Gad vide, hvor man får det lille nøk ekstra overskud fra, som gør, at man lige præcis IKKE skriger “Hold nu kæft!” ind i hovedet på sit lille barn, når hun skrigegræder på 3. time den aften (og 6. time den dag)? (For no particular reason, I might add)
Jeg er glad for, det er der. For ellers ville jeg ikke bare have dårlig samvittighed over at tænke på at råbe, men have uhyggeligt sort samvittighed over at have gjort det.
Og ja. Jeg ved godt, at jeg sikkert kommer til at råbe alligevel på et eller andet tidspunkt. (Gør alle ikke det? Eller er der en måde at undgå det på?) Men jeg er glad for at have haft den gnist af overskud indtil videre, selvom jeg på ingen måde kan regne ud, hvor den kommer fra.
Point taken. Det føles bare heller ikke godt at blive vred på et lillebitte menneske, der jo hverken er manipulerende eller udspekuleret, men bare ked af det over et eller andet du ikke selv vidste hvad var…
... hvor alle os med barnevogne nikker og smiler trætte til hinanden i anerkendelse af lårtykke rander under øjnene og manglende søvn som kollektivt fænomen.
Velkommen til Østfronten. Bag skærmen sidder Stine Grønnegaard, der på 6. år deler ud af det smukke og det svære ved moderskabet fra livet fra smørhullet på Østerbro. Her finder du tanker om børn og familieliv, strikkeglæde, rejser og tanker om at leve mere minimalistisk. Velkommen til!
Hold nu op! Du skal ikke have dårlig samvittighed over at tænke 'hold kæft'. Du skal tværtimod være stolt over, at det blev ved tanken 🙂