37:46

Så længe tager det en gravid type i uge 26 at gennemføre 5 km kvindeløb. I al fald hvis den type er mig.
I dag løb min mor, søster og jeg endnu et kvindeløb sammen sådan som vi efterhånden har gjort i mange år, og jeg havde på forhånd sat mine forventninger meeeeeget lavt. Jeg regnede bestemt med at kunne transportere mig 5 km til bens i en ellers anden form, men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne løbe hele vejen. Dagsformen viste sig imidlertid at være aldeles glimrende (min runde form taget i betragtning) og jeg fandt hurtigt mit tempo, som holdt ved hele vejen, men et hint af slutspurt over målstregen. Det ville være løgn at sige, at jeg ikke fandt en vis tilfredsstillelse i at overhale andre løbere undervejs – helt galt står det åbenbart ikke til med konditionen, selvom jeg ikke får rørt mig nær så meget som jeg egentlig har lyst til.
Det var desuden intet mindre end fantastisk at blive mødt af en lille jublende fan på den anden side af målstregen, der hujede og klappede og faldt mig om halsen med et ‘du KLAREDE det, mor!’. Hun havde en fest med at danse med til opvarmningen, og havde løbet sit eget kvindeløb rundt og rundt på pladsen med morfar, mens de ventede på os. Så meget, at hun faldt i søvn på turen hjem!
Jeg tror, at min kvindeløbssæson er slut for nu, men jeg regner bestemt med at snøre løbeskoene lidt endnu. Indtil videre føles løb stadig fint på alle parametre, og så længe det fortsætter, bliver jeg ved. Det er det dér med at lytte til kroppens signaler. Som i øvrigt har været at have fødderne oppe det meste af resten af dagen, så måske er 5 km ved at være lige det længste. Trods alt. Heldigvis er Jonas kommet hjem fra herreweekend og har lovet at massere mine ben og fødder senere 😉
I øvrigt: Tusind, tusind tak for den fine respons på mit sidste indlæg og billede på Instagram. Det var faktisk med hjertet i halsen, jeg lagde det op, men det gav en masse god karma til på tirsdag aften, hvor jeg som bekendt skal betræde en catwalk med en flok andre kvinder, der er smukke på hver deres måde. Læs om det her
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Det er så stærkt gået (løbet)!
Jeg løb engang 300 meter for at nå IC3-toget, sådan pænt højgravid godt nok, men damn var lige ved at dø, da dørene smækkede i bag mig. Og den sure mand med fløjten, var slet ikke imponeret (eller medfølende).
Thumbs up til dig 🙂