Der bor en tyk, tysk mand hjemme hos os

Vi bor fire mennesker på matriklen her på Indre Østerbro – fire mennesker og så en tyk, tysk mand. Lad os kalde ham Heinz. Eller måske hellere Günther. Ja. Günther er bedre.

Günther bor i maven på Lillesøster, og han gør egentlig ikke så meget væsen af sig. Bortset fra, når Lillesøster svarer bekræftende på noget. Så er det Günthers fuldtonede barytonrøst, der lyder fra dybet. ‘JAAAHH’

Bortset fra det med søvnen, så er jeg ret vild med Lillesøster, ed. 20 måneder. Eftersom hun relativt sent kom igang med at gå, så er der stadig noget bedårende tumlinge-swag i hendes færden rundt i verden. Hun er til gengæld voldsomt hurtig, når det tager hende, og således kan man ikke sjældent opleve Lillesøster i noget, der mest af alt minder om kapgang med den runde mave forrest og armene bagest. Det er lidt som at se James i 90-års fødselsdagen, sådan ungefär halvvejs igennem middagen.

dsc_0014Hun taler som et vandfald. Udover Günthers rungende ‘JAAAHH’, så er der også så småt ved at komme rigtige ord som erstatning for nogle af de dyrelyde, hun ellers har et meget (meget!) bredt arsenal af. ‘Sko’ har været en del af ordforrådet længe (sådan var det også med Bean. Wonder why…) og ’stol’ (duuhl) og ‘bord’ er også kommet til. Hun siger til, når hun gerne vil ‘bise’ (red: spise) og have en ren ‘be-e’. Tilsat fagter og håndtegn er det faktisk efterhånden muligt at have en samtale med hende og det er virkelig herligt. Hun forstår så meget af det vi siger, og hun har også ret godt fat i anatomien efterhånden. Hun synger (helst ‘Baby’ med Justin Bieber…) og danser rundt og rundt til musik og udtrykker begejstring med et dybfølt ‘WAUW’.

Hun er igang med at tilegne sig humor og elsker at fjolle og få os til at grine med. Hun er stadig den sødeste dukkemor og putter og nusser med sine dukker – så meget, at jeg seriøst overvejer om ikke en af de lækre Así-dukker, måske Leonora, skal på ønskelisten til enten fødselsdag eller jul. Dukker og bamser er også begyndt at sidde på potte – så måske er det næste step og interesseområde for Lillesøster.

Det er skørt, det med børn og deres alder. Der er noget helt vidunderligt og særligt ved alle stadier af deres udvikling (og tilsvarende også noget bøvlet og irriterende ved alle stadier af deres udvikling) – og når en tidligere kollega kigger forbi kontoret med sin 6-uger gamle pige, så bliver jeg helt nostalgisk og ønsker mig tilbage til babytiden med små, krøllede mini-mennesker, knirkelyde og babyduft. Åh, babydyft. Måske den mest hjertesmeltende duft i verden. Samtidig er jeg vild med Lillesøsters gryende selvhjulpenhed og elsker hendes verdensforståelse og sprog. At få et par buttede arme kastet om halsen og mærke hende putte sig ind mod mig, mens hun kurrer ‘åååhhhr’. At se hendes hengivenhed mod sin søster og at mærke at det gibber i hende af begejstring når døren går og far kommer hjem. Eller (næsten endnu bedre end alle os andre lige i øjeblikket), når mormor kommer på besøg.

Og så er der Günther. Som også er så sjov en del af hendes udvikling lige nu, og vi skal virkelig tage os selv i ikke at komme til at abe efter eller trække (for tydeligt) på smilebåndet, når han taler med nede fra den runde mave.

Noget om olivengrene

I går var Bean vred på mig. Rasende, faktisk. Så gal at hun ikke ville sige endsige kysse farvel om morgenen, og jeg skulle i HVERT fald ikke hente hende fra børnehaven. Hun foretrak at blive hentet meget sent af sin far frem for af mig til sædvanlig tid. Selvom vi forklarede hende, at hun ville være en af de sidste i børnehaven. Det var hun helt med på. Alternativet var åbenbart markant værre.

Det handlede om en kjole. Som hun ikke kunne finde og som vi mente måtte være fra sommeren og dermed for lille og ikke længere i skabet. Hun rasede og forsøgte frustreret at fortælle hvilken det var. Vi forsøgte tilsvarende pædagogisk at fortælle, at en sådan kjole ikke længere eksisterede.

Det lyder banalt, men når man er knap 5, er det virkelig et stort problem. Tydeligvis.

Hun blev hentet sent (omend hun bemærkede, at hun faktisk slet ikke var den sidste i børnehaven kl lidt i fem), spiste middag sammen med underboerne og nåede derfor kun lige at se mig en time inden sengetid.

I morges fandt hun selv tøj. Bukser og en bluse. Kender man Bean, ved man, at det er den største, frodigste olivengren, der findes. Hun er barnet, der med vold og magt skal tvinges i andet end kjoler og til nød nederdele. Bukser er nogenlunde det værste hun ved, men hun ved til gengæld også, at hendes far og jeg synes at de klæder hende fantastisk godt og at hun ser både stor og sej ud med bukser på. Så. Bukser og bluse var det i dag. Jeg forstod det godt. Det var ikke nødvendigt med ord. Af og til taler handlinger tydeligere.

ke-72-kopi

Vi har haft den skønneste dag. Jeg hentede hende tidligt, fik en smuk perlekæde og vi brugte et par timer i køkkenet på at bage fødselsdagskage og boller, inden huset blev fyldt af min søster, mine forældre og Jonas og Lillesøster. (Mit mindste menneske kunne i øvrigt næsten ikke være i sin krop af glæde over at se mormor – men mere om det en anden gang) Faktisk fortalte Jonas, at olivengrenen var vokset frem allerede i går, da de kom hjem fra børnehave. Der var en ledig plads i cykelstativet både ved siden af hans og min cykel, men Bean valgte pladsen ved min.

Kjolen? Den fandt hun på en bøjle, hvor den hang inden under en anden kjole. Hun vidste nøjagtig, hvilken det var, og hun havde naturligvis ret. Den var der. Hun fik en uforbeholden undskyldning for at jeg ikke havde troet på hende.

I morgen har jeg fødselsdag. Denne aften, for 33 år siden, var mine forældre i teatret og se ‘Da jazz’en kom til byen’ – min mor med begyndende veer, men de blev og så forestillingen. Nu havde de jo billetterne, du ved. Da natten blev til tidlig morgen var de blevet forældre og min historie begyndte. I morgen vender den endnu et blad, og
 jeg ved allerede at det bliver en god dag.

Taknemmelighed

Tusind tak for de mange, mange rare tanker, kommentarer og mails på indlægget om perspektiv , om issues i parforholdet og om når det ikke er lykken at være græsenke. Jeg sætter uhyre stor pris på dem alle. Det betyder meget for mig at vide, at mine tanker og ord om følelser, om det svære, det hårde og alt det andet, kan bruges som klangbund eller som perspektiv for andre.

Derfor handler det om taknemmelighed her til aften.

Efter en periode med en stor pige, der har kæmpet imod med næb og kløer, gået efter alle konflikter og alle potentielle dramaer, lader vi til at have vendt bladet og fået vores søde, skægge Bean igen.

I går – efter en hyggelig og skæg eftermiddag med en sød veninde – cyklede vi hjem igennem den silende, kolde regn. Spontant udbrød Bean de mest fortryllende ord, der gjorde mig lykkelig helt ind i sjælen.

Mor. Jeg har det bedste liv

Det bedste liv. Det er stort. Jeg ved, hun mener det. Hun elsker sin søster uendeligt højt. Hun elsker os. Hun har veninder. Familie. Hun er tryg, og hun er elsket. Mere end hun aner. I eftermiddags tog vi ind til byen for at opgradere forårsgarderoben for mit langlemmede barn og have et par timer sammen. Det var en boblende lykke, der fulgte med os på vejen hjem og mens hun stolt viste sit nye tøj frem sammen med de ting, hun havde fundet til sin søster. skaermbillede-2016-12-12-kl-8-57-32-pm

Søstre

Der er ingen garantier, når det gælder børn. Ingen garanti for hvordan en fødsel kommer til at forløbe. Om man får strækmærker eller bækkenløsning. Om babyen eller barnet vil sove. Om amningen lykkes.

Det fortsætter hele livet, tror jeg. Det gør sig også gældende med søskende. Der er ingen garantier for at de gider hinanden (selvom de fleste gør).

Derfor er jeg uendeligt taknemmelig for det forhold, mine to døtre har. Fra første øjeblik, Bean så sin Lillesøster, blev hendes beskytter-instinkt vakt og det er vokset til en kærlighed og omsorg uden ende i løbet af de sidste 18 måneder. Fra hun som nybagt storesøster forstod og uden tøven accepterede at en andens behov var større med ordene: “Bare gå ind til Lillesøster, mor. Hun græder. Jeg kan godt selv sove.” til den selvfølgelighed hvormed hun lader sin søster indgå i sin hverdag, sit liv og sin leg. Når hun sætter sig spontant og læser med hende. Når vi voksne har travlt med at nå at få maden klar eller skal ud ad døren og Lillesøster vil have opmærksomhed – så er det Bean, der uden opfordring giver hende den. Fordi hun har lyst.

Når hun indbyder til leg og fjollerier og husker at hendes søster er meget mindre end hende selv. Når hun lader sig indfange og kilde og blidt minder sin søster om, at vi kysser – ikke bider.

Lillesøster har elsket Bean, siden hun fik øje på hende. Ingen kommer i nærheden af hendes søster. Hun er uden sammenligning det sjoveste, dejligste menneske i Lillesøsters univers. Undtagen, når hun er sulten eller bliver ked af det. Så er det stadig mor (og far), der er bedst. Hun følger i sin søsters fodspor dagen lang. Efterligner hendes lege og forsøger at gentage hendes ord. Ingen får Lillesøster til at le mere hjerteligt end Bean.

De vil hinanden og de søger hinanden. Uanset om det er til vild tumleleg eller en stille læsestund. Som dette øjeblik, jeg stjal mig til forleden. En mandag morgen med voksne, der ikke rigtig har tid, fordi der også skal laves morgenmad og gøres klar til dagen og ugen. En stor, der hjælper en lille op i sengen med yndlingsbogen og finder ro og hygge sammen. Et lille univers kun for de to. Nåja, og moren med kameraet i hånden…

skaermbillede-2017-02-08-kl-12-40-12-pm

Jeg elsker at se dem sammen. Og jeg elsker at de har hinanden. Nu og for altid.

Det bedste ord i verden

Jeg elsker børns sprog. Tilegnelsen af det talte sprog og forståelsen af det er ren magi at være vidne til. Sådan var det med Bean. Sådan er det med Lillesøster. Det er evigt fascinerende, hvordan vi kan sidde ved bordet og tale om et eller andet emne, og Lillesøster så byder ind med et af sine ord – i en kontekst, der giver mening i hendes verden (og for os som kender hende)

Bean nærmer sig 5 år og hendes sprog blomstrer vildt og frodigt. Metaforer, sproglige billeder og vendinger hentet fra voksensproget er helt dagligdags for hende. Så meget desto mere elsker jeg de barneord, der trods alt stadig er.  Hendes ordforråd vokser dagligt, ligesom hendes søsters. Bøger bliver læst og genlæst hundrede gange, samtaler først og sproget vokser organisk frem imellem os.

Jeg har mange yndlingsord. Nogle fra mit modersmål. Nogle hentet fra fremmede sprog. I min bog er der imidlertid ét ord, der er bedre end alle andre. Første gang et barn siger det ord, lagrer det sig dybt i hjertet.

Mor.

Allerførste gang, det bliver sagt – og talløse gange siden – udtrykker det kærlighed og et tilhørsforhold. En sammenhæng mellem os.

Lillesøster har i flere måneder haft et ord for sin far – og for sin søster. ‘Gahr?’ er det første hun spørger til om morgenen, når hun altså lige har givet os hver vores morgenkys. I denne uge fik jeg mit eget ord. ‘Bo-arh’ siger hun og peger. Mor. Jeg navngiver dig – jeg betegner, anerkender og forsegler vores relation.

‘Mor’ kan også siges surt, opgivende, frustreret eller ligefrem vredt. Det ændrer ikke ved den store sammenhæng.

Det er måske fjollet at være så glad for et ord. Men i lige præcis dette ord ligger også en identitet. En væsentlig del af min væren. Jeg er mange ting. Kvinde, kæreste, datter, søster, kunsthistoriker, københavner. Mor. Moderrollen er smeltet sammen med mig helt umærkeligt. I alle aspekter af livet er jeg også nogens mor. Den rolle kan ikke adskilles fra resten, og italesættelsen af det fra et af de mennesker, der for evigt bor i mit hjerte, betyder mere end selve ordet.

ke-96
^^Photo credit: Frederikke Brostrup

Older posts