Giv mig mine aftener tilbage!

Bean er stadig syg. Forrige uge var det en virus, der resulterede i en øm hals og en ked pige.

Sidste uge startede en forkølelse, der stadig hænger godt ved. Den har nu fået følgeskab af en omgang øjenbetændelse.

Suk.

Det er synd for Bean. Men det er sgu også synd for os.

Dagene med slap og pjevset pige (og glimt af Bean som vi kender hende) er absolut overskuelige. De er jo vand i forhold til, hvad vi har været igennem. Nætterne med en moslende Bean i armkrog er også til at have med at gøre.

Men aftenerne. AFTENERNE, du. Det er vores voksentid. Vores frirum. Og vores mulighed for at catche up på hængepartier på arbejdsfronten.

De sidste mange aftener er blevet inddraget til yngelpleje. Enten fordi vi går i fast rutefart ind til hende, trøster og holder i hånd til hun sover igen. Eller fordi hun ligger draperet over min overkrop i en mørklagt stue, mens jeg sidder i en semi-behagelig position i sofaen. Eller fordi vi kaster håndklædet i ringen og en af os simpelthen går i seng og ligger med Bean i dobbeltsengen, mens den anden reder op på sovesofaen.

Og det er sgu ikke holdbart i længden. Pauserne og de få timers relativ frihed er vigtige i en travl børnefamiliehverdag. Smilet stivner i længden, nogenlunde i samme takt som overskuddet slides ned.

Forleden gik barnet kold midt i aftensmaden, så indtil kl. 20 havde vi tid til at spille en omgang Matador og tale sammen om noget andet end sygdom. Ren nydelse.

I morgen tager vi først forbi lægen og får en recept på øjenbetændelsesmedicin, dernæst på apoteket og hente øjenbetændelsesmedicin og så drager vi sammen med Søsterlil mod Provinsen til mini-efterårsferie (læs: aflastning) hos Mormor og Morfar.

Vi krydser fingre, tæer og samtlige hår på hovedet for at ugen byder på god bedring til alle.

 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook eller via Bloglovin’