Still Face Experiment – og noget om forsøg med små børn

Start lige med at se den her video, som er et kontrolleret studie af hvad der sker, når den normale, sunde og responsive interaktion mellem mor og barn forstyrres. Bemærk gerne, at moderens ‘still face’ ophører det øjeblik barnet for alvor bliver stresset og ked af det. Sådan er det nemlig med kontrollerede forsøg. Forskerne er (selvfølgelig!) ikke ude på at skade børnene, men at undersøge og forske i menneskelige relationer og – som her – børns mentale og sociale udvikling.

Jeg synes, det er et vanvittigt interessant eksperiment – og jeg får faktisk selv tårer i øjnene af at opleve det lille barns frustration OG af glæden ved den genoprettede kontakt.

Vi har sikkert divergerende holdninger til konceptet ‘forsøg med børn’ – jeg er som udgangspunkt for. Specielt når det foregår som her, hvor der er en solid viden og forståelse bag og hvor det stadig foregår på barnets præmisser; også selvom det er et lille barn, der ikke selv har haft et aktivt valg om at være deltager eller ej.

I løbet af Beans første leveår var vi løbende forbi Institut for Psykologi her i København fordi vi deltog i et større studie om det førsproglige barns tilknytning og udvikling. Vi var med i et opfølgende studie, da Bean blev to og skal igen, for sidste gang, når hun bliver tre. Alle besøg blev filmet og vi fik – efter det første år – en fantastisk DVD med sammenklip af alle besøg. Fra hun var 10 dage gammel og psykologen kom hjem til os for at sikre sig at Beans sanser og reflekser var normale, til det første besøg ved 4 måneder, 7 måneder, 10 måneder og 13 måneder. Det er magisk at se den – at se den fysiske men ikke mindst mentale udvikling og de evner, der rykker så vildt i løbet af det første år i et barns liv.

Forsøgets sidste del var decideret om tilknytning og skulle observere hvorvidt Beans tilknytning til mig som primær omsorgsperson var sikker eller usikker (heldigvis var den klart og tydeligt sikker – noget har jeg trods alt gjort rigtigt!), og i dette forsøg er der også en stressfaktor for barnet, fordi moderen efterlader det (i en ganske kort periode) i et rum med en fremmed. Forsøget foregår en enkelt gang, og selvom Bean blev ked af det, så kunne hun også let trøstes igen – ingen permanent skade er sket. Det overordnede mål med studiet, vi deltager i, er at etablere en dansk standard – en baseline – for normal udvikling, motorisk og sproglig, og for tilknytning hos det førsproglige barn. Herudfra kan man lettere ‘fange’ de børn, der ikke udvikler sig hensigtsmæssigt eller som har tilknytningsforstyrrelser. Jeg bruger hellere end gerne noget af min og Beans tid på at bidrage til sådanne studier. Også i fremtiden. Fordi det potentielt kan komme rigtig mange til gode. Måske af samme årsag er jeg også registreret organdonor (they can have it all!) og jeg er ærgerlig over, at jeg ikke kan være bloddonor længere på grund af en for lav (donor)blodprocent.

Hvad er jeres tanker om studier og tests med (små) børn?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram