33 going on 22

Det er Valentins Dag, og selvom Jonas og jeg ikke tilbringer dagen sammen, så er vi i stedet sammen med resultaterne af kærligheden. Og jeg synes det er på plads med endnu en kærlighedserklæring her også. Jeg er årgang ’84 og et søndagsbarn fra marts, og det betyder, at jeg om ungefär 2 uger må vænne mig til at være 34 år og dermed officielt ‘midt i 30’erne’ frem for ‘i starten af 30’erne’. Det har jeg det såmænd fint med. Jeg har egentlig ikke været ramt af nogen alderskriser endnu, men det kan naturligvis nå at komme. Jeg er bestemt heller ikke utilfreds med, hvor jeg er i livet. Jeg arbejder på deltid, så jeg kan se mine børn...

… men hun har stadig bløde kinder og buttede hænder

Jeg ved ikke om det er den relative klarhed efter en lille uge med relativt god søvn, om det er sæsonernes snarlige omskiften eller lyset, der begynder at vende tilbage. Efter en lang, mørk og sygdomstung vinter synes jeg pludselig, at pigerne er blevet så store. Både min førstefødte, der om et halvt år er en skolepige, og som reflekterer, argumenterer og udviser så stor omsorg og empati for sin omverden. Som er lang og smal og som efter sigende ligner mig mere og mere – omend jeg ikke ser det selv. Jeg ser hende i stedet. Hendes træk, hendes temperament. Hendes interesser. Hun har knækket koden til at brodere og kan sidde i en hel time og nørkle med...

She is only two and a half for such a little while

Tillad mig lige at tage en lillebitte, bittersød pause fra hverdagens travlhed og forsøge at forstå det faktum, at tiden er gået så stærkt, at mit yngste, lille barn nu er to og et halvt år. Hun er så afgjort ikke en lille, hjælpeløs skabning længere, men et lillebitte menneske med egne holdninger, egen vilje og sproget og midlerne til at kommunikere disse til os. Af og til vågner jeg ved, at hun aer min kind blidt og siger ‘Du er den aller-allermest kærlighed, mor’. Af og til tester hun vores tålmodighed, anerkendende pædagogik og grænser nøjagtig som en to-årig skal. Hun er uden tvivl og altid er en af de allervigtigste, allerstørste, allervildeste og allermest fantastiske mennesker, jeg kender. Hendes fødsel vil jeg for evigt...

Milepæle (og verdens sødeste storesøster)

Nogle ting er milepæle på en måde, som det givetvis kun er andre forældre, der helt forstår omfanget af. Ikke forstået sådan, at mennesker, der ikke er forældre, ikke kan forstå at et nyt udviklingstrin er på færde og at det er fint og spændende. Men det er måske ikke så interessant altid, når man ikke selv er der (eller har været der!) Sådan en milepæl nåede vi i dag. E havde for første gang succes på potten. Således har vi taget de allerførste spæde skridt på vejen mod en blefri pige. Hun bliver to og et halvt om halvanden uge, og det var faktisk samtidig, at K bekendtegjorde for os, at nu var hun sådan set færdig med at...

2018. Et anslag.

Et nyt år fordrer på en eller anden måde en positiv skuen ud mod verden. En oplevelse af muligheder og potentialer frem for begrænsninger. Jeg vil forsøge at tage årsskiftets optimisme med mig og være anslaget for mit 2018. Jeg kunne vælge at skrive mørkt og dystert om al den søvn, jeg ikke får, når jeg må fortrække ind i sofaen i fred for en snorkende mand. Eller om at blive kaldt tilbage i soveværelset et par timer senere til en to-årig, der kun vil have mor. I stedet vælger jeg at holde blikket på den store kærlighed, det lille barn rummer og udtrykker, når hun lader sine bløde, små hænder ae forsigtigt over mine kinder mens hun søvndrukkent mumler,...
Older posts