Spirella og Rotella

Lykkelig baby og babylykke

Nu er det jo svært at spørge sådan direkte og få et entydigt svar, men jeg tror, at Bean var noget nær lykkelig i går.

Vi havde den dejligste, hyggeligste dag – også selvom rutinerne blev vendt en anelse på hovedet. Der var nemlig formiddagslur i barnevognen på vejen ud til babymotorik på APA – et hold, der starter lige midt i luren for de fleste af børnenes vedkommende. Bean faldt i søvn da vi var sådan ca. halvvejs, og så lod jeg hende ligge på barnevognsparkeringen og tog babyalarmen med til motorik.

… men vækkede hende alligevel, da hun havde sovet en god time, så hun kunne nå at være med. Det plejer at være forbundet med vrede og ked-af-det-hed at vække sovende Bean, men jeg formåede tilsyneladende at gøre det så stille og roligt og langsomt, at hun syntes, det var ok.

Det er nok heller ikke tosset at blive vækket for at blive klædt af til bleen (nøgenhed er DEJLIGT (undtagen når man tisser ud over hele legemadrassen OG sig selv OG sin mor)) og blive leget med. Og danset med. Og svinget rundt.

I al fald var der høje grin og store smil fra damen under hele forløbet. (Moren smeltede at lykke flere gange undervejs)

Jeg plejer ellers at være hende med den sure baby.

Midt i forløbet var der made/skifte/nusse-pause, og konceptet ‘højstol’ blev afprøvet for første gang. Med stor succes og gulerodsmos ud over det hele. (Vi glæder os dermed ekstra meget til næste lørdag, hvor vi får en højstol i hjemmet; navngivningsgaven fra mormor og morfar.)

Humøret stod sin prøve, da babyerne nu blev lagt på madrasser midt på gulvet mens det var mødrene, der skulle træne. I 45 minutter. Og guess what? Det gik FINT! Ikke en eneste sur lyd fra Bean – lyd, jo, men vi øver os bare på, hvor højt vi kan snakke. Og det lykkedes hende at skubbe sig en anelse FREMAD (!!!) ved at sætte fra med ben og fødder i det ikke-glide-agtige underlag, så hun kunne nå en anden babys legetøj og hapse det (dygtig pige)

Det er hårdt at være til motorik, så hun tog 2,5 times lur i barnevognen, mens jeg var på cafe med nogle af med-APAerne, og vågnede først, da vi var næsten hjemme. Helt glad og overskudsagtig og frisk på at spise og lege noget mere.

Så det gjorde vi. Og powernappede om eftermiddagen, sammen.

Og hyggede hele aftenen.

Mens Bean havde sin ‘nøgentid’, udnyttede jeg hendes gode humør til at nusse og kysse hele den lille krop. Og barnet smilede og så helt salig ud.

Jeg tror stort set ikke, der var nogen gråd i går. Lidt klynk inden sovning. Men ellers bare smil, grin og stor koncentration ved at undersøge legetøj/mors næse/bøgerne på reolen/…

Hvis det ikke er lykke… både for mor og barn.

2 kommentarer

  • Hurra for Bean! Kan godt forstå, det føltes som en babylykkedag. Og når man kan mærke babylykken helt ud i tæerne, så skal der mere end tis über alles til at slå én ud:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det var en af de dér helt sjældne, helt fantastiske dage. (Og i dag har så været rimeligt meget modsat, men altså…) Og tis – det kan vi fint håndtere.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spirella og Rotella