I formiddags var Bean og jeg så heldige at være inviteret ind på Statens Museum for Kunst for at lær
Se næste indlæg >
Ønskes: romantik, tak!
Mon ikke de fleste parforhold og i særdeleshed parforhold med (små) børn kender det? At der går leverpostej i den og romantikken lige så stille pakker sammen og går i hi under dobbeltsengen sammen med nullermændene. (Og at man – som jeg – kommer til at have en weekend med den her sang på hjernen. Kan ikke anbefales, men det er altså svært at kontrollere!)
Det kræver vitterligt en indsats at holde gnisten tændt på mere end et… ikke ligegyldigt, men fesent, blus. Der er ikke så meget nyt under solen, når man har kendt nogen i 5+ år, boet sammen i langt det meste af den tid og fået et barn sammen. Jeg må indrømme, at jeg da godt af og til kan blive en lillebitte smule misundelig på de dér helt nyforelskede par, hvor man er ved at dø af lykke hver gang, den andens navn dukker op på telefonens display. Og hvor hvert eneste kys har følgeskab af flitrende og flaksende sommerfugle. Den fase er vi ligesom ovre, Kæreste og jeg. Bevares, langdistanceforholdet, vi havde i det første år, gjorde sit til at forlænge den, men forelskelse er en forbigående kemisk ubalance. I stedet kommer så en dybere forbindelse, der hviler tryggere og som ikke hele tiden søger bekræftelse. Det er også fantastisk. Don’t get me wrong! Jeg elsker at jeg ved, hvor jeg har ‘os’ og i modsætning til tidligere forhold og flirts er der ikke og har aldrig været noget seriøst drama mellem Kæreste og jeg. For eksempel har vi aldrig nogensinde skændtes. Diskuteret og været uenige? Ja, selvfølgelig. Men råbt af hinanden? Never. Det er en god følelse.
Det er bestemt ikke, fordi jeg tvivler på noget her. Men jeg savner romantikken. Jeg savner at gå på date, spise middag og se ballet eller høre en koncert. At kysse dybt og inderligt i stedet for et hurtigt møde mellem læber, hvor øjnene liiiige holder øje med om barnet er igang med at bestige en reol eller lave forsvindingsnumre. At sidde og holde hinanden i hånden og bruge tid på at tale sammen. Åhr, mand! At tale. Det savner jeg tid og overskud til. Og hvis ikke tale, så bare at ligge i ske i sengen inden man falder i søvn. Det dur ikke med knap en meters snorkende barn midt i dynerne.
Jeg kan vitterligt ikke huske, hvornår Kæreste og jeg sidst har spist sammen. Ude. Bare os to. Eller været i biografen. Eller noget som helst andet date-agtigt. De sidste par måneder har det bare ikke virket som om, der har været tid eller overskud, og vores kalendre har passet dårligt sammen. Det er en rigtig ringe undskyldning, I know! For det SKAL prioriteres, det stads, og jeg vil også rigtig gerne. Men alt muligt andet tager og skal også tage tid. Bean, arbejde, blog, venskaber – voksentid. Kæreste er bedre til det end jeg, og måske lidt for god af og til. Som for eksempel denne weekend, hvor han fredag aften tog i biografen. Lørdag aften – hvor jeg endda havde gjort mig den umage, at have spejlglatte ben, faldt så tungt i søvn under putningen at jeg ikke kunne vække ham igen. I dag tog han på spontan fodbold-tur i Parken mens jeg havde Bean, risottogryder og putning herhjemme. Jeg kunne selvfølgelig også ‘bare’ planlægge alt muligt selv (herunder en massage eller ansigtsbehandling. Nuij, det gad jeg godt), men når vi endelig er hjemme sammen alle tre, så vil jeg bare hellere være her.
Mit oktober-fortsæt er at komme på date med ham manden. En enkelt aften i tosomhed er vel ikke for meget at forlange?
(Kunne vi i øvrigt ikke sige, superliga-typer, at I planlægger kampene med mere end 2 timers forvarsel, så man kunne få en chance for at aftale sådan noget på forhånd ude i de små hjem*)
*ironi kan være anvendt
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Jeg synes, at du har ret i rigtig mange ting – undtagen en! Og det er, at det er årene der gør, at der går leverpostej i den? Jeg tror i lang højere grad, at det er vaner og omstændigheder. Jeg har været sammen med min kæreste i 5+ år (ingen børn, så ja, en anden situation!), og kan med hånden på hjertet sige, at vi er mindst lige så forelskede som den gang i starten. Ja, der var man lettere sindsyg og det hele fløj omkring, men nu er der så dyb en kærlighed, at den bedste aften er bare at drikke øl på en bar og snakke sammen. Intet behov for andre mennesker, bare dyb samtale i 4 timer i træk. I dont know, men jeg synes, at man skal udfordre det der med, at man kender hinanden SÅ godt bare fordi, der er gået 5+ år? Fordi, folk udvikler sig netop på de år og de bedste samtaler, det er når man tager måltidet eller drinken udenfor, eller på en bar eller park. Når man laver to sandwiches, tager en øl med og nyder freden i en park. Romantik behøver ikke at være det helt store show og en middag til 2000 kr. Oftes har man det hyggeligst på en gåtur, på en bar men en billig øl, eller på cyklen mod vandet.
Så ja, der er mange gode pointer, men jeg vil argumentere for, at man ikke bare skal lægge sig ned og give op, når man har været sammen længe? Jeg kender folk, der har været sammen kun 1 år og nu sidder i en rille med Vild med dans og joggingtøj. Det er hvad man gør det til. Og ja, mit bedste råd er netop at flytte dagligdags ting som et måltid udenfor. når man sidder med en picnickurv og kigger på himlen, så er det som om, at samtalen falder på vigtigere ting end bare, hvem der nu irriterede en på arbejdet den dag 😛