Problemet med at lytte til sine børns behov

Faste læsere vil vide, at jeg bruger en del mental energi på at forholde mig til mine børns behov. Ikke forstået på den måde, at de får lov at have styringen. Ikke i alle tilfælde, i al fald. Vi er forældrene, og det er vores job at sætte grænser og rammer. At guide og hjælpe og sige nej, når det er relevant og rigtigt. Eller når vi ikke orker at lege mere. Så sjovt er det heller ikke altid at forsøge at finde rundt i en kommanderende næsten-5-årigs prinsesseunivers.

Problemet med at lytte til sine børns behov er, at de med jævne mellemrum er noget nær modsætninger af ens egne behov. Ikke i det store perspektiv, vel? Ikke der, hvor det gælder. Dybest nede er behovet, at de er lykkelige. At de er trygge. Elskede.

Men i det små. Det mundane. Der kan være dybe kløfter mellem mit og mine børns behov.

Efter en lang påskeferie, efter dage uden for vante, hjemlige rammer og efter de første dage i dagpleje efter 10 fridage er Lillesøsters behov basale. Hun vil have sin mor.

ke-67-kopi

Photo credit: Frederikke Brostrup

Så sidder man der, helt flad efter de første (lange) arbejdsdage, og med et akut behov for at sidde stille i en lænestol og bare sidde. Og hører Lillesøsters rasende, frustrerede skrigen fra soveværelset mens Jonas forsøger at få hende til at falde til ro og i søvn.

Man sidder i 5 minutter inden man rejser sig med et suk og overtager putningen. For 8. dag i træk med et barn, der ellers langt om længe gerne ville puttes af begge forældre. Man rejser sig og kaffen, som man glædede sig til, bliver kold og trist og ikke til at drikke længere.

Det ville i teorien være så nemt bare at blive siddende. Hun ville give op på et eller andet tidspunkt. Græde sig i søvn med sin tålmodige, søde far ved sin side til at ae og kramme og forsøge at trøste. Vi kunne sagtens sætte hælene i og gennemtvinge et grådfyldt putteritual. På et tidspunkt ville hun resignere. Lære, at hendes behov – hendes gråd – ikke er noget, vi forholder os til, når det handler om sovetid. Men hvad er pointen i det? Hvorfor skulle hun græde, når jeg kan overtage og gråden vil stilne af.

På et tidspunkt er Lillesøsters verden igen vendt tilbage til normalen og hun vil kunne puttes af os begge igen. Indtil da rejser jeg mig fra den stol, jeg allerhelst vil sidde i, og ligger i en ikke decideret komfortabel stilling og aer hendes kind, til de brungrønne øjne falder i og den lille krop slapper af.

Fordi det er det, man gør for dem, man elsker allerhøjest i hele verden.

Kampen om søvnen

‘Men på et tidspunkt må I vel bare lade hende skrige i en uge, og så er det klaret’

En henkastet bibemærkning om Lillesøsters sove/natammevaner, jeg ikke lige havde set komme.

Sover min 20 måneder gamle terrorist tumling igennem? Nej. Not by a longshot. Hun vågner i løbet af aftenen 1-5 gange. Hun vågner i løbet af natten et tilsvarende antal gange og det føles ærligt talt af og til som russisk roulette at gå i seng. Det er bl.a. grunden til at jeg ikke lægger mig til at sove, når jeg går i seng – forklaring findes HER. Søvn er essentielt for mennesker, store som små. Der er en grund til at systematisk søvnfrarøvelse anses som decideret torturmiddel. Faktisk kan man dø af søvnmangel, hvis det bliver grelt nok.

Vi har brug for pauser, hvor kroppen og sindet kobler af, restituerer, lader op.

Lillesøster sover ikke igennem, hvilket betyder at jeg heller ikke gør. Vi har efterhånden forsøgt os en lille håndfuld gange med at stoppe natamningen, men hver gang har resulteret i 2-3 nætter med voldsomt og langvarigt skrigen og en ulykkelig Lillesøster, der langt fra er udhvilet og klar til næste dage. Samt en udmattet mor og far og storesøster, der heller ikke får deres søvn. Og efter 2 nætter med skrig og stort set ingen sammenhængende søvn kræver det mere end almindeligt megen viljestyrke at sætte sig igennem endnu en nat. For ikke at tale om en hel uge. Havde Lillesøster vist tegn på at græde mindre på dag 2 og 3, så var det en anden snak. Det gør hun ikke. Som i. Slet ikke. Og så er det hverken fair for hende eller os at fortsætte eksperimentet.  Man lader ikke bare børn skrige i en uge. Heller ikke selvom det slet ikke er ment eller tænkt så voldsomt som det lyder, for i det scenarie samsover vi stadig og Lillesøster vil blive trøstet og ikke ligge alene i egen seng på eget værelse.

Den nuværende løsning giver mest mulig søvn for flest mulige mennesker. Sådan kan vores familie bedst fungere. Det er bedre at der er en, der er træt end fire. Som regel får Bean al sin nattesøvn og Jonas det meste af sin, fordi jeg når at stoppe Lillesøster fra at råbe op ved at tilbyde hende brystet og roen dér. Jeg indhenter som regel en time om morgenen, hvor Jonas står op med børnene, men nætter med 5 forstyrrelser på 20. måned er alligevel ikke sådan at spøge med. Lillesøster skal naturligvis ikke natamme for evigt. Så jeg forsøger at lukke mælkebaren, når der er overskud til det – og så fortsætte eller tage retræte afhængigt af resultaterne.

… til ovenstående bemærkning kunne jeg i øvrigt ikke lade være med at tænke for mig selv, at man kan tale med om den slags, når man selv har to børns søvn at forholde sig til og i øvrigt har været frarøvet sin egen så længe, at enhver chance for at få ro gribes. Heldigvis ender vores putninger som regel ikke med at nogen (læs: mig) råbegræder, og de små sejre gælder også.

A ghee aij

Lillesøsters udvikling foregår hurtigere end lynets hastighed i øjeblikket. Hun tager kvantespring sprogligt, kognitivt og motorisk. Det er svært at være 19 måneder og forsøge at forstå alting på éen gang.

Forleden, mens hun kæmpede imod søvnen, hulkede det lille menneske sin første, rigtige sætning.

‘A ghee aij’. Jeg er ked af det.

Hun bliver så vred, så ked af det og så frustreret. Hun råber, kaster med tingene. Det bliver bedre. Om lidt bliver det hele klarere for hende. Hun behøver ikke blive så gal, hun kan bedre kommunikere, vi kan bedre forklare hende alting.

Og samtidig er hun stadig vores fantastiske, dejlige Lillesøster. Hun er så omsorgsfuld over for sine dukker, kysser og krammer os og laver sjov og ballade – med vilje!

Nætterne er grumme – igen, fristes jeg til at skrive. Jeg havde ellers tænkt mig at natamning var helt stoppet, men ingen af os kan holde til skrigeriet nat efter nat, så jeg agerer endnu engang menneskelig sut og lyddæmper.

På plussiden har hun lært at sige ‘Moar’ med M (og en uendelig ømhed i stemmen) i stedet for den første udgave af verdens bedste ord

dsc_0014

Vaner

Dette indlæg har ligget i mit baghoved i virkelig lang tid efterhånden. Hver aften husker jeg på det, og om morgenen har jeg som regel glemt det igen. Det handler om vaner. Nærmere defineret mine sovevaner.

Når jeg går i seng om aftenen, sover jeg ikke.

dsc_1088

Det lyder mærkeligt, for selvfølgelig sover jeg om natten. (Red: Så meget, som børnene tillader det) Men jeg sover ikke, når jeg går i seng. Jeg lægger mig i stedet godt til rette. Så stille som det er menneskeligt muligt kryber jeg ind under dynen, lukker øjnene og kobler tankerne fra. Og venter. For så sikkert som det faktum, at jeg aldrig skal i Lalandia, er det at Lillesøster vågner, inden jeg når at drive ind i søvnen. Nogle gange går der 1 minut. Andre aftener har jeg 20 minutter for mig selv i mørket, inden jeg skal ind og lulle hende i søvn igen.

