Putningen – hvad der videre hændte (eller: mor er stolt!)

Jeg skylder lige en update på, hvordan det går med hele puttesituationen her på Østfronten.

Planen var, at Bean skulle lære at falde trygt og roligt i søvn på egen hånd – uden at have en moderlig arm at nappe i, uden at vågne mange gange hver aften og uden at være megabøvlet at få til at falde til ro igen, NÅR hun vågner i løbet af natten.

De første dage – og særligt aftener – var med skrig og skrål og brok. Hvilket man bestemt ikke kan fortænke damen i. Jeg ville også være frustreret og fortørnet, hvis mine ritualer pludselig skulle laves om.

Nu har vi puttet på den nye måde i en god uge. And let me tell you! Det fungerer intet mindre end FAN-tastisk! Som i: hvorfor pokker har vi ikke gjort det noget før?! (Svaret er selvfølgelig, at de voksne på matriklen ikke var klar til at slippe barnet endnu, men det taler vi ikke mere om, vel?)

Vi øver os i at delagtiggøre Bean i, hvad der skal ske og hvornår (bl.a. efter råd fra Mette), og det fungerer rigtig fint. Selvom hun mest af alt taler i lydord og gestik, så forstår hun vanvittigt meget. Det kan vi lige så godt udnytte – som eksempelvis i går aftes, hvor jeg bad hende finde ‘en til bog, vi kan læse – når vi har læst den, skal du i seng og sove’. Bean stod længe og overvejede valget ved sin bogreol og kom løbende med ‘Lille Muldvarp’-bogen, som hun fik for snart et år siden af min tidligere kollega, og som de sidste mange måneder har været et kæmpe hit. Vi læste bog, vinkede farvel til Lille Muldvarp, og Bean tog sin sut, Bamse og min hånd for at gå ind til sengen.

Her blev hun løftet op, fik et stor kys og et kram – og en tår vand – og gik i gang med at lægge sig til rette. Hun var helt rolig, så jeg gik lige så stille ind i stuen og satte mig i sofaen. Hun kaldte et par gange, hvor jeg lige skulle ind og forsikre hende om, at jeg altså stadig var der – og så faldt hun ellers i søvn helt roligt på egen hånd.

Det er altså sejt gået af min lille pige, hvis jeg selv skal sige det. (Og sejt af forældrene, der gik ind til projektet med en stålsat tro på, at det kunne lykkes!)

Hun vågner stadig en enkelt gang eller to i løbet af aftenen, men det er som regel nok at hviske ‘schyyy’ fra døråbningen (!) og hun kommer stadig ind i smørhullet mellem mig og Kæreste på et tidspunkt i løbet af hver eneste nat. Men det er helt ok.

Jeg er bare så glad og stolt over Bean og over os og over hele projektet – og kan på det varmeste anbefale metoden, hvis man som jeg ikke har lyst til at lade sit barn græde sig i søvn alene, men heller ikke fan af at få rygkramper af at holde i hånd over tremmesengen i knap en time hver aften.

Billederne har (surprice!) ikke noget med søvn at gøre, men er fra det lokale biblioteks fejring af Rasmus Klumps fødselsdag – komplet med friskbagte pandekager (gæt selv, om Bean og Bamse kunne lide dem) og tegneri. Se i øvrigt lige hvor mange tænder, der efterhånden er i gabet. I betragtning af, at den første dukkede op efter hendes 1 års fødselsdag synes jeg godt nok, det er gået stærkt på det seneste.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook eller via Bloglovin’