Maraton og Mum Flu

I søndags var København fyldt med seje løbere. Jeg får altid lidt et stik i maven og kløen i benene, når de store løb er igang, for det er efterhånden mange år siden, jeg sidst løb så mange kilometer. Imidlertid havde jeg mit eget maraton igang med to mildest talt besværlige børn.

Ikke mindst min førstefødte er en håndfuld i disse dage. En stor håndfuld. Det er i bedste fald irriterende, men når man er blevet snotforkølet og borderline influenzaramt, så ville jeg hånden på hjertet hellere møde muren fra 6. kilometer. Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har prøvet det.

Hvis du spottede os på legepladsen i søndags, så ved du, hvad jeg taler om. Bean fik en nedsmeltning på vejen over noget så aldeles urimeligt som at vi ikke vendte om, så hun kunne skifte tøj. Atomreaktor-nedsmeltning. Hun råbte og skreg og det var på ingen måde muligt at trænge igennem til hende, så jeg endte med at kapitulere og trække en skrigende Bean, en undrende veninde og en utilfreds Lillesøster hjem igen. Lillesøster lod sig formilde med sit nye yndlingslegetøj – et loppefund af en dukkevogn til en flad 50’er som jeg planlægger at gøre lidt ved – men Bean blev ved med at råbe en hel time. Jonas var ude og rette årets eksamensstile, så jeg var alene på hjemmefronten. Det burde ikke have tømt mine reserver – men desværre satte episoden stemningen for resten af dagen og de sidste par dage også. Jeg skal ikke udelukke, at jeg også endte med at råbe ad hende i søndags. Det er en rædselsfuld følelse at nå dertil, hvor det rationelle og empatiske melder hus forbi.

Jeg ved ikke, hvad der foregår i hende lige nu, men det er ikke specielt rart at være fanget i malstrømmen af hendes dårlige humør og vrede udbrud. Vi forsøger at være imødekommende og forstående, men der er grænser for alting. Ikke mindst for hvad jeg vil finde mig i. Bean ved godt, når grænsen er nået. Hun er bare ikke lige nu i stand til at stoppe før hun når den, og jeg skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at være mildt irriteret på hende hele tiden og ende i en rigtig ond spiral.

I dag har hun været glad hele dagen. Hun har heller ikke været hjemme. Hun har været på en legeaftale hele dagen og kom først hjem til sengetid. Hun har hygget sig og leget og leet… så det er åbenbart bare os, den er gal med. Jeg ved godt, at det er hjemme, hvor de er helt trygge, at børn tør at lade alle facader falde og agere helt og aldeles ud fra deres følelser, selv når de er grimme. Og givetvis bidrager vi til konflikterne fordi vi i nogle dage har oplevet hendes adfærd og dermed er lidt forudindtagede efterhånden.

Jeg gider godt at det stopper snart. Både fra hendes og vores side.

Og så gider jeg i øvrigt også godt at jeg snart bliver rask. Det er edderbroderemig op ad bakke at være syg, når man også skal forestille at være nogens mor!

skaermbillede-2017-05-23-kl-7-10-03-pm

Ting, man kun gør for sine børn

Der er nogle ting, man gør for sine børn, men ingen andre mennesker i verden. For eksempel er det kun mine børn, der kan slippe levende fra at holde mig vågen kontinuerligt i løbet af natten – i flere år i træk.

Der er heller ingen andre mennesker i verden end mine børn, jeg vil lade lægge deres opkast-tilsølede krop og ansigt ind mod mig og min lyse striktrøje og putte sig tæt ind mod mig. Ingen andre, jeg ville møde fuldt i omfavnelsen. Alt imens jeg husker at trække vejret med munden frem for næsen.

Lillesøster vågnede i går aftes omkring halv ni og kunne ikke finde ro igen. Hun blev ved med at klynke og vende og dreje sig. Efter 20 minutters forgæves ekstra-putning, mens jeg i mit stille sind begyndte at blive lidt irriteret, kom der en ny lyd. En lyd og så en hel masse mere. Det lille menneske brugte resten af aftenen og de første timer af natten på at kaste alt op, der var i hende.

Hun var så lille og træt og trist, at det var hjerteknusende at være vidne til. Hun forstod ikke, hvad der skete. Hun forstod bare, at det ikke var rart. En lille lyd lød fra gangen sent om aftenen en halv time efter 3. lagenskift – og en lille, bleg pige stod og holdt fast ved væggen mens hendes lille krop skilte sig af med maveindhold, den ikke havde mere af. Lille, lille menneske. Hun havde ikke mere i sig. Ikke mere gråd. Ikke mere overskud. Hun puttede sig udmattet ind mod sin far, mens jeg tørrede mig selv og gulvet af, skiftede bluse og bukser, skyllede det værste ud af mit hår og hentede hendes dyne. Så fik jeg hende ind mod mig, og hun lagde sig til at sove med sit hoved mod mit bryst. Slap og udmattet og lydløs.

Lillesøster, Frederikke Brostrup

Hun har været træt i dag. Glad og heldigvis helt rask, men træt af en lang, urolig aften. Bean og jeg tilbragte hele eftermiddagen med at tegne pålægschokoladeæsker under kyndig vejledning fra Peter Madsen (som man kan se i min Instastory), mens Jonas og Lillesøster sov middagslur sammen og efterfølgende trillede en lang tur i Bugaboo’en – de rundede ikke mindre end to søer og så på en hel masse af vores by-fugle og legepladser undervejs, drak kaffe, spiste minimuffins og nød hinandens selskab. Den sidste uge har det handlet om Mor med stort M for Lillesøster. I aftes – efter en skøn udflugt sammen og noget kvalitetstid – efterspurgte hun far til puttetid. #alterlove

Bare skyd mig

Hvis ikke det var fordi jeg bestræber mig på at undgå bandeord og grimt sprog, så havde omtrent 3/4 af mine ord været eder og forbandelser i disse dage.

Bean har igen en omgang hoste af den anden verden og Lillesøster skrigegræder, hvis ikke alle hendes ønsker bliver imødekommet 3,5 sekund før de fremstilles og/eller hun kan være klæbet op ad mig alle døgnets timer.

Det er helt klart en reaktion på dels påskens og dels weekendens travle program – men det er også en aldersting, og det er så vanvittigt frustrerende. For alle. Ikke mindst Lillesøster, det ved vi godt. Det gør det bare ikke mindre tænderskærende, hvide knoer knugende, tæl-til-titusind, billigt-til-salg anstrengende.

“Et barn er hårdt. To børn er dobbelt så hårdt”

Der er ikke tal på de gange, jeg har hørt andre fremstille livet med flere børn sådan. Jeg er absolut uenig. Jeg synes bestemt ikke, det er ‘dobbelt så hårdt’ at have to børn. Der er udfordringer, bevares. Logistiske, især. Både på det praktiske, men også det følelsesmæssige plan. Hvordan yder man for eksempel omsorg til begge børn på samme tid, når de nu begge har behov for det. Men i kraft af deres alder og udvikling på to forskellige måder.

Mange ting er lettere med barn nummer to. Ikke mindst i kraft af, at jeg er en mere rutineret forælder. At vi begge er. Vi hviler bedre i rollerne, har et stort arsenal af knowhow og løsningsmodeller. Vi er ikke startet forfra med noget. Pigerne er så glade for hinanden og langt det meste af tiden tilvælger de aktivt og gerne hinandens selskab. Bean er begyndt at føre samtaler med Lillesøster, fordi hun oplever at Lillesøster forstår så meget og dagligt bliver bedre til at kommunikere og får flere ord at gøre det med.

skaermbillede-2017-04-24-kl-7-55-03-pm

Men to børn, der konstant larmer på den helt særlige, enerverende måde, der får mig til at forstå på et abstrakt plan, hvorfor nogen mennesker vælger at stikke en revolver i munden? Det er hårdt. Det er så anstrengende, at man ikke kan hvile hovedet eller ørene på noget tidspunkt på en dag. Ikke engang aften og nat, for hosten er stort set konstant. Hvert minut. Døgnet rundt. Den slags hostelyd og -frekvens kunne snildt bruges som torturredskab på linje med babygråd og søvnfrarøvelse. Det lyder som om hun er lige ved at hoste lungerne op, og vi havde egentlig håbet, at den slags hoste var fortid nu hvor foråret så småt er ved at komme igang.

Hvis ikke Bean hoster, så græder Lillesøster og råber på at komme op, komme ned, spise, ikke spise mere, lege, lege noget andet, hoppe, hoppe mere, hoppe mere, hoppe mere. Det har stået på i halvanden uge efterhånden, og det er virkelig ikke sjovt længere. Lillesøster har vist også forstået, at hendes mor bliver irriteret, for i dag er hun begyndt at ’shysse’ på sig selv. Av. Det er ikke en god følelse, kan jeg afsløre.

Derfor finder jeg det overskud frem, der gemmer sig et helt særligt sted i moderhjertet, og sluger trangen til at skrige endnu højere end begge børn. Jeg ved, jeg kan. Det behøver de ikke at vide. Jeg griber en ekstra kop kaffe og holder fast i visheden om, at de er ønskede, højtelskede og nogle helt fantastiske piger. Sammen og hver for sig. Lige om lidt har jeg været mor i 5 år. Jeg har overlevet kolik, hospitalsindlæggelse og rundt regnet 20 tigerspring og 40 tandfrembrud. Jeg ved inderst inde, at jeg kan være rødglødende arrig indeni i et øjeblik, for at blive gennemstrømmet af omsorg i det næste, når pyldren og plageri afløses af et blødt barnekram og et par smukke øjne. Uanset om de er lysende blå eller dybe og brungrønne. Jeg læner mig op ad den kærlighed, der er ultimativt betingelsesløs og som ser igennem fingre med alt. Og jeg læner mig op ad den mand, der har været en del af mit liv i snart 8 år. Det er ikke dobbelt så hårdt at have to børn. Det er dobbelt så godt, for det er vores familie.

ke-59-kopi^^Photo credit: Frederikke Brostrup Lillesøsters kjole er Dansekjolen, og opskriften findes HER

Febermus, skinny jeans og at være en heldig mor

Stakkels Lillesøster. Hun er snottet, har feber, er utilpas og har fået øjenbetændelse som ekstra bonus.

I nat har hun stort set ikke sovet. Hun har grædt og grædt, været urolig og haft det så skidt. Lille menneske. Jeg får straks flashback til december og for mit indre blik ser jeg, hvor dårlig hun var. Sådan er det ikke i denne omgang – hun har stadig appetit og lyst til at lege om dagen. Jeg krydser fingre for, at hun er i bedring. Mormor kommer ind i morgen og passer hende, så Jonas og jeg kan passe vores respektive jobs. Lillesøster elsker – ELSKER – sin mormor, så jeg er sikker på, at de to får en dejlig dag sammen.

I dag har jeg været sammen med mit lille, sløje menneske. Hun i skinny tumlinge-jeans, jeg i en ny sweatshirt, der kom med posten i formiddags, og som meget passende mindede mig om, at jeg er en heldig mor. Selv midt i en masse sygdomsbøvleri og logistikrod. Jeg er heldig, når pigerne råber og skriger, når jeg aldrig får søvn og når det hele er hårdt. For jeg er deres mor. Uanset hvad er jeg deres mor. Jeg har fået lov at bære dem under mit hjerte igennem to dejlige graviditeter. Jeg har oplevet to fantastiske fødsler og jeg har haft lange barsler med to mennesker, der på hver deres måde er dem, jeg elsker allermest. De udfordrer mig mere end nogen andre. De tester mine grænser i en uendelighed. De efterprøver regler og rammer – de er med til at skabe dem. Og de er begge vidunderlige, kærlige, empatiske, sjove, stædige, kløgtige og fantastiske mennesker. Det er mit privilegium at se dem vokse op og være med til at støtte og opmuntre dem på rejsen. Give dem redskaber til at få det liv, de ønsker.

Jeg er heldig.

dsc_0008
^^Små piger i jeans er så skønne. Lillesøsters jeans fra Name It er bløde og fleksible til leg og motorisk udfoldelse og de kan justeres i linningen. Sko fra Angulus. Skjorte er en ældre model fra Mango. Billede fra fødselsdagsbesøg på Arken.

{ Mums run the world } står der på min nye bluse. Det gør de. Bag kulisserne, i al fald. Og selvom denne mor har gennemført dagen på en blanding af erfaring udi søvnmangel, koffein, kys på bløde kinder og sukker, så er jeg heldig. For jeg er deres mor. 
skaermbillede-2017-03-14-kl-7-17-08-pm

En æske med minder (og tip til Kiip foto-app)

Siden Lillesøsters indlæggelse lige før jul har jeg haft planer om at samle en lille æske minder. Noget, hun kan kigge på, tale om med os og senere læse om, hvis hun får lyst eller brug for det. Nu nærmer jeg mig endelig noget, der minder om at afslutte det lille projekt. Det er som bekendt sådan, at man ikke kan alting på éen gang – for mit vedkommende, kan jeg ikke både strikke, blogge, læse og lave fotoprojekter på samme aften, og i de sidste måneder har stort set alle aftener været dedikerede til strikkeri. Nu har jeg imidlertid lyst og overskud til at få lukket et par løse ender rundt omkring. Et af dem er Lillesøsters minde-æske eller huske-æske.

I den lille æske ligger bl.a. en af de små sprøjter, vi brugte til at lokke bare lidt vand og saftevand i hende. En maske er der også. En lille håndholdt løsning til at stimulere lungerne og få det sidste af lungebetændelsen løsnet og hostet væk – mens vi var indlagt var det med CPAP. Nu har jeg også langt om længe fået fremkaldt de bedste og mest rammende billeder, jeg tog, mens vi var indlagt. Jeg har brugt app’en Kiip, der er Fujifilms app, fordi det er så nemt og enkelt at gøre over telefonen. Alle billeder fra indlæggelsen er taget med min telefon, og derfor var det den oplagte løsning. Der er også et kvadratisk format i app’en, der passer perfekt til Instagram-billeder. Jeg har efterhånden brugt den et par gange og jeg er ret tilfreds med resultatet, så hvis andre derude mangler en app til at få fremkaldt nogle af de gode fotos, der ofte gemmer sig i kamerarullen er tippet hermed givet videre.

Derudover skal jeg have skrevet et brev ud fra noget af det, jeg tænkte, følte og skrev dengang, som skal lægges i en kuvert og i æsken. Det er mest til en fremtidig Lillesøster. Og så er æsken færdig.

skaermbillede-2017-03-02-kl-8-19-27-pm

Fotobøger laver jeg i øvrigt som regel på en anden måde, fordi jeg har brug for en større skærm til at kunne redigere og justere resultatet. Det har jeg skrevet om før HER men ellers har jeg lidt lyst til at kaste mig over bøgerne HER også på denne utroligt stilsikre kvindes anbefaling (hun er i øvrigt værd at følge både på blog og Instagram for både lækkert baby- og børnespam og et smukt univers på den anden side af havet)

Older posts