Samsovning for ekstremt øvede

Det er næppe en hemmelighed, at jeg er varm fortaler for samsovning. Det har jeg bl.a. skrevet om her, her og her. Jeg synes, det er så oplagt at sove sammen med eller i al fald i rum med sine børn, i al fald så længe de er små og så længe det giver mening for familien. For det er ret væsentligt. At det skal give mening for den enkelte familie. Selvom jeg ikke kunne lægge en lille baby på bare et par måneder i eget værelse, så kan man ikke dømme andre, for man kender ikke deres livsomstændigheder. Vi gør det alle så godt vi kan – og med barnets tarv for øje. Min holdning til samsovning er knyttet...

Dawn of the Mombie

Kombinationen af en to-årig, der i de sidste par uger har sovet mildest talt uroligt, er vågnet og skreget midt om natten, og som napper og niver når hun kommer ind ‘til mo-ar’, nogle dage med mavebøvl hos selvsamme moar i sidste uge og i tillæg alt for tidlige morgener kan udmatte selv den mest rutinerede mor. I al fald kapitulerede jeg i går eftermiddags, da vi kom hjem fra Arla Food Fest, og blev sendt direkte i seng af Jonas. Og ikke på den sjove måde. Til gengæld gik jeg helt og aldeles kold og sov to timer sidst på eftermiddagen. Det sker aldrig. Det gør det virkelig ikke, og det siger ikke så lidt om, hvor træt jeg...

Who ARE you?!

Gennem hele vores karriere som forældreteam, har søvn været noget af det, der har fyldt mest hos både Jonas og jeg. Måske mest mig, fordi det trods alt er mig, der har taget hovedparten af de søvnløse nætter. Helt biologisk og lavpraktisk fordi jeg har ammet, men også fordi det har været mig, pigerne har krævet om natten – og fordi jeg er markant bedre til at blive vækket om natten end Jonas. Fx er jeg i stand til at vågne og fungere nogenlunde rent kognitivt. Med K overgav vi os fuldt og helt til samsovningen, efter at have kæmpet med uendelige putteseancer, og det gav og giver stadig enormt meget mening for mig at samsove med små børn, så...

Alt er relativt

“En hård fødsel” Sådan siger man om noget, der har været en stor, vanskelig opgave med forhindringer undervejs. En hård fødsel. Jeg har været velsignet med to fantastiske fødsler. De har krævet arbejde, koncentration og – bevares! – man kan godt mærke veer. Men hårde? Nej. Vi taler i stedet om en hård putning i øjeblikket. For begge piger, desværre. Lille E var syg i sidste uge, og det har åbenbart sat sig i putninger med skrigeri og uro. Hun vil være tæt, men ligge selv, aes men lades være i fred. I bund og grund ved hun ikke selv, hvad hun vil, og det gør det lidt svært at hjælpe hende effektivt. Det er stadig og igen mere end svært...

Milepæle og små mirakler

Så skete det. For første gang nogensinde. Vi har været tæt på flere gange, men det er aldrig blevet helt gennemført. Før nu. I nat sov lille E hele natten i sin egen seng uden at vågne op og kalde en eneste gang. Hun sov til 6.15, hvorefter hun med glad stemme kaldte på “Moar. Min moar” og var mere end klar til at komme godt igang med dagen. ^^Sødeste, kærlige lille E, der slæbte den lille stol hele vejen fra stuen ind i soveværelset for at synge Aaakjærs ‘Stille, Hjerte’ for sin dukkebaby. Præcis som jeg gør, når hun selv skal sove. I øvrigt iført vaskeægte hjemmehyggetøj i vores yndlings-økologiske merinould fra Roots&Wings. Bodyen er en str 18 mdr...
Older posts