En lidt særlig og ret anderledes morgen

Fire ud af fem hverdage er det mig, der står for morgenerne hjemme hos os. Jonas skal være klar til at møde sine elever klokken 8 – og eftersom dagplejen åbner på samme tid er morgenmad, påklædning og aflevering i mine hænder. Pigerne og jeg har en god rutine og tid til det hele. Jeg møder nemlig først klokken 9 på kontoret, der er knap 2 km væk i cykelafstand og begge institutioner ligger på vejen. I dag havde vi en anderledes morgen, for nogen ville gerne have lov at komme tidligt afsted og andre sov ukarakteristisk længe. Det var både skønt og lidt særligt for os alle. K ville så frygteligt gerne afleveres af sin far og prøve at...

My tiny sorority

‘Ja, det er jo en lille pige, der ligger her’ Sagt sådan lidt en passant af den sygeplejerske, der superviserede gennemscanningen, mens en anden øvede sig i at finde og dokumentere hjertet og alt det andet. På den måde var det nok meget fint, at det er tredje gang, jeg prøver det her. For det handlede ikke rigtig om mig ved scanningen – og det lille pigebarn under mit hjerte var mest af alt en skole-opgave i situationen. Det havde jeg været ked af første gang, men jeg har mærket små spark og puf og rumsteren hver dag siden 17. uge, så min mavefornemmelse var tryg og rolig, og det vigtigste for mig var at se, hvor moderkagen lå –...

Mini-Frida Kahlo og storesøster in spe

Efter en hel uge med ’skold-potter’ var E klar til dagpleje i mandags, og dermed også helt klar til fastelavnsfest med sine mini-venner. Som jeg skrev tidligere, så var hendes kostume et greb i udklædnings-kufferten kombineret med lidt fra klædeskabet og min makeup-holder. Easy peasy, men virkeligt nuttet. Der er ingen, der kan rocke et unibrow som en to-årig, hvis du spørger mig. Skjorten er en gammel sag fra Zara Kids, der er arvet fra K, mens nederdelen har 30 år på bagen. Den hører til det Rødhætte-kostume, min mor syede til mig i 1988. Brynet er tegnet op med øjenbryns-pen (hvad ellers!) og hun var vild med looket, min lille pige – der slet ikke er så lille længere....

33 going on 22

Det er Valentins Dag, og selvom Jonas og jeg ikke tilbringer dagen sammen, så er vi i stedet sammen med resultaterne af kærligheden. Og jeg synes det er på plads med endnu en kærlighedserklæring her også. Jeg er årgang ’84 og et søndagsbarn fra marts, og det betyder, at jeg om ungefär 2 uger må vænne mig til at være 34 år og dermed officielt ‘midt i 30’erne’ frem for ‘i starten af 30’erne’. Det har jeg det såmænd fint med. Jeg har egentlig ikke været ramt af nogen alderskriser endnu, men det kan naturligvis nå at komme. Jeg er bestemt heller ikke utilfreds med, hvor jeg er i livet. Jeg arbejder på deltid, så jeg kan se mine børn...

… men hun har stadig bløde kinder og buttede hænder

Jeg ved ikke om det er den relative klarhed efter en lille uge med relativt god søvn, om det er sæsonernes snarlige omskiften eller lyset, der begynder at vende tilbage. Efter en lang, mørk og sygdomstung vinter synes jeg pludselig, at pigerne er blevet så store. Både min førstefødte, der om et halvt år er en skolepige, og som reflekterer, argumenterer og udviser så stor omsorg og empati for sin omverden. Som er lang og smal og som efter sigende ligner mig mere og mere – omend jeg ikke ser det selv. Jeg ser hende i stedet. Hendes træk, hendes temperament. Hendes interesser. Hun har knækket koden til at brodere og kan sidde i en hel time og nørkle med...
Older posts