvad har I gjort? Og hvornår?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram