Om den morgen, jeg ikke mødte mit barn, hvor hun var

Dårlig mor. Den tanke er blevet ved med at kværne i mit hoved i dag. Igen og igen og igen. Rationelt set ved jeg godt, at det er jeg ikke. Langt fra, faktisk. For normalt og 9 ud af 10 gange og på alle tidspunkter af døgnet er jeg rigtig god til at være anerkendende og pædagogisk og autentisk og møde Bean, hvor hun er. Jeg roser, når det er berettiget, anerkender hendes ‘se mig’ med et ‘ja, jeg kan godt se, at du rutscher/hopper/tegner/danser/etc.’ og uddeler kys, kram og ‘jeg elsker dig’ i en lind strøm. Jeg forstår, at hun er igang med en rivende udvikling og skal afprøve grænser og teste om et nej nu også er et nej tredje og tyvende gang, det bliver givet. I get it. Og selvom det kan gøre ondt, når hun afviser mig, så er jeg også voksen omkring det. I al fald alle andre steder end herinde!

Men ikke i morges. Hvor jeg havde sovet alt for lidt, fordi Bean kartede rundt og sparkede, boksede, møffede og nev i mig hele natten. Hvor ALTING affødte pjevsen og tuderi og brok. Lige dér, der var jeg altså ikke i stand til at tage et skridt tilbage og puste ud og tage hende på skødet og kysse. Fordi jeg faktisk havde brug for at NU kom vi afsted efter at have forsøgt med anmodninger i 10 minutter. Fordi jeg simpelthen havde det *up to here* med klynkeri og whiney stemmeføring. Så jeg klædte hende på med fast hånd og fortalte at jeg var rigtig træt af at høre på pivestemmen og af den opførsel.

Hun havde enormt svært ved at slippe gråden og piveriet i VHD (hvilket er helt usædvanligt), så det var med en kæmpe klump i maven og en ordentlig hammer af dårlig samvittighed i hovedet, at jeg cyklede på arbejde. Jeg var ved at vende om flere gange for at tage hende med hjem og kramme hende resten af dagen, men begrænsede mig til at ringe til pædagogerne og bede dem sige til, hvis hun ikke blev gladere, så jeg kunne hente hende igen. De har ikke ringet, men jeg er stadig nervøs over at høre hvordan hendes dag har været.

For fanden altså. Errare humanum est og alt det dér. Men det ændrer altså ikke på, at jeg hader, når jeg mangler den sidste rest overskud. Nå. Men i det mindste er mine prioriteringer bedre end disse forældres. (Der er intet som at føle sig bedre på andres bekostning, når man egentlig ikke synes man er awesome selv, vel?)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram