Når manglende kommunikation er en god ting

Normalt er det ikke en god ting, når man ikke kommunikerer. Langt fra. Man kan nærmest ikke undgå at falde over artikler i aviser, blade og tidsskrifter, der handler om hvor vigtig kommunikation er. Essentiel, faktisk.

Well. Hvis jeg havde haft en åben kommunikationslinje til Jonas i går eller i dag, så havde jeg bedt ham pakke sit outdoorgrej og komme hjem fra herreturen i skoven i en vis fart.

Det havde jeg ikke – det har man som regel ikke, når han er på weekend med herrene – og dermed har han sin weekend i fred. Eller, så fredeligt det nu kan blive med en hel flok mænd, der finder tilbage til naturen.

I mellemtiden er jeg græsenke. Big time. Det er ikke nyt med en solo-weekend med pigerne. Det har vi gjort mange gange før, og det plejer at gå fint (selvom jeg klart foretrækker at være to voksne på matriklen). Når Lillesøster maxer ud på eftermiddags-skrigeri og samtidig mildest talt sover uroligt, så er det markant sværere at holde kadencen. Efter en uge uden noget der bare minder om ordentlig søvn, var jeg allerede i underskud, da weekenden blev skudt igang.

Lillesøster har grædt det meste af eftermiddagen efter bare 40 minutters urolig middagslur. Det har jeg også. I al fald indeni. Det er drænende at forsøge at holde masken, og det er ikke med den reneste samvittighed, jeg må indrømme, at jeg har hævet stemmen mere end en enkelt gang i løbet af dagen. Jeg har sagt undskyld til begge piger og kysset dem lidt ekstra. Store K har været mere end sød. Underholdt sig selv, hjulpet hvor hun kunne – helt uopfordret – og hendes sidste ord inden sengetid var, at jeg var den allerbedste mor. Min store, empatiske pige.

Om nogen fortjener hun en hyggelig eftermiddag i morgen med sine søde veninder – det under jeg hende virkelig, og hun glæder sig sådan til den tur, hun skal på.

Jonas kommer hjem i morgen. Opladet efter en weekend blandt venner. Jeg hænger i med negle og kløer indtil da – og alt det koffein og sukker, jeg kan få fat i.

dsc_0933

Om lidt bliver det bedre. Pigerne er puttet og jeg krydser fingre for i al fald en lille times ro. Næste weekend er det min tur til at tanke op på voksent selskab med en flok ualmindeligt dejlige kvinder. Og jeg elsker pigerne. Uanset hvad. Uagtet hvor hårdt det kan være. Uanset hvor nerve-opslidende en hel dag med gråd er. Alt det viskes væk af et par bløde arme om nakken. Et vådt kys. Et smil.

Størst af alt er kærligheden.

 

 

Næststørst er søvn.

At miste

For et stykke tid siden så jeg et billede på Instagram hos en af de kvinder, jeg følger. Et billede, der lignede så mange andre. En kaffekop. Et strikketøj. Ukompliceret og hyggeligt ved første øjekast.

Teksten fortalte en anden historie. En fortælling om et sommerbarn, der alligevel ikke blev. Om at have mistet nogen, der næsten ikke var der til at begynde med.

Det gav et sug i maven at læse hendes ord. Jeg kender det savn. Jeg kender det tab. Ligesom rigtig, rigtig mange andre kvinder gør.

Det er så modigt at fortælle om – ikke mindst, hvis man har oplevet reaktionerne ‘det var da heldigt, at du ikke var længere henne’, eller ‘det var jo slet ikke et rigtigt barn endnu’. Som om tab kan ratificeres og sorgens omfang gøres op i antallet af uger eller måneder. Som om man kan tage patent på hvad der er rigtigt eller forkert at føle.

Jeg bestrider ikke, at det må være ubeskriveligt hårdt at miste et barn, som har vokset i én igennem næsten en fuld graviditet. Jeg kan næsten ikke bære tanken. Men det er også en sorg – og en helt legitim en af slagsen – at miste i starten af en graviditet.

Det er ikke kun et foster, der ikke længere er. Det er et barn. En kærlighed, en fremtid, en drøm der altsammen forsvinder. Det er et håb, der brister.

Det kan være så svært at tale om – ikke mindst fordi en graviditet i mange tilfælde er hemmelig for andre end de allermest indviede indtil de første 12 uger er gået. Hvordan taler man om, at man pludselig har mistet noget, som var dyrebart, men som ingen andre kendte til.

Begge mine piger var planlagte og højt ønskede. Men inden de blev til, var der et barn, der aldrig blev. Et barn, der var højt elsket og højt ønsket, men som forsvandt, før vi nogensinde så det på en skærm.

Det er meget mere almindeligt, end de fleste aner. Vi er mange, der kender sorgen. Det gør ikke tabet lettere, men det skaber mulighed for forståelse og for støtte. Selv et virtuelt kram kan skabe ægte varme.

Lange, mørke januardage. Grå himmel. Grå følelser. Underskud på underskud. Hoste, gråd og vrede stemmer. Pigernes. Min.

Jeg venter på lyset. På glæden. På overskuddet. På at jeg ikke skal kæmpe hele tiden – hver dag, hver time, hver nat.

Følelsen af utilstrækkelighed tager til for hver dag, der går uden et afbræk – uden tegn på, at noget snart skubber sig. At tigerspringstågerne letter. Opvågningerne bliver færre. At konfliktniveauet falder.

Det er udmattende at forsøge at være to skridt foran hele tiden. At afværge sammensmeltninger, afbøde fald og potentielle ulykker og forsøge at dele sol og vind bare nogenlunde lige.

Langtrukne aftenputninger med urolige børn giver farver. Røde øjne, mørke rande, regnbueglimtende tårer i øjenkrogene.

Og så trækker buttede arme éen ind til et blødt kys. Og så siger et barn noget helt vidunderligt. Det barn, der har kæmpet imod med negle og kløer, råbt og skreget, smækket med døre og grædt rasende tårer over livets uretfærdighed en hel, lang dag.

‘Jeg havde den bedste drøm. Jeg drømte, at dig og mor aldrig kunne dø. Og jeg blev aldrig voksen, for så kunne jeg altid lege med Lillesøster.’

Ord, der retter fokus tilbage mod kærligheden. Samhørigheden. Får skuldrene til at sænke sig. Kroppen og hjertet til at huske på alt det, der gør moderskabet til den mest livsomvæltende, kærlighedsfulde og meningsfulde opgave, jeg nogensinde har fået. Lige nu er det gråt og mørkt. Men midvinteren er bag os og lyset, varmen og foråret er på vej. Jeg kan ikke mærke det endnu, men jeg ved det kommer. Indtil da holder jeg fast med alt hvad jeg har i glimtene af lykke. Holder ud. Til foråret kommer.

ke-59-kopi

Tak, opfølgning og oprydning

Allerførst. Tak. Til jer. Ovenpå dette indlæg om at være rodet indeni, har jeg modtaget så mange varme, rare tanker og tilbud om kaffeaftaler, kram og i det hele taget tilkendegivelser af, at jeg ikke er alene. Det betyder noget, skal I vide. Det gør faktisk en forskel.

Jeg er ikke ligeså rodet som jeg var før weekenden. Der er stadig ting, der skal falde på plads. Det er vist ret uundgåeligt, når man pludselig tager sit liv op til revision. Og i et helt og aldeles urelateret ærinde, skal jeg faktisk til lægen i morgen. Der er flere af jer, med medicinsk baggrund, der har skrevet, at det også kunne lyde som noget hormonel ubalance, så den har jeg tænkt mig lige at vende med egen læge. Bare for at være på den sikre side.

Vi – jeg – har brugt de sidste dage på at rydde op herhjemme. Tale i telefon og gå ture med gode veninder. Jeg pudsede endda vinduer tidligt søndag morgen, mens pigerne legede sammen og Jonas sov længe. Så taler vi ikke om, hvor længe siden det er, det sidst blev gjort. Vi har ryddet op, sorteret og ryddet ud i legetøjet. I stakkene af papir, der hober sig op allevegne. I de bunker af ting og sager, som lige så stille bliver akkumuleret. Fordi Jonas har for vane at ‘rydde op’ ved bare at lægge tilfældige ting sammen i en stak. I stedet for at lægge dem på plads. Og fordi jeg ikke har haft overskud til at gå bunkerne igennem som jeg plejer. Nu er det gjort. I al fald det meste af det. Billederne fra Lillesøsters 1-års fødselsdag er sat i dertil hørende scrapbog. Rejsebogen fra Lesbos er lavet og bestilt og står nu på hylden derhjemme sammen med de øvre billedbøger fra vores rejser og Beans år. Jeg mangler at få lavet endnu et par fotobøger, men de må vente lidt. Jeg mangler også at få det fulde overblik over endnu et par bunker og over mine hængepartier i det hele taget. I den forbindelse er det gået op for mig, at jeg i den grad mangler pæne notesbøger. Jeg ved godt, at både min computer, tablet og telefon kan lave lister og to-do og noter, men det fungerer meget bedre for mig at skrive tingene ned i hånden på en fysisk liste. Vi har masser af papir i løsark (‘nogen’ tegner ret meget og hele tiden i disse måneder), men notesbøgerne er enten reklamebøger med diverse logoer eller så slidte og med udrevne sider, at de ikke er inspirerende længere.

