Et surt opstød om kræft. Ja, du læste rigtigt.

Hold nu KÆFT, jeg glæder mig til oktober er færdig og vi kan droppe det dér tåbelige ‘Knæk cancer’-slogan og for at høre om ‘kampen mod kræft’. Jeg bliver så uendeligt træt af sports-analogien, for kræft er en sygdom. En sygdom, der rammer ubarmhjertigt og mere ubønhørligt og tilfældigt end selv de værste massemordere og psykopater i menneskehedens historie.

Kræft i alle dens former er en sygdom. Ikke en match mellem ligeværdige partnere, der træner og øver sig og har en god eller dårlig kampdag. Ja, det kan da godt være, man gør det mere tåleligt for sig selv og ikke mindst sine omgivelser når man har en positiv attitude, men det skal fandeme også være legalt at være pissehamrende sur og ked af det, fordi man er syg og fordi det er en farlig sygdom.

Så hold nu op med at snakke om en kamp – for sportsretorikken gør uværgeligt alle dem, der ‘tabte kampen til kræft’ til tabere. Tabere der bare skulle have kæmpet hårdere, været mere positive, spist flere kinesiske urter og mediteret mere – grundlæggende er det blevet deres egen skyld og problem, at de døde.

Kræft er rædselsfuldt. Uanset hvem det rammer og hvad udfaldet bliver. Men lad os italesætte det som hvad der er – en sygdom – i stedet for en kamp. Og blive ved med at arbejde på at skabe midler til forskning i behandlinger, medicin og operationer.

Det er ikke en kamp. Kræftramte er ikke vindere eller tabere. Kræftramte er mennesker, der er syge. Den lille pige, jeg så i morges med en sonde i næsen og uden et hår på hovedet, på vej ind på Riget med sine forældre, har intet ansvar for sin sygdom. Hun er ikke en taber. Uanset hvad hendes fremtid bringer.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram