Wanderlust // postkort fra Lesbos

Når jeg kigger feriebillederne igennem får jeg lyst til at tage afsted igen med det samme. Se mere, smage mere. Vi overvejer hyggelige Berlin til efteråret, og jeg drømmer om at tage min store pige med til London til foråret. Bare os to. Eller hvad med Sicilien, Toscana eller Alsace til næste sommer for hele familien?

For nu er der de sidste glimt i denne omgang fra smukke Lesbos. Vi holdt os til Nordøen omkring Eftalou og Molivos. Havde pigerne været større, havde vi lejet en bil og besøgt den forstenede skov, olivenpresserier og vandret i bjergene. For nu tog vi kortere ture til de nærliggende byer og tankede op med middagslure og ro på hjemme i lejligheden på hotellet. Lillesøster svedte i de +30 grader og hun befandt sig rigtig godt på det kølige stengulv – hvor hun i øvrigt lærte at kravle. Hun har ventet længe med at komme fremad, men så gik det også hurtigt. Fra at krybe de første små halve meter til at kravle for fuld fart er der gået en uge. Nu er hun allerede igang med at indtage hele lejligheden og så småt hive sig op i armene ved sofaer og stole.

Jeg kan kun anbefale området. Der er naturligvis en del turister, men det er stadig hyggeligt og virker autentisk på en eller anden måde midt mellem souvenirbutikker. Det gør heller ikke noget at udsigten fra terrasserne på byens caféer og restauranter er uovertruffen udover det smukke Ægæiske Hav. Havnen var vores yndlingssted – den er aktiv og levende, og de små og mellemstore fiskerbåde er et herligt view fra kaffekoppen. Det rustikke udstyr ligger indimellem borde og stole og skaber stemning og autenticitet. Der er ingen tvivl om at fisken er både frisk og lokal her.

I øvrigt er en daglig is en nødvendighed, når temperaturerne rammer 30+ grader hver dag. Bean var helt med på det koncept og smagte sig igennem alskens varianter, mens jeg mest gik i frappé-mode.

Vi havde både Bugaboo og ErgoBaby med på rejsen. Begge dele uundværlige, men især bæreselen. Både til Lillesøster, når vognen ikke var praktisk at have med, og til Bean, når benene var for trætte til at gå videre. Det er virkelig en nem måde at have børn med på, og den originale udgave kan bære op til 20 kg, så der er mange års brug i den endnu.

 photo DSC_0710_zpsqptukhp6.jpg
 photo DSC_0911_zpszuxrotyj.jpg
 photo DSC_0852_zpscz1yizqm.jpg
 photo DSC_0818_zpsoztifcna.jpg
 photo DSC_0708_zpsnrzct7gq.jpg
 photo DSC_0603_zpsxobiqvhq.jpg
 photo DSC_0594_zpsa8pqc4kl.jpg
 photo DSC_0577_zpslajsagv7.jpg
 photo DSC_0597_zpsbucyc0mw.jpg
 photo DSC_0593_zpsv2wysgpz.jpg

Kindness of strangers // postkort fra Lesbos

Nogle gange er de mest særlige oplevelser dem, man ikke kan planlægge. De sker bare. Når man mindst venter det.

Over Molivos troner byens Kastro som et vartegn og landemærke. En gammel borg, som vi kun nåede at opleve fra ydersiden. Hvem siger, at der behøver være sammenhold mellem de åbningstider, der er angivet online og officielt og så de reelle åbningstider? Turen op til Kastro var smeltende varm op igennem stejle, smalle gader. Vi valgte tilsyneladende bagvejen gennem en labyrint af et beboelseskvarter. Vi for vild på vejen derop, for gadeskilte var ikke eksisterende, men som ofte er det de uventede oplevelser og bagvejene, der giver adgang til det særlige. Det, vi vil huske fra udflugten endte slet ikke med at blive den i øvrigt imponerende borg eller det bjergtagende view over ø, bjerge og hav. Det blev en fremmeds venlighed.

