Når hoste ikke bare er hoste – om at leve (godt) med KOL

[ Annonce for Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen ] En af de værste lyde, jeg kender, er hoste. Uophørlig, konstant hoste. Det hænger naturligvis sammen med vores personlige erfaringer med pigerne. 3 ud af 3 er ramt af astmatisk bronkitis, ligesom jeg selv var som barn. Det har betydet for vinterhalvåret, at vi i længere perioder konsekvent har et barn og en voksen sovende i stuen, så resten af familien kan sove bare nogenlunde. Ikke mindst midterbarnet er hårdt ramt. Så meget, at hun endte med at hoste blod op i vinter. Heldigvis har vi efterhånden fundet en formel og medicinering, der afhjælper de værste gener ved den astmatiske hoste. Heldigvis vokser man fra astmatisk bronkitis. Sådan er det bare ikke ved...

På denne tid – astmatisk bronkitis, feberbørn og flashback til børneafdelingen

På denne tid – nøjagtig i disse dage – er det to år siden, vi var indlagt en uge på børneafdelingen på Hvidovre Hospital med en lille, rigtig syg E. En slem forkølelse udviklede sig til en grim lungebetændelse, og det var først ved andet besøg på akutmodtagelsen med en 18 måneder gammel og meget slatten lille pige, at det blev opdaget, at hendes iltmætning var farligt lav. Vi blev sendt med ambulance og iltmaske til Hvidovre og var indlagt næsten en uge. Det var så rædselsfuldt at se sit lille barn sådan. Afkræftet og så dårlig at hun ikke engang orkede at sidde op, endsige at lege. Jeg nåede at blive rigtig bange kan jeg huske. Dag 2 vi...

At vaccinere sit barn er en solidarisk handling

Det skærer lige meget i hjertet hver eneste gang. Men det er med fuldt overlæg jeg gentagne gange tager mine børn med til lægen, så hun kan stikke nåle i deres buttede lår eller solkyssede arme. Vi følger – naturligvis – børnevaccinationsprogrammet. For deres skyld og for fællesskabets skyld. I dag var det første gang for lille M. Jeg løftede hende ud ad søvnen og den lune ulddragt og fik først et søvnigt og siden et stort tandløst smil til hilsen. Et smil, der på øjeblikke forvandledes til vantro og et ansigt krøllet sammen i smerte og forskrækkelse. En lille sød mund, der blev et åbent skrig. Det skærer i hjertet. Hver eneste gang. Men vi gør det, fordi det...

Mødre bliver da ikke syge? En ordentlig forskrækkelse

Mødre kan da ikke blive syge, kan de? Well, det sker faktisk af og til, men det ændrer jo ikke på, at der stadig er børn og madlavning og vasketøj at tage sig af. Så. Lad os bare sige det har været en op-ad-bakke uge. Tirsdag morgen startede med en grim forskrækkelse for både Jonas og jeg. Jeg vågnede med en virkeligt klam fornemmelse i halsen, og hver gang jeg forsøgte at tale var resultatet en kombineret kvælnings/opkastfornemmelse. Den eneste grund til at vagtlægen ikke sendte mig til nærmeste akutmodtagelse var at egen læge åbnede konsultation inden for 30 minutter – og hos lægen havde jeg den fine oplevelse at være hende freakshowet som de andre skulle se også. Tilsyneladende...

Fredag aften på børnemodtagelsen

Jeg synes egentlig, vi har taget vores tørn med sygdom herhjemme i det forgangne halve år. Ikke desto mindre er E nu blevet syg ligesom både K er helt forbi sine skoldkopper og Jonas er blevet fri fra en ordentlig omgang influenza. Og ikke bare syg, men syg på en sådan måde, der giver os forældre ondt i hjertet og bange anelser. Alt for høj feber i for lang tid. Et alt for overfladisk åndedrag. Et barn, der er for slap og slatten til at lege, til at spise og til næsten at være vågen og kommunikere. Fredag aften ringede vi til 1813 og grundet vores forhistorie med lungebetændelse og indlæggelse sidste år, tog de det ret seriøst og vi...