Tøsehygge, tøjkrise og tv-debut

Om et (tilsyneladende) ømtåleligt emne

For ikke så længe siden læste jeg en artikel om, hvorvidt det er ok eller ej at blive skuffet til scanningen hvis babys køn er et andet end man havde regnet med eller håbet på. Det fik mig til at tænke en ekstra gang over hvordan det nu lige var med mig selv og hvordan jeg reagerede ved gennemscanningen i uge 20 (for snart 3 år siden!).

Jeg havde aldrig forestillet mig noget andet end at min førstefødte selvfølgelig var en pige. Navnet var også på plads siden jeg var omkring 15 år og blev bevidst om at jeg som voksen gerne ville være nogens mor. Da jeg blev gravid var jeg totalt overbevist om at det ufødte barn havde to X-kromosomer, så det var ret heldigt, at jeg havde ret i min… ahem… ‘mavefornemmelse’. For jeg er næsten sikker på, at jeg ville være blevet skuffet over at høre scanningssygeplejersken (som dengang jo faktisk kunne have været denne labre lady) ytre ordene; ‘Det er en dreng’. Ikke fordi jeg ikke vil have en dreng. Kønnet er – oprigtigt talt – underordnet. Vi ønskede os et barn, der var sundt og raskt, og det fik vi. Kolik og en lille søvnfornægter, javel, men sund og rask ikke desto mindre.

Men. Jeg ville alligevel have haft brug for at sunde mig og komme overens med tanken om at det var en XY-er, der voksede i maven. At glemme nogle af de planer jeg havde, nogle af de forestillinger om fremtiden, der lå klar i mit indre fotoalbum. Så ja. Jeg ville nok være blevet lidt skuffet. Måske bare i et sekund. Måske i 5 minutter. Måske skulle jeg endda bruge en dag eller to på at vænne mig til tanken. Fordi jeg altid kun havde tænkt, at vores lille bønne kunne blive en pige. Eller måske af den simple årsag, at piger er det eneste, jeg kender. Jeg er (spoiler alert!) en pige og jeg har en søster. Far og mor og piger er det, der igennem mit liv har udgjort familieenheden. Ergo måtte det også blive sådan, når jeg selv skulle starte en familie. (Måske ville det ikke have rørt mig det mindste, men det finder jeg aldrig ud af)

Nu lader jeg lige resten af blogland og omgangskredsen babyboome (seriøst?! Var der strømafbrydelse for 4 måneder siden? ALLE skal jo føde til februar eller marts) inden vi kaster os ud i nye babyprojekter, og ved en indtil videre hypotetisk baby overvejer jeg faktisk at vi ikke skal kende kønnet (jaja, nu ser vi når vi når dertil) Jeg fik min førstefødte datter og hun arvede sit navn fra min farmor præcis som jeg havde planlagt (kontrolfreak eller sentimental?) Derfor tænker jeg, at jeg bliver mere laissez faire en anden gang. Måske.

Jeg syntes faktisk, at artiklen var ret fin (du kan læse den HER selv), og i min optik det er helt ok og tilladt og meget menneskeligt at føle skuffelse, når ens fremtids- og verdensbillede pludselig ser anderledes ud, end man havde forestillet sig. Som der står, er der jo intet forkert eller forgjort i at have et brændende ønske. Heller ikke om babys køn. Hvis du drømmer om noget, og du så må ændre form på drømmen undervejs, så er der ikke noget sært ved at blive lidt skuffet og lige skulle finde balancen og en ny retning. Det gør jo ikke kærligheden til baby eller glæden ved at være mor mindre. Det handler bestemt ikke om at få en abort fordi baby har et ‘forkert’ køn (en handling, jeg i øvrigt har mere end svært ved at forstå), men at bruge et kortere eller længere øjeblik på at skifte alle de mentale billeder i fotoalbummet ud i al fremtid.

Jeg tænkte egentlig ikke mere over emnet, før jeg begyndte at læse kommentarerne til artiklen. Holy Moly! Åbenbart er man et forkælet skarn, der ikke burde være så heldig overhovedet at få børn, hvis man så meget som tillader sig en enkelt lille flig af skuffelsen. Hold. Nu. Op. I sidste ende er skuffelse en følelse som så mange andre, og det er saftsuseme svært selv at bestemme, hvad man skal føle. Desuden har man ret til sine følelser – uanset om det er glæde, skuffelse eller eksempelvis angst. En graviditet er på alle måder en følelsesmæssig rutschebanetur for de fleste, og hvis man ikke kan få lov at tale om sin skuffelse, sin glæde eller sine bekymringer i en periode af sit liv, hvor det hele er lidt uden på huden, så er der – i mine øjne – noget galt. For det er da kun ved at være åbne, at vi kan finde ud af, at vi ikke er alene. At vi kan få støtte, trøst og hjælp.

Det, jeg kan mærke, at jeg bliver ved med at cirkle om, er (endnu engang) accept af forskellige måder at være mødre på. Om det er amning, køn, moderskab eller hvordan vi lever vores liv i det hele taget. Vi som samfund kunne godt trænge til noget teambuilding om rummelighed. Skulle vi ikke sige, at næste gang vi møder nogen, hvis følelser eller holdninger vi har svært ved at forstå, at vi så måske spørger ind til dem snarere end at afvise dem som horrible mennesker?

Jeg vil i al fald give det et forsøg.

 photo DSC_0099_zps901fba6c.jpg
… og så kan det i øvrigt altid vise sig, at den pige, man fik mest er til drager og store motorkøretøjer, og ham den lille fyr elsker at lege med sin mors gamle dukker og bamser og kan bruge timer på at lægge perleplader. Heldigvis. Bean gider lidt af det hele.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

12 kommentarer

  • Ida

    Vi blev faktisk en lille smule forbløffede og overraskede (mere rammende end skuffede) til kønsscanningen, for vi var helt sikre på, at det var en dreng. Det havde vi begge haft en fornemmelse af, og vi havde et drengenavn som vi var helt enige om. Så det var ligesom også nemmest ikke? Da det så viste sig, at det var en pige, skulle det lige fordøjes et par dage, og mange forestillinger skulle ændres og især det med navnet gav os udfordringer. Nu er jeg naturligvis lykkelig for vores lille Penny og kan slet ikke forestille mig det anderledes, og hvis vi nogensinde skal have nr. 2, vil jeg inderligt håbe, at det er en lillesøster. Åh, det er lidt farligt at håbe og tro noget, tænk at jeg ikke er blevet klogere 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan se sagen lidt fra begge sider. Jeg har prøvet det der med at skulle justere forventningerne undervejs i projekt baby. Først accepten af ikke at kunne klare det uden hjælp, så at det blev med en andens æg eller sæd og til sidst at jeg ikke selv kom til at bære det. Og mens den proces stod på, var min tanke om de ‘kønsskuffede’ bestemt ikke pæne! “Forkælet” ville være på en god dag;)
    Når det så er sagt: sammen med min datter blev også leveret en justeret og ret meget pænere personlighed! Og (nu!) er jeg fuldstændig enig med dig. Det bør være tilladt at have sine følelser uden at føle skam. Man kan for fa’en jo ikke gradbøje dem. Og falder jeg ned ad trappen, så gør det stadig ondt i måsen, selvom der er folk, der lider af alvorlige sygdomme. Men ja – vi mødre er desværre bare ikke altid super gode til at støtte op om hinanden og forskellige måder at agere på:/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg havde det også ret på samme måde – var overbevist om at det var en pige, og navnet var allerede på plads… Det var kæresten der ville have en kønsscanning (det behøvde JEG jo ikke, vidste jo det var en pige;)) – men skal ærlig indrømme at jeg allievel pustet lettet ud da det viste sig at være rigtig;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Hmmm, nu vover jeg så lige pelsen, og smider min oplevelse omkring afsløringen af kønnet da jeg skulle være mor..
    Jeg har altid vidst at jeg gerne ville have børn, og ligesom dig, var jeg egentlig også overbevist om at det selvfølgelig ville blive en pige. Ikke at det var et problem hvis det var en dreng, men en pige “passede” egentlig bare bedst ind det, som beskrevet, mentale fotoalbum jeg havde i mit hoved. Nu ville skæbnen og naturen det således at vores barn ikke skulle komme af den “almindelige vej”, men istedet hele vejen fra Sydafrika. I hele processen omkring adoption skulle jeg forholde mig til at mit barn kunne være i alderen 0-36 mdr og selvfølgelig dreng eller pige. Men selvom jeg prøvede at forestille mig selv som mor til enten en 3 mdr baby eller et 3 årigt barn, så var det altid en pige.
    Da det længe ventede opkald så ENDELIG kom, var beskeden: “Tillykke !! I er blevet forældre til en lille pige på 9 mdr” (Ret VILD oplevelse skal jeg hilse og sige, men det er en anden historie ;))
    Jeg var selvfølgelig overlykkelig over at vores nr endelig var “udtrukket” og at det ovenikøbet var den lille prinsesse jeg havde drømt om. Og havde det været en lille prins var jeg sgu blevet lige så overstadigt overlykkelig, men jeg havde da måttet omtænke mit mentale fotoalbum og skifte det lyserøde ud m lyseblå. Og ja, det havde da nok taget mig et sekund eller et par timer, at omprogrammere min hjerne. Og det er sgu da ok!! Det handler ikke om manglende kærlighed til sit barn – men bare at man lige selv skulle følge mentalt med.
    Og det er altså HELT ok 😉
    Tak for en go blog, og go aften;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Man har selvfølgelig helt ret til sine følelser, og jeg indrømmer gerne at jeg blev ultra glad, da jeg fandt ud af at Vega var en pige, selvom det vigtigste selvfølgelig var, at hun var velskabt. Men man har ret til at føle en snert af skuffelse, og det havde jeg måske også gjort, hvis hun var en dreng. Netop fordi jeg havde den der drøm om en pige, jeg kunne lave en masse pigeting med, og fordi man altid hører skrækhistorierne om hvordan børnebørn altid er tættest på deres mormor (jeg tænker langt ud i fremtiden, kan du nok høre, haha!)

    Hvad jeg til gengæld synes er frastødende er de mennesker, der højlydt ærgrer sig og nærmest er sure resten af deres skanning, hvis de ikke får det svar de ønsker omkring køn. Fint nok at nævne det hvis man ikke lige havde regnet med at det blev en dreng/pige. Men overdreven brok og sure miner kan man gemme til man kommer hjem i min optik.

    Men jeg er nok også farvet af, at jeg har set dybt ulykkelige par, som har fået rigtig dårlige nyheder. Så blegner kønsønskerne lidt ved siden af 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg havde det sådan, at jeg SÅ gerne ville have en pige, at jeg (for ikke at blive skuffet) forberedte mig på, at det nok var en dreng. Åbenbart havde jeg forberedt mig så godt, at jeg blev en mikroskopisk smule skuffet over, at det ikke var en dreng 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Jeg havde lige som dig altid forestillet mig, at jeg ville få piger. Men da jeg blve gravid, var jeg pludselig overbevist om, at det blev en dreng. Så da scanningen viste, at det var en XY’er, blev jeg ikke overrasket. Alligevel var min første tanke, at så ville han nok ikke lave perleplader (med de perler jeg allerede havde købt :), og en lille flig af skuffelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jamen, så gav det jo trods alt sig selv for jer. Men jeg kan sagtens følge fligen af skuffelse. Den ville jeg også have følt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg må altså virkelig give dig props for at smide nogle gode links på Struts fb-side. Det gør du altså virkelig godt!

    Og så det så er sagt – tilbage til artiklen – er jeg sindssygt glad for, at vi har en dreng nu. Får vi en dreng mere, bevares, så bliver jeg også glad, men jeg håber virkelig, at vi får en pige. I min side af familien har stort set alle fået en af hvert køn, så det er bare reglerne hos os. Det er det bare ikke i den anden side af familien, hvor de kun får drenge 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak! Det er dejligt at høre.

      Jeg kan sagtens forstå det ønske (jeg kan også bedst forestille mig to piger, for sådan har mit liv jo været)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Super indlæg! Det er nogle tanker, der rumsterer en hel del i mit hoved for tiden. Vi har en helt vidunderlig dreng (da vi fik ham var jeg lige glad med kønnet) og er i gang med at forsøge at få barn nummer to. Vi ved, at vi kun skal have to børn, så hvis nummer to også er en dreng, så ved jeg at jeg aldrig får en pige. Den tanke har jeg brugt noget tid på at placere et godt sted indeni. Jeg er meget tæt på min mor og sætter ubeskrivelig stor pris på det jeg har sammen med hende. Jeg kan se at det er noget helt andet end det hun har med min bror. Ikke fordi kærligheden er mindre, men bare fordi mænd (ofte) ikke er helt så telefonsnakkesaglige og ikke opdaterer deres mødre på deres dagligdag på helt samme måde. Så mine tanker går meget på om man måske bliver lidt “ensom” som mor når børnene bliver store hvis man kun har drenge? Giver det mening? Jeg tror jeg vil føle et stik af skuffelse og tabte drømme, hvis vores næste barn bliver en dreng, men så må jeg arbejde på at se alle fordelene ved det og dem er der utvivlsomt mange af. Og så først og fremmest glæde mig over den lykke det er at være mor uanset hvem man er det for.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er virkelig også en stor ting, og hvor lyder det som en fantastisk god ide at bruge tid på forinden at deale med de tanker og overvejelser. Og det er jo lykken uanset hvad – som du skriver 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tøsehygge, tøjkrise og tv-debut