Lidt mere om den dér seng, Auping og bæredygtighed

Skulle det være gået nogens opmærksomhed forbi, så har Jonas og jeg købt ny seng. Det er en af de større investeringer, vi har gjort, men faktisk kører Auping nu og frem til 20. juni nogle rigtig (rigtig!) gode deals på samlede sengeløsninger med både stel, madras og hovedgærde til priser, der minder om noget nær halvdelen af hvad enkeltdelene koster tilsammen.

Fra omkring 16.000 kan man få en ualmindeligt lækker seng med høj komfort og rigtig god samvittighed. Især Essential-sengen er værd at kigge nærmere på, hvis man som os har et godt øje til en bæredygtig måde at forbruge på.

Aupings Essential-senge er fremstillet i 100% genanvendelige materialer, som træ, aluminium og stål. Det er en af grundende til, at jeg har drømt (no pun intended) om denne seng siden jeg så den første gang for flere år siden. Jeg er meget stor fan af Aupings tilgang og ansvar i forhold til deres forretning og produktion. De skriver selv:

Vi investerer massivt i bæredygtighed og har den store ambition, at alle vores arbejdsprocesser, produkter og ydelser skal være integreret og opfylde Cradle to Cradle-princippet (C2C) inden udgangen af 2020. F.eks. arbejder vi på at indføre cirkulær økonomi med genbrug af materialer og uden ressourcespild, og på at fremstille alle Aupings produkter på en sikker og energineutral måde.

Cradle to Cradle betyder bogstaveligt talt “fra vugge til vugge” og går ud på, at affald ikke længere kasseres, men anvendes som råstof til noget andet. Der dannes således et cirkulært kredsløb af materialer. Materialerne er fuldt biologisk nedbrydelige eller 100% genanvendelige i et nyt produkt af samme eller større værdi. Som Cradle to Cradle-virksomhed tilstræber vi med støtte fra EPEA (Environmental Protection Encouragement Agency) et uendeligt kredsløb af råstoffer og materialer.

Det, synes jeg, er en helt rigtig tilgang til produktion. Derudover kan man faktisk også indlevere sin gamle madras, når man køber en Auping-madras. Så sørger de for at dekonstruere den og genanvende alt, der kan genanvendes. Vi kommer dog selv til at genanvende madrasserne fra vores gamle seng andre steder, så de skal ikke indleveres lige nu.

Bæredygtighed er vigtigt, men det er naturligvis ret ligegyldigt, hvis sengen er grim som et ondt år eller hvis man sover rædderligt i den. Heldigvis synes jeg virkelig godt om designet og Auping er blandt top-aktørerne, når det handler om gode senge. Så der er vi også på sikker grund. Jonas fik lov at vælge farve, så det bliver en Cool Grey, der skal flytte ind i vores soveværelse. Dog uden hovedgærde, for det bliver der ikke plads til. Til gengæld kunne jeg godt finde på at hoppe ud i en farve som på billedet herunder. I al fald på bagvæggen.

46951261080dd82514b3e349349ba0ed

Så jo. Det er mange penge for rigtig mange af os – men jeg er helt sikker på, at investeringen er godt givet ud. Og jeg glæder mig endnu mere end til juleaften (og det er ikke så lidt, kan jeg afsløre!) på at få en ny, bæredygtig, smuk og komfortabel seng at sove i.

Resten af indretningen må blive ‘on a shoestring’ – jeg pinner løs med idéer HER, hvis du er nysgerrig.

Et kys, et kram og et stille håb

Jeg har skrevet om det ad flere omgange. Om natamningen og forsøget på at få min egen nattesøvn tilbage.

Jeg har forsøgt en håndfuld gange at skære Lillesøsters natlige hyggespisning væk. Hver gang har været en eklatant fiasko. Hun har skreget og været hysterisk ked af det og bare ikke været klar. Hver gang har jeg droppet det efter et par nætter.

Begyndelsen af denne uge blev starten et nyt forsøg. Denne gang lader det til at Lillesøster er mere klar. Hun er blevet tilbudt et kærtegn eller en tår vand i stedet for amning. Det sidste melder hun ret klart fra til. ‘NE-IJ’ siger den lille dame bestemt og ryster på hovedet. ‘K’a-am’ eller ‘kii’ (red: kram og kys) vil hun til gengæld som regel gerne have. Og af og til skal hun bare lige have lov at udtrykke sin utilfredshed og kan trøstes ved at blive aet – hun flytter selv min hånd hen til, hvor det skal være. Som regel hoved, håndflade eller ‘mavii’ (red: mave)

