Om et (tilsyneladende) ømtåleligt emne
For ikke så længe siden læste jeg en artikel om, hvorvidt det er ok eller ej at blive skuffet til scanningen hvis babys køn er et andet end man havde regnet med eller håbet på. Det fik mig til at tænke en ekstra gang over hvordan det nu lige var med mig selv og hvordan jeg reagerede ved gennemscanningen i uge 20 (for snart 3 år siden!).
Jeg havde aldrig forestillet mig noget andet end at min førstefødte selvfølgelig var en pige. Navnet var også på plads siden jeg var omkring 15 år og blev bevidst om at jeg som voksen gerne ville være nogens mor. Da jeg blev gravid var jeg totalt overbevist om at det ufødte barn havde to X-kromosomer, så det var ret heldigt, at jeg havde ret i min… ahem… ‘mavefornemmelse’. For jeg er næsten sikker på, at jeg ville være blevet skuffet over at høre scanningssygeplejersken (som dengang jo faktisk kunne have været denne labre lady) ytre ordene; ‘Det er en dreng’. Ikke fordi jeg ikke vil have en dreng. Kønnet er – oprigtigt talt – underordnet. Vi ønskede os et barn, der var sundt og raskt, og det fik vi. Kolik og en lille søvnfornægter, javel, men sund og rask ikke desto mindre.
Men. Jeg ville alligevel have haft brug for at sunde mig og komme overens med tanken om at det var en XY-er, der voksede i maven. At glemme nogle af de planer jeg havde, nogle af de forestillinger om fremtiden, der lå klar i mit indre fotoalbum. Så ja. Jeg ville nok være blevet lidt skuffet. Måske bare i et sekund. Måske i 5 minutter. Måske skulle jeg endda bruge en dag eller to på at vænne mig til tanken. Fordi jeg altid kun havde tænkt, at vores lille bønne kunne blive en pige. Eller måske af den simple årsag, at piger er det eneste, jeg kender. Jeg er (spoiler alert!) en pige og jeg har en søster. Far og mor og piger er det, der igennem mit liv har udgjort familieenheden. Ergo måtte det også blive sådan, når jeg selv skulle starte en familie. (Måske ville det ikke have rørt mig det mindste, men det finder jeg aldrig ud af)
Nu lader jeg lige resten af blogland og omgangskredsen babyboome (seriøst?! Var der strømafbrydelse for 4 måneder siden? ALLE skal jo føde til februar eller marts) inden vi kaster os ud i nye babyprojekter, og ved en indtil videre hypotetisk baby overvejer jeg faktisk at vi ikke skal kende kønnet (jaja, nu ser vi når vi når dertil) Jeg fik min førstefødte datter og hun arvede sit navn fra min farmor præcis som jeg havde planlagt (kontrolfreak eller sentimental?) Derfor tænker jeg, at jeg bliver mere laissez faire en anden gang. Måske.
Jeg syntes faktisk, at artiklen var ret fin (du kan læse den HER selv), og i min optik det er helt ok og tilladt og meget menneskeligt at føle skuffelse, når ens fremtids- og verdensbillede pludselig ser anderledes ud, end man havde forestillet sig. Som der står, er der jo intet forkert eller forgjort i at have et brændende ønske. Heller ikke om babys køn. Hvis du drømmer om noget, og du så må ændre form på drømmen undervejs, så er der ikke noget sært ved at blive lidt skuffet og lige skulle finde balancen og en ny retning. Det gør jo ikke kærligheden til baby eller glæden ved at være mor mindre. Det handler bestemt ikke om at få en abort fordi baby har et ‘forkert’ køn (en handling, jeg i øvrigt har mere end svært ved at forstå), men at bruge et kortere eller længere øjeblik på at skifte alle de mentale billeder i fotoalbummet ud i al fremtid.
Jeg tænkte egentlig ikke mere over emnet, før jeg begyndte at læse kommentarerne til artiklen. Holy Moly! Åbenbart er man et forkælet skarn, der ikke burde være så heldig overhovedet at få børn, hvis man så meget som tillader sig en enkelt lille flig af skuffelsen. Hold. Nu. Op. I sidste ende er skuffelse en følelse som så mange andre, og det er saftsuseme svært selv at bestemme, hvad man skal føle. Desuden har man ret til sine følelser – uanset om det er glæde, skuffelse eller eksempelvis angst. En graviditet er på alle måder en følelsesmæssig rutschebanetur for de fleste, og hvis man ikke kan få lov at tale om sin skuffelse, sin glæde eller sine bekymringer i en periode af sit liv, hvor det hele er lidt uden på huden, så er der – i mine øjne – noget galt. For det er da kun ved at være åbne, at vi kan finde ud af, at vi ikke er alene. At vi kan få støtte, trøst og hjælp.
Det, jeg kan mærke, at jeg bliver ved med at cirkle om, er (endnu engang) accept af forskellige måder at være mødre på. Om det er amning, køn, moderskab eller hvordan vi lever vores liv i det hele taget. Vi som samfund kunne godt trænge til noget teambuilding om rummelighed. Skulle vi ikke sige, at næste gang vi møder nogen, hvis følelser eller holdninger vi har svært ved at forstå, at vi så måske spørger ind til dem snarere end at afvise dem som horrible mennesker?
Jeg vil i al fald give det et forsøg.
… og så kan det i øvrigt altid vise sig, at den pige, man fik mest er til drager og store motorkøretøjer, og ham den lille fyr elsker at lege med sin mors gamle dukker og bamser og kan bruge timer på at lægge perleplader. Heldigvis. Bean gider lidt af det hele.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Vi blev faktisk en lille smule forbløffede og overraskede (mere rammende end skuffede) til kønsscanningen, for vi var helt sikre på, at det var en dreng. Det havde vi begge haft en fornemmelse af, og vi havde et drengenavn som vi var helt enige om. Så det var ligesom også nemmest ikke? Da det så viste sig, at det var en pige, skulle det lige fordøjes et par dage, og mange forestillinger skulle ændres og især det med navnet gav os udfordringer. Nu er jeg naturligvis lykkelig for vores lille Penny og kan slet ikke forestille mig det anderledes, og hvis vi nogensinde skal have nr. 2, vil jeg inderligt håbe, at det er en lillesøster. Åh, det er lidt farligt at håbe og tro noget, tænk at jeg ikke er blevet klogere 😉