Nu er det jo svært at spørge sådan direkte og få et entydigt svar, men jeg tror, at Bean var noget n
Se næste indlæg >
… og de andre slags dage
Fredag var fantastisk.
Søndag var… ikke fantastisk. Overhovedet.
Kæreste kom hjem lørdag eftermiddag og var helt blæst i hovedet efter lange dage med kollegaer. Og var altså ikke til det helt store. Jeg var ude at gå med stædigt barn (nej, hvorfor SKULLE man dog også sove, bare fordi man er træt?), og bad ham køre på apoteket og købe fedtcreme til barnets kinder som værn mod vinterkulden.
Han forstod det som: tag på McD først og nå evt. apoteket 5 min. efter lukketid. Suk.
Søndag havde han det slattent og var derfor slet ikke i stand til at tage sig af Bean (WTF?! Hvorfor kan mødre så, når vi er syge? Eller er det bare her på matriklen, det er sådan, det hænger sammen?) Og jeg var flad med flad på efter at have været single-mom siden torsdag og været på stort set uden breaks lige så længe. (Hatten af og DYBT buk for alle solo-forældre. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan I kan. I er for seje.)
Slatten Kæreste og flad yours truly er en skidt kombination, og det krævede oprigtigt talt opbud af al min viljestyrke at holde en (meget) spids bemærkning indenbords, da jeg tog mig den frihed at besøge det lille hus + lynspise en portion yoghurt i køkkenet, og jeg så kunne høre Bean brokke sig højere og højere og begynde at lyde ked af det. Inde fra stuen. Hvor Kæreste også var. Fordi hun havde gylpet og lå med hele den ene arm i gylp. Mens han lå på sofaen og så på.
Er I klar over, hvor mange gange man kan nå at tælle til 10, mens man simultant tørrer gylp op og trøster barn?
Jeg havde egentlig satset på at have huset lidt for mig selv, og at Kæreste gik middagslur-tur med Bean, men det kan man jo ikke, når man er slatten (igen: hvordan er det så, at mødre kan, selvom de er slatne?), så det blev til 2 timer rundt om en hel del søer med misundelig skulen til lykkelige par med barne- og klapvogne, der sådan gik rundt og hyggesnakkede i det i øvrigt smukke efterårsvejr.
Dagen sluttede (heldigvis) ok med at sidde arm i arm i sofaen og se Ridiculousness på MTV (jo, det er sjovt).
(Natten har til gengæld budt på 4 (!!!) skrigeseancer fra Bean. Vi takker og bukker og krydser fingre for, at det bare var lidt vintertids-bøvl, som ER slut nu. Seriøst. Kan vi ikke afskaffe det dér med at skifte tid? Både børn, voksne og dyr har jo problemer med det)
Åhhh jo – herhjemme fungerer det også sådan, at mor åbenbart aldrig er for slatten til at tage sig af afkom, mens fars slattenhed er alvorlig på grænsende til døden nær. Jeg er imidlertid ikke for fin til at levere spidse såvel som uspidse kommentarer, og jeg tager hatten af for, at du ikke blev spids ved gylpscenariet. For spidse bemærkninger kan man ikke bruge til meget, men ville det i grunden ikke være fair nok, at han fik at vide, at du ikke synes, det er i orden, og at du er/var træt og måske godt kunne tænke dig en håndsrækning eller ti?Som regel, når jeg bliver eddikesur herhjemme, så er det fordi noget har bygget sig op over længere tid, og jeg har bidt lignende scenarier, som det, du beskriver, i mig. Og når jeg så giver los, bliver HDD dels sur over at blive angrebet, dels temmelig forvirret over, at jeg ikke bare har sagt noget, når jeg gerne har villet have hjælp. Jeg HAR prøvet at forklare ham (omkring en trilliard gange), at jeg engang imellem også godt gad, at han selv lissom kunne regne ud, hvornår det ville være en rigtig god idé selv at komme ind i kampen, men lige på det punkt er vi simpelthen så forskellige. Ved ikke, om det er for kategorisk at kalde det for en af de helt store forskelle mellem mænd og kvinder, men lad mig bare sige det sådan, at jeg kender mange småbørnsmødre, der har lignende 'optrin' med deres mænd… :-)God vintertidskarma hos jer!