Samsovning med flere børn

En sød læser efterspurgte et indlæg med mine erfaringer omkring samsovning med flere børn – og det kommer derfor her. Søvn, samsovning og sovevaner er så utroligt individuelle, og jeg vil til enhver tid opfordre til, at du vælger det, der sikrer bedst mulig søvn og tryghed hjemme hos jer. Det er ikke nødvendigvis samsovning – men hvis det er eller hvis du overvejer den løsning, så læs med her. Samsovning er både sundt og trygt og faktisk tyder seriøse studier på, at det formindsker risikoen for vuggedød, fordi baby og mor er tunet ind på hinanden og sover lettere. Der er også studier, der siger det modsatte, og de medregner tilfælde hvor mor/far er påvirket af alkohol eller stoffer...

2018. Et anslag.

Et nyt år fordrer på en eller anden måde en positiv skuen ud mod verden. En oplevelse af muligheder og potentialer frem for begrænsninger. Jeg vil forsøge at tage årsskiftets optimisme med mig og være anslaget for mit 2018. Jeg kunne vælge at skrive mørkt og dystert om al den søvn, jeg ikke får, når jeg må fortrække ind i sofaen i fred for en snorkende mand. Eller om at blive kaldt tilbage i soveværelset et par timer senere til en to-årig, der kun vil have mor. I stedet vælger jeg at holde blikket på den store kærlighed, det lille barn rummer og udtrykker, når hun lader sine bløde, små hænder ae forsigtigt over mine kinder mens hun søvndrukkent mumler,...

Samsovning for ekstremt øvede

Det er næppe en hemmelighed, at jeg er varm fortaler for samsovning. Det har jeg bl.a. skrevet om her, her og her. Jeg synes, det er så oplagt at sove sammen med eller i al fald i rum med sine børn, i al fald så længe de er små og så længe det giver mening for familien. For det er ret væsentligt. At det skal give mening for den enkelte familie. Selvom jeg ikke kunne lægge en lille baby på bare et par måneder i eget værelse, så kan man ikke dømme andre, for man kender ikke deres livsomstændigheder. Vi gør det alle så godt vi kan – og med barnets tarv for øje. Min holdning til samsovning er knyttet...

Dawn of the Mombie

Kombinationen af en to-årig, der i de sidste par uger har sovet mildest talt uroligt, er vågnet og skreget midt om natten, og som napper og niver når hun kommer ind ‘til mo-ar’, nogle dage med mavebøvl hos selvsamme moar i sidste uge og i tillæg alt for tidlige morgener kan udmatte selv den mest rutinerede mor. I al fald kapitulerede jeg i går eftermiddags, da vi kom hjem fra Arla Food Fest, og blev sendt direkte i seng af Jonas. Og ikke på den sjove måde. Til gengæld gik jeg helt og aldeles kold og sov to timer sidst på eftermiddagen. Det sker aldrig. Det gør det virkelig ikke, og det siger ikke så lidt om, hvor træt jeg...

Who ARE you?!

Gennem hele vores karriere som forældreteam, har søvn været noget af det, der har fyldt mest hos både Jonas og jeg. Måske mest mig, fordi det trods alt er mig, der har taget hovedparten af de søvnløse nætter. Helt biologisk og lavpraktisk fordi jeg har ammet, men også fordi det har været mig, pigerne har krævet om natten – og fordi jeg er markant bedre til at blive vækket om natten end Jonas. Fx er jeg i stand til at vågne og fungere nogenlunde rent kognitivt. Med K overgav vi os fuldt og helt til samsovningen, efter at have kæmpet med uendelige putteseancer, og det gav og giver stadig enormt meget mening for mig at samsove med små børn, så...
Older posts