Paradokset

Vi er tæt. Hud mod hud. Din lille, varme krop mod min store, trygge. En tumling på vej til at blive et lille barn, men stadig med spædbarnets fugleunge-refleks efter brystet. Halvt i søvne finder du hvad du søger og den lille krop falder til ro og bliver tung i mine arme. Sådan sidder vi sammen i mørket. Aften efter aften, en time eller to efter du er blevet puttet, vågner du og kalder. Det eneste tidspunkt på din dag, hvor din krop ikke er igang med at indtage hele verden. Hvor du ligger roligt og stille og bare er. En dag gør vi ikke mere. En dag glemmer din krop sutterefleksen, ligesom dine søstre har gjort det før dig...

Mit mindste, lille menneske

Lille M er slet ikke så lille længere. Hun er 17 måneder gammel om ganske få dage, og hun er i den grad ved at folde sig ud som et lille (og bestemt) individ. Måske i endnu højere grad end nogle af hendes søstre er hun med stormskridt ved at rodfæste sig og cementere sin position i vores femkløver. Hun tog sine første skridt for snart længe siden, men hun har travlt, så hun har kravlet mere end gået længe – simpelthen fordi det var mere effektivt. Nu går hun imidlertid mere end kravler. Også selvom hun mere ligner den stakkels butler i 90-års fødselsdagen sidst på aftenen end den selvbevidste og selvsikre lille dame, hun er. M har en...

De første skridt. Store milepæle og småbitte støvler

Der er nogle ting, der bliver ved med at være kæmpestore, uanset hvor mange børn, jeg får. Nogle milepæle, der rejser sig højt over alt hverdagens tåge og træder lysende klart frem. Sådan er det med de første skridt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg bliver ved med at kalde M min baby, indtil hun går. Hvilket sådan nogenlunde er nu, for hun har rejst sig og taget sine første, rigtige skridt. Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, og jeg kan mærke, at jeg har et behov for at trække babytiden så længe, jeg kan. Simpelthen fordi når den er slut, så er det så uigenkaldeligt forbi. Hun har været uendeligt uinteresseret i...

5 gode råd til institutionsstart

Allerede mens man er gravid, forbindes man med det kommende barn under hjertet. Med fødslen får kærligheden fysisk form af småbitte fingre og den helt særlige, berusende duft, nyfødte har. På barsel indgår man i en tæt symbiose med sit barn. Bygger en tryg og stabil tilknytning ved at ganske simpelt være der, se og høre og agere på barnets signaler. Og så en dag, alt for tidligt!, tikker der en mail ind fra Pladsanvisningen om, at nu er der en dato og en plads til ens lillebitte barn. Vi har været så ualmindeligt heldige, at vi i tre omgange har fået dagplejeplads præcis hvor vi ønskede. Vi er så utroligt priviligerede, at det har kunnet lade sig gøre at...

‘Hej, det er fra børnehaven. Der er faldet en gren ned på din datter’

Med moderskabet følger en sårbarhed, der er ulig noget andet, jeg har oplevet. Det starter med den positive graviditetstest og jeg tror aldrig, det stopper igen. Den iboende grundfrygt for, at der skal ske noget med ens børn. Det er en proces at tøjle og lade dem slippe fri fra mine arme og ud i verden, hvor de kan komme til skade. Nu, hvor jeg stadig har små børn, er det mest af alt skrammer og sår og at falde og slå sig. Om ikke så længe bliver det trafiksikkerhed. Engang i fremtiden bliver de unge kvinder, der skal ud og begå sig i en verden, hvor jeg ikke kan skærme dem mod nogle af de ubehageligheder, som en meget...