Verdens værste mor

I et par uger efterhånden har alle dage været de værste. Alt har været kedeligt. Tarveligt. Alt har fremkaldt tårer. Alt har udløst konflikter.

Vi forsøger at være rummelige og forstående. Tale roligt og i øjenhøjde. Tælle til ti og til ti igen. Forsøger at trække på skuldrene og få hverdagen til at glide med så små bump som muligt.

Det er mig, der er i skudlinjen. Hun ved det godt selv. Hun italesætter det endda. ‘Jeg driller mor. Jeg driller ikke dig, far. Eller i børnehaven’  Elektra-komplekser for fuld udblæsning. Måske et gruopvækkende glimt af, hvad der venter mig forude, når jeg bliver mor til en teenager.

Det har egentlig altid været sådan med min førstefødte og mig. Vi er så ens i temperament, og vi har testet hinandens grænser i fem år, så jeg burde være så tykhudet nu, at jeg kunne ryste det af mig. Det kan jeg som regel.

I aften krøb krigen ind under huden på mig. I aften fandt hun en revne i mit panser.

Jeg kom til at råbe så højt, at jeg fik ondt i halsen, og resultatet var naturligvis to ulykkelige piger og en voksen kvinde, der burde vide bedre. Et blødende moderhjerte og en fornemmelse af slet, slet ikke at slå til.

En stor, lille pige, der gennemgår en udvikling i øjeblikket, der får hende til at reagere så stærkt hjemme i sin trygge base, at hun endda slår i frustration over rodet i sit hoved. I to uger har jeg været italesat som verdens værste mor og intet jeg har gjort, har gjort en forskel. I aften blev jeg verdens værste mor og jeg kan ikke ryste det af mig.

Ingen er perfekte. Slet ikke mig. Lige nu forsøger jeg at samle tankerne med et lillebitte vanteprojekt, mens jeg gruer for dagen i morgen.

skaermbillede-2017-06-21-kl-8-25-53-pm

Bare skyd mig

Hvis ikke det var fordi jeg bestræber mig på at undgå bandeord og grimt sprog, så havde omtrent 3/4 af mine ord været eder og forbandelser i disse dage.

Bean har igen en omgang hoste af den anden verden og Lillesøster skrigegræder, hvis ikke alle hendes ønsker bliver imødekommet 3,5 sekund før de fremstilles og/eller hun kan være klæbet op ad mig alle døgnets timer.

Det er helt klart en reaktion på dels påskens og dels weekendens travle program – men det er også en aldersting, og det er så vanvittigt frustrerende. For alle. Ikke mindst Lillesøster, det ved vi godt. Det gør det bare ikke mindre tænderskærende, hvide knoer knugende, tæl-til-titusind, billigt-til-salg anstrengende.

“Et barn er hårdt. To børn er dobbelt så hårdt”

Der er ikke tal på de gange, jeg har hørt andre fremstille livet med flere børn sådan. Jeg er absolut uenig. Jeg synes bestemt ikke, det er ‘dobbelt så hårdt’ at have to børn. Der er udfordringer, bevares. Logistiske, især. Både på det praktiske, men også det følelsesmæssige plan. Hvordan yder man for eksempel omsorg til begge børn på samme tid, når de nu begge har behov for det. Men i kraft af deres alder og udvikling på to forskellige måder.

Mange ting er lettere med barn nummer to. Ikke mindst i kraft af, at jeg er en mere rutineret forælder. At vi begge er. Vi hviler bedre i rollerne, har et stort arsenal af knowhow og løsningsmodeller. Vi er ikke startet forfra med noget. Pigerne er så glade for hinanden og langt det meste af tiden tilvælger de aktivt og gerne hinandens selskab. Bean er begyndt at føre samtaler med Lillesøster, fordi hun oplever at Lillesøster forstår så meget og dagligt bliver bedre til at kommunikere og får flere ord at gøre det med.

skaermbillede-2017-04-24-kl-7-55-03-pm

Men to børn, der konstant larmer på den helt særlige, enerverende måde, der får mig til at forstå på et abstrakt plan, hvorfor nogen mennesker vælger at stikke en revolver i munden? Det er hårdt. Det er så anstrengende, at man ikke kan hvile hovedet eller ørene på noget tidspunkt på en dag. Ikke engang aften og nat, for hosten er stort set konstant. Hvert minut. Døgnet rundt. Den slags hostelyd og -frekvens kunne snildt bruges som torturredskab på linje med babygråd og søvnfrarøvelse. Det lyder som om hun er lige ved at hoste lungerne op, og vi havde egentlig håbet, at den slags hoste var fortid nu hvor foråret så småt er ved at komme igang.

Hvis ikke Bean hoster, så græder Lillesøster og råber på at komme op, komme ned, spise, ikke spise mere, lege, lege noget andet, hoppe, hoppe mere, hoppe mere, hoppe mere. Det har stået på i halvanden uge efterhånden, og det er virkelig ikke sjovt længere. Lillesøster har vist også forstået, at hendes mor bliver irriteret, for i dag er hun begyndt at ’shysse’ på sig selv. Av. Det er ikke en god følelse, kan jeg afsløre.

Derfor finder jeg det overskud frem, der gemmer sig et helt særligt sted i moderhjertet, og sluger trangen til at skrige endnu højere end begge børn. Jeg ved, jeg kan. Det behøver de ikke at vide. Jeg griber en ekstra kop kaffe og holder fast i visheden om, at de er ønskede, højtelskede og nogle helt fantastiske piger. Sammen og hver for sig. Lige om lidt har jeg været mor i 5 år. Jeg har overlevet kolik, hospitalsindlæggelse og rundt regnet 20 tigerspring og 40 tandfrembrud. Jeg ved inderst inde, at jeg kan være rødglødende arrig indeni i et øjeblik, for at blive gennemstrømmet af omsorg i det næste, når pyldren og plageri afløses af et blødt barnekram og et par smukke øjne. Uanset om de er lysende blå eller dybe og brungrønne. Jeg læner mig op ad den kærlighed, der er ultimativt betingelsesløs og som ser igennem fingre med alt. Og jeg læner mig op ad den mand, der har været en del af mit liv i snart 8 år. Det er ikke dobbelt så hårdt at have to børn. Det er dobbelt så godt, for det er vores familie.

ke-59-kopi^^Photo credit: Frederikke Brostrup Lillesøsters kjole er Dansekjolen, og opskriften findes HER

Når manglende kommunikation er en god ting

Normalt er det ikke en god ting, når man ikke kommunikerer. Langt fra. Man kan nærmest ikke undgå at falde over artikler i aviser, blade og tidsskrifter, der handler om hvor vigtig kommunikation er. Essentiel, faktisk.

Well. Hvis jeg havde haft en åben kommunikationslinje til Jonas i går eller i dag, så havde jeg bedt ham pakke sit outdoorgrej og komme hjem fra herreturen i skoven i en vis fart.

Det havde jeg ikke – det har man som regel ikke, når han er på weekend med herrene – og dermed har han sin weekend i fred. Eller, så fredeligt det nu kan blive med en hel flok mænd, der finder tilbage til naturen.

I mellemtiden er jeg græsenke. Big time. Det er ikke nyt med en solo-weekend med pigerne. Det har vi gjort mange gange før, og det plejer at gå fint (selvom jeg klart foretrækker at være to voksne på matriklen). Når Lillesøster maxer ud på eftermiddags-skrigeri og samtidig mildest talt sover uroligt, så er det markant sværere at holde kadencen. Efter en uge uden noget der bare minder om ordentlig søvn, var jeg allerede i underskud, da weekenden blev skudt igang.

Lillesøster har grædt det meste af eftermiddagen efter bare 40 minutters urolig middagslur. Det har jeg også. I al fald indeni. Det er drænende at forsøge at holde masken, og det er ikke med den reneste samvittighed, jeg må indrømme, at jeg har hævet stemmen mere end en enkelt gang i løbet af dagen. Jeg har sagt undskyld til begge piger og kysset dem lidt ekstra. Store K har været mere end sød. Underholdt sig selv, hjulpet hvor hun kunne – helt uopfordret – og hendes sidste ord inden sengetid var, at jeg var den allerbedste mor. Min store, empatiske pige.

Om nogen fortjener hun en hyggelig eftermiddag i morgen med sine søde veninder – det under jeg hende virkelig, og hun glæder sig sådan til den tur, hun skal på.

Jonas kommer hjem i morgen. Opladet efter en weekend blandt venner. Jeg hænger i med negle og kløer indtil da – og alt det koffein og sukker, jeg kan få fat i.

dsc_0933

Om lidt bliver det bedre. Pigerne er puttet og jeg krydser fingre for i al fald en lille times ro. Næste weekend er det min tur til at tanke op på voksent selskab med en flok ualmindeligt dejlige kvinder. Og jeg elsker pigerne. Uanset hvad. Uagtet hvor hårdt det kan være. Uanset hvor nerve-opslidende en hel dag med gråd er. Alt det viskes væk af et par bløde arme om nakken. Et vådt kys. Et smil.

Størst af alt er kærligheden.

 

 

Næststørst er søvn.

At miste

For et stykke tid siden så jeg et billede på Instagram hos en af de kvinder, jeg følger. Et billede, der lignede så mange andre. En kaffekop. Et strikketøj. Ukompliceret og hyggeligt ved første øjekast.

Teksten fortalte en anden historie. En fortælling om et sommerbarn, der alligevel ikke blev. Om at have mistet nogen, der næsten ikke var der til at begynde med.

Det gav et sug i maven at læse hendes ord. Jeg kender det savn. Jeg kender det tab. Ligesom rigtig, rigtig mange andre kvinder gør.

Det er så modigt at fortælle om – ikke mindst, hvis man har oplevet reaktionerne ‘det var da heldigt, at du ikke var længere henne’, eller ‘det var jo slet ikke et rigtigt barn endnu’. Som om tab kan ratificeres og sorgens omfang gøres op i antallet af uger eller måneder. Som om man kan tage patent på hvad der er rigtigt eller forkert at føle.

Jeg bestrider ikke, at det må være ubeskriveligt hårdt at miste et barn, som har vokset i én igennem næsten en fuld graviditet. Jeg kan næsten ikke bære tanken. Men det er også en sorg – og en helt legitim en af slagsen – at miste i starten af en graviditet.

Det er ikke kun et foster, der ikke længere er. Det er et barn. En kærlighed, en fremtid, en drøm der altsammen forsvinder. Det er et håb, der brister.

Det kan være så svært at tale om – ikke mindst fordi en graviditet i mange tilfælde er hemmelig for andre end de allermest indviede indtil de første 12 uger er gået. Hvordan taler man om, at man pludselig har mistet noget, som var dyrebart, men som ingen andre kendte til.

Begge mine piger var planlagte og højt ønskede. Men inden de blev til, var der et barn, der aldrig blev. Et barn, der var højt elsket og højt ønsket, men som forsvandt, før vi nogensinde så det på en skærm.

Det er meget mere almindeligt, end de fleste aner. Vi er mange, der kender sorgen. Det gør ikke tabet lettere, men det skaber mulighed for forståelse og for støtte. Selv et virtuelt kram kan skabe ægte varme.

Lange, mørke januardage. Grå himmel. Grå følelser. Underskud på underskud. Hoste, gråd og vrede stemmer. Pigernes. Min.

Jeg venter på lyset. På glæden. På overskuddet. På at jeg ikke skal kæmpe hele tiden – hver dag, hver time, hver nat.

Følelsen af utilstrækkelighed tager til for hver dag, der går uden et afbræk – uden tegn på, at noget snart skubber sig. At tigerspringstågerne letter. Opvågningerne bliver færre. At konfliktniveauet falder.

Det er udmattende at forsøge at være to skridt foran hele tiden. At afværge sammensmeltninger, afbøde fald og potentielle ulykker og forsøge at dele sol og vind bare nogenlunde lige.

Langtrukne aftenputninger med urolige børn giver farver. Røde øjne, mørke rande, regnbueglimtende tårer i øjenkrogene.

Og så trækker buttede arme éen ind til et blødt kys. Og så siger et barn noget helt vidunderligt. Det barn, der har kæmpet imod med negle og kløer, råbt og skreget, smækket med døre og grædt rasende tårer over livets uretfærdighed en hel, lang dag.

‘Jeg havde den bedste drøm. Jeg drømte, at dig og mor aldrig kunne dø. Og jeg blev aldrig voksen, for så kunne jeg altid lege med Lillesøster.’

Ord, der retter fokus tilbage mod kærligheden. Samhørigheden. Får skuldrene til at sænke sig. Kroppen og hjertet til at huske på alt det, der gør moderskabet til den mest livsomvæltende, kærlighedsfulde og meningsfulde opgave, jeg nogensinde har fået. Lige nu er det gråt og mørkt. Men midvinteren er bag os og lyset, varmen og foråret er på vej. Jeg kan ikke mærke det endnu, men jeg ved det kommer. Indtil da holder jeg fast med alt hvad jeg har i glimtene af lykke. Holder ud. Til foråret kommer.

ke-59-kopi

Older posts