På det tidspunkt af aftenen foregår det som regel ved at hente hende ind til mig så jeg slipper for at stå op og ud af sengen flere gange i løbet af natten. Efterhånden har hun accepteret, at amning ikke sker før i de tidlige morgentimer (selvom man naturligvis altid kan råbe lidt efter ‘MAM!’ for at se om det nu skulle virke i nat), og kan finde ro ved at hvile hænder (og negle) på mine arme, ansigt eller hals. Og så sover vi faktisk rigtig fint sammen.

På et tidspunkt begynder hun at sove igennem. Sådan rigtigt. Indtil da er jeg vågen når jeg går i seng.

Det er en fase. Alt er en fase. Tag endelig ikke fejl. Jeg glæder mig til den dag jeg kan lægge mig til at sove, når jeg går i seng. Men jeg glæder mig også over de 5, 7 eller 20 minutter jeg har for mig selv til at falde til ro, slappe af og tænke alene i mørket. Det er der også noget fint ved.

Når manglende kommunikation er en god ting

Normalt er det ikke en god ting, når man ikke kommunikerer. Langt fra. Man kan nærmest ikke undgå at falde over artikler i aviser, blade og tidsskrifter, der handler om hvor vigtig kommunikation er. Essentiel, faktisk.

Well. Hvis jeg havde haft en åben kommunikationslinje til Jonas i går eller i dag, så havde jeg bedt ham pakke sit outdoorgrej og komme hjem fra herreturen i skoven i en vis fart.

Det havde jeg ikke – det har man som regel ikke, når han er på weekend med herrene – og dermed har han sin weekend i fred. Eller, så fredeligt det nu kan blive med en hel flok mænd, der finder tilbage til naturen.

I mellemtiden er jeg græsenke. Big time. Det er ikke nyt med en solo-weekend med pigerne. Det har vi gjort mange gange før, og det plejer at gå fint (selvom jeg klart foretrækker at være to voksne på matriklen). Når Lillesøster maxer ud på eftermiddags-skrigeri og samtidig mildest talt sover uroligt, så er det markant sværere at holde kadencen. Efter en uge uden noget der bare minder om ordentlig søvn, var jeg allerede i underskud, da weekenden blev skudt igang.

Lillesøster har grædt det meste af eftermiddagen efter bare 40 minutters urolig middagslur. Det har jeg også. I al fald indeni. Det er drænende at forsøge at holde masken, og det er ikke med den reneste samvittighed, jeg må indrømme, at jeg har hævet stemmen mere end en enkelt gang i løbet af dagen. Jeg har sagt undskyld til begge piger og kysset dem lidt ekstra. Store K har været mere end sød. Underholdt sig selv, hjulpet hvor hun kunne – helt uopfordret – og hendes sidste ord inden sengetid var, at jeg var den allerbedste mor. Min store, empatiske pige.

Om nogen fortjener hun en hyggelig eftermiddag i morgen med sine søde veninder – det under jeg hende virkelig, og hun glæder sig sådan til den tur, hun skal på.

Jonas kommer hjem i morgen. Opladet efter en weekend blandt venner. Jeg hænger i med negle og kløer indtil da – og alt det koffein og sukker, jeg kan få fat i.

dsc_0933

Om lidt bliver det bedre. Pigerne er puttet og jeg krydser fingre for i al fald en lille times ro. Næste weekend er det min tur til at tanke op på voksent selskab med en flok ualmindeligt dejlige kvinder. Og jeg elsker pigerne. Uanset hvad. Uagtet hvor hårdt det kan være. Uanset hvor nerve-opslidende en hel dag med gråd er. Alt det viskes væk af et par bløde arme om nakken. Et vådt kys. Et smil.

Størst af alt er kærligheden.

 

 

Næststørst er søvn.

Older posts