En ældre dame med curlers i håret og udtrådte klipklappere spottede vores lille, vildfarne familie, tog resolut Bean i hånden og ledte os på rette vej. Pludselig skreg Bean af smerte og det viste sig, at svedige hæle og lædersandaler i stejlt terræn havde givet hende et stort gnavesår. Den skønne dame hev min store pige op på hoften og førte os videre – men ikke før vi havde nået at hilse på en flok af hendes veninder, der sad på trappestenene i skyggen og sladrede om løst og fast. Der blev dikket bløde babykinder, sammenlignet hårpragter og leet af vores forvildelse. Hun placerede Bean på en trappesten, tog forsigtigt sandalen af og fandt et plaster frem, som hun satte på hælen af en ked Bean, mens hun nynnede en trøste-vise på græsk og aede hende over håret. Jeg havde Lillesøster i bæreselen og Jonas slæbte Bugaboo’en op af uendeligt mange stentoppede trappetrin. Vores redningskvinde bar Bean videre, mens hun græd og nussede og trøstede indtil vi var nået til de sidste trin op til borgen. Her takkede og krammede vi – glade over mødet med venlige fremmede og bekræftet i, at mennesker hjælper hinanden. Og jeg glemte helt at få et billede af vores redningskvinde, så jeg må stole på at hukommelsen holder hendes grønne curlers i det sorte hår, den grønne jerseykjole med print af hvide og røde blomster og de grå og lilla klipklapper i live.

Efter en kort amme- og gåpause med en fantastisk udsigt spiste vi på tavernaen på borgens modsatte side, hvor Bean på bare fødder faldt i ’snak’ med en jævnaldrende græsk pige med de smukkeste, brune krøller, viste sine skader frem til ‘nåhr’ og ‘ah-ah’ fra tavernaens gæster og ellers spiste løs af de krydrede kødboller. Lillesøster sad på stengulvet og klaskede hænder og legetøj ned med smut i øjnene imellem at vi fodrede hende med bidder fra bordet. Jonas og jeg fik en tiltrængt, iskold Mythos-øl, fordøjede oplevelsen – og tog en taxa tilbage til hotellet!

Resten af dagene huskede vi sokker i sandalerne.

 photo DSC_0762_zpszwcryrc7.jpg
 photo DSC_0778_zpsiiwsu4x6.jpg
 photo DSC_0796_zpsw3ukumhk.jpg

Snailmail // postkort fra Lesbos

Er der noget bedre end at få et håndskrevet brev med posten? Nej, vel? Det er så usædvanligt efterhånden, at det er noget helt særligt. Jeg elsker det, og det er grunden til, at jeg stadig sender julekort (som dog er maskinskrevne med en personlig, kortere hilsen på), skriver postkort fra ferier og får printet vores billeder i fotobøger løbende. Selvom billedarkivet findes elektronisk. På bloggen, i iPhoto og på Instagram.

Mens Jonas og Lillesøster sov middagslur i vores lejlighed, gik Bean og jeg op i hotelbaren og skrev postkort. Vi hjalp hinanden med at huske, hvad vi havde lavet og hvad vi havde til gode at opleve, og mens Bean fortalte skrev jeg ned. Hun underskrev med sit eget navn og tegnede sommerfugle og hjerter på kortene. Når jeg selv skriver – både digitalt og især i hånden – understøtter det min hukommelse og begivenheder sætter sig bedre fast, fordi der knyttes en fysisk handling til erindringen. Det gør sig også gældende for børn, at genfortællinger af historier og begivenheder støtter deres hukommelse og udviklingen af evnen til at forstå sammenhænge og en øget bevidsthed om narrationens regler: at der er en start, en midte og en slutning i en fortælling. Derudover synes Bean lige nu, at det er meget spændende at øve bogstaver og tal, og så kan man ligeså godt gribe interessen.

Skriver I postkort og breve af og til?

 photo DSC_0672_zps3gdhpxbt.jpg
 photo DSC_0673_zpsrrkqtlrc.jpg
 photo DSC_0680_zpsmb3uiyzz.jpg
 photo DSC_0696_zps9i6pym5f.jpg
^^Min lille turist i tee fra H&M (fra sidste sommer), hjemmesyet nederdel i Libertyprint og guldsandaler med smal læst fra Arauto Rap, der er perfekte til lange, smalle børnefødder

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

At rejse med små børn

Vel hjemme igen fra vores græske eventyr er her lidt tanker om at rejse med to små børn. Det handler blandt andet om gyseligt tidlige morgener, om hvorfor jeg er så vild med amning og om børns tilpasningsevne.

