Men hun sover vel efterhånden?

Det spørgsmål får jeg løbende. Fra både familie, venner og mere perifære bekendtskaber. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Måske fordi det er forventeligt at et barn på 2,5 år sover? Svaret er nej. Med et nip af ja tilsat. Så det ærlige svar er nok mest et vagt nja.

For nej. Bean sover ikke igennem. Bortset fra enkelte nætter (hvor hun er blevet babysittet og puttet af sine sittere!) Ikke nu, ikke for 5 måneder siden. Ikke for 16 måneder siden. Ikke nogensinde siden hun blev født. Og sikkert heller ikke siden de første celledelinger startede processen med at skabe et lille, nyt menneske.

Hun falder ikke i søvn uden at have vores arm at nive i. Niveriet er hendes tryghedsting, og den har hun haft med sig siden hun var en ganske lille baby. Tro mig, vi har prøvet at fase nive-armen ud. Ad flere omgange. Hun bliver ulykkelig. Ikke utilfreds, ikke sur. Ikke trodsig. Ulykkelig. Og det duer ikke. Så vi sidder ved hendes side med en arm over sengekanten i et sted mellem 40-100 minutter indtil hun falder i søvn.

Shiiiit, hvor ville jeg nå meget, hvis jeg havde et barn, der sov sødt kl. 19 og først vågnede igen kl. 6.30. Jeg synes oprigtigt, at det er dejligt for alle jer, hvis børn er lette at putte og som bare sover hele natten. Jeg giver bare helst ikke høre om det for længe ad gangen. Bean sover et sted mellem 20 og 20.30. Så er der ikke megen aften tilbage, når man har lidt arbejde at afslutte, en blog at passe og også gerne vil nå at tale lidt med sin bedre halvdel.

I en længere periode vågnede hun igen et sted mellem 01-03, og det var ikke nødvendigvis optimalt, men fint nok. I øjeblikket (læs: den seneste måned) vågner hun et sted mellem 22 og 24. Og det er seriøst ikke ok. Jeg er så træt af ikke selv at bestemme min sengetid, men der er ikke noget at gøre. Hun falder ikke i søvn igen, før hun kan putte i smørhullet med mindst en af os.

Når hun så er faldet i søvn, trygt og lunt imellem Jonas og jeg, så sover hun til gengæld fint til om morgenen. Der er her, det lille ja sniger sig ind. For med den ikke uvæsentlige detalje, at hun vågner i løbet af aftenen og kræver vores nærhed, så sover hun jo. Trods alt. Efterhånden. Åhr, altså. Jeg havde en pointe og opsummering, men nu er der et halvvågent barn, der klynker inde fra sin seng. Godnat. Over and out.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram