Det lille hjem
I løbet af de sidste par uger har vi insisteret på at lave lidt andet end baby-relaterede ting. Mest fordi det giver os overskud og dermed gør livet bedre for os alle 3.
Så der er blevet sat indtil flere boligprojekter (i lille skala) i søen og de fleste er også helt afsluttede.
Fx er der indkøbt, samlet, malet og opsat fine kasser til opbevaring i køkkenet. Der er også kommet en emhætte til.
Jeg har ombetrukket de fine arvede Wegner-spisebordsstole og opdateret det (meget) slidte, gulgrønne 50er-look til et mere klassisk lysegråt. Det står ret fint til den aldrende teak, hvis jeg selv skal sige det. Kæreste er heldigvis enig.
… og fordi han er så sød at indvilge i at realisere nogle af mine mere skøre ideer, så har vi nu en polstret, koralfarvet sky hængende i entreen med helt enkle knager under.
Endelig fik jeg også sat tapet op i det indbyggede skab i entreen. Der mangler nu bare en skohylde og så er det også færdigt.
Nyt, mere klassisk look |
Oprindelig polstring |
Skyen. Den er jeg ret tilfreds med og Kæreste endte med også at synes, det er en fin ide. |
Det fine tapet – noget mere festligt end det halvsmadrede papir der sad der før. |
Det er vel nok blevet fint :-)Stolene vækker i den grad minder fra min farmors stue. Ikke at hun havde den samme stol… men farven er totalt farmor-agtig ;o)Og super smart med kasserne i køkkenet. De giver en dejlig lethed samtidig med at de pynter og er praktiske 🙂