Mombies og hosten fra Helvede

Noget af det allerværste, jeg ved, er hoste. Børnehoste især. Lillesøster er sløj og feberramt og hoster. Hoster. Hoster. Hoster. Og hoster lidt mere.

I nat hostede hun helt og aldeles bogstaveligt indtil kl. halv to, hvorefter hun sov nogenlunde roligt til kvart i fem og derfra hostede og insisterede meget højlydt på at stå op. Jonas forbarmede sig og stod op med hende, mens jeg fik lov at forsøge at indhente lidt søvn.

Jeg har været en mombie i dag. En levende død, der i stedet for at spise andres hjerner, opsøger al den koffein og bløde tumlingekram, som hun kan, for at komme igennem dagen.

Vi var en tur forbi lægen for at være på den sikre side med Lillesøster og lungerne, så vi ikke render ind i en omgang lungebetændelse igen. Heldigvis så alt fint ud og Lillesøster, der ellers har været rædselsslagen for læger siden sin indlæggelse og de mange omgange nåle, hun var igennem, klarede det så flot. Det slog mig virkelig, hvor stor hun er ved at blive. Vi kunne tale om besøget på forhånd. Hun fortalte, at hun blev ked af det, når vi skulle til lægen – og jeg kunne hjælpe hende med at forstå, at der var ok og at jeg nok skulle hjælpe.

Da vi først var der, gik hun ombord i legetøjet – både i venteværelse og lægens konsultation – og den empatiske læge var så dygtig til at være i øjenhøjde med hende og tage det roligt. Det blev en rigtig god oplevelse, og hun har fortalt om det hele dagen. Hvordan hun blev lyttet på ‘mavi’ og ryg og fik en ’sky’ på fingeren. (Red: hun blev prikket i fingeren for at måle infektionstal i blodet, og fik derfor en vattot til blødningen var stoppet) 

Jeg blev så stolt af hende – og det smittede vist, for hun ville gå hele vejen hjem selv på sine buttede ben og fortalte og fortalte, mens hun holdt ved vognen og vi langsomt trillede afsted.

Da jeg vågnede i nat af endnu et hosteanfald, konstaterede jeg, at jeg havde kvalme af træthed, mens jeg lå i min seng. Jeg skal være græsenke i weekenden og det ville passe mig ganske udemærket, hvis begge piger er nogenlunde friske og mildt stemt inden da. Ellers tror jeg ikke, der er nok kaffe i verden til at holde mig lodret til Jonas kommer hjem igen.

dsc_0025

… heldigvis fejler appetitten ikke det store! Men så længe der er kartofler og sovs i rå mængder er Lillesøster selvfølgelig altid glad.

Maraton og Mum Flu

I søndags var København fyldt med seje løbere. Jeg får altid lidt et stik i maven og kløen i benene, når de store løb er igang, for det er efterhånden mange år siden, jeg sidst løb så mange kilometer. Imidlertid havde jeg mit eget maraton igang med to mildest talt besværlige børn.

Ikke mindst min førstefødte er en håndfuld i disse dage. En stor håndfuld. Det er i bedste fald irriterende, men når man er blevet snotforkølet og borderline influenzaramt, så ville jeg hånden på hjertet hellere møde muren fra 6. kilometer. Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har prøvet det.

Hvis du spottede os på legepladsen i søndags, så ved du, hvad jeg taler om. Bean fik en nedsmeltning på vejen over noget så aldeles urimeligt som at vi ikke vendte om, så hun kunne skifte tøj. Atomreaktor-nedsmeltning. Hun råbte og skreg og det var på ingen måde muligt at trænge igennem til hende, så jeg endte med at kapitulere og trække en skrigende Bean, en undrende veninde og en utilfreds Lillesøster hjem igen. Lillesøster lod sig formilde med sit nye yndlingslegetøj – et loppefund af en dukkevogn til en flad 50’er som jeg planlægger at gøre lidt ved – men Bean blev ved med at råbe en hel time. Jonas var ude og rette årets eksamensstile, så jeg var alene på hjemmefronten. Det burde ikke have tømt mine reserver – men desværre satte episoden stemningen for resten af dagen og de sidste par dage også. Jeg skal ikke udelukke, at jeg også endte med at råbe ad hende i søndags. Det er en rædselsfuld følelse at nå dertil, hvor det rationelle og empatiske melder hus forbi.

Jeg ved ikke, hvad der foregår i hende lige nu, men det er ikke specielt rart at være fanget i malstrømmen af hendes dårlige humør og vrede udbrud. Vi forsøger at være imødekommende og forstående, men der er grænser for alting. Ikke mindst for hvad jeg vil finde mig i. Bean ved godt, når grænsen er nået. Hun er bare ikke lige nu i stand til at stoppe før hun når den, og jeg skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at være mildt irriteret på hende hele tiden og ende i en rigtig ond spiral.

I dag har hun været glad hele dagen. Hun har heller ikke været hjemme. Hun har været på en legeaftale hele dagen og kom først hjem til sengetid. Hun har hygget sig og leget og leet… så det er åbenbart bare os, den er gal med. Jeg ved godt, at det er hjemme, hvor de er helt trygge, at børn tør at lade alle facader falde og agere helt og aldeles ud fra deres følelser, selv når de er grimme. Og givetvis bidrager vi til konflikterne fordi vi i nogle dage har oplevet hendes adfærd og dermed er lidt forudindtagede efterhånden.

Jeg gider godt at det stopper snart. Både fra hendes og vores side.

Og så gider jeg i øvrigt også godt at jeg snart bliver rask. Det er edderbroderemig op ad bakke at være syg, når man også skal forestille at være nogens mor!

skaermbillede-2017-05-23-kl-7-10-03-pm

Ting, man kun gør for sine børn

Der er nogle ting, man gør for sine børn, men ingen andre mennesker i verden. For eksempel er det kun mine børn, der kan slippe levende fra at holde mig vågen kontinuerligt i løbet af natten – i flere år i træk.

Der er heller ingen andre mennesker i verden end mine børn, jeg vil lade lægge deres opkast-tilsølede krop og ansigt ind mod mig og min lyse striktrøje og putte sig tæt ind mod mig. Ingen andre, jeg ville møde fuldt i omfavnelsen. Alt imens jeg husker at trække vejret med munden frem for næsen.

Lillesøster vågnede i går aftes omkring halv ni og kunne ikke finde ro igen. Hun blev ved med at klynke og vende og dreje sig. Efter 20 minutters forgæves ekstra-putning, mens jeg i mit stille sind begyndte at blive lidt irriteret, kom der en ny lyd. En lyd og så en hel masse mere. Det lille menneske brugte resten af aftenen og de første timer af natten på at kaste alt op, der var i hende.

Hun var så lille og træt og trist, at det var hjerteknusende at være vidne til. Hun forstod ikke, hvad der skete. Hun forstod bare, at det ikke var rart. En lille lyd lød fra gangen sent om aftenen en halv time efter 3. lagenskift – og en lille, bleg pige stod og holdt fast ved væggen mens hendes lille krop skilte sig af med maveindhold, den ikke havde mere af. Lille, lille menneske. Hun havde ikke mere i sig. Ikke mere gråd. Ikke mere overskud. Hun puttede sig udmattet ind mod sin far, mens jeg tørrede mig selv og gulvet af, skiftede bluse og bukser, skyllede det værste ud af mit hår og hentede hendes dyne. Så fik jeg hende ind mod mig, og hun lagde sig til at sove med sit hoved mod mit bryst. Slap og udmattet og lydløs.

Lillesøster, Frederikke Brostrup

Hun har været træt i dag. Glad og heldigvis helt rask, men træt af en lang, urolig aften. Bean og jeg tilbragte hele eftermiddagen med at tegne pålægschokoladeæsker under kyndig vejledning fra Peter Madsen (som man kan se i min Instastory), mens Jonas og Lillesøster sov middagslur sammen og efterfølgende trillede en lang tur i Bugaboo’en – de rundede ikke mindre end to søer og så på en hel masse af vores by-fugle og legepladser undervejs, drak kaffe, spiste minimuffins og nød hinandens selskab. Den sidste uge har det handlet om Mor med stort M for Lillesøster. I aftes – efter en skøn udflugt sammen og noget kvalitetstid – efterspurgte hun far til puttetid. #alterlove

Bare skyd mig

Hvis ikke det var fordi jeg bestræber mig på at undgå bandeord og grimt sprog, så havde omtrent 3/4 af mine ord været eder og forbandelser i disse dage.

Bean har igen en omgang hoste af den anden verden og Lillesøster skrigegræder, hvis ikke alle hendes ønsker bliver imødekommet 3,5 sekund før de fremstilles og/eller hun kan være klæbet op ad mig alle døgnets timer.

Det er helt klart en reaktion på dels påskens og dels weekendens travle program – men det er også en aldersting, og det er så vanvittigt frustrerende. For alle. Ikke mindst Lillesøster, det ved vi godt. Det gør det bare ikke mindre tænderskærende, hvide knoer knugende, tæl-til-titusind, billigt-til-salg anstrengende.

“Et barn er hårdt. To børn er dobbelt så hårdt”

Der er ikke tal på de gange, jeg har hørt andre fremstille livet med flere børn sådan. Jeg er absolut uenig. Jeg synes bestemt ikke, det er ‘dobbelt så hårdt’ at have to børn. Der er udfordringer, bevares. Logistiske, især. Både på det praktiske, men også det følelsesmæssige plan. Hvordan yder man for eksempel omsorg til begge børn på samme tid, når de nu begge har behov for det. Men i kraft af deres alder og udvikling på to forskellige måder.

Mange ting er lettere med barn nummer to. Ikke mindst i kraft af, at jeg er en mere rutineret forælder. At vi begge er. Vi hviler bedre i rollerne, har et stort arsenal af knowhow og løsningsmodeller. Vi er ikke startet forfra med noget. Pigerne er så glade for hinanden og langt det meste af tiden tilvælger de aktivt og gerne hinandens selskab. Bean er begyndt at føre samtaler med Lillesøster, fordi hun oplever at Lillesøster forstår så meget og dagligt bliver bedre til at kommunikere og får flere ord at gøre det med.

skaermbillede-2017-04-24-kl-7-55-03-pm

Men to børn, der konstant larmer på den helt særlige, enerverende måde, der får mig til at forstå på et abstrakt plan, hvorfor nogen mennesker vælger at stikke en revolver i munden? Det er hårdt. Det er så anstrengende, at man ikke kan hvile hovedet eller ørene på noget tidspunkt på en dag. Ikke engang aften og nat, for hosten er stort set konstant. Hvert minut. Døgnet rundt. Den slags hostelyd og -frekvens kunne snildt bruges som torturredskab på linje med babygråd og søvnfrarøvelse. Det lyder som om hun er lige ved at hoste lungerne op, og vi havde egentlig håbet, at den slags hoste var fortid nu hvor foråret så småt er ved at komme igang.

Hvis ikke Bean hoster, så græder Lillesøster og råber på at komme op, komme ned, spise, ikke spise mere, lege, lege noget andet, hoppe, hoppe mere, hoppe mere, hoppe mere. Det har stået på i halvanden uge efterhånden, og det er virkelig ikke sjovt længere. Lillesøster har vist også forstået, at hendes mor bliver irriteret, for i dag er hun begyndt at ’shysse’ på sig selv. Av. Det er ikke en god følelse, kan jeg afsløre.

Derfor finder jeg det overskud frem, der gemmer sig et helt særligt sted i moderhjertet, og sluger trangen til at skrige endnu højere end begge børn. Jeg ved, jeg kan. Det behøver de ikke at vide. Jeg griber en ekstra kop kaffe og holder fast i visheden om, at de er ønskede, højtelskede og nogle helt fantastiske piger. Sammen og hver for sig. Lige om lidt har jeg været mor i 5 år. Jeg har overlevet kolik, hospitalsindlæggelse og rundt regnet 20 tigerspring og 40 tandfrembrud. Jeg ved inderst inde, at jeg kan være rødglødende arrig indeni i et øjeblik, for at blive gennemstrømmet af omsorg i det næste, når pyldren og plageri afløses af et blødt barnekram og et par smukke øjne. Uanset om de er lysende blå eller dybe og brungrønne. Jeg læner mig op ad den kærlighed, der er ultimativt betingelsesløs og som ser igennem fingre med alt. Og jeg læner mig op ad den mand, der har været en del af mit liv i snart 8 år. Det er ikke dobbelt så hårdt at have to børn. Det er dobbelt så godt, for det er vores familie.

ke-59-kopi^^Photo credit: Frederikke Brostrup Lillesøsters kjole er Dansekjolen, og opskriften findes HER

Febermus, skinny jeans og at være en heldig mor

Stakkels Lillesøster. Hun er snottet, har feber, er utilpas og har fået øjenbetændelse som ekstra bonus.

I nat har hun stort set ikke sovet. Hun har grædt og grædt, været urolig og haft det så skidt. Lille menneske. Jeg får straks flashback til december og for mit indre blik ser jeg, hvor dårlig hun var. Sådan er det ikke i denne omgang – hun har stadig appetit og lyst til at lege om dagen. Jeg krydser fingre for, at hun er i bedring. Mormor kommer ind i morgen og passer hende, så Jonas og jeg kan passe vores respektive jobs. Lillesøster elsker – ELSKER – sin mormor, så jeg er sikker på, at de to får en dejlig dag sammen.

I dag har jeg været sammen med mit lille, sløje menneske. Hun i skinny tumlinge-jeans, jeg i en ny sweatshirt, der kom med posten i formiddags, og som meget passende mindede mig om, at jeg er en heldig mor. Selv midt i en masse sygdomsbøvleri og logistikrod. Jeg er heldig, når pigerne råber og skriger, når jeg aldrig får søvn og når det hele er hårdt. For jeg er deres mor. Uanset hvad er jeg deres mor. Jeg har fået lov at bære dem under mit hjerte igennem to dejlige graviditeter. Jeg har oplevet to fantastiske fødsler og jeg har haft lange barsler med to mennesker, der på hver deres måde er dem, jeg elsker allermest. De udfordrer mig mere end nogen andre. De tester mine grænser i en uendelighed. De efterprøver regler og rammer – de er med til at skabe dem. Og de er begge vidunderlige, kærlige, empatiske, sjove, stædige, kløgtige og fantastiske mennesker. Det er mit privilegium at se dem vokse op og være med til at støtte og opmuntre dem på rejsen. Give dem redskaber til at få det liv, de ønsker.

Jeg er heldig.

dsc_0008
^^Små piger i jeans er så skønne. Lillesøsters jeans fra Name It er bløde og fleksible til leg og motorisk udfoldelse og de kan justeres i linningen. Sko fra Angulus. Skjorte er en ældre model fra Mango. Billede fra fødselsdagsbesøg på Arken.

{ Mums run the world } står der på min nye bluse. Det gør de. Bag kulisserne, i al fald. Og selvom denne mor har gennemført dagen på en blanding af erfaring udi søvnmangel, koffein, kys på bløde kinder og sukker, så er jeg heldig. For jeg er deres mor. 
skaermbillede-2017-03-14-kl-7-17-08-pm

Older posts