4 måneder. Nu med mad.

Kæreste siger, han ikke kan huske, hvordan det var, før hun kom til verden.

Det kan jeg godt. Sådan da. 

Men jeg kan ikke huske, hvad jeg brugte al min tid på. Noget af den brugte jeg på studie eller arbejde, jeg læste boligblade GRUNDIGT, syede, løb, lavede mad, bagte. Hvad gjorde jeg resten af tiden? Når der ikke var nogen, at skulle underholdes, nusses, tales med, ammes, pusles og trøstes.

I går var Sunder-Helle med til mødregruppe for at tale om mad. Og søvn. Og diverse.

Og hun gav grønt lys for at vi kan starte med at lege med mad. Det har jeg glædet mig til! Jeg ved godt, at det bliver en proces at finde ud af det hele og indtil jeg er rutineret kommer det også til at tage tid at forberede og tillave grød og mos. Men det bliver så spændende at introducere Bean for ‘rigtig’ mad, at undersøge og smage og grise og lege med alle de nye indtryk. Hun er jo interesseret – når vi spiser, kigger hun og rækker ud efter bestik og munde. 

Så vi prøvede. Det var en stor succes! Der blev ikke spist så meget, tror jeg, men der blev smagt og undersøgt og smagt noget mere. I dyb koncentration. 

Jeg talte også med Sunder-Helle om søvn og den krig vi udkæmper når Bean skal sove – om at gå rundt og vugge hende i armene indtil hun overgiver sig. 

Ny strategi er at sidde stille med hende i armene til øjnene begynder at blive små og så lægge hende i sengen og sidde med en hånd på brystet af hende og sige ‘Nååååh’ og ‘Såååå’ og ‘Schyyyyy’ indtil hun falder i søvn. Det har vi nu prøvet tre gange med stor succes. Efter ca. 20-25 minutter overgiver hun sig til søvnen og falder helt i søvn UDEN at blive vugget eller være hos en af os. Der grædes igennem i noget af den tid, bevares, men det er til at overskue. 

Alt i alt lader det til, at vi er på vej i det rette spor igen og at tigeren har sluppet sit greb.