For præcis et år siden

For et år siden så vores verden med et ganske anderledes ud. E havde været sløj i flere dage, og søndag d. 11. december kørte min bedste veninde mig til skadestuen. Til et besøg, der afslørede en farligt lav iltmætning, en iltmaske til min slappe lille pige og en ambulance til Hvidovre, og hvad der skulle vise sig at blive næsten en uge på børneafdelingen. Det var uden sammenligning noget af det følelsesmæssigt hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Synet af mit lille barn, der ligger slap og bleg i en alt for stor seng vil for evigt være ætset ind i mit hjerte. Jeg glemmer heller aldrig venligheden,forståelsen og den ekstra omsorg, som en sygeplejerske viste i et varmt kram, da jeg...

Ugen der gik. Lucia-stolthed og maveinfluenza.

Jeg er her endnu. Jeg ved godt, det ikke virker sådan, men det er virkelig ikke af ond eller sågar manglende vilje, jeg er så stille herinde. Ude i mit virkelige liv har den sidste uge (igen) været fyldt med sygdom. Min, Jonas’, pigernes. Det er næsten ikke til at holde ud efterhånden. Vi nærmer os noget, der ligner 10 uger siden september. Det lyder helt vanvittigt, som det står her, sort på hvidt. Tro mig, når jeg siger, at det også føles vanvittigt. Opslidende og uretfærdigt, faktisk også. Det er ikke det store, når man tænker på, at der er mennesker i verden med langt mere alvorlige problemer, men jeg føler mig snydt for de sidste 3 måneder. Snydt...

Frygt og Bæven

Jeg har det lidt svært med Kants kategoriske imperativ og en absolut skelnen mellem sort og hvid, rigtig og forkert, men jeg er helt med når det handler om Kierkegaards Frygt og Bæven. Frygten er et grundvilkår i mennesket. Det handler (også) om selvopretholdelse og overlevelse. Det er en god ting at være bange for det, der kan slå dig ihjel. For mig fik frygten nærmest fysisk form ved fødslen af mine børn. For sammen med dem og den absolutte underlæggelse af et lillebitte menneskes behov fødtes også frygten for at noget skulle ske dem. At jeg ikke kunne passe på dem og skærme dem for alt ondt i verden. Det kan jeg ikke. Det kan intet menneske. Af og til ville jeg næsten ønske, jeg...

8. sygdomsuge og noget af en weekend

Bortset fra barselstiden, så mindes jeg ikke mandag som en dag, der på den måde er noget at se frem til. Men oven på denne weekend føles en marginalt mere almindelig mandag som en lise… Vi går ind i 8. sygdomsuge i streg. Pigerne er friske og glade og søde og skønne. Heldigvis. Jonas er stadig rigtig syg. Vi afventer blodprøvesvar fra sidste uge for at finde ud at om det alt, alt for høje infektionstal skyldes en ‘uskyldig’ kold lungebetændelse eller om det er noget så grimt som legionella. Da jeg fik den serveret som en mulighed fredag eftermiddag var jeg lige nødt til at gå lidt ud for mig selv, sætte mig ned og trække vejret ekstra dybt...

Noget om småkager og kærlighed

Efteråret er officielt igang, når K får sin første omgang grim hoste. Det er så nu, hvis nogen skulle kigge ud af vinduet og betvivle rigtigheden i det udsagn. Åh, jeg havde sådan håbet, at hun var vokset fra sin hoste efterhånden, for det er hårdt for både hende og os med et vinterhalvår, hvor hun stort set hoster hele tiden. Ikke bare småhoster. Det er så voldsomt, at hun kan kaste op af det, og det er slemt for hende og rædselsfuldt at høre på for os andre. Vi har været ved lægen hvert. eneste. år med det, men der er åbenbart intet at finde på hende. Ingen astmatisk bronkitis, ingen kold lungebetændelse, intet andet end hoste. Selvom jeg...
Older posts