3 going on 13

Survival of the fittest (noget om vaccination)

Jeg kan ikke lade være. For lidt tid siden kunne jeg på min private væg på Facebook ikke lade være at dele den tragiske nyhed om det lille barn, der døde af mæslinger i Tyskland med en oprigtigt ment svada til anti-vaccinations-typerne. Det affødte en laaaaang debat og (heldigvis!) kan jeg konstatere, at langt hovedparten af mine bekendte, familie og venner er fornuftige mennesker, der ikke aktivt udsætter andres liv og levned for fare på baggrund af mere eller mindre vidtrækkende konspirationsteorier (variationer over: Uh, det hele er et plot fra medicinalindustrien. Og Sundhedsstyrelsen. Også selvom MFR-vaccinens ophavsmand for omkring 50 år siden ikke tog patent på sin opfindelse, men i stedet frigav den for at flest mulige kunne få gavn af den) og fejlagtige påstande, der ‘underbygges’ af pseudovidenskabeligt sludder. Eksempelvis af mennesker med en lægelig uddannelse. Som nefrolog (ja, Susanne Humphrey, der er dig, jeg mener) og dermed særlige kompetencer på nyre-området. Men ikke på immunologi, og det er jo her vaccinationsfeltet har sin plads. Et speciale i nyrer giver ikke automatisk kompetence og ekspertise på andre områder, men det forhindrer ikke damen i at (mis)bruge sin Dr.-titel – eller anti-vaccinations-tåberne typerne i at referere til bl.a. hende som ‘den evige sandhed’.

Sandheden er, at evidensbaseret forskning og statistikkerne på verdensplan for de sidste 50 år med utvetydig klarhed har vist, at MFR-vaccinen (som eksempelvis polio-vaccinen før den) HAR en effekt. En markant og positiv effekt på mængden af smittede og sjovt nok som direkte følge heraf på antallet af døde og på antallet af dem, der får alvorlige mén og handicap efter at have kæmpet mod mæslingerne. Tjek eksempelvis WHO’s tal og fact sheet HER

Jeg synes ikke, at der er særlige grunde til at være forsonende og vise forståelse for mennesker, der i deres misforståede mistro mod en årtier gammel, effektiv vaccine, og – indrømmet – debatten på min private væg havde ikke en tone, der ville gøre sig i et offentligt forum. Men: mit hus, mine regler. I øvrigt fatter jeg ikke at der er en debat – lidt ligesom med ammedebatten. Der er simpelthen ingen rationelle, logiske, fornuftige, ikke-egoistiske argumenter for ikke at lade sine vaccinerbare børn vaccinere.

Denne debat handler dog ikke om amning eller om alle mulige andre vacciner. Den handler om en konkret vaccine, som et bekymrende antal forældre ikke vil lade deres børn få. En vaccine mod farlige, smitsomme og ikke mindst dødelige sygdomme. En vaccine, der giver ‘herd immunity’ til en hel befolkning, når tilstrækkeligt mange er vaccineret – og dermed beskyttelse for de svageste i flokken. De små børn, de syge børn og andre svækkede og dermed u-vaccinerbare individer. Vaccination er ikke kun godt for den vaccinerede – det er godt for en hel befolkning, et helt samfund, en hel verden.

Forstå mig ret. Jeg har intet generelt problem med holisme (eller for den sags skyld med at holde øje med medicinalindustrien). Problemet i dette tilfælde er, at nogle menneskers valg kan koste andre mennesker livet, for det er en eklatant egoistisk og fejlagtig holdning, at vaccination kun vedrører en selv. Sat på spidsen: Hvis du vælger at tilgå din behandling af strubehovedkræft fra en tropisk regnskov ved at meditere ved solopgang og kun at indtage selvdøde frugter, fordi din spirituelle vejleder har set på din aura, at det er bedst for dig – så vær min gæst. Der er ikke stor (hvis nogen) evidens for den type behandlings succesrate, men det er kun dig selv, det går ud over. Nåja, og så dine pårørende i følelsesmæssig forstand.

Hvis du vælger ikke at få dine børn vaccineret, er det samtidig et aktivt valg om, at du er helt ok med at din nabos eller søsters kræftsyge datter eller spædbarn dør af sygdomme og vira, som dig og dine børn slæber med rundt. Det er brutalt, men det er sandt.

For at jeg nu ikke bliver alt for ond i sulet og besk i den virtuelle pen, så bliver resten af indlægget her fortalt i billeder. For man må sige alt så længe det er udtrykt visuelt, får vi jo at vide. Derfor, i ytringsfrihedens navn, min holdning til anti-vaccination.

Når du siger, at du er imod vacciner:

measles

Når du stolt fortæller, at dine børn ikke er og ikke skal vaccineres:

get away from me

(Jeg skal edderbankeme ikke have dine ulækre sygdomme med hjem til mit barn og alle de børn i min omgangskreds, der er for små til at være blevet vaccinerede eller som kun er halvvejs igennem vaccinen. Gå VÆK. Og bliv væk. Det mener jeg faktisk helt uden ironi)

Når du påpeger, at vaccination laver rod i dine meridianbaner:

measles crazy

(Tror du ikke, din karma får større problemer end dine meridianbaner, fordi du er medansvarlig for andres sygdom, lidelse og død?)

Når jeg hører argumentet, at der er MANGE flere, der dør årligt af influenza eller i trafikken:

disbelief

(Det er så dumt. Lad nu være med at sammenligne æbler med appelsiner. 1: influenzavirus muterer, så der kan ikke udvikles en generel vaccine, der kan bruges år efter år. Og selvom alle kan blive syge og det er rigtig ubehageligt i en uges tid, så er den ‘kun’ alvorligt farlig for mennesker med i forvejen svækket immunsystem. Mæslingevirus er stabil og derfor kan der vaccineres generelt mod den. Den er ikke kun farlig for særligt sårbare individer – selv sunde og raske voksne kan blive alvorligt syge og få permanente skader eller dø af den. 2: Trafikofre hører ingen steder hjemme i en vaccinationsdebat, så det gider jeg ikke skrive mere om.)

Når jeg gennemlæser argumenter og artikler fra antivaccinations-grupperinger

stupid measles

Når jeg læser artikler, forskning og argumenter fra faggrupper, der faktisk har forsket i netop immunologi og faktisk ved, hvad de taler om.

pro-vaccine

(Uh, de pokkers fakta og rationalitet, der underminerer anti-vaccinations-argumenterne. De er så træls, er de ikke… Det svarer lidt til Hillary Clintons eller enhver intellektuel og/eller intelligent persons versus eksempelvis Sarah Palins eller Joachim B. Olsens verdens- og menneskesyn)

I øvrigt, du fortæller om alle de farlige stoffer, der er i vaccinen – så husk lige at tjekke dine kilder OG husk at alt i verden er kemi. Og at vi faktisk allerede har nogle af de farlige, farlige stoffer, du advarer imod i vores krop, fordi vi er en del af denne klodes kemi. DENNE tegneserie er ret informativ, lettilgængelig og saglig på samme tid. God fornøjelse med læsningen.

In conclusion: få de børn vaccineret eller flyt ud på en øde ø midt i ingenting med dine vira og baciller. Så kan vi lave en spændende komparativ analyse om survival of the fittest

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

13 kommentarer

  • Mette

    TAK

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    WHAT YOU SAID! Skidegodt skrevet, intet mindre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hørt! Tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg er SÅ enig. Godt skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Østfronten

    Det er nemlig en rigtig op-ad-bakke kamp, den dér kamp mod dumhed. Heldigvis er vi stadig langt størstedelen der er vaccinerede og som vaccinerer, så din dreng har gode odds. Alt det bedste til dig og jer og ham.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, jeg er fuldstændig enig, og det er en vigtig debat, og så længe der er et tiltagende antal forældre, som fravælger vaccine, må man blive ved at skrive om emnet. Jeg tænker bare, at det ikke er sådanne indlæg, som kan få overbevist modstandere, at blive kaldt dum, tror jeg aldrig har overbevist nogen. Jeg ved det godt, hvad fanden skal man ellers gøre, men den største udfordring er vel, hvordan man kan få vendt den skræmmende udvikling, måske en mere anerkendende indsats fra Sundhedsstyrelsens side, jeg ved det ikke. Og så vil jeg lige slå et slag for influenzavaccinen, selvom jeg godt ved, den ikke er så effektiv nødvendigvis. Der er faktisk mange, som dør hvert år af influenza, især socialt udsatte og ældre, men det er ikke noget, som tilsyneladende prioriteres særligt højt, og det burde der gøres en aktiv indsats overfor. Til sidst er jeg glad for, at jeg ikke er den eneste som har det svært med Joachim B. Olsen, pyha 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Lad mig starte med at sige, at jeg elsker din slutbemærkning – og at vi heldigvis ikke er de eneste, der har det stramt med den mand!

      Du har i øvrigt helt ret. Det er ikke en decideret konstruktiv måde at være i dialog med antivaccinationsgruppen på. Men som en anden skriver i en kommentar, så kæmper selv guderne forgæves mod dumhed. For det er mennesker, der ikke vil lytte til fornuft. End ikke hvis alle deres ‘beviser’ og statistikker og argumenter gendrives med regulære fakta. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan det skal lykkes at trænge igennem med budskabet at MFR-vaccination IKKE er for sjov, IKKE er farlig, IKKE er udelukkende for medicinalindustriens skyld. Suk.

      De påstande og argumenter der kom på min private væg i diskussionen var simpelthen så absurde at jeg skumlede over dem i flere dage og næsten ikke kunne være i mig selv over, at det faktisk er mennesker, der MENER sådan. Grunden til at jeg ventede i en uges tid (plus/minus) med at lave indlægget her, var at galden lige skulle synke på plads så jeg havde rum til en mere humoristisk (omend grovkornet) tilgang i stedet for en decideret omgang skæld-ud.

      Mht. influenza-vaccination, så er jeg er bestemt også fan (da jeg var gravid med Bean fik jeg en selv for at være på den sikre side). Mine bedstemødre fik og får dem også hvert år. Men influenza som sygdom er noget helt, helt andet end mæslinger. Selv på en god dag, og derfor er sammenligningen af de to ikke et gangbart argument.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Tak for et fint og vel skrevet indlæg. Fuld tilslutning herfra men er selvfølgelig også forudindtaget med min ansættelse i sundhedsvæsnet

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er så vigtigt et emne. Jeg forstår slet ikke regeringens prioriteringer, når det kommer til uddannelse, svangreomsorg, miljø og fremtid (herunder familiepolitik) – og jeg er ret sikker på, at selvom jeg nok skulle være kommet fint gennem mine (ukomplicerede) fødsler trods alt, så er der så mange, der har brug for så meget mere hjælp og støtte undervejs. Det SKAL vi som samfund kunne honorere.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 going on 13