Sagt på Østfronten
Beans sprog blomster i øjeblikket, og der kommer løbende nye ord og vendinger til. En af de fine, nye ting er ræsonnementer og forklaringer. Det er stort set som at leve med et løbende kommentator-spor herhjemme i øjeblikket. Både når Bean interagerer med os og når hun leger selv. ‘Faktisk’ er ret ofte brugt til at understrege en pointe.
Vi får også løbende ’tilladelser’ til at gøre dette og hint. ‘Det er ok, mor’ og ‘Det må du gerne’ siger barnet, når vi eksempelvis fortæller, at nu skal der børstes tænder eller lignende små irriterende hverdagsting.
Hun er også imponerende bevidst og verbal omkring sit følelsesliv. ‘Jeg blev lidt ked af det’, ‘jeg er glad’, ‘jeg er SUR’ er nogle af de mest brugte forklaringer på handlinger og humør. Det er en kæmpe fordel at kunne tale med hende om, hvorfor man af og til bliver vred eller ked af det – og at man også kan blive glad og gode venner igen.
Min personlige favorit er at blive vækket med et ‘jeg ELSKER dig mor’ og et barnekys, men forleden blev jeg alligevel overrumplet af denne udveksling:
Jeg sad i sofaen og blev allernådigst overrakt et par frugter i træ.
‘Værsgo mor. Det er til dig’, sagde Bean.
‘Tusind tak, min skat’, sagde jeg. ‘Så får du et kys af mig.’
Hun kom hen og jeg måtte give hende et stort kys (det er ikke en selvfølge længere, at man bare må kysse løs)
‘Jeg bliver helt forelsket’, kommenterede hun mildt.
… og det blev jeg søreme også i det øjeblik. Børn er simpelthen (blandt mange andre ting) vidunderlige.
^^Et styk dejlig badenymfe, der er helt med på, at armen ikke må blive våd.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Åh så sød 🙂 Det er så hyggeligt når sproget blomstrer! Min fireårige er også god til det med at udtrykke sig! “Uh jeg bliver så gal!!!”