6 måneder senere

Helt ny – 0 timer og 0 dage gammel og lidt utilfreds med at flytte fra ‘inde’ til ‘ude’

Lidt skeptisk og med store, runde kinder i noget park – 6 måneder. Sgu.

I dag er det Beans (halve) fødselsdag.

Vi har fejret med øllebrød (semi-succes), svømmehal (altid stor succes) og en hel masse vågenhed og ked-af-det-hed. (Og blussende kinder. Måske er der noget tand på vej? Det kunne i så fald forklare noget, der mest af alt minder om tigerspring her midt imellem to tigerspring)

Der er simpelthen gået et helt halvt år siden vi mødte Bean for første gang IRL. Og hvor vi har øvet os i at lære hinanden at kende – på godt og ondt (onde mor kom til at sige ‘hold nu KÆFT, Bean’, ret højt i går nat, mens Kæreste var ved at bære skrigende barn rundt i soveværelset for at få hende til at falde til ro. På 45. minut. Men det er ingen undskyldning, og jeg er bestemt ikke stolt over det.). Og hvor Kæreste og jeg har fundet nogenlunde ud af at være nogens forældre. Nogenlunde.

Og hvor vi stadig er friske på en baby nr. 2. Men først når vi har kunnet sove ordentligt i minimum et år. Såe, der er nok lige lidt tid til. Og til en baby 2 har vi ganske få ønsker. Sund og rask, selvfølgelig, men derudover enten et roligt temperament eller et stort sovehjerte. Og hvis bølgerne i ønskeland går rigtig højt, så kunne en kombination af de to ting være FANtastisk.

For Bean er det smukkeste, herligste, skæggeste lille barn – men nem og/eller easy going, det er hun ikke. Overhovedet. Det er så også ok, for efterhånden ville vi jo synes, det var helt mærkeligt hvis hun pludselig blev det letteste barn i verden. Bean er Bean.

Tillykke til os.