Så. Jeg har fundet nogle pæne notesbøger, der gerne må ligge på mit skrivebord og indbyde til at holde styr på rodet. Inden i og uden på. Jeg tænker måske, der er flere derude, der er på jagt efter smukke ting at skrive i, nu hvor ferien er ved at være slut for de fleste og studier og jobs skal til at indlede efterårssæsonen.

notebooks1 Marmorerede notesbøger – Etsy // 2 Enkel notesbog – Kartotek // 3 Læderindbundet notesbog – Viking // 4 To-do blok fra Kartotek // 5 Prikket notesbog – Stilleben // 6 Grafiske notesbøger – Etsy

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Korsveje, rodløshed og lidt for mange løse ender

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er i vejen med mig i øjeblikket. Hvor meget, der er (kronisk) søvnunderskud, og hvor meget der handler om noget helt andet. Jeg er så træt, men jeg føler mig også flad og udkørt på en anderledes måde end træthed alene. Jeg har så svært ved at komme op om morgenen, og der er en underliggende fornemmelse af kvalme over mine dage. Den ligger som en skygge i yderkanten af bevidstheden. Lidt for diffus og ude af fokus til at gribe fat i og gøre noget ved. Ikke dominerende, men en bitter afsmag, der farver alting lidt grumset.

Jeg har en mærkelig fornemmelse af at være ved en korsvej. Identitetsmæssigt. Jeg skal finde ud af, hvad jeg vil fokusere på. Hvad der gør mig glad – og hvad jeg måske skal bortredigere fra mit liv. Noget er i al fald nødt til at forandre sig for at resten kan falde på plads. Måske nogle ydre omstændigheder. Måske bare noget inden i.

Jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme igang. Jeg har ingen energi. Når pigerne sover kan jeg lige overkomme at ligge på sofaen. Strikkepindene ligger stille. Der er blogindlæg, jeg er håbløst bagud med. Jeg mangler overblikket. Jeg mangler overskuddet til at få overblikket. Jeg sidder fast, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få hevet mig nok op til at se det hele lidt ovenfra.

Jonas er sød. Han kan godt fornemme, at noget ikke er som det plejer. Han vil så gerne kunne hjælpe, men jeg ikke ved, hvad jeg har brug for.

Egentlig ved jeg slet ikke, hvad pointen med dette indlæg er. Måske er det et forsøg på at skrive mig ind på en løsning eller en retning, jeg skal tage. Jeg er ikke færdig med denne tilstand. Ikke fordi her er rart at være. Egentlig tror jeg det er sundt at dykke lidt ned i sig selv fra tid til anden. Gøre status. Overveje sine valg og sin retning. Allerhelst ville jeg tage ud i en hytte tæt ved vandet og være der. Selv. Sove et par dage. Bruge de næste på at fordybe mig og mærke efter, hvad jeg vil og hvor jeg vil hen.

Uanset hvordan det ender og hvordan brikkerne falder, så bliver det sammen med mine nærmeste. Hvis der er noget, jeg ikke et sekund tvivler på og aldrig har tvivlet på, så er det min familie. Mit forhold. Det er bare alt det andet, jeg skal have regnet ud. Indtil videre forsøger jeg at lukke løse ender. En for en. Jeg starter småt. Syr knapper i et færdigt strikketøj. Bestiller fremkaldelse af en fotobog fra vores græske eventyr. Klarer et møde. Booker en lægetid. Små skridt, der forhåbentlig er de første på vej i den rigtige retning.

Og uanset, hvor diffust og grumset mit øvrige udsyn er, så er der intet diffust ved disse to. Kærligheden til dem skinner igennem alt det andet. Nåja. Kaffe hjælper også.

 photo DSC_0613_zpsccecjvrs.jpg
 photo DSC_0635_zps1gfchaq9.jpg

Older posts