At vaccinere sit barn er en solidarisk handling

Det skærer lige meget i hjertet hver eneste gang. Men det er med fuldt overlæg jeg gentagne gange tager mine børn med til lægen, så hun kan stikke nåle i deres buttede lår eller solkyssede arme. Vi følger – naturligvis – børnevaccinationsprogrammet. For deres skyld og for fællesskabets skyld. I dag var det første gang for lille M. Jeg løftede hende ud ad søvnen og den lune ulddragt og fik først et søvnigt og siden et stort tandløst smil til hilsen. Et smil, der på øjeblikke forvandledes til vantro og et ansigt krøllet sammen i smerte og forskrækkelse. En lille sød mund, der blev et åbent skrig. Det skærer i hjertet. Hver eneste gang. Men vi gør det, fordi det...

Mødre bliver da ikke syge? En ordentlig forskrækkelse

Mødre kan da ikke blive syge, kan de? Well, det sker faktisk af og til, men det ændrer jo ikke på, at der stadig er børn og madlavning og vasketøj at tage sig af. Så. Lad os bare sige det har været en op-ad-bakke uge. Tirsdag morgen startede med en grim forskrækkelse for både Jonas og jeg. Jeg vågnede med en virkeligt klam fornemmelse i halsen, og hver gang jeg forsøgte at tale var resultatet en kombineret kvælnings/opkastfornemmelse. Den eneste grund til at vagtlægen ikke sendte mig til nærmeste akutmodtagelse var at egen læge åbnede konsultation inden for 30 minutter – og hos lægen havde jeg den fine oplevelse at være hende freakshowet som de andre skulle se også. Tilsyneladende...

Fredag aften på børnemodtagelsen

Jeg synes egentlig, vi har taget vores tørn med sygdom herhjemme i det forgangne halve år. Ikke desto mindre er E nu blevet syg ligesom både K er helt forbi sine skoldkopper og Jonas er blevet fri fra en ordentlig omgang influenza. Og ikke bare syg, men syg på en sådan måde, der giver os forældre ondt i hjertet og bange anelser. Alt for høj feber i for lang tid. Et alt for overfladisk åndedrag. Et barn, der er for slap og slatten til at lege, til at spise og til næsten at være vågen og kommunikere. Fredag aften ringede vi til 1813 og grundet vores forhistorie med lungebetændelse og indlæggelse sidste år, tog de det ret seriøst og vi...

Om at ‘lyve’ på Instagram og en sygdomsplaget weekend

For lidt tid siden læste jeg et blogindlæg, som jeg egentlig synes var rigtig træls. Det handlede om at mange – undertegnede inklusive – vælger at dele en redigeret virkelighed på Instagram. Det er for så vidt ganske korrekt, på samme måde som vi vælger at dele en redigeret udgave af os selv og vores hjem, når klæder os på for at tage på arbejde eller til fest, og lige svinger en støvsuger inden der kommer gæster til middag. At det ikke er den fulde, hele sandhed, alle vælger at dele med alle andre på medier som Facebook og Instagram, tænker jeg egentlig er en selvfølge efterhånden. I al fald bør det ikke være en decideret overraskelse. Så vidt, så...

For præcis et år siden

For et år siden så vores verden med et ganske anderledes ud. E havde været sløj i flere dage, og søndag d. 11. december kørte min bedste veninde mig til skadestuen. Til et besøg, der afslørede en farligt lav iltmætning, en iltmaske til min slappe lille pige og en ambulance til Hvidovre, og hvad der skulle vise sig at blive næsten en uge på børneafdelingen. Det var uden sammenligning noget af det følelsesmæssigt hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Synet af mit lille barn, der ligger slap og bleg i en alt for stor seng vil for evigt være ætset ind i mit hjerte. Jeg glemmer heller aldrig venligheden,forståelsen og den ekstra omsorg, som en sygeplejerske viste i et varmt kram, da jeg...