Lykke

Lykke kan findes i mange ting. De store, naturligvis. Den store kærlighed og erklæringen af den. To streger på en graviditetstest. Et barn. Men lykken kan også findes i det små. Det er oftest dér, synes jeg, den opleves. Når man får kigger efter en grå søndag, hvor vejret ikke kan finde ud af at det er maj.

Lykken er to børns nærhed. Det og småbitte øjeblikke, der virker helt ubetydelige, men som er lykke i simpel og ren form.

Lykken er en Lillesøster, der kommer ind på søvndrukne ben og kravler op i lænestolen til mig og læner sig ind for et kram og en eftermidddagsamning.

Lykken er en storesøster, der sidder tæt ved siden af – der er lige præcis plads i lænestolen til en mor og en nybagt 5-årig side om side – og aer sin elskede lillesøster, mens hun ammer sig tilpas og vågen.

Lykken er, når Lillesøsters ene arm rækker ud efter sin storesøster og omslutter alle i en tæt omfavnelse. Alle tre, lige der i lænestolen. En grå søndag, hvor vejret ikke ved, at det er maj. Et øjeblik, der varer et øjeblik, men strækker sig uendeligt og gemmes i hjertet og som i virkeligheden hverken er småt eller ubetydeligt.

skaermbillede-2017-05-07-kl-7-28-42-pm

Et halvt årti

Før Bean var jeg kvinde, kæreste, datter, søster, veninde og kollega. Alle titler, jeg værdsætter. Efter Bean blev jeg mor. Det følgende udsagn er en ualmindeligt stor cliché. Det gør den bare ikke mindre sand.

Titlen – og rollen – som mor, er den, jeg ubetinget er stoltest over og som gør mig allermest lykkelig. Allermest udmattet, rynket i kanterne og udfordret – ja. Men også den rolle, der har lært mig mere end noget andet, jeg har oplevet.

For fem år siden, i går aftes, sad vi i en helt ny lejlighed, vi var flyttet ind i dagen før, og spiste aftensmad, mens de første veer lige så stille markerede starten på en fantastisk fødsel. I dag, om et par timer, er det fem år siden, jeg holdt hende i mine arme – og så Jonas blive så rørt at der faldt en tåre ned ad hans kind. Fem år siden at solen strålede frem til årets første rigtigt varme dag. Fem år siden, vores liv blev forandret for evigt.

Jeg har kigget tilbage i arkiverne og fundet Beans sidste 5 fødselsdage

Da Bean blev 1 år gammel og jeg også skrev hendes fødselsberetning

Da Bean blev 2 år gammel og var lidt træt

Da Bean blev 3 år gammel og mente at bleer var for babyer

Da Bean blev 4 år gammel og hvirvlede rundt i en hvid kjole

img_3337

I dag bliver hun fem. Det er et halvt årti. Tiden er smuldret mellem mine fingre – trods uendeligt lange nætter, putninger der varede hele aftener og dage fyldt med kolikbarnets ustoppelige gråd, er den forsvundet så hurtigt som at blinke med øjnene.

Hun glæder sig sådan. Hun har glædet sig længe og talt ned hver dag. Kagerne er bestemt, tegnet og designet for måneder siden – og jeg glæder mig til at se hende åbne gaver og modtage gæster. Hun har bestemt at Lillesøster og hende skal matche i ens kjoler. Som en enhed. Selvom det er hendes dag, deler hun gerne og inkluderer andre. Det er så typisk Bean. Empatiske, kærlige Bean. Tak for dig – og et stort tillykke med den fødselsdag, du sådan har set frem til.

Der bor en tyk, tysk mand hjemme hos os

Vi bor fire mennesker på matriklen her på Indre Østerbro – fire mennesker og så en tyk, tysk mand. Lad os kalde ham Heinz. Eller måske hellere Günther. Ja. Günther er bedre.

Günther bor i maven på Lillesøster, og han gør egentlig ikke så meget væsen af sig. Bortset fra, når Lillesøster svarer bekræftende på noget. Så er det Günthers fuldtonede barytonrøst, der lyder fra dybet. ‘JAAAHH’

Bortset fra det med søvnen, så er jeg ret vild med Lillesøster, ed. 20 måneder. Eftersom hun relativt sent kom igang med at gå, så er der stadig noget bedårende tumlinge-swag i hendes færden rundt i verden. Hun er til gengæld voldsomt hurtig, når det tager hende, og således kan man ikke sjældent opleve Lillesøster i noget, der mest af alt minder om kapgang med den runde mave forrest og armene bagest. Det er lidt som at se James i 90-års fødselsdagen, sådan ungefär halvvejs igennem middagen.

dsc_0014Hun taler som et vandfald. Udover Günthers rungende ‘JAAAHH’, så er der også så småt ved at komme rigtige ord som erstatning for nogle af de dyrelyde, hun ellers har et meget (meget!) bredt arsenal af. ‘Sko’ har været en del af ordforrådet længe (sådan var det også med Bean. Wonder why…) og ’stol’ (duuhl) og ‘bord’ er også kommet til. Hun siger til, når hun gerne vil ‘bise’ (red: spise) og have en ren ‘be-e’. Tilsat fagter og håndtegn er det faktisk efterhånden muligt at have en samtale med hende og det er virkelig herligt. Hun forstår så meget af det vi siger, og hun har også ret godt fat i anatomien efterhånden. Hun synger (helst ‘Baby’ med Justin Bieber…) og danser rundt og rundt til musik og udtrykker begejstring med et dybfølt ‘WAUW’.

Hun er igang med at tilegne sig humor og elsker at fjolle og få os til at grine med. Hun er stadig den sødeste dukkemor og putter og nusser med sine dukker – så meget, at jeg seriøst overvejer om ikke en af de lækre Así-dukker, måske Leonora, skal på ønskelisten til enten fødselsdag eller jul. Dukker og bamser er også begyndt at sidde på potte – så måske er det næste step og interesseområde for Lillesøster.

Det er skørt, det med børn og deres alder. Der er noget helt vidunderligt og særligt ved alle stadier af deres udvikling (og tilsvarende også noget bøvlet og irriterende ved alle stadier af deres udvikling) – og når en tidligere kollega kigger forbi kontoret med sin 6-uger gamle pige, så bliver jeg helt nostalgisk og ønsker mig tilbage til babytiden med små, krøllede mini-mennesker, knirkelyde og babyduft. Åh, babydyft. Måske den mest hjertesmeltende duft i verden. Samtidig er jeg vild med Lillesøsters gryende selvhjulpenhed og elsker hendes verdensforståelse og sprog. At få et par buttede arme kastet om halsen og mærke hende putte sig ind mod mig, mens hun kurrer ‘åååhhhr’. At se hendes hengivenhed mod sin søster og at mærke at det gibber i hende af begejstring når døren går og far kommer hjem. Eller (næsten endnu bedre end alle os andre lige i øjeblikket), når mormor kommer på besøg.

Og så er der Günther. Som også er så sjov en del af hendes udvikling lige nu, og vi skal virkelig tage os selv i ikke at komme til at abe efter eller trække (for tydeligt) på smilebåndet, når han taler med nede fra den runde mave.

Noget om olivengrene

I går var Bean vred på mig. Rasende, faktisk. Så gal at hun ikke ville sige endsige kysse farvel om morgenen, og jeg skulle i HVERT fald ikke hente hende fra børnehaven. Hun foretrak at blive hentet meget sent af sin far frem for af mig til sædvanlig tid. Selvom vi forklarede hende, at hun ville være en af de sidste i børnehaven. Det var hun helt med på. Alternativet var åbenbart markant værre.

Det handlede om en kjole. Som hun ikke kunne finde og som vi mente måtte være fra sommeren og dermed for lille og ikke længere i skabet. Hun rasede og forsøgte frustreret at fortælle hvilken det var. Vi forsøgte tilsvarende pædagogisk at fortælle, at en sådan kjole ikke længere eksisterede.

Det lyder banalt, men når man er knap 5, er det virkelig et stort problem. Tydeligvis.

Hun blev hentet sent (omend hun bemærkede, at hun faktisk slet ikke var den sidste i børnehaven kl lidt i fem), spiste middag sammen med underboerne og nåede derfor kun lige at se mig en time inden sengetid.

I morges fandt hun selv tøj. Bukser og en bluse. Kender man Bean, ved man, at det er den største, frodigste olivengren, der findes. Hun er barnet, der med vold og magt skal tvinges i andet end kjoler og til nød nederdele. Bukser er nogenlunde det værste hun ved, men hun ved til gengæld også, at hendes far og jeg synes at de klæder hende fantastisk godt og at hun ser både stor og sej ud med bukser på. Så. Bukser og bluse var det i dag. Jeg forstod det godt. Det var ikke nødvendigt med ord. Af og til taler handlinger tydeligere.

ke-72-kopi

Vi har haft den skønneste dag. Jeg hentede hende tidligt, fik en smuk perlekæde og vi brugte et par timer i køkkenet på at bage fødselsdagskage og boller, inden huset blev fyldt af min søster, mine forældre og Jonas og Lillesøster. (Mit mindste menneske kunne i øvrigt næsten ikke være i sin krop af glæde over at se mormor – men mere om det en anden gang) Faktisk fortalte Jonas, at olivengrenen var vokset frem allerede i går, da de kom hjem fra børnehave. Der var en ledig plads i cykelstativet både ved siden af hans og min cykel, men Bean valgte pladsen ved min.

Kjolen? Den fandt hun på en bøjle, hvor den hang inden under en anden kjole. Hun vidste nøjagtig, hvilken det var, og hun havde naturligvis ret. Den var der. Hun fik en uforbeholden undskyldning for at jeg ikke havde troet på hende.

I morgen har jeg fødselsdag. Denne aften, for 33 år siden, var mine forældre i teatret og se ‘Da jazz’en kom til byen’ – min mor med begyndende veer, men de blev og så forestillingen. Nu havde de jo billetterne, du ved. Da natten blev til tidlig morgen var de blevet forældre og min historie begyndte. I morgen vender den endnu et blad, og
 jeg ved allerede at det bliver en god dag.

Taknemmelighed

Tusind tak for de mange, mange rare tanker, kommentarer og mails på indlægget om perspektiv , om issues i parforholdet og om når det ikke er lykken at være græsenke. Jeg sætter uhyre stor pris på dem alle. Det betyder meget for mig at vide, at mine tanker og ord om følelser, om det svære, det hårde og alt det andet, kan bruges som klangbund eller som perspektiv for andre.

Derfor handler det om taknemmelighed her til aften.

Efter en periode med en stor pige, der har kæmpet imod med næb og kløer, gået efter alle konflikter og alle potentielle dramaer, lader vi til at have vendt bladet og fået vores søde, skægge Bean igen.

I går – efter en hyggelig og skæg eftermiddag med en sød veninde – cyklede vi hjem igennem den silende, kolde regn. Spontant udbrød Bean de mest fortryllende ord, der gjorde mig lykkelig helt ind i sjælen.

Mor. Jeg har det bedste liv

Det bedste liv. Det er stort. Jeg ved, hun mener det. Hun elsker sin søster uendeligt højt. Hun elsker os. Hun har veninder. Familie. Hun er tryg, og hun er elsket. Mere end hun aner. I eftermiddags tog vi ind til byen for at opgradere forårsgarderoben for mit langlemmede barn og have et par timer sammen. Det var en boblende lykke, der fulgte med os på vejen hjem og mens hun stolt viste sit nye tøj frem sammen med de ting, hun havde fundet til sin søster. skaermbillede-2016-12-12-kl-8-57-32-pm

Older posts