Bolig på trods

Jeg er ret stædig. (Ikke så stædig som hverken Bean eller hendes navne-oldemor, men alligevel)

Derfor har jeg i den forgangne uge insisteret på at gøre plads til et par længe planlagte boligprojekter. Bl.a. at få sat kasser op i køkkenet til glas og kopper. Og at kasserne skulle pimpes med smukke farver.

Så indimellem spisninger og mine ture med Bean på arm, og mens Kæreste har taget sin tørn med tiger-barnet, har jeg valgt farver og malet bagbeklædninger. I går, da jeg var i mødregruppe, hængte Kæreste kasserne op, og vi brugte en god del af dagen på at high-five hinanden med hvor fedt det er blevet og hvor sejt det er, at vi overskuer Tigerlily OG boligforskønnelse. (De små glæder, I ved)

Der er et par andre projekter undervejs, og jeg tænker, der følger en lille billedreportage, når de også er færdige.

Jeg insisterer på, at vi godt kan gøre nogle – selvfølgelig ikke alle – af de ting, der giver os overskud og livskvalitet og som vi synes er sjove, trods et barn, der kræver lidt mere end de fleste. Det er ikke synd for os – hvis det er synd for nogen, må ‘nogen’ være Bean, der er så ked – det er (bare) hårdt og anstrengende. Men vi har verdens dejligste barn (helt objektivt, naturligvis) og hun fortjener forældre, der også tager sig tid til at gøre noget godt for dem selv. Jeg tror, at det er det, vi alle er bedst tjent med.