Det går godt. Bedre end vi kunne forvente. Hun sover ikke igennem endnu. Slet ikke. Hun vågner nok i virkeligheden oftere end før, men vi skal ud på de meget tidlige morgentimer, før småbrokkeriet går over i decideret gråd og insisteren på ‘mam-mam’. Til gengæld er hun markant mor-fikseret i dagtimerne. Hun kompenserer for nærheden ved at være ekstra meget på mig i løbet af dagen. Det er lidt hårdt for Jonas, der bliver valgt fra – men det er en fase. Som alt andet er det en fase. Jeg lever med det. Ikke mindst, hvis det betyder, at vi nu er nået til vejs ende med natamningerne og der snart er mulighed for at overdrage det natlige ansvar for Lillesøster til andre. Naturligvis først og fremmest min tungtsovende kæreste, men også på sigt mormor og morfar.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at de sidste 4-5 måneders natamning har været en del mere på Lillesøsters præmisser end på mine. Jeg ville godt have stoppet før for min egen søvns skyld, men i lyset af hendes reaktion for bare en måned siden og til nu, er det tydeligt for os, at hun ganske simpelt ikke var klar. Derfor er jeg glad for, at jeg har holdt ud. Trods alt. Langt hen ad vejen har jeg været og er så glad for amning i det hele taget – også om natten. Liggende, halvdøsende amning gør bare livet lettere for alle og har ærligt talt også været ret hyggeligt. Men ikke når det fortsætter i over halvandet år. Vi fortsætter med en enkelt eller to (eller tre) ammetåre om dagen. Særligt eftermiddags-amningen er et fast ritual og en god måde for Lillesøster at kapere skiftet fra dagpleje til hjem – i weekenden er det en måde at vågne rigtigt op på efter hendes middagslur. Begge dele fungerer godt for os begge, så det bliver vi ved med en tid endnu.

skaermbillede-2016-12-18-kl-10-15-42-pm

^^Photo credit: Frederikke Brostrup. Jeg ved godt, det har været på flere gange før, men jeg knuselsker virkelig Frederikkes øje for detaljen og nærheden.

Jeg har i øvrigt en ret god gulerod forude. I fødselsdagsgave fik jeg af Jonas en overnatning på hotel – helt for mig selv. Ingen snorkende mand, ingen hostende børn eller tumlinge, der vågner i tide og især utide. Det lyder måske kedeligt, men enhver kvinde, der ikke har fået en reelt nattesøvn i omkring 2 år vil være enig med mig i, at 7-8 timer uden forstyrrelser er en udsøgt form for luksus. Når Lillesøster har vænnet sig til den nye natterutine og ikke længere reagerer så voldsomt om dagen, skal den gave indløses. Det glæder jeg mig helt ekstremt til. Gode bud på hoteller med både mulighed for en hyggelig dinner for one, gode senge (!) og rare omgivelser modtages gerne.

Problemet med at lytte til sine børns behov

Faste læsere vil vide, at jeg bruger en del mental energi på at forholde mig til mine børns behov. Ikke forstået på den måde, at de får lov at have styringen. Ikke i alle tilfælde, i al fald. Vi er forældrene, og det er vores job at sætte grænser og rammer. At guide og hjælpe og sige nej, når det er relevant og rigtigt. Eller når vi ikke orker at lege mere. Så sjovt er det heller ikke altid at forsøge at finde rundt i en kommanderende næsten-5-årigs prinsesseunivers.

Problemet med at lytte til sine børns behov er, at de med jævne mellemrum er noget nær modsætninger af ens egne behov. Ikke i det store perspektiv, vel? Ikke der, hvor det gælder. Dybest nede er behovet, at de er lykkelige. At de er trygge. Elskede.

Men i det små. Det mundane. Der kan være dybe kløfter mellem mit og mine børns behov.

Efter en lang påskeferie, efter dage uden for vante, hjemlige rammer og efter de første dage i dagpleje efter 10 fridage er Lillesøsters behov basale. Hun vil have sin mor.

ke-67-kopi

Photo credit: Frederikke Brostrup

Så sidder man der, helt flad efter de første (lange) arbejdsdage, og med et akut behov for at sidde stille i en lænestol og bare sidde. Og hører Lillesøsters rasende, frustrerede skrigen fra soveværelset mens Jonas forsøger at få hende til at falde til ro og i søvn.

Man sidder i 5 minutter inden man rejser sig med et suk og overtager putningen. For 8. dag i træk med et barn, der ellers langt om længe gerne ville puttes af begge forældre. Man rejser sig og kaffen, som man glædede sig til, bliver kold og trist og ikke til at drikke længere.

Det ville i teorien være så nemt bare at blive siddende. Hun ville give op på et eller andet tidspunkt. Græde sig i søvn med sin tålmodige, søde far ved sin side til at ae og kramme og forsøge at trøste. Vi kunne sagtens sætte hælene i og gennemtvinge et grådfyldt putteritual. På et tidspunkt ville hun resignere. Lære, at hendes behov – hendes gråd – ikke er noget, vi forholder os til, når det handler om sovetid. Men hvad er pointen i det? Hvorfor skulle hun græde, når jeg kan overtage og gråden vil stilne af.

