Der er noget i luften…
… og det er ikke kun græspollen! Nej, det er kærlighed, der er i luften. I dag særligt for mine forældre, der fejrer 24 års ægteskab.
I 1990 var vi to små ens klædte piger, i hjemmesyede, pink thaisilkekjoler og hvide jakker med skulderpuder, der så vores forældre sige ja til hinanden. (Eller, jeg så det. Min søster var 2 år gammel og mere optaget af at fange en lille edderkop, der kravlede omkring altret)
Jeg er sikker på, det ikke har været en dans på roser gennem alle år, og jeg er sikker på, der har været udfordringer og uoverensstemmelser undervejs, men mine forældre er en kilde til inspiration. De har formået at vokse og udvikle sig sammen og hver for sig, så de bliver ved med at være dynamiske individer. De har været og er et fast holdepunkt i mit liv, og jeg håber sådan, jeg formår at være det samme for Bean – og at Kæreste og jeg også kan fejre både kobber-, sølv- og guldbryllup (i det mindste i ‘kæreste-år’, hvis ikke som ægtefolk)
Så. En virtuel skål til mine forældre på deres 24. bryllupsdag – og til alle jer, der arbejder med og for jeres forhold, så det kan holde og blive stærkere over tid.
(Nej, det er ikke mine forældre! Billedet er lånt herfra)
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Ingen kommentarer endnu