Mere om søvn, juleri og fremdrift

One small step for mankind…

… men et KÆMPE spring for mig.

Jeg kørte – for allerførste gang! – i bil alene i København.

Endda i mørke. Og parkerede på en smal, ensrettet sidevej på Frederiksberg.

Lige da jeg havde fået kørekort, arbejdede jeg et år som lærervikar på samme skole som mine forældre, og kørte derfor omkring 30 km stort set hver dag på en blanding af landevej og by.

Det gav en del rutine udi kørsel, men efter jeg flyttede hjemmefra har jeg næsten ikke kørt.

Derfor er det nu med en puls på 500 og storsvedende håndflader, når jeg nærmer mig førersædet. Rutinen er nemlig pist væk og har været det i mange år. Det til trods er jeg faktisk en god bilist, der kører stabilt og sikkert og inden for lovens rammer og tager hensyn. Siger Kæreste selv.

Kæreste får derfor lov at tage snart sagt alle køreture, mens jeg sidder på bagsædet med Bean. (Kan ikke huske, hvad min undskyldning var før fødslen – og før jeg var højgravid)

I går aftes skulle jeg til en korprøve i den anden ende af byen, det var koldt og mørkt, og jeg skulle kunne komme hurtigt hjem til aftenamning. Derfor samlede jeg alt mit mod og fandt kørehandskerne frem. (Kan ikke køre uden at pakke hænderne ind. Heller ikke om sommeren. Svedige håndflader glider på rattet. Mine hænder stress-sveder nemlig ikke bare lidt, men så det løber ned ad underarmene. Herlig feature)

Og kørte.

Det gik faktisk rigtig fint. Som i: det kunne jeg også gøre en anden gang.

Det var mere afslutningen på turen, der bragte mig ud i ‘det går aldrig – jeg kører hjem igen’: parkeringspladsjagt i Frederiksbergs små, smalle, ensrettede gader tog rundt regnet 30 minutter, hvor jeg skulle manøvrere en del rundt. Og gik i stå flere gange.

Men. Det lykkedes. Til sidst.

(Tænk, hvor stolt man kan blive over at gøre noget, som millioner af mennesker gør hver eneste dag… og lidt flov over at blive stolt.)

2 kommentarer

  • Jeg synes det er sejt, at du overvandt dig selv. Og helt ærligt, så havde jeg ALDRIG turde køre i KBH. Bare jeg skal køre i Odense C går jeg i panik, og skruer konstant ned for radioen, fordi jeg skal koncentrere mig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak. Men jeg føler mig ærligt talt lidt fjollet over at synes, det er en stor ting at køre bil. Selv. Radioen er HELT slukket hos mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mere om søvn, juleri og fremdrift