Halloween-DIY med børn

Der er noget rigtig hyggeligt over at lave ting sammen med sine børn. I al fald i teorien. Forestillingen om gyldent lys og smilende børn, der roligt og ordentligt nusser med det, der står foran dem under pædagogisk og kærlig vejledning er som regel bare en forestilling. Som regel er det en eller anden slags kamp mod tiden før noget, der bestemt IKKE skulle males på, bliver malet og det ender ofte mere kaotisk end idyllisk. Det er en læringsproces, i al fald for mig, at finde et niveau, hvor det er hyggeligt for alle at deltage og hvor resultaterne er nogen, jeg har lyst til at have stående fremme – i al fald for en periode. I weekenden lykkedes...

Ufrivillig strikkepause og et carte blanche til egotid

Jeg har holdt fingrene fra strikkepinde og strikketøj hele denne uge. Absolut ufrivilligt, for jeg ville hellere end gerne have siddet med blødt garn foran Netflix om aftenen og mærket strikkemagien indfinde sig i krop og sind. Jeg har overbelastet mit håndled. Det er altid det højre, svage led, det går ud over, og det startede da K var baby og skulle bæres, bæres, bæres og vugges og rokkes hele tiden og konstant. Jeg ved ikke, om jeg aldrig fik det genoptrænet helt, men sandsynligvis ikke, når jeg må konstatere, at det er her, jeg får ondt, hvis jeg har haft lige lovlig meget at se til med hænder og fingre. Årsagen denne gang skal findes på arbejdspladsen, for det...

Ingen Dikkedarer – et stort egoprojekt

Jeg løftede sløret en smule for mit store egoprojekt i sidste blogindlæg, og nu er der nogenlunde nok masker løbet over pindene til at det giver mening at tage lidt billeder af processen. Jeg har (som nok en hel del derude i strikkeland!) kastet mig over Mettes Ingen Dikkedarer cardigan, der er mindst ligeså enkel, brugbar og fin som sin ’søster’, sweateren, som jeg har strikket to eksemplarer af indtil videre. Bortset fra, at vrangmasker aldrig bliver mine yndlinge, så er jeg næsten endnu mere begejstret for cardiganen end sweateren. Det siger ikke så lidt. Det er også altid fint at lære noget nyt, og dette er mit første forsøg med Provisorial Cast On (jeg har indsat et videolink nederst...

Olivengrene og genfundet strikkemojo

‘Mor? Jeg vil gerne ønske mig nederdelen, du skal strikke, i sort’, sagde den fem-årige i går, mens vi gik i børnehave. … Således rakte hun håbefuldt og kærligt en olivengren ud ovenpå en af de mest rædsomme putte-sessioner, jeg kan huske. Hvor alt gik i hårdknude, hvor konflikten eskalerede og hvor vi begge endte tårevædede og udmattede. Sort er den farve, jeg bruger mest, og dermed oplever K den som min yndlingsfarve. Så når hun beder om at få en nederdel i sort, handler det i mindre grad om, at hun faktisk ønsker det og i større grad om, at hun siger undskyld med andet end netop det ord. Vi havde allerede fundet hinanden igen, inden vi gik ud...

At miste sin strikke-mojo

Jeg plejer at have et strikketøj i hænderne, hver eneste chance jeg får, og sådan har det været i snart 3 år. Hver aften og gerne lidt om eftermiddagen også – og i weekenden med E sover middagslur. Men de sidste par uger har jeg virkelig skulle overvinde mig selv for at finde garn og rundpinde frem. Jeg har simpelthen mistet min strikkemojo. Eller. Rettere: jeg kan simpelthen ikke finde mit næste projekt. Jeg har strikket, pillet op, strikket, pillet op og gennemgået den efterhånden omfattende samling af opskrifter for at se, hvad der kunne friste, men intet rammer lige plet. Det er rigtig frustrerende, for jeg elsker at strikke. Og det er endnu mere frustrerende fordi jeg bl.a. har...
Older posts