Lykkelig baby og babylykke

… og de andre slags dage

Fredag var fantastisk.

Søndag var… ikke fantastisk. Overhovedet.

Kæreste kom hjem lørdag eftermiddag og var helt blæst i hovedet efter lange dage med kollegaer. Og var altså ikke til det helt store. Jeg var ude at gå med stædigt barn (nej, hvorfor SKULLE man dog også sove, bare fordi man er træt?), og bad ham køre på apoteket og købe fedtcreme til barnets kinder som værn mod vinterkulden.

Han forstod det som: tag på McD først og nå evt. apoteket 5 min. efter lukketid. Suk.

Søndag havde han det slattent og var derfor slet ikke i stand til at tage sig af Bean (WTF?! Hvorfor kan mødre så, når vi er syge? Eller er det bare her på matriklen, det er sådan, det hænger sammen?) Og jeg var flad med flad på efter at have været single-mom siden torsdag og været på stort set uden breaks lige så længe. (Hatten af og DYBT buk for alle solo-forældre. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan I kan. I er for seje.)

Slatten Kæreste og flad yours truly er en skidt kombination,  og det krævede oprigtigt talt opbud af al min viljestyrke at holde en (meget) spids bemærkning indenbords, da jeg tog mig den frihed at besøge det lille hus + lynspise en portion yoghurt i køkkenet, og jeg så kunne høre Bean brokke sig højere og højere og begynde at lyde ked af det. Inde fra stuen. Hvor Kæreste også var. Fordi hun havde gylpet og lå med hele den ene arm i gylp. Mens han lå på sofaen og så på.

Er I klar over, hvor mange gange man kan nå at tælle til 10, mens man simultant tørrer gylp op og trøster barn?

Jeg havde egentlig satset på at have huset lidt for mig selv, og at Kæreste gik middagslur-tur med Bean, men det kan man jo ikke, når man er slatten (igen: hvordan er det så, at mødre kan, selvom de er slatne?), så det blev til 2 timer rundt om en hel del søer med misundelig skulen til lykkelige par med barne- og klapvogne, der sådan gik rundt og hyggesnakkede i det i øvrigt smukke efterårsvejr.

Dagen sluttede (heldigvis) ok med at sidde arm i arm i sofaen og se Ridiculousness på MTV (jo, det er sjovt).

(Natten har til gengæld budt på 4 (!!!) skrigeseancer fra Bean. Vi takker og bukker og krydser fingre for, at det bare var lidt vintertids-bøvl, som ER slut nu. Seriøst. Kan vi ikke afskaffe det dér med at skifte tid? Både børn, voksne og dyr har jo problemer med det)

6 kommentarer

  • Åhhh jo – herhjemme fungerer det også sådan, at mor åbenbart aldrig er for slatten til at tage sig af afkom, mens fars slattenhed er alvorlig på grænsende til døden nær. Jeg er imidlertid ikke for fin til at levere spidse såvel som uspidse kommentarer, og jeg tager hatten af for, at du ikke blev spids ved gylpscenariet. For spidse bemærkninger kan man ikke bruge til meget, men ville det i grunden ikke være fair nok, at han fik at vide, at du ikke synes, det er i orden, og at du er/var træt og måske godt kunne tænke dig en håndsrækning eller ti?Som regel, når jeg bliver eddikesur herhjemme, så er det fordi noget har bygget sig op over længere tid, og jeg har bidt lignende scenarier, som det, du beskriver, i mig. Og når jeg så giver los, bliver HDD dels sur over at blive angrebet, dels temmelig forvirret over, at jeg ikke bare har sagt noget, når jeg gerne har villet have hjælp. Jeg HAR prøvet at forklare ham (omkring en trilliard gange), at jeg engang imellem også godt gad, at han selv lissom kunne regne ud, hvornår det ville være en rigtig god idé selv at komme ind i kampen, men lige på det punkt er vi simpelthen så forskellige. Ved ikke, om det er for kategorisk at kalde det for en af de helt store forskelle mellem mænd og kvinder, men lad mig bare sige det sådan, at jeg kender mange småbørnsmødre, der har lignende 'optrin' med deres mænd… :-)God vintertidskarma hos jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Æv, hvor lyder det som en træls dag. Der er selvfølgelig de dage, hvor den ene forælder tager mere over, hvis den anden har brug for en pause. Men så er man forhåbentligt blevet enige om det! Er derfor enig med Øglemor i, at man må sige til, når man har brug for at være et forældreteam. For nej, man har bare ikke fri, når man er forælder – slatten eller ej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er vist lige nu du skal til at øve dig i at sige til og fra over for kæresten. Ellers ender du med at revne på langs af indestængt arrigskab. Øglemor har fuldstændig ret; mænd (også min) skal have tingene skåret ud i pap, og de regner ikke selv ud, at man har brug for en hjælpende hånd. Kunne du ikke starte med at forklare kæresten, at det altså er rimeligt, at det er ham, der reagerer på Bean, hvis det er ham, der er i stue med hende og du ikke er. Og hvis ikke han kan klare lidt gylp for bar' slattenhed, så kan han i hvert fald godt klare at kalde på dig og hyggesnakke lidt med Bean, indtil du kan komme til undsætning. Sgu. Husk, det er til alles fordel, at du ikke ender sur og ud-/indebrændt :-)PS: Det der vinter-/sommertid er noget fis og kun til gene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er noget, man skal øve sig på, hva'? Det dér parforholds-kommunikation. Af og til lykkes det mig at få sagt, at jeg lige har brug for en ekstra hånd til barnet/hjemmet/i det hele taget, og så går det jo fint. Men mænd må skisme godt komme ind i kampen sådan helt af sig selv også. Bliver det ikke bedre, når de selv er på barsel?Bare lidt?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nej vel? Medmindre, som du skriver, at det er aftalt på forhånd. Jeg øver mig, men det er lidt svært at forstå, at Kæreste ikke kan regne ud, at jeg har brug for lidt aflastning/hjælp, når jeg er helt grå i hovedet og sort under øjnene af træthed. (Måske er det bare fordi, han synes, jeg ser dejlig ud altid. Ha. Fat chance;))

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • I har jo ret, allesammen. Og jeg øver mig og finder stanley-kniv og pap frem. Han plejer nu ellers at reagere rigtig fint på hende, omend hans line for gråd/råb er lidt længere end min. Vintertid – I blame you!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykkelig baby og babylykke