Febermus, skinny jeans og at være en heldig mor

Stakkels Lillesøster. Hun er snottet, har feber, er utilpas og har fået øjenbetændelse som ekstra bonus.

I nat har hun stort set ikke sovet. Hun har grædt og grædt, været urolig og haft det så skidt. Lille menneske. Jeg får straks flashback til december og for mit indre blik ser jeg, hvor dårlig hun var. Sådan er det ikke i denne omgang – hun har stadig appetit og lyst til at lege om dagen. Jeg krydser fingre for, at hun er i bedring. Mormor kommer ind i morgen og passer hende, så Jonas og jeg kan passe vores respektive jobs. Lillesøster elsker – ELSKER – sin mormor, så jeg er sikker på, at de to får en dejlig dag sammen.

I dag har jeg været sammen med mit lille, sløje menneske. Hun i skinny tumlinge-jeans, jeg i en ny sweatshirt, der kom med posten i formiddags, og som meget passende mindede mig om, at jeg er en heldig mor. Selv midt i en masse sygdomsbøvleri og logistikrod. Jeg er heldig, når pigerne råber og skriger, når jeg aldrig får søvn og når det hele er hårdt. For jeg er deres mor. Uanset hvad er jeg deres mor. Jeg har fået lov at bære dem under mit hjerte igennem to dejlige graviditeter. Jeg har oplevet to fantastiske fødsler og jeg har haft lange barsler med to mennesker, der på hver deres måde er dem, jeg elsker allermest. De udfordrer mig mere end nogen andre. De tester mine grænser i en uendelighed. De efterprøver regler og rammer – de er med til at skabe dem. Og de er begge vidunderlige, kærlige, empatiske, sjove, stædige, kløgtige og fantastiske mennesker. Det er mit privilegium at se dem vokse op og være med til at støtte og opmuntre dem på rejsen. Give dem redskaber til at få det liv, de ønsker.

Jeg er heldig.

dsc_0008
^^Små piger i jeans er så skønne. Lillesøsters jeans fra Name It er bløde og fleksible til leg og motorisk udfoldelse og de kan justeres i linningen. Sko fra Angulus. Skjorte er en ældre model fra Mango. Billede fra fødselsdagsbesøg på Arken.

{ Mums run the world } står der på min nye bluse. Det gør de. Bag kulisserne, i al fald. Og selvom denne mor har gennemført dagen på en blanding af erfaring udi søvnmangel, koffein, kys på bløde kinder og sukker, så er jeg heldig. For jeg er deres mor. 
skaermbillede-2017-03-14-kl-7-17-08-pm

En æske med minder (og tip til Kiip foto-app)

Siden Lillesøsters indlæggelse lige før jul har jeg haft planer om at samle en lille æske minder. Noget, hun kan kigge på, tale om med os og senere læse om, hvis hun får lyst eller brug for det. Nu nærmer jeg mig endelig noget, der minder om at afslutte det lille projekt. Det er som bekendt sådan, at man ikke kan alting på éen gang – for mit vedkommende, kan jeg ikke både strikke, blogge, læse og lave fotoprojekter på samme aften, og i de sidste måneder har stort set alle aftener været dedikerede til strikkeri. Nu har jeg imidlertid lyst og overskud til at få lukket et par løse ender rundt omkring. Et af dem er Lillesøsters minde-æske eller huske-æske.

I den lille æske ligger bl.a. en af de små sprøjter, vi brugte til at lokke bare lidt vand og saftevand i hende. En maske er der også. En lille håndholdt løsning til at stimulere lungerne og få det sidste af lungebetændelsen løsnet og hostet væk – mens vi var indlagt var det med CPAP. Nu har jeg også langt om længe fået fremkaldt de bedste og mest rammende billeder, jeg tog, mens vi var indlagt. Jeg har brugt app’en Kiip, der er Fujifilms app, fordi det er så nemt og enkelt at gøre over telefonen. Alle billeder fra indlæggelsen er taget med min telefon, og derfor var det den oplagte løsning. Der er også et kvadratisk format i app’en, der passer perfekt til Instagram-billeder. Jeg har efterhånden brugt den et par gange og jeg er ret tilfreds med resultatet, så hvis andre derude mangler en app til at få fremkaldt nogle af de gode fotos, der ofte gemmer sig i kamerarullen er tippet hermed givet videre.

