Store piger og særlige oplevelser

Det slog mig i dag, hvor store mine piger er ved at blive. Begge to. K er taget til provinsen for at have et par julehyggelige dage med mormor og morfar, men forinden var hun med sin far i Tivoli for at indsnuse stemningen – og prøve et par af deres yndlingsforlystelser. Hun elsker især den 100 år gamle rutschebane. Bjergrutschebanan, som hun kalder den. ‘Far? Må jeg godt prøve den selv?’, spurgte hun i dag. Det måtte hun godt. Hun er stor nok ifølge højdemåleren. Og sig selv. Og sin far. Umiddelbart havde hun fået et nej fra mig, men så var det jo heldigt, at jeg var hjemme med E. ‘Sidder du alene?’, spurgte vognstyreren min store, lille femårige....

Udfordringen ved barn nummer to

Der er ret mange ting, der er forskellige fra første til andet barn. I al fald i min erfaring. Lige fra den spirende graviditet til barselsperioden og helt overordnet når det kommer til barnets udvikling. Nyhedsværdi og tid er begge væsentlige faktorer, når det handler om barn nummer to (og tre og fire og så videre, kan jeg levende forestille mig!) I den første graviditet er altid nyt og spændende og lidt utrygt også, og man kunne have vækket mig på ethvert givent tidspunkt for at få det på klokkeslet-nøjagtige svar på, hvor mange uger, jeg var henne og hvor den spirende bønne var i sin udvikling. Der var uendelige mængder tid til at føle, tænke og forestille sig livet...

Who ARE you?!

Gennem hele vores karriere som forældreteam, har søvn været noget af det, der har fyldt mest hos både Jonas og jeg. Måske mest mig, fordi det trods alt er mig, der har taget hovedparten af de søvnløse nætter. Helt biologisk og lavpraktisk fordi jeg har ammet, men også fordi det har været mig, pigerne har krævet om natten – og fordi jeg er markant bedre til at blive vækket om natten end Jonas. Fx er jeg i stand til at vågne og fungere nogenlunde rent kognitivt. Med K overgav vi os fuldt og helt til samsovningen, efter at have kæmpet med uendelige putteseancer, og det gav og giver stadig enormt meget mening for mig at samsove med små børn, så...

Hvad mødre gør for deres børn

Moderkærligheden er en underlig størrelse. Den er der bare, lige pludselig, sammen med et instinkt, der ikke er til at undertrykke, og som er enhver løvinde værdigt. Et intenst, altoverskyggende behov for at tage vare på sit afkom. Jeg tror først, man for alvor forstår omfanget, første gang man selv oplever det. At få sit barn i favnen er en overvældende oplevelse. En bølge af ansvar, der kan føles kvælende til tider, men som for evigt er en del af min eksistens, og som kommer rullende i større eller mindre voldsomhed igennem resten af mit liv. Det kan godt være, at ammehjernen glemmer ordet for køleskab, men den registrerer de mindste ændringer i barnets tilstand og humør. Moderskabet er fyldt...

Milepæle og små mirakler

Så skete det. For første gang nogensinde. Vi har været tæt på flere gange, men det er aldrig blevet helt gennemført. Før nu. I nat sov lille E hele natten i sin egen seng uden at vågne op og kalde en eneste gang. Hun sov til 6.15, hvorefter hun med glad stemme kaldte på “Moar. Min moar” og var mere end klar til at komme godt igang med dagen. ^^Sødeste, kærlige lille E, der slæbte den lille stol hele vejen fra stuen ind i soveværelset for at synge Aaakjærs ‘Stille, Hjerte’ for sin dukkebaby. Præcis som jeg gør, når hun selv skal sove. I øvrigt iført vaskeægte hjemmehyggetøj i vores yndlings-økologiske merinould fra Roots&Wings. Bodyen er en str 18 mdr...
Older posts