Hvad mødre gør for deres børn

Moderkærligheden er en underlig størrelse. Den er der bare, lige pludselig, sammen med et instinkt, der ikke er til at undertrykke, og som er enhver løvinde værdigt. Et intenst, altoverskyggende behov for at tage vare på sit afkom. Jeg tror først, man for alvor forstår omfanget, første gang man selv oplever det. At få sit barn i favnen er en overvældende oplevelse. En bølge af ansvar, der kan føles kvælende til tider, men som for evigt er en del af min eksistens, og som kommer rullende i større eller mindre voldsomhed igennem resten af mit liv. Det kan godt være, at ammehjernen glemmer ordet for køleskab, men den registrerer de mindste ændringer i barnets tilstand og humør. Moderskabet er fyldt...

Mombies og hosten fra Helvede

Noget af det allerværste, jeg ved, er hoste. Børnehoste især. Lillesøster er sløj og feberramt og hoster. Hoster. Hoster. Hoster. Og hoster lidt mere. I nat hostede hun helt og aldeles bogstaveligt indtil kl. halv to, hvorefter hun sov nogenlunde roligt til kvart i fem og derfra hostede og insisterede meget højlydt på at stå op. Jonas forbarmede sig og stod op med hende, mens jeg fik lov at forsøge at indhente lidt søvn. Jeg har været en mombie i dag. En levende død, der i stedet for at spise andres hjerner, opsøger al den koffein og bløde tumlingekram, som hun kan, for at komme igennem dagen. Vi var en tur forbi lægen for at være på den sikre side med Lillesøster...

Maraton og Mum Flu

I søndags var København fyldt med seje løbere. Jeg får altid lidt et stik i maven og kløen i benene, når de store løb er igang, for det er efterhånden mange år siden, jeg sidst løb så mange kilometer. Imidlertid havde jeg mit eget maraton igang med to mildest talt besværlige børn. Ikke mindst min førstefødte er en håndfuld i disse dage. En stor håndfuld. Det er i bedste fald irriterende, men når man er blevet snotforkølet og borderline influenzaramt, så ville jeg hånden på hjertet hellere møde muren fra 6. kilometer. Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har prøvet det. Hvis du spottede os på legepladsen i søndags, så ved du, hvad jeg taler om. Bean fik en nedsmeltning...

Ting, man kun gør for sine børn

Der er nogle ting, man gør for sine børn, men ingen andre mennesker i verden. For eksempel er det kun mine børn, der kan slippe levende fra at holde mig vågen kontinuerligt i løbet af natten – i flere år i træk. Der er heller ingen andre mennesker i verden end mine børn, jeg vil lade lægge deres opkast-tilsølede krop og ansigt ind mod mig og min lyse striktrøje og putte sig tæt ind mod mig. Ingen andre, jeg ville møde fuldt i omfavnelsen. Alt imens jeg husker at trække vejret med munden frem for næsen. Lillesøster vågnede i går aftes omkring halv ni og kunne ikke finde ro igen. Hun blev ved med at klynke og vende og dreje sig. Efter...

Bare skyd mig

Hvis ikke det var fordi jeg bestræber mig på at undgå bandeord og grimt sprog, så havde omtrent 3/4 af mine ord været eder og forbandelser i disse dage. Bean har igen en omgang hoste af den anden verden og Lillesøster skrigegræder, hvis ikke alle hendes ønsker bliver imødekommet 3,5 sekund før de fremstilles og/eller hun kan være klæbet op ad mig alle døgnets timer. Det er helt klart en reaktion på dels påskens og dels weekendens travle program – men det er også en aldersting, og det er så vanvittigt frustrerende. For alle. Ikke mindst Lillesøster, det ved vi godt. Det gør det bare ikke mindre tænderskærende, hvide knoer knugende, tæl-til-titusind, billigt-til-salg anstrengende. “Et barn er hårdt. To børn er dobbelt...
Older posts