På et tidspunkt er Lillesøsters verden igen vendt tilbage til normalen og hun vil kunne puttes af os begge igen. Indtil da rejser jeg mig fra den stol, jeg allerhelst vil sidde i, og ligger i en ikke decideret komfortabel stilling og aer hendes kind, til de brungrønne øjne falder i og den lille krop slapper af.

Fordi det er det, man gør for dem, man elsker allerhøjest i hele verden.

Kampen om søvnen

‘Men på et tidspunkt må I vel bare lade hende skrige i en uge, og så er det klaret’

En henkastet bibemærkning om Lillesøsters sove/natammevaner, jeg ikke lige havde set komme.

Sover min 20 måneder gamle terrorist tumling igennem? Nej. Not by a longshot. Hun vågner i løbet af aftenen 1-5 gange. Hun vågner i løbet af natten et tilsvarende antal gange og det føles ærligt talt af og til som russisk roulette at gå i seng. Det er bl.a. grunden til at jeg ikke lægger mig til at sove, når jeg går i seng – forklaring findes HER. Søvn er essentielt for mennesker, store som små. Der er en grund til at systematisk søvnfrarøvelse anses som decideret torturmiddel. Faktisk kan man dø af søvnmangel, hvis det bliver grelt nok.

Vi har brug for pauser, hvor kroppen og sindet kobler af, restituerer, lader op.

Lillesøster sover ikke igennem, hvilket betyder at jeg heller ikke gør. Vi har efterhånden forsøgt os en lille håndfuld gange med at stoppe natamningen, men hver gang har resulteret i 2-3 nætter med voldsomt og langvarigt skrigen og en ulykkelig Lillesøster, der langt fra er udhvilet og klar til næste dage. Samt en udmattet mor og far og storesøster, der heller ikke får deres søvn. Og efter 2 nætter med skrig og stort set ingen sammenhængende søvn kræver det mere end almindeligt megen viljestyrke at sætte sig igennem endnu en nat. For ikke at tale om en hel uge. Havde Lillesøster vist tegn på at græde mindre på dag 2 og 3, så var det en anden snak. Det gør hun ikke. Som i. Slet ikke. Og så er det hverken fair for hende eller os at fortsætte eksperimentet.  Man lader ikke bare børn skrige i en uge. Heller ikke selvom det slet ikke er ment eller tænkt så voldsomt som det lyder, for i det scenarie samsover vi stadig og Lillesøster vil blive trøstet og ikke ligge alene i egen seng på eget værelse.

Den nuværende løsning giver mest mulig søvn for flest mulige mennesker. Sådan kan vores familie bedst fungere. Det er bedre at der er en, der er træt end fire. Som regel får Bean al sin nattesøvn og Jonas det meste af sin, fordi jeg når at stoppe Lillesøster fra at råbe op ved at tilbyde hende brystet og roen dér. Jeg indhenter som regel en time om morgenen, hvor Jonas står op med børnene, men nætter med 5 forstyrrelser på 20. måned er alligevel ikke sådan at spøge med. Lillesøster skal naturligvis ikke natamme for evigt. Så jeg forsøger at lukke mælkebaren, når der er overskud til det – og så fortsætte eller tage retræte afhængigt af resultaterne.

… til ovenstående bemærkning kunne jeg i øvrigt ikke lade være med at tænke for mig selv, at man kan tale med om den slags, når man selv har to børns søvn at forholde sig til og i øvrigt har været frarøvet sin egen så længe, at enhver chance for at få ro gribes. Heldigvis ender vores putninger som regel ikke med at nogen (læs: mig) råbegræder, og de små sejre gælder også.

A ghee aij

Lillesøsters udvikling foregår hurtigere end lynets hastighed i øjeblikket. Hun tager kvantespring sprogligt, kognitivt og motorisk. Det er svært at være 19 måneder og forsøge at forstå alting på éen gang.

Forleden, mens hun kæmpede imod søvnen, hulkede det lille menneske sin første, rigtige sætning.

‘A ghee aij’. Jeg er ked af det.

Hun bliver så vred, så ked af det og så frustreret. Hun råber, kaster med tingene. Det bliver bedre. Om lidt bliver det hele klarere for hende. Hun behøver ikke blive så gal, hun kan bedre kommunikere, vi kan bedre forklare hende alting.

Og samtidig er hun stadig vores fantastiske, dejlige Lillesøster. Hun er så omsorgsfuld over for sine dukker, kysser og krammer os og laver sjov og ballade – med vilje!

Nætterne er grumme – igen, fristes jeg til at skrive. Jeg havde ellers tænkt mig at natamning var helt stoppet, men ingen af os kan holde til skrigeriet nat efter nat, så jeg agerer endnu engang menneskelig sut og lyddæmper.

På plussiden har hun lært at sige ‘Moar’ med M (og en uendelig ømhed i stemmen) i stedet for den første udgave af verdens bedste ord

dsc_0014

Older posts