rejsebaby

Lad mig lægge ud med at fortælle, at jeg er glad for, at vi besluttede os for at tage afsted. Jonas var skeptisk. Intet nyt under solen her, men denne gang gik skepsissen på, hvorvidt vi faktisk ville være i stand til at holde ferie, slappe lidt af, se noget spændende og i øvrigt nyde det, når vi nu havde hele to små mennesker med. Ikke mindst fordi charter-all-inclusive var udelukket. Jeg. Kan. Det. Ikke. Der er masser af mennesker, der kan holde ferie i et turist-reservat komplet med børneunderholdning dagen lang. For mig er det ikke ferie, og jeg ville have hadet det og været til gene for både mig selv og mine omgivelser hele ugen. Havde pigerne hygget sig? Altså, Lillesøster er ligeglad, så længe hendes primære omsorgspersoner er hos hende. Bean havde haft en fest. Men ved I hvad? Det havde hun også helt uden planlagt børneprogram, kæmpe kramme-maskotter og fri buffet. Hun er 4. Det fedeste for hende er altså stadig bare at være sammen med dem, hun elsker. Os. De fleste steder i verden er der børn. Når man er 4 gør det ikke frygteligt meget, at man ikke taler samme sprog. Man kan sagtens lege sammen alligevel. For eksempel med kokkens datter på den lokale taverna – eller et fremmed barn i swimmingpoolen.

Forrige søndag ringede vækkeuret kl. 4 her på matriklen. Det er endnu tidligere end det hidtil er lykkedes Lillesøster at vågne, så vi var alle en smule groggy, da vi gik afsted i det stille daggry mod Østerport Station. Bean vidste, hvad der skulle ske, og kom i tøjet og afsted helt uden brok og bøvl. Lillesøster? Hun syntes vist, det hele var lidt mærkeligt, men fulgte med strømmen. Ikke at hun havde noget valg, men alligevel. Vi var ude ad døren på 30 minutter.

På en af årets travleste rejsedage strakte køen igennem Security sig håbløst langt, og eftersom vi havde checket Bugaboo’en ind som ‘Odd Size’-bagage, kom Lillesøster i vores absolut uundværlige ErgoBaby bæresele (som i parentes bemærket har været guld værd siden Bean var baby og absolut er investeringen værd!) og mens hun sad trygt ind mod mig, spiste hun sig i søvn. Så ja. Jeg gik hele vejen igennem scanner und alles med en sovende baby tilkoblet mælkebaren og t-shirten hevet op med dertil blotlagt maveskind under selen. Vi havde downloadet et par tegnefilm til min computer, og efter at flyvningen i sig selv var holdt op med at være interessant, så Bean film resten af vejen. Stille og roligt. Lillesøster sov/spiste videre i mine arme det meste af turen, når hun da ikke forsøgte at splitte flyets shopping-magasin til atomer og spise papir i stedet.

Busturen fra Lesbos’ lufthavn i hovedbyen Mytilini til hotellet i Eftalou på Nordøen varede godt 2 varme timer, og både Bean og Lillesøster fik en lur undervejs. Bean puttet ind til Jonas bagest i bussen. Lillesøster i mine arme og igen tilkoblet fri bar fra forreste sæde.

Fra vi tog afsted til vi var checket ind gik der godt 9 timer. På intet tidspunkt – hverken ud eller hjem – havde vi grædende, hysteriske, obsternasige eller generelt bøvlede børn. De blev trætte undervejs. De blev sultne og tørstige. De kedede sig. Men de var eddersparkeme dygtige at rejse med. Naturligvis er man på som forælder for hele tiden at være et skridt foran og opdage behov, før de opstår. Det giver den mest behagelige rejseoplevelse. For os og for alle vores medpassagerer. Naturligvis er det markant lettere at rejse uden børn og kun have sig selv og sine egne behov at tage hensyn til. Til gengæld er det ret magisk at opleve børns begejstring for nye oplevelser, og jeg elsker at kunne give rejseglæden videre. Nysgerrigheden og lysten efter at møde nye kulturer, mennesker, steder og køkkener.

Næste gang vi skal afsted er det ikke givet, at Lillesøster stadig ammer. Desværre, for det er immervæk nemt at have en ammebaby med sig. Både til rejsetiden, men også generelt. Temperaturerne holdt sig alle dage over 30 grader, og for at være sikker på, at hun fik nok væske, blev Lillesøster tilbudt en tår mælk i tide og utide med absolut strålende resultater

Børn er superseje. Ikke mindst til at tilpasse sig omgivelser og omstændigheder. At det så både kan være godt og skidt er en anden sag, men lige her er det ret positivt. Jeg er så stolt af mine to piger. Særligt den største var en fornøjelse at have med.

… nåja. Det var i øvrigt også en ganske god fornemmelse at få rosende ord med fra flypersonalet. Om søde børn og forældre, der faciliterede ro og udstrålede at de havde helt styr på det. Sådan i al beskedenhed.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Familieudflugt til Knuthenborg

[ANNONCE]

Vi holder sommerferie. Det er skønnere end skønt. (Også selvom jeg lige skal trække vejret og affinde mig med at blive udsat for lyd-terror) I sidste uge pakkede vi bilen og kørte hele vejen fra Østerbro til Lolland. Nærmere bestemt Knuthenborg Safaripark, hvor vi var inviteret til at komme forbi. Sidste gang vi besøgte dyreparken var for godt 2 år siden, så vi glædede os alle til gensynet. Eller. Lillesøster var pænt ligeglad, men hun ved jo heller ikke bedre.

Pigerne er skønne at have med på road trip. De sover generelt det meste af vejen, og så er det jo ingen sag at køre knap 150 km hver vej.  Vi tilbragte 6 timer i parken, inden alle var mætte af indtryk og jeg satte mig bag rettet og kørte turen hjem (hvilket i øvrigt er et sjældent syn, så jeg var ret stolt af mig selv)

Vi startede med at gå en runde i Limpopolands kæmpe legeområde, der indbyder til aktiv leg, og med Lillesøster i bæreselen fik vi udforsket tømmerflåder, klatrebaner og Bean og Jonas besteg den nyeste tilføjelse, Kilimanjaro, som er en bjergformet legeplads med rutschebaner, trampoliner og masser af motoriske klatreudfordringer. Vi ventede dog med at hvine på vandlegepladsen  og – for Jonas’ vedkommende – blive plaskvåd i Congo Splash-rutschebanen, til solen for alvor kom frem om eftermiddagen.

Frokosten kan man let medbringe, for der er masser af skønne picnic-spots i parken, men vi kan også varmt anbefale at bestille Knuthenborgs egne picnicposer. Der var rigeligt af mad i – faktisk kunne vi nok godt være blevet mætte 4 voksne – og det var både lækkert, frisk og et godt udvalg af mad. Bean var desuden vild med sin egen, lille picnicpose og ikke mindst med den tiger-tallerken i melamin, der fulgte med.

 photo DSC_0450_zpsst2r8v8d.jpg
 photo DSC_0455_zpssgwhqdwt.jpg
 photo DSC_0485_zpsuannwpyh.jpg
Efter frokost var Lillesøster klar til en lur, og vi satte os derfor i bilen og kørte rundt for at se alle de vilde dyr med en snorkende baby på bagsædet. Ulve, elge, bisoner, kameler, zebraer, giraffer, næsehorn og tigre. Da vi kørte mod klappegederne, stillede en struds sig lige midt på vejen og Bean grinede så højt af det fjollede dyr, der ikke kendte færdselsreglerne, at Lillesøster vågnede. Begge piger var vildt optagede af de legesyge geder og Bean kunne have brugt resten af dagen på at plukke græsstrå og fodre dem.

 photo DSC_0505_zpsqdlzh6f4.jpg
 photo DSC_0521_zpsuxfpfj8a.jpg
 photo DSC_0535_zpsgvsxjbbd.jpg

Knuthenborg ligger langt væk fra os, men oplevelsen er hele turen værd. Det er spændende både for voksne og børn at opleve de imponerende dyr på nært hold, og for Lillesøster er det skønt at komme på græs, klappe bløde geder og sidde i en sandkasse og spise sand (seriøst. Hvorfor gør babyer det?!) På turen ud af parken skulle vi lige nå at klappe de hvide kameler og shetlandsponyerne, og vi endte desværre i nærheden af den eneste lille pony med et attitudeproblem. På et splitsekund gik den fra at stå roligt og blive aet til at vende rundt og sende en hov direkte i maven på en forskrækket og ked Bean.

Den oplevelse fyldte naturligvis en del i det lille, krøllede hoved, og dagen efter, da vi pakkede hele Playmobil ZOO-udstyret ud, var der også indtil flere små plastikmennesker, der blev sparket i maven. Av. Heldigvis er hun mere fokuseret på resten af oplevelsen, og ifølge Bean skal man ved et besøg i Knuthenborg sætte allermest tid af til at klatre på Kilimanjaro og til at klappe geder. For de er ‘megasøde, mor. Og de synes min kjole er vildt flot, når de spiser den’. Den lille brochure, man får udleveret ved indgangen, er blevet gransket mange gange efterfølgende. Vi har sat krydser ved alle de dyr, vi så og har talt om hvad de gør og kan. Jeg elsker, når en oplevelse kobles med læring – og her er det ret konkret og håndgribeligt.

Mangler du en idé til en udflugt i sommerperioden, synes jeg, du skal overveje Knuthenborg. Det er et skønt alternativ til forlystelsesparker, og her er der tid og plads til at opleve det hele i sit eget tempo. Hvornår har du desuden set et næsehorn helt tæt på med kun en bilrude imellem jer?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts