Det år, mor ødelagde julen

– eller noget om at give sig selv lov at slække. På det hele. Det er den 22. december. Juleferien er startet for os alle og vi har igen i år planlagt en jul på den måde, vi trives bedst. En sluttet kreds af de allernærmeste, ingen rejser gennem landet og uddelegering af juleforberedelserne. Alligevel sidder jeg med en flad fornemmelse. Mest af alt – faktisk udelukkende – over mig selv. Det var ikke den her december, jeg havde planlagt. Det var ikke sådan, det skulle være. Med en mor, der har slæbt sig igennem med et minimum af overskud og efter devisen fake it till you make it. Jeg har ikke orket at tænde computeren om aftenen eller finde...

Verdens værste mor

I et par uger efterhånden har alle dage været de værste. Alt har været kedeligt. Tarveligt. Alt har fremkaldt tårer. Alt har udløst konflikter. Vi forsøger at være rummelige og forstående. Tale roligt og i øjenhøjde. Tælle til ti og til ti igen. Forsøger at trække på skuldrene og få hverdagen til at glide med så små bump som muligt. Det er mig, der er i skudlinjen. Hun ved det godt selv. Hun italesætter det endda. ‘Jeg driller mor. Jeg driller ikke dig, far. Eller i børnehaven’  Elektra-komplekser for fuld udblæsning. Måske et gruopvækkende glimt af, hvad der venter mig forude, når jeg bliver mor til en teenager. Det har egentlig altid været sådan med min førstefødte og mig. Vi er...

Bare skyd mig

Hvis ikke det var fordi jeg bestræber mig på at undgå bandeord og grimt sprog, så havde omtrent 3/4 af mine ord været eder og forbandelser i disse dage. Bean har igen en omgang hoste af den anden verden og Lillesøster skrigegræder, hvis ikke alle hendes ønsker bliver imødekommet 3,5 sekund før de fremstilles og/eller hun kan være klæbet op ad mig alle døgnets timer. Det er helt klart en reaktion på dels påskens og dels weekendens travle program – men det er også en aldersting, og det er så vanvittigt frustrerende. For alle. Ikke mindst Lillesøster, det ved vi godt. Det gør det bare ikke mindre tænderskærende, hvide knoer knugende, tæl-til-titusind, billigt-til-salg anstrengende. “Et barn er hårdt. To børn er dobbelt...

Når manglende kommunikation er en god ting

Normalt er det ikke en god ting, når man ikke kommunikerer. Langt fra. Man kan nærmest ikke undgå at falde over artikler i aviser, blade og tidsskrifter, der handler om hvor vigtig kommunikation er. Essentiel, faktisk. Well. Hvis jeg havde haft en åben kommunikationslinje til Jonas i går eller i dag, så havde jeg bedt ham pakke sit outdoorgrej og komme hjem fra herreturen i skoven i en vis fart. Det havde jeg ikke – det har man som regel ikke, når han er på weekend med herrene – og dermed har han sin weekend i fred. Eller, så fredeligt det nu kan blive med en hel flok mænd, der finder tilbage til naturen. I mellemtiden er jeg græsenke. Big time....

At miste

For et stykke tid siden så jeg et billede på Instagram hos en af de kvinder, jeg følger. Et billede, der lignede så mange andre. En kaffekop. Et strikketøj. Ukompliceret og hyggeligt ved første øjekast. Teksten fortalte en anden historie. En fortælling om et sommerbarn, der alligevel ikke blev. Om at have mistet nogen, der næsten ikke var der til at begynde med. Det gav et sug i maven at læse hendes ord. Jeg kender det savn. Jeg kender det tab. Ligesom rigtig, rigtig mange andre kvinder gør. Det er så modigt at fortælle om – ikke mindst, hvis man har oplevet reaktionerne ‘det var da heldigt, at du ikke var længere henne’, eller ‘det var jo slet ikke et...
Older posts