Derudover skal jeg have skrevet et brev ud fra noget af det, jeg tænkte, følte og skrev dengang, som skal lægges i en kuvert og i æsken. Det er mest til en fremtidig Lillesøster. Og så er æsken færdig.

skaermbillede-2017-03-02-kl-8-19-27-pm

Fotobøger laver jeg i øvrigt som regel på en anden måde, fordi jeg har brug for en større skærm til at kunne redigere og justere resultatet. Det har jeg skrevet om før HER men ellers har jeg lidt lyst til at kaste mig over bøgerne HER også på denne utroligt stilsikre kvindes anbefaling (hun er i øvrigt værd at følge både på blog og Instagram for både lækkert baby- og børnespam og et smukt univers på den anden side af havet)

Update på zoneterapien

Tak for alle kommentarerne på mit indlæg om alternativ behandling til børn. Vi var afsted sidste fredag, Bean og jeg, og det var simpelthen den dejligste oplevelse. I forhold til alle jer, der foreslog muligheden for kighoste og/eller bronkitis og allergier – tak for tankerne og for tip. Vi har også været forbi vores søde læge og udelukket de muligheder.

Vi havde fået anbefalet Lisbeth Heckscher, og hende var der også en masse af jer, der havde gode erfaringer med. I al fald fik jeg ret mange, søde hilsner til min Story på Instagram.

45 minutter tog det. Hvor Bean halvt sad og halvt lå afslappet og veltilpas på en lun briks. Et blødt tæppe omkring sig – lidt snacks ved siden af og en bog at kigge i. Så fik hun nusset fødder. Og stor-nød det. Virkelig! I samfulde 45 minutter sad hun roligt og veltilpas og havde det dejligt. Ikke noget med at kede sig, ikke noget med at karte rundt. Bare ren nydelse.

skaermbillede-2017-01-17-kl-10-33-21-am

I løbet af resten af dagen hostede hun markant mere – og så stilnede det af. Om det ville have været sådan uanset hvad, det ved jeg af gode grunde ikke. Men i al fald var det en rigtig god, tryg og rar oplevelse og hver aften siden har vi nusset fødder. Lisbeth viste mig, hvor jeg selv skal trykke under fødderne for at stimulere bronkier og lunger, og Bean nyder det. Hun efterspørger det selv, og det er blevet gjort til en hyggestund, som er rar for os begge.

Ikke mindst nu, hvor vi for alvor har rykket Bean ud af dobbeltsengen (undtagen om fredagen), og hvor det fysiske nærvær i nattetimerne er forsvundet.

Så. Lisbeth arbejder også en masse med gravide, babyer og børn. Og hvis du tænker, at det dér zoneterapi lyder spændende, så kan jeg hermed (også) anbefale hende. Find link HER

Alternativ behandling til børn

Jeg holder svært meget af videnskab og evidens og falsificerbare beviser på dette og hint. På fakta, der kan efterprøves og den slags umoderne sager.

Når det er sagt, så tager Bean og jeg en tur forbi en alternativ behandler i eftermiddag. En autoriseret en af slagsen og en vi har fået personligt anbefalet, bevares, men alligevel.

ke-72-kopi

Vi vil se, om ikke vi kan gøre et eller andet ved hendes hoste. Den er efterhånden ulidelig for os alle sammen, og dræner naturligt nok barnet (og os) for energi, når hun aften efter aften og nat efter nat hoster. Når dagens leg bliver afbrudt af hosteanfald, som påvirker både humør og appetit. Når vi målrettet øver os i at hoste på en måde, der giver mindst mulig risiko for at resultere i opkast (!)

Jeg er ret spændt på, om vi overhovedet vil kunne registrere en forskel, eller om det er penge ud af vinduet. Vi skal til zoneterapeut – og jeg vil meget gerne høre fra jer, hvis I har erfaringer med den slags? Jeg har også booket en tid hos vores gode, praktiserende læge – hvis nu det ikke kan løses uden en eller anden slags medicinering.

Gode råd til hospitalsindlæggelsen

Lad mig starte med at sige: det er aldrig sjovt at være indlagt på hospitalet. Slet ikke med et sygt barn. Nu er oplevelsen kommet så tilpas på afstand og Lillesøster er blevet rigtig frisk igen (og æder som et tærskeværk!), og jeg har lyst til at dele mine bedste råd til at gøre oplevelsen så god, som det nu er muligt.

Skiftehold

Hvis det overhovedet er muligt, så kør i skiftehold. Det er opslidende at være i et hospitalsmiljø, så sørg for at få luftforandring med jævne mellemrum. Selvom det var en splittelse og slet ikke rart at forlade Lillesøster, så gav det et pusterum at tage hjem til Bean. Mulighed for pseudo-normalitet og et varmt, uforstyrret bad. Uden bippende maskiner, læger og sygeplejersker og i vante, trygge omgivelser. Og en kop kaffe, der ikke enten kommer fra 7/11’s maskine eller den halvsløje udgave på termokander, der står til fri afbenyttelse på gangen. Forstå mig ret. Det er skønt, at den er der. Jeg kan bare ikke drikke den. Jonas er til gengæld fan af institutionskaffe (#lærertype)

For os gav det sig selv. To børn og to forældre var en ret enkel ligning at få til at gå op, og vi tog et døgn ad gangen på børneafdelingen. Vi tog begge fri fra arbejdet hele ugen, fordi ingen af os kunne holde fokus på andet end vores familie i de dage. Naturligvis tog vi begge fri, var jeg lige ved at skrive. Vi er forældre på lige fod og ingen har mere ‘ret’ til at yde omsorg end den anden. Jeg kan ikke komme på ret mange (hvis nogen) jobs, der er vigtigere end ens familie og som ikke kan vente en uge eller uddelegeres til andre i en kortere periode.

Tidsfordriv

Lillesøster sov eller lå bare uden lyst til noget som helst. Ventetiden er lang på børneafdelingen, så sørg for at medbringe noget tidsfordriv. Helst noget, du kan lægge fra dig med et øjebliks varsel. Jeg havde strikketøjet med fordi jeg ved, at det har en beroligende og afstressende effekt på mig – og læsestof. Jeg strikkede mig igennem et par kyser, et par sokker til Jonas, som han fik i julegave, og halvt igennem en bluse til Lillesøster, som pt. ligger og kalder på et ærme ovre fra strikkekurven.

Enestue

Kryds alle fingre og tæer for en enestue! Der er en VERDEN til forskel på stressniveau og ro fra enestue til flersengsstue. Allerhelst ville de søde sygeplejersker have alle patienter i hver deres rolige rum, fordi det giver optimale vilkår for alle, men der er desværre ikke plads til så mange enestuer. Jeg hadede den sidste nat på hospitalet, hvor vi delte stue med to andre børn og deres forældre. Og hvor jeg stort set ikke sov, fordi der konstant var uro og larm. Og nogle forældre bedre end andre forstod at respektere, at andre gerne ville sove og ikke have lyset tændt og småsnakke kl lidt i midnat.

Voksenseng

Vi sov i en voksenseng, Lillesøster og jeg. Således fortsatte vi den sædvanlige samsovning trods slanger og ledninger, og det gav meget mere ro. Så, hvis I alligevel samsover, så er det lettest og giver mest mulig søvn at blive ved med det. De andre forældre, der sov på brikse, måtte op og stå ved børnesengene hver gang deres drenge sagde en lyd. Jeg kunne nøjes med stille at nusse Lillesøster ved min side. Ledninger og slanger vænner man sig uhyggeligt hurtigt til.

Godt udstyr

Noget af det, jeg er gladest for, at vi havde med, var Lillesøsters bodyer fra Roots&Wings. Merinouldens særlige kvaliteter sikrede, at Lillesøster var så tilpas som muligt både gennem høj feber og tilbage til en normal temperatur. De er bløde, komfortable og virkeligt velegnede til alting. De er eminente til at temperaturregulere og dejligt åndbare. Vi bruger dem stort set altid og stort set året rundt. Og altså også på hospitalet. Vi havde naturligvis også Olívy med. Ingen grund til at tilføje rød hale til lidelserne. Jeg elsker Olívy. Det er så nemt og effektivt og bare helt perfekt – hjemme, på ture og alle mulige andre steder.

skaermbillede-2017-01-03-kl-8-03-30-pm

^^Et af mine bedste – og hårdeste – minder fra indlæggelsen. En syg, slap, lille pige og hendes omsorgsfulde storesøster. Det er hjertebristende hårdt at se dem sådan, men også en påmindelse om at kærlighed er uden alder.

Tak for hjælp

Sig ja tak til al den hjælp, du kan få. Allerbedst med praktiske gøremål hjemme. Handle, gøre rent, komme med færdiglavet aftensmad. Det giver et pusterum og skaber overskud, hvor der ikke er noget. Illusionen om den perfekte Hausfrau er netop en illusion på selv de bedste dage. Den giver ingen mening at forsøge at opretholde, når man er i krise. Vi var så heldige at få assistance fra mine forældre, min søster, min bedste veninde og søde naboer, der havde stillet en portion aftensmad uden for døren.

Spørg personalet

Der er mange nye ting at forholde sig til, når man er indlagt. Udtryk, vendinger, rutiner og procedurer, man skal lære at kende. Spørg. Læger og (især) sygeplejersker er så søde til at svare på spørgsmål. De er også interesserede i, at du forstår og bedst muligt kan hjælpe dit barn igennem sygdommen. Det er i al fald min altoverskyggende oplevelse. Dag eller nat – hver eneste sygeplejerske og læge, vi mødte, var empatiske og kompetente og tog sig tid til at sikre sig, at vi var ok. Især en sygeplejerske brændte igennem – i al fald for mig. Lisa fra børneafdelingen på Hvidovre. Hvis du læser det her, så vid, at din omsorg gjorde en kæmpe forskel. Det kram var det vigtigste budskab, og det der gik klarest igennem, under hele vores indlæggelse. Det var ægte, varmt og helt rigtigt.

 

Older posts