Torden og lynild

Hun har fart på, hende Bean.

I dag rejste hun sig op og stod uden støtte. Ikke mere end et par sekunder, før hun lod sig dumpe ned på blenumsen, men alligevel.

Knap 9,5 måned er hun. Jeg kan næsten ikke følge med længere, men har en fornemmelse af, at det kun kommer til at gå stærkere fra nu af!

De sidste par dage har været fantastiske. Vi har nydt den gladeste, sødeste, pludrende, legende lille pige, der i den grad hviler i sig selv i øjeblikket.

Hun bruger lang tid på at undersøge sit legetøj og sine omgivelser, udfordrer sin krops formåen og udforsker sproget og dets lyde (‘mam mam’ er nyeste tilføjelse).

Kæreste og jeg spiste en lækker treretters middag mandag, mens Søsterlil og Bean hyggede sig hjemme. De er simpelthen så søde sammen, og der bliver vist uddelt lige mange kys begge veje imellem de to.

… men Kæreste burde nok have overholdt sin tandlægetid i stedet for at spise god mad, for der er en rodbehandling under opsejling, så jeg måtte tage til Beans playdate på Remisens indendørs leger i går, mens han var til akut behandling (og smertelindring!) i mellemtiden. Det er en fest at lege deroppe. Og jeg fik mødt Beans første kæreste, som er en del af Kærestes APA-hold – de to er helt eksede med hinanden og skal hele tiden nusse, ae (læs: klappe) og babykysse. Det er too cute.

Pointen?

Hun er ved at blive en stor pige, hende min lille baby. Det er en blanding af forundring, fryd og glæde ved hendes fremskridt og så på den anden side lidt vemodigt, og et ønske om at få alt ud af nuet, før babyen i hende er helt forsvundet.