Verdens værste mor

I et par uger efterhånden har alle dage været de værste. Alt har været kedeligt. Tarveligt. Alt har fremkaldt tårer. Alt har udløst konflikter. Vi forsøger at være rummelige og forstående. Tale roligt og i øjenhøjde. Tælle til ti og til ti igen. Forsøger at trække på skuldrene og få hverdagen til at glide med så små bump som muligt. Det er mig, der er i skudlinjen. Hun ved det godt selv. Hun italesætter det endda. ‘Jeg driller mor. Jeg driller ikke dig, far. Eller i børnehaven’  Elektra-komplekser for fuld udblæsning. Måske et gruopvækkende glimt af, hvad der venter mig forude, når jeg bliver mor til en teenager. Det har egentlig altid været sådan med min førstefødte og mig. Vi er...

Bare skyd mig

Hvis ikke det var fordi jeg bestræber mig på at undgå bandeord og grimt sprog, så havde omtrent 3/4 af mine ord været eder og forbandelser i disse dage. Bean har igen en omgang hoste af den anden verden og Lillesøster skrigegræder, hvis ikke alle hendes ønsker bliver imødekommet 3,5 sekund før de fremstilles og/eller hun kan være klæbet op ad mig alle døgnets timer. Det er helt klart en reaktion på dels påskens og dels weekendens travle program – men det er også en aldersting, og det er så vanvittigt frustrerende. For alle. Ikke mindst Lillesøster, det ved vi godt. Det gør det bare ikke mindre tænderskærende, hvide knoer knugende, tæl-til-titusind, billigt-til-salg anstrengende. “Et barn er hårdt. To børn er dobbelt...

Når manglende kommunikation er en god ting

Normalt er det ikke en god ting, når man ikke kommunikerer. Langt fra. Man kan nærmest ikke undgå at falde over artikler i aviser, blade og tidsskrifter, der handler om hvor vigtig kommunikation er. Essentiel, faktisk. Well. Hvis jeg havde haft en åben kommunikationslinje til Jonas i går eller i dag, så havde jeg bedt ham pakke sit outdoorgrej og komme hjem fra herreturen i skoven i en vis fart. Det havde jeg ikke – det har man som regel ikke, når han er på weekend med herrene – og dermed har han sin weekend i fred. Eller, så fredeligt det nu kan blive med en hel flok mænd, der finder tilbage til naturen. I mellemtiden er jeg græsenke. Big time....

At miste

For et stykke tid siden så jeg et billede på Instagram hos en af de kvinder, jeg følger. Et billede, der lignede så mange andre. En kaffekop. Et strikketøj. Ukompliceret og hyggeligt ved første øjekast. Teksten fortalte en anden historie. En fortælling om et sommerbarn, der alligevel ikke blev. Om at have mistet nogen, der næsten ikke var der til at begynde med. Det gav et sug i maven at læse hendes ord. Jeg kender det savn. Jeg kender det tab. Ligesom rigtig, rigtig mange andre kvinder gør. Det er så modigt at fortælle om – ikke mindst, hvis man har oplevet reaktionerne ‘det var da heldigt, at du ikke var længere henne’, eller ‘det var jo slet ikke et...

Lange, mørke januardage. Grå himmel. Grå følelser. Underskud på underskud. Hoste, gråd og vrede stemmer. Pigernes. Min. Jeg venter på lyset. På glæden. På overskuddet. På at jeg ikke skal kæmpe hele tiden – hver dag, hver time, hver nat. Følelsen af utilstrækkelighed tager til for hver dag, der går uden et afbræk – uden tegn på, at noget snart skubber sig. At tigerspringstågerne letter. Opvågningerne bliver færre. At konfliktniveauet falder. Det er udmattende at forsøge at være to skridt foran hele tiden. At afværge sammensmeltninger, afbøde fald og potentielle ulykker og forsøge at dele sol og vind bare nogenlunde lige. Langtrukne aftenputninger med urolige børn giver farver. Røde øjne, mørke rande, regnbueglimtende tårer i øjenkrogene. … Og så trækker...
Older posts