En rigtig dreng?

For ikke så længe siden postede en veninde en status på Facebook, som jeg blev rigtig ked af. På hendes og hendes skønne drengs vegne. Han elsker nemlig farven lilla – og synes, det er megasejt at have langt hår. Hvad skulle der nu være galt med det? Intet. Absolut intet, hvis du spørger mig. En masse, hvis du spørger dele af vores køns-fikserede samfund, der har så svært ved ikke at kunne få alle til at passe ind i de ‘rigtige’ og uhyggeligt trange kasser.

Moderen beskriver en episode på en togtur, hvor en 5-årig dreng nærmest får et hysterisk anfald, fordi han slet ikke kan godtage, at hendes dreng i lilla termodragt er en dreng. Og jeg bliver simpelthen så ked af det på alles vegne, når jeg læser eller oplever sådan noget. For det er synd for den dreng, der elsker lilla, når nogen anfægter hans ‘ret’ til at gå i, hvad han har lyst til. Det er synd for den dreng, der ikke har lært at rumme forskellighed. Og det er synd for samfundet, hvis vi ikke kan give plads til hinanden – til at vi kan blive de hele, dejlige, mangefacetterede mennesker, vi er født som. Det er så fattigt.

Jeg er så glad over, at der ikke gøres forskel på piger og drenge i VHD. Alle kan danse rundt i glitrende kjoler og skørter, alle kan lege med biler og bolde, alle kan lave lækker legemad (løg-smoothie bliver ofte tilbudt de voksne ved bordet?!?) og alle kan pusle om og lege med dukkerne. Hvis et barn har et stykke nyt, fint tøj på – eller bare noget tøj, de er særligt vilde med – så bliver det fremhævet. Det er heldigvis ikke kun pigerne, der bliver bemærket, når de viser tøj frem.

Bean har mildest talt en sparsom hårpragt. Og fordi hun ikke partout er i kjoler eller stereotypt feminine farver, bliver hun ikke sjældent opfattet som en dreng. Hun er for lille til at forstå det endnu, men jeg ville sådan ønske, at vi alle sammen blev bedre til at opfatte børn som børn og ikke som deres køn. Jeg har en lille pige, der er vild med danseskørter og kysser og nusser om sine yndlingsbamser. Men hun elsker tog, store maskiner og at tumle vildt. Hun vælger grøn neglelak frem for lyserød. Er hun også forkert?

NEJ! Hun er bare sig selv. Og det vil jeg gøre alt i min magt til at give hende lov til at være. Det er samfundet, der er forkert. Det samfund, der pinedød VIL definere køn og roller allerede før fødslen – jeg var ved at brække mig over udvalget af lyserødt og lyseblåt, da jeg ventede Bean.

Skulle vi ikke øve os i at give plads til mange måder at være på. Og særligt plads til mange måder at være barn på? Så hverken pigen, der hellere vil klatre rundt i legestativet og drengen, der hellere vil indrette Barbies hus, nogensinde skal føle sig forkerte.

“Let me ask you a question. Do boys grow up to be fathers?” They all said yes. I asked, “Do fathers hold their babies?” They all said yes. “Do fathers change diapers?” They all said yes. “Do fathers love their babies?” They were all looking at me now -slightly confused, definitely challenged. I then asked, “So why can’t a boy play with a doll?” #gender (lånt fra Women’s Rights News)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram