Livskriser for en halvandenårig

Lillesøster har været lidt… ahem… udfordrende i dag. Hun har brugt bogstaveligt talt hele eftermiddagen på at 1) brokke sig højlydt og klagende over for lidt eller forkert service og 2) gjort alt det, hun godt ved, hun ikke må. Derfor er det Jonas, der putter lige nu, selvom det egentlig var min tur. En hel eftermiddag alene med et barn, der tilsyneladende er sprunget direkte ind i ‘the terrible two’s’ kombineret med en mor med PMS er ikke for sarte sjæle. Bean har til gengæld været mere end eksemplarisk.

Det er svært at være 20 måneder og kunne en hel masse, forstå en hel masse, men stadig ikke have tilstrækkeligt greb om sproget og begreb om eget følelsesliv og reaktionsmønstre til at kunne forklare, hvorfor det hele ramler, som det gør nogle dage. Det er ikke specielt underholdende at være midt i – men heldigvis kan jeg som regel godt løfte blikket lidt fra situationen. Ikke mindst når far putter og der er kølig Riesling i et glas inden for rækkevidde.

Der er mange (mange!) ting, der kan udløse en decideret livskrise og en nedsmeltning af atomar karakter for en godt halvandenårig.

Når Playmobil-figuren ikke kan sidde fast på DUPLO-gyngen, for eksempel. Det er helt klart værd at kaste sig skrigende på jorden for.

Når man ikke må kaste sig ud over kanten på sin søsters højseng – alternativt, når man ikke må kravle op ad stigen til sin søsters højseng – er det også et voldsomt brud på børnekonventionerne, hvis du spørger Lillesøster.

Når man får nej til at gennemrode skraldespanden. Det er simpelthen ikke i orden og kræver som minimum 5 minutters hylen, der får os til at håbe, at naboerne ikke ringer til kommunen med det samme.

Når tegningen ikke vil som man vil. Så er den eneste anden mulighed at smide farveblyanterne ned på gulvet og i øvrigt kaste sig frem og tilbage i stolen i ren og skær dødsforagt.

Når man ikke må løbe direkte ud på vejen og/eller stikke af fra sine forældre på fortovet. Det er en voldsomt invasiv Big Brother-agtig tilgang vi opererer med herhjemme, set fra knap en meters højde.

Når man ikke må kaste med sin mors briller. Hvad er de der ellers for?

Når man ikke må bide sin mor, mens man ammer. Selvom det er så sjovt, når man gør det med vilje. Helt ærligt? Der er heller intet sjovt, der er tilladt, og at blive fjernet fra mælkebaren med den begrundelse er decideret omsorgssvigt.

Når man ikke kan blive taget op i favnen pronto, mens mor eller far står med to varme gryder og to skeer og en omgang pasta, der er ved at boble over grydens kanter. Absolut også værd at initiere sin indre operadiva-drama-sekvens for.

ke-96

Photo credit: Frederikke Brostrup

… heldigvis er der også mange, mange søde ting, Lillesøster gør, for ellers var hun godt nok billigt til salg i disse dage. Som for eksempel de talløse kærtegn, hun uddeler med et varmt ‘nåhr’ til følge. Til os herhjemme, til sine yndlingspædagoger, bedsteforældre, bamser og dukker. Når hun hører sit jam i radioen eller selv synger ‘Baby’ (she’s a belieber…) og begynder at danse rundt og rundt om sig selv med svingende arme. Og når hun opfinder sine egne godnatsange. Forleden var det en lille fin melodi med ordene ‘Do-ohr Bam, nåhr. Bam, bam, DO-ohr. Nåhr’ (Red: Stor bamse er sød. Bamse, bamse er stor. Og sød.)

Der bor en tyk, tysk mand hjemme hos os

Vi bor fire mennesker på matriklen her på Indre Østerbro – fire mennesker og så en tyk, tysk mand. Lad os kalde ham Heinz. Eller måske hellere Günther. Ja. Günther er bedre.

Günther bor i maven på Lillesøster, og han gør egentlig ikke så meget væsen af sig. Bortset fra, når Lillesøster svarer bekræftende på noget. Så er det Günthers fuldtonede barytonrøst, der lyder fra dybet. ‘JAAAHH’

Bortset fra det med søvnen, så er jeg ret vild med Lillesøster, ed. 20 måneder. Eftersom hun relativt sent kom igang med at gå, så er der stadig noget bedårende tumlinge-swag i hendes færden rundt i verden. Hun er til gengæld voldsomt hurtig, når det tager hende, og således kan man ikke sjældent opleve Lillesøster i noget, der mest af alt minder om kapgang med den runde mave forrest og armene bagest. Det er lidt som at se James i 90-års fødselsdagen, sådan ungefär halvvejs igennem middagen.

dsc_0014Hun taler som et vandfald. Udover Günthers rungende ‘JAAAHH’, så er der også så småt ved at komme rigtige ord som erstatning for nogle af de dyrelyde, hun ellers har et meget (meget!) bredt arsenal af. ‘Sko’ har været en del af ordforrådet længe (sådan var det også med Bean. Wonder why…) og ’stol’ (duuhl) og ‘bord’ er også kommet til. Hun siger til, når hun gerne vil ‘bise’ (red: spise) og have en ren ‘be-e’. Tilsat fagter og håndtegn er det faktisk efterhånden muligt at have en samtale med hende og det er virkelig herligt. Hun forstår så meget af det vi siger, og hun har også ret godt fat i anatomien efterhånden. Hun synger (helst ‘Baby’ med Justin Bieber…) og danser rundt og rundt til musik og udtrykker begejstring med et dybfølt ‘WAUW’.

Hun er igang med at tilegne sig humor og elsker at fjolle og få os til at grine med. Hun er stadig den sødeste dukkemor og putter og nusser med sine dukker – så meget, at jeg seriøst overvejer om ikke en af de lækre Así-dukker, måske Leonora, skal på ønskelisten til enten fødselsdag eller jul. Dukker og bamser er også begyndt at sidde på potte – så måske er det næste step og interesseområde for Lillesøster.

Det er skørt, det med børn og deres alder. Der er noget helt vidunderligt og særligt ved alle stadier af deres udvikling (og tilsvarende også noget bøvlet og irriterende ved alle stadier af deres udvikling) – og når en tidligere kollega kigger forbi kontoret med sin 6-uger gamle pige, så bliver jeg helt nostalgisk og ønsker mig tilbage til babytiden med små, krøllede mini-mennesker, knirkelyde og babyduft. Åh, babydyft. Måske den mest hjertesmeltende duft i verden. Samtidig er jeg vild med Lillesøsters gryende selvhjulpenhed og elsker hendes verdensforståelse og sprog. At få et par buttede arme kastet om halsen og mærke hende putte sig ind mod mig, mens hun kurrer ‘åååhhhr’. At se hendes hengivenhed mod sin søster og at mærke at det gibber i hende af begejstring når døren går og far kommer hjem. Eller (næsten endnu bedre end alle os andre lige i øjeblikket), når mormor kommer på besøg.

Og så er der Günther. Som også er så sjov en del af hendes udvikling lige nu, og vi skal virkelig tage os selv i ikke at komme til at abe efter eller trække (for tydeligt) på smilebåndet, når han taler med nede fra den runde mave.

Kampen om søvnen

‘Men på et tidspunkt må I vel bare lade hende skrige i en uge, og så er det klaret’

En henkastet bibemærkning om Lillesøsters sove/natammevaner, jeg ikke lige havde set komme.

Sover min 20 måneder gamle terrorist tumling igennem? Nej. Not by a longshot. Hun vågner i løbet af aftenen 1-5 gange. Hun vågner i løbet af natten et tilsvarende antal gange og det føles ærligt talt af og til som russisk roulette at gå i seng. Det er bl.a. grunden til at jeg ikke lægger mig til at sove, når jeg går i seng – forklaring findes HER. Søvn er essentielt for mennesker, store som små. Der er en grund til at systematisk søvnfrarøvelse anses som decideret torturmiddel. Faktisk kan man dø af søvnmangel, hvis det bliver grelt nok.

Vi har brug for pauser, hvor kroppen og sindet kobler af, restituerer, lader op.

Lillesøster sover ikke igennem, hvilket betyder at jeg heller ikke gør. Vi har efterhånden forsøgt os en lille håndfuld gange med at stoppe natamningen, men hver gang har resulteret i 2-3 nætter med voldsomt og langvarigt skrigen og en ulykkelig Lillesøster, der langt fra er udhvilet og klar til næste dage. Samt en udmattet mor og far og storesøster, der heller ikke får deres søvn. Og efter 2 nætter med skrig og stort set ingen sammenhængende søvn kræver det mere end almindeligt megen viljestyrke at sætte sig igennem endnu en nat. For ikke at tale om en hel uge. Havde Lillesøster vist tegn på at græde mindre på dag 2 og 3, så var det en anden snak. Det gør hun ikke. Som i. Slet ikke. Og så er det hverken fair for hende eller os at fortsætte eksperimentet.  Man lader ikke bare børn skrige i en uge. Heller ikke selvom det slet ikke er ment eller tænkt så voldsomt som det lyder, for i det scenarie samsover vi stadig og Lillesøster vil blive trøstet og ikke ligge alene i egen seng på eget værelse.

Den nuværende løsning giver mest mulig søvn for flest mulige mennesker. Sådan kan vores familie bedst fungere. Det er bedre at der er en, der er træt end fire. Som regel får Bean al sin nattesøvn og Jonas det meste af sin, fordi jeg når at stoppe Lillesøster fra at råbe op ved at tilbyde hende brystet og roen dér. Jeg indhenter som regel en time om morgenen, hvor Jonas står op med børnene, men nætter med 5 forstyrrelser på 20. måned er alligevel ikke sådan at spøge med. Lillesøster skal naturligvis ikke natamme for evigt. Så jeg forsøger at lukke mælkebaren, når der er overskud til det – og så fortsætte eller tage retræte afhængigt af resultaterne.

… til ovenstående bemærkning kunne jeg i øvrigt ikke lade være med at tænke for mig selv, at man kan tale med om den slags, når man selv har to børns søvn at forholde sig til og i øvrigt har været frarøvet sin egen så længe, at enhver chance for at få ro gribes. Heldigvis ender vores putninger som regel ikke med at nogen (læs: mig) råbegræder, og de små sejre gælder også.

Funny Girl

Lillesøster er så sjov. Jeg elsker hendes personlighed – og de små signaturer, hun har. De detaljer i hendes adfærd, der er hendes ‘ting’. Den måde hun løfter skuldrene og sænker hovedet ned mellem dem på, når hun gør noget, hun ved er fjollet eller skørt.

Den måde, hun tilter hovedet til siden på og smiler stille, når jeg fortæller hende, at hun er dejlig og at jeg elsker hende.

Når hun finder på en ny leg og skriger af grin, mens hun igen og igen løber frem og tilbage til mig.

Hvordan hun lige nu er der i sin motoriske udvikling, hvor hun går og løber som en fuld mand. Som James i 90-års fødselsdagen spurter hun rundt i hele lejligheden. Maven først og med en let vralten. Tumlinge-swag.dsc_0034

Jeg elsker hendes latter. Den bobler nede fra maven og sprutter ud gennem smilende læber og glimtende øjne.

Jeg elsker, at hun finder på, at bamser, dukker og legetøj gør noget, de ikke må. Stiller sig på hinandens hoveder. På armlæn og på dukkehusets tag. Hvordan hun vifter med fingeren af dem og belærende siger ‘ej, ej’.

Hun er viljestærk og stædig. Kærlig, empatisk og en vandfald og pludren og rigtige ord.

Hun er helt sin egen.

… det husker jeg mig selv på, når hun endnu en nat karter rundt og kræver ‘mam-mam’. Når hun står op kl lidt i seks. Og når hun kaster sig ned på jorden i et raserianfald fordi hun ikke må stå på computeren med sine buttede ben.

En æske med minder (og tip til Kiip foto-app)

Siden Lillesøsters indlæggelse lige før jul har jeg haft planer om at samle en lille æske minder. Noget, hun kan kigge på, tale om med os og senere læse om, hvis hun får lyst eller brug for det. Nu nærmer jeg mig endelig noget, der minder om at afslutte det lille projekt. Det er som bekendt sådan, at man ikke kan alting på éen gang – for mit vedkommende, kan jeg ikke både strikke, blogge, læse og lave fotoprojekter på samme aften, og i de sidste måneder har stort set alle aftener været dedikerede til strikkeri. Nu har jeg imidlertid lyst og overskud til at få lukket et par løse ender rundt omkring. Et af dem er Lillesøsters minde-æske eller huske-æske.

I den lille æske ligger bl.a. en af de små sprøjter, vi brugte til at lokke bare lidt vand og saftevand i hende. En maske er der også. En lille håndholdt løsning til at stimulere lungerne og få det sidste af lungebetændelsen løsnet og hostet væk – mens vi var indlagt var det med CPAP. Nu har jeg også langt om længe fået fremkaldt de bedste og mest rammende billeder, jeg tog, mens vi var indlagt. Jeg har brugt app’en Kiip, der er Fujifilms app, fordi det er så nemt og enkelt at gøre over telefonen. Alle billeder fra indlæggelsen er taget med min telefon, og derfor var det den oplagte løsning. Der er også et kvadratisk format i app’en, der passer perfekt til Instagram-billeder. Jeg har efterhånden brugt den et par gange og jeg er ret tilfreds med resultatet, så hvis andre derude mangler en app til at få fremkaldt nogle af de gode fotos, der ofte gemmer sig i kamerarullen er tippet hermed givet videre.

Derudover skal jeg have skrevet et brev ud fra noget af det, jeg tænkