Fredag aften på børnemodtagelsen

Jeg synes egentlig, vi har taget vores tørn med sygdom herhjemme i det forgangne halve år. Ikke desto mindre er E nu blevet syg ligesom både K er helt forbi sine skoldkopper og Jonas er blevet fri fra en ordentlig omgang influenza. Og ikke bare syg, men syg på en sådan måde, der giver os forældre ondt i hjertet og bange anelser. Alt for høj feber i for lang tid. Et alt for overfladisk åndedrag. Et barn, der er for slap og slatten til at lege, til at spise og til næsten at være vågen og kommunikere. Fredag aften ringede vi til 1813 og grundet vores forhistorie med lungebetændelse og indlæggelse sidste år, tog de det ret seriøst og vi...

Om at ‘lyve’ på Instagram og en sygdomsplaget weekend

For lidt tid siden læste jeg et blogindlæg, som jeg egentlig synes var rigtig træls. Det handlede om at mange – undertegnede inklusive – vælger at dele en redigeret virkelighed på Instagram. Det er for så vidt ganske korrekt, på samme måde som vi vælger at dele en redigeret udgave af os selv og vores hjem, når klæder os på for at tage på arbejde eller til fest, og lige svinger en støvsuger inden der kommer gæster til middag. At det ikke er den fulde, hele sandhed, alle vælger at dele med alle andre på medier som Facebook og Instagram, tænker jeg egentlig er en selvfølge efterhånden. I al fald bør det ikke være en decideret overraskelse. Så vidt, så...

For præcis et år siden

For et år siden så vores verden med et ganske anderledes ud. E havde været sløj i flere dage, og søndag d. 11. december kørte min bedste veninde mig til skadestuen. Til et besøg, der afslørede en farligt lav iltmætning, en iltmaske til min slappe lille pige og en ambulance til Hvidovre, og hvad der skulle vise sig at blive næsten en uge på børneafdelingen. Det var uden sammenligning noget af det følelsesmæssigt hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Synet af mit lille barn, der ligger slap og bleg i en alt for stor seng vil for evigt være ætset ind i mit hjerte. Jeg glemmer heller aldrig venligheden,forståelsen og den ekstra omsorg, som en sygeplejerske viste i et varmt kram, da jeg...

Ugen der gik. Lucia-stolthed og maveinfluenza.

Jeg er her endnu. Jeg ved godt, det ikke virker sådan, men det er virkelig ikke af ond eller sågar manglende vilje, jeg er så stille herinde. Ude i mit virkelige liv har den sidste uge (igen) været fyldt med sygdom. Min, Jonas’, pigernes. Det er næsten ikke til at holde ud efterhånden. Vi nærmer os noget, der ligner 10 uger siden september. Det lyder helt vanvittigt, som det står her, sort på hvidt. Tro mig, når jeg siger, at det også føles vanvittigt. Opslidende og uretfærdigt, faktisk også. Det er ikke det store, når man tænker på, at der er mennesker i verden med langt mere alvorlige problemer, men jeg føler mig snydt for de sidste 3 måneder. Snydt...

Frygt og Bæven

Jeg har det lidt svært med Kants kategoriske imperativ og en absolut skelnen mellem sort og hvid, rigtig og forkert, men jeg er helt med når det handler om Kierkegaards Frygt og Bæven. Frygten er et grundvilkår i mennesket. Det handler (også) om selvopretholdelse og overlevelse. Det er en god ting at være bange for det, der kan slå dig ihjel. For mig fik frygten nærmest fysisk form ved fødslen af mine børn. For sammen med dem og den absolutte underlæggelse af et lillebitte menneskes behov fødtes også frygten for at noget skulle ske dem. At jeg ikke kunne passe på dem og skærme dem for alt ondt i verden. Det kan jeg ikke. Det kan intet menneske. Af og til ville jeg næsten ønske, jeg...
Older posts