En hård start og påskeglimt

Baby-tjeklisten

Med andet – planlagte – barn inden for 3-4 år, er det ikke just fordi vi mangler alverden til baby. Lidt er der alligevel på min baby-tjekliste (lidt har jeg faktisk allerede købt). Der sker jo det, at man får nogle erfaringer med, hvad der virker og hvad der ikke gør.

baby ønsker

Eksempelvis var jeg vældigt glad for min Øko-Erna speltkerneammepude, mens jeg var gravid. Den var kæmpestor og herlig at putte med. Men den var alt for stor og tung (virkeligt tung! Med sine 3 kg vejede puden mere end Bean, da hun blev født) til at være en god ammepude for mig. Derfor ønsker jeg mig denne gang en Fossflakes-ammepude, der kan vaskes og tørretumbles, er allergivenlig og kan betrækkes med det smukkeste stof. Jojo, man kan også nøjes med det almindelige, hvide betræk – men helt ærligt. Sådan en pude kommer man til at kigge rigtig meget på. Den må gerne være pæn, hvis du spørger mig. Jeg magter ikke en klovne/bamse/primærfarvet ammepude, og der er virkeligt mange i… ahem… festligt børneprint på markedet. Jeg foretrækker noget, der ikke skriger til himlen i min sofa.

Bugaboo’en skiftede vi allerede over til, da Bean var knap 9 måneder, og selvom den store Odder var en gedigen kvalitetsvogn, så var den ikke videre praktisk at komme omkring med i busser, metro eller på befærdede fortove på og omkring Østerbro. Vi har været mere end glade for Bugaboo’en i klapvognstilstand. Bean bruger den sjældent efterhånden, det langbenede barn, så den bliver konverteret tilbage til barnevognsstatus snart. Jeg overvejer om vi skal investere i en søskende-stå/sidde-dims til den, men det må i givet fald vente til vi finder ud af, om behovet er der. Det er også en nyttig lektie fra sidste gang til denne – det dér med at vente med at købe alting indtil man kender sit behov.

Jeg ønsker mig også en blød lift til de første måneder. Den hårde lift, der fulgte med Odderen, gav mig virkeligt mange blå mærker på læggene, når den skulle med op og ned ad trapperne hjem og rundt i mødregruppe-hjemmene.

Vi holder (naturligvis) fast i ERGObaby-bæreselen. Den er helt igennem genial og vi bruger den stadig til Bean af og til. Jeg har dog suppleret med en basisvikle fra Je Porte Mon Bébé til den aller-allerførste tid. Efterhånden har jeg bundet og instrueret en masse forældre med babyer i at bruge vikler i Strut. Derfor føler jeg mig absolut sikker på, hvordan man bruger sådan et langt stykke stof – i modsætning til sidst, hvor ekspedienten i den lokale babybutik, hvor jeg panikkøbte en strækvikle til mit kolikbarn, ikke kunne have været mere ligeglad med at vejlede mig i at bruge den. Not cool.

Soveforholdene skal vi lige have styr på. Jeg forestiller mig en slags bedside crib, som bliver sat uden på vores seng, men det skal være en relativt smal model, og jeg har ikke helt gennemtrawlet udvalg og marked endnu. Gode, smalle bud på bedside cribs modtages gerne. IKEAs modeller havde været den budgetvenlige løsning, men de er ganske enkelt for brede. Hvis nu det viser sig, at Bean pludselig gerne vil sove i sin egen seng, er sagen en anden. Så kommer baby bare over i dobbeltsengen. Der er dog ikke mange tegn i sol, måne og stjerner på, at det går den vej.

Skal det være i ‘nice to have’ kategorien, så ønsker jeg mig smørbløde babyhåndklæder fra Georg Jensen Damask. De håndklæder vi har i lille størrelse er ved at være til den slidte side. Lækre, bløde stofbleer fra Mimi’s Circus i smukke, douce farver ville også være skønne at supplere med. Man har brug for så mange flere, end man regner med – og nogle af dem må gerne være bare lidt pæne, synes jeg.

En æstetisk smuk og samtidig praktisk pusletaske er også højt på ønskelisten. Jeg ved, at mange sværger til Ida Ising-taskerne, og bevares, de er pæne. Men. Jeg vil have en taske, der kan rumme både mine og babys sager. Og som ikke behøver et regndække i tilfælde af almindeligt dansk vejr, fordi den er helt åben foroven. Jeg syede et lille, foret, fold-sammen pusleunderlag til Bean og det regner jeg med at genbruge. Det er selve tasken, der mangler. Jeg har nogle ideer allerede, men har endnu ikke lagt mig fast på en bestemt model. Jeg tænker noget labert i læder. Den skal ikke være alt for kæmpestor, for så meget grej slæber jeg heller ikke med, lærte jeg sidste gang. (Som sidebemærkning: Kunne der være interesse for et par ‘hvad skal man have med i pusletasken/hospitalstasken’-indlæg?)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

18 kommentarer

  • Ja tak til sådan et indlæg – fra en første-gangs gravid her 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Vi har en Troll Bedside Crib (købt i babysam). Den er ret smal og siden kan slåes ned, så du bare kan hive baby direkte over.. Vi har været glade for den – at vores datter så ikke rigtig har villet ligge så meget i den, er en anden sag

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Godt tip. Tak! Jeg tjekker den ud 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lene

      Hov – kan se, at den har cuttet noget af min besked væk. Anyway, Fossflake ammepuden kan klart anbefales – så meget bedre end dem med kugler i! Og mht sengen ville jeg næsten bare nøjes med fx en Stokke seng – der kan siden også tages af og den kan bruges i mange år modsat bedside crib’en. Men den fylder selvfølgelig en del.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, jeg er også klart på Fossflakes-puden. Vi har allerede den smukkeste, originale Juno-seng, som vi brugte som bedside crib til Bean, men den er der ikke plads til længere, nu hvor vi har delt det store soverum op i hhv. Beans værelse og vores soveværelse.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Skønt med sådan et indlæg her i dagene, hvor jeg selv er ved at lave en liste over indkøb til vores første barn. Jeg er næsten ligeså langt henne som dig 🙂 Må jeg lige høre dig ift. dine erfaringer med barnevognen? Hvilken model har I? Jeg kommer nemlig også til at slæbe op og ned af trapper på Nørrebro. Og så har tit tænkt på det med, at de ser så lave ud. Giver det nogle problemer i dagligdagen ift., at der er lidt langt ned til barnet? Min kæreste er 190 høj, så det skal måske også tænkes ind.

    Hilsen en førstegangsgravid der er faret lidt vild i indkøbsjunglen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ih, hvor hyggeligt! Tillykke 🙂

      Jonas er 2 meter høj (som i: præcis to meter), og vi er begge superglade for Bugaboo Cameleon-modellen. Højden har ikke været noget, vi har tænkt over. Styret kan let justeres op og ned, så det passer til os begge, og alle Bugaboo-modellerne er virkeligt enkle at folde sammen og fylder et absolut minimum i sammenklappet tilstand. Jeg ved, at bl.a. Phil&Ted har nogle bløde lifte til at transportere baby i – nede i vognen og som seng – den første tid. Jeg synes, det er tydeligt at mærke, at det er kvalitet, man har med at gøre.

      Men mit bedste råd må være at I tager ud sammen og prøver nogle forskellige mærker og modeller hos forhandlere. Men en kombivogn ville jeg klart anbefale, når I bor her i byen.

      Det er lettest at mærke på egen krop, hvad der virker rigtigt, når man står med de forskellige modeller. Så kan man altid finde den billigste version på nettet. (Vores Cameleon er købt på dba.dk og skal nu til at bruges til 4. barn. Det kan man stort set ikke mærke på den.)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • My

    Hey Stine,
    Hvad er forskellen mellem jeportmonbebe vikler og andre stræk vikler?!
    /Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Forskellen er, at Je Porte-viklerne faktisk er hybridvikler (og har en patenteret vævning i materialet), der samler det bedste fra to verdener: de er fleksible og bløde som strækvikler og man behøver ikke at binde dem forfra hver gang baby skal ind og ud. Samtidig er de stærke nok til at holde op til 14 kg – ligesom fastvikler.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Dejligt at jeg ikke er den eneste der ikke kan fordrage alle de der “kække” farver og colourblock som man partout skal belemres med.. Synes ikke det er lykkedes mig at finde en puslepude der er pæææn endnu heller, men nu har du da klaret at finde den pæne ammepude for mig! 😉 er dog også lidt lun på den lyseblå stribede fra Vivatex

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg tror, vi er en hel del, der ikke magter den slags! Puslepuder har jeg endnu ikke spottet i æstetiske udgaver. Jeg endte med at sy et nyt betræk til min af noget blød voksdug fra Stof2000.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lene

      Har du set puslepuderne fra CamCam? Synes de er fine og diskrete i farverne.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Nej, dem har jeg ikke tjekket. Men godt tip! Er betrækket også i voksdug på dem? Bomuld bliver simpelthen for upraktisk, synes jeg. Jeg regner dog med at genbruge den vi har. Nu hvor jeg har syet nyt betræk og alting.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofia

    Virkelig fint indlæg til 1. gangs gravid, det kunne være skønt med en anbefaling med det hele til 1. gangs gravide. Bugabooen ser virkelig god ud :grinning:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak – dejligt det kan bruges 🙂 Jeg kan virkelig kun anbefale Bugaboo. Specielt hvis du bor i et bymiljø.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg syntes ikke at det var nødvendigt med en lift til Bugaboo’en, jeg brugte bare selve barnevognsdelen som lift. Den er jo hurtig lige at klipse af stellet, og så havde jeg den under armen ligesom en indkøbskurv. Og den var faktisk ikke tungere at bære rundt på end sådan en almindelig barnevognslift, fandt jeg ud af ved at sammenligne i min mødregruppe. Faktisk tror jeg den er nemmere at slæbe rundt på, fordi den ikke har de der lange hanke som mange lifte har, hvor man slæber den rundt i benhøjde så man hele tiden banker ind i den. Jeg slæbte den op og ned fra 3. sal flere gange om dagen – jeg siger ikke at det var en fest, men klart overkommeligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      God pointe, men jeg vil stadig hellere have en lille, blød lift i de allerførste måneder 🙂 Selvom barnevognsdelen er relativt lille, vil jeg gerne have den lethed, der er i bløde lifte.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En hård start og påskeglimt