Identitetskrise for tumlinge

Lillesøster fylder 2 om noget i retning af 6 uger. Det fatter jeg for det første slet ikke, for jeg har jo næsten lige født hende. Men jeg tror faktisk heller ikke, at Lillesøster selv aner, at hun snart er en 2-årig.

Forstå mig ret. Naturligvis ved Lillesøster ikke, at hun har fødselsdag engang i et eller andet mærkeligt fremtidsscenarie. Nok synes vi hun er smadderkløgtig, men den slags forståelse for tid har hun absolut ikke. Hun døjer rigeligt med konceptet Når jeg har vasket hænder/taget sko af/fået bukser på, vil jeg meget gerne læse bog med dig/lege/kramme’

Jeg tror, at Lillesøster befinder sig midt i en kæmpe identitetskrise. Hun er i vadestedet mellem at være ‘lille’ og ’stor’ i et relativt perspektiv. Hun er – af helt oplagte årsager – den lille hjemme hos os, men hun er samtidig en stor pige, der kan en masse selv og vil en masse selv.

skaermbillede-2017-06-07-kl-2-42-18-pmHun taler og kommunikerer, hun leger rollelege og lægger puslespil, hun finder på, øver sig i at hoppe og løbe og klatre. Hun er blevet bevidst om sit køn og at der er forskel på at være pige og dreng. Flertallet hjemme hos os har fx en ‘tis ko’. Med andre ord. Hun er meget langt fra babystadiet.

På det sidste er hun til gengæld begyndt at kravle af og til og omtale sig selv som en baby. Både hjemme og i verdens allerbedste dagpleje. Hun kan sagtens spise selv (også selvom det af og til havner i en ret stor radius fra tallerken og mund), men nogle gange skubber hun tallerken eller skål hen mod os og vil mades med dyrelyde og flyvemaskiner.

Hun er nu stoppet helt med at amme – og måske er det også et mere eller mindre ubevidst savn og sorg og forandring, hun bearbejder. En slags nærhed, hun kompenserer for.

Nærved og næsten 2 år er både stor og lille. Vi øver os i at italesætte hende som en stor pige, som er dygtig og kan selv. ‘Mich gø-ar’ bliver ofte ytret og så øver hun sig i at gøre selv. Når hun altså ikke lige svinger den helt modsatte vej og skal bæres som en baby og ‘nuff’ (red: nusses) på hovedet.

Vi forsøger at støtte og hjælpe hende så meget, vi kan, i processen – også selvom det kan trække tænder ud, når det hele bliver noget piveri og råben og kasten med tingene. Vi hjælper hende til at lære at være stor, mens hun får alle de kram og al den ‘nuff’ hun overhovedet vil have. Det er heldigvis en hel del.

En update på amningen

Det er ikke engang en måned siden jeg nedskrev et stille håb om at natamningerne nu var ved at være definitivt slut. Det er de. Helt og aldeles. Det tog ikke mere end et par nætter før Lillesøster fuldt ud accepterede, at det var slut med natlig mælkebar. De første uger herefter vågnede hun noget oftere end før, men blev trøstet af et kram og at blive aet over det dunede hoved.

I løbet af den sidste uges tid – egentlig helt umærkeligt – er opvågningerne blevet færre. Både i løbet af aftenen og om natten. Hun vågner op og vil trøstes en enkelt gang i snit inden Jonas og jeg går i seng, og så vågner hun op og vil ind og putte med sin MUARH et sted mellem kl. 23 og 01. Men derfra sover hun som regel igennem til klokken nærmer sig 6. Det er nyt og skønt, og selvom det kræver en indsats at komme ud af sengen på det tidspunkt, så kan jeg ikke lade være med at glæde mig stille over at Lillesøster så småt begynder at sove bedre. Hun er også lige rundet 22 måneder, og som jeg husker fra Bean, var det omtrentligt på samme tidspunkt, hendes søvn gik fra decideret terror til noget mere humant.

Hvem ved. Måske når vi at opleve en nat, hvor hun sover helt til morgenstunden inden for en overskuelig tidshorisont? (Schyyy, Nemesis. Jeg skrev ‘måske’)

Lillesøster var ikke klar til at give slip før – men det er gået stærkt med tilvænningen herefter. Det minder bemærkelsesværdigt meget om hendes tilgang til andre livs-kunster. Hun begyndte først at krybe, da hun var over 11 måneder, men bare et par uger senere begyndte hun at kravle rigtigt. Og halvanden måned fra første krybe-tag henover stuegulvet begyndte hun at rejse sig og tage sine første, usikre skridt. Måske er hun bare typen, der holder ved det kendte indtil hun nærmest allerede er forbi næste udviklingstrin?

Hvis nogen venter i spænding på nyt om, hvorvidt hun fortsat glemmer at bede om sin eftermiddags-amning, så ja. I denne uge huskede hun det igen tirsdag, men glemte det både onsdag og torsdag. Og i morges, da jeg var igang med at tage tøj på, kom hun ud til mig i baderummet, fik øje på mælkebaren og udbrød et begejstret ‘MAM-MAM!’ – efterfulgt af et fnis og et ‘NEEEEIIIJ!’ Det var ret fint og ret mærkeligt på samme tid. Måske er det slutningen på en æra. Selvom det er fint og jeg er glad for at hun selv har fået lov at vælge fra og til, er det alligevel vemodigt.

skaermbillede-2017-05-19-kl-2-33-12-pm^^Lillesøster på vej ud i verden. Kyse, sneakers og shorts er arvesager fra Beans tid, strømpebukser er vores ubetingede yndlingsmodel fra GoBabyGo. Selvom Lillesøster ikke længere har brug for skridsikre kravle-knæ, så sidder de bare fantastisk, maveelastikken er dejlig bred og blød og det er ret praktisk med skridsikre såler, hvis man ikke lige får hjemmeskoene med fra dagplejen. Strikken er hjemmegjort og opskriften er SÅ skøn at strikke og fin i brug. Den kan virkelig ikke anbefales nok – og der er også mulighed for at strikke den med korte ærmer. Find og køb opskrift til Annas Sommercardigan hos dygtige Mette HER. Jeg har strikket i Manderin Petit fra Sandnes.

Ting, man kun gør for sine børn

Der er nogle ting, man gør for sine børn, men ingen andre mennesker i verden. For eksempel er det kun mine børn, der kan slippe levende fra at holde mig vågen kontinuerligt i løbet af natten – i flere år i træk.

Der er heller ingen andre mennesker i verden end mine børn, jeg vil lade lægge deres opkast-tilsølede krop og ansigt ind mod mig og min lyse striktrøje og putte sig tæt ind mod mig. Ingen andre, jeg ville møde fuldt i omfavnelsen. Alt imens jeg husker at trække vejret med munden frem for næsen.

Lillesøster vågnede i går aftes omkring halv ni og kunne ikke finde ro igen. Hun blev ved med at klynke og vende og dreje sig. Efter 20 minutters forgæves ekstra-putning, mens jeg i mit stille sind begyndte at blive lidt irriteret, kom der en ny lyd. En lyd og så en hel masse mere. Det lille menneske brugte resten af aftenen og de første timer af natten på at kaste alt op, der var i hende.

Hun var så lille og træt og trist, at det var hjerteknusende at være vidne til. Hun forstod ikke, hvad der skete. Hun forstod bare, at det ikke var rart. En lille lyd lød fra gangen sent om aftenen en halv time efter 3. lagenskift – og en lille, bleg pige stod og holdt fast ved væggen mens hendes lille krop skilte sig af med maveindhold, den ikke havde mere af. Lille, lille menneske. Hun havde ikke mere i sig. Ikke mere gråd. Ikke mere overskud. Hun puttede sig udmattet ind mod sin far, mens jeg tørrede mig selv og gulvet af, skiftede bluse og bukser, skyllede det værste ud af mit hår og hentede hendes dyne. Så fik jeg hende ind mod mig, og hun lagde sig til at sove med sit hoved mod mit bryst. Slap og udmattet og lydløs.

Lillesøster, Frederikke Brostrup

Hun har været træt i dag. Glad og heldigvis helt rask, men træt af en lang, urolig aften. Bean og jeg tilbragte hele eftermiddagen med at tegne pålægschokoladeæsker under kyndig vejledning fra Peter Madsen (som man kan se i min Instastory), mens Jonas og Lillesøster sov middagslur sammen og efterfølgende trillede en lang tur i Bugaboo’en – de rundede ikke mindre end to søer og så på en hel masse af vores by-fugle og legepladser undervejs, drak kaffe, spiste minimuffins og nød hinandens selskab. Den sidste uge har det handlet om Mor med stort M for Lillesøster. I aftes – efter en skøn udflugt sammen og noget kvalitetstid – efterspurgte hun far til puttetid. #alterlove

Livskriser for en halvandenårig

Lillesøster har været lidt… ahem… udfordrende i dag. Hun har brugt bogstaveligt talt hele eftermiddagen på at 1) brokke sig højlydt og klagende over for lidt eller forkert service og 2) gjort alt det, hun godt ved, hun ikke må. Derfor er det Jonas, der putter lige nu, selvom det egentlig var min tur. En hel eftermiddag alene med et barn, der tilsyneladende er sprunget direkte ind i ‘the terrible two’s’ kombineret med en mor med PMS er ikke for sarte sjæle. Bean har til gengæld været mere end eksemplarisk.

Det er svært at være 20 måneder og kunne en hel masse, forstå en hel masse, men stadig ikke have tilstrækkeligt greb om sproget og begreb om eget følelsesliv og reaktionsmønstre til at kunne forklare, hvorfor det hele ramler, som det gør nogle dage. Det er ikke specielt underholdende at være midt i – men heldigvis kan jeg som regel godt løfte blikket lidt fra situationen. Ikke mindst når far putter og der er kølig Riesling i et glas inden for rækkevidde.

Der er mange (mange!) ting, der kan udløse en decideret livskrise og en nedsmeltning af atomar karakter for en godt halvandenårig.

Når Playmobil-figuren ikke kan sidde fast på DUPLO-gyngen, for eksempel. Det er helt klart værd at kaste sig skrigende på jorden for.

Når man ikke må kaste sig ud over kanten på sin søsters højseng – alternativt, når man ikke må kravle op ad stigen til sin søsters højseng – er det også et voldsomt brud på børnekonventionerne, hvis du spørger Lillesøster.

Når man får nej til at gennemrode skraldespanden. Det er simpelthen ikke i orden og kræver som minimum 5 minutters hylen, der får os til at håbe, at naboerne ikke ringer til kommunen med det samme.

Når tegningen ikke vil som man vil. Så er den eneste anden mulighed at smide farveblyanterne ned på gulvet og i øvrigt kaste sig frem og tilbage i stolen i ren og skær dødsforagt.

Når man ikke må løbe direkte ud på vejen og/eller stikke af fra sine forældre på fortovet. Det er en voldsomt invasiv Big Brother-agtig tilgang vi opererer med herhjemme, set fra knap en meters højde.

Når man ikke må kaste med sin mors briller. Hvad er de der ellers for?

Når man ikke må bide sin mor, mens man ammer. Selvom det er så sjovt, når man gør det med vilje. Helt ærligt? Der er heller intet sjovt, der er tilladt, og at blive fjernet fra mælkebaren med den begrundelse er decideret omsorgssvigt.

Når man ikke kan blive taget op i favnen pronto, mens mor eller far står med to varme gryder og to skeer og en omgang pasta, der er ved at boble over grydens kanter. Absolut også værd at initiere sin indre operadiva-drama-sekvens for.

ke-96

Photo credit: Frederikke Brostrup

… heldigvis er der også mange, mange søde ting, Lillesøster gør, for ellers var hun godt nok billigt til salg i disse dage. Som for eksempel de talløse kærtegn, hun uddeler med et varmt ‘nåhr’ til følge. Til os herhjemme, til sine yndlingspædagoger, bedsteforældre, bamser og dukker. Når hun hører sit jam i radioen eller selv synger ‘Baby’ (she’s a belieber…) og begynder at danse rundt og rundt om sig selv med svingende arme. Og når hun opfinder sine egne godnatsange. Forleden var det en lille fin melodi med ordene ‘Do-ohr Bam, nåhr. Bam, bam, DO-ohr. Nåhr’ (Red: Stor bamse er sød. Bamse, bamse er stor. Og sød.)

Der bor en tyk, tysk mand hjemme hos os

Vi bor fire mennesker på matriklen her på Indre Østerbro – fire mennesker og så en tyk, tysk mand. Lad os kalde ham Heinz. Eller måske hellere Günther. Ja. Günther er bedre.

Günther bor i maven på Lillesøster, og han gør egentlig ikke så meget væsen af sig. Bortset fra, når Lillesøster svarer bekræftende på noget. Så er det Günthers fuldtonede barytonrøst, der lyder fra dybet. ‘JAAAHH’

Bortset fra det med søvnen, så er jeg ret vild med Lillesøster, ed. 20 måneder. Eftersom hun relativt sent kom igang med at gå, så er der stadig noget bedårende tumlinge-swag i hendes færden rundt i verden. Hun er til gengæld voldsomt hurtig, når det tager hende, og således kan man ikke sjældent opleve Lillesøster i noget, der mest af alt minder om kapgang med den runde mave forrest og armene bagest. Det er lidt som at se James i 90-års fødselsdagen, sådan ungefär halvvejs igennem middagen.

dsc_0014Hun taler som et vandfald. Udover Günthers rungende ‘JAAAHH’, så er der også så småt ved at komme rigtige ord som erstatning for nogle af de dyrelyde, hun ellers har et meget (meget!) bredt arsenal af. ‘Sko’ har været en del af ordforrådet længe (sådan var det også med Bean. Wonder why…) og ’stol’ (duuhl) og ‘bord’ er også kommet til. Hun siger til, når hun gerne vil ‘bise’ (red: spise) og have en ren ‘be-e’. Tilsat fagter og håndtegn er det faktisk efterhånden muligt at have en samtale med hende og det er virkelig herligt. Hun forstår så meget af det vi siger, og hun har også ret godt fat i anatomien efterhånden. Hun synger (helst ‘Baby’ med Justin Bieber…) og danser rundt og rundt til musik og udtrykker begejstring med et dybfølt ‘WAUW’.

Hun er igang med at tilegne sig humor og elsker at fjolle og få os til at grine med. Hun er stadig den sødeste dukkemor og putter og nusser med sine dukker – så meget, at jeg seriøst overvejer om ikke en af de lækre Así-dukker, måske Leonora, skal på ønskelisten til enten fødselsdag eller jul. Dukker og bamser er også begyndt at sidde på potte – så måske er det næste step og interesseområde for Lillesøster.

Det er skørt, det med børn og deres alder. Der er noget helt vidunderligt og særligt ved alle stadier af deres udvikling (og tilsvarende også noget bøvlet og irriterende ved alle stadier af deres udvikling) – og når en tidligere kollega kigger forbi kontoret med sin 6-uger gamle pige, så bliver jeg helt nostalgisk og ønsker mig tilbage til babytiden med små, krøllede mini-mennesker, knirkelyde og babyduft. Åh, babydyft. Måske den mest hjertesmeltende duft i verden. Samtidig er jeg vild med Lillesøsters gryende selvhjulpenhed og elsker hendes verdensforståelse og sprog. At få et par buttede arme kastet om halsen og mærke hende putte sig ind mod mig, mens hun kurrer ‘åååhhhr’. At se hendes hengivenhed mod sin søster og at mærke at det gibber i hende af begejstring når døren går og far kommer hjem. Eller (næsten endnu bedre end alle os andre lige i øjeblikket), når mormor kommer på besøg.

Og så er der Günther. Som også er så sjov en del af hendes udvikling lige nu, og vi skal virkelig tage os selv i ikke at komme til at abe efter eller trække (for tydeligt) på smilebåndet, når han taler med nede fra den runde mave.

Older posts