Lidt mere om det dér børnehaveliv

Og dog går livet videre

Der er mange, der har talt, tænkt, skrevet, delt og dokumenteret deres oplevelser, holdninger og følelser de sidste dage. I mine feeds har solidaritet, næstekærlighed, sorg, vantro, afmagt og en inderlig bøn og tro på at holde fast i de værdier, der er vigtige for vores allesammens samfund heldigvis været de altovervejende indspark. Der er også luftet hadske, fjendske og ekskluderende røster. Desværre. Der skal være plads til forskellige stemmer i en demokrati med ytringsfrihed, men ytringsfrihed er ikke det samme som carte blanche til at rette sin giftige pen mod hele befolkningsgrupper, hele religioner eller for at skabe splid og had.

Der er mange, der har skrevet bedre og klogere og mere indsigtsfuldt end jeg, men det føles for mærkeligt ikke at skrive noget.

Vi har på en og samme tid været tæt på og langt fra weekendens begivenheder. Vi kom først tilbage til Østerbro søndag middag efter et par dejlige dage i provinsen hos mine forældre for at fejre min fars 60-års dag. Så i den forstand har vi været langt fra al skyderi og fare. Heldigvis. Tanken om, at vi potentielt kunne have leget og været i umiddelbar nærhed af en ung, forvirret, gal mand med et skydevåben er ikke til at holde ud. Det ændrer dog ikke ved den mærkelige fornemmelse, at mit fredelige (kedelige, siger onde tunger) Østerbro har mistet noget af sin uskyld.

I aften er der mindehøjtidelighed ved Krudttønden. Vi deltager ikke. Logistik og familieliv kan ikke hænge sammen kl otte om aftenen. I stedet går vores tanker til de efterladte og sårede og vores håb er at demokratiet kun styrkes og at vi som samfund – på tværs af generationer, køn og andre, selvvalgte tilhørsforhold – står sammen om at insistere på trygheden. På at vi selvfølgelig kan færdes hvor vi vil i Danmark og på Østerbro uden at kigge os over skulderen på vagt efter farer. På at vi ikke vil lade had og frygt skabe kløfter og gøre os og vores medborgere fremmede for hinanden. På menneskeligheden.

Ikke mindst for vores børns skyld. Ikke bare mit, men alle børn. De små mennesker, der er lykkeligt uvidende om det skete, og som fortjener en barndom og et liv i tiltro til andre mennesker. Uanset hvordan ‘de andre’ ser ud.

bean

Hende her er heldigvis for lille til at begribe, hvad alt alvoren handler om. Hun og alle børn fortjener tryghed, omsorg og tillid til at verden er et godt sted. Trods det fåtal af mennesker i den, som er gået i stykker i deres moralske kompas. Trods alt.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt mere om det dér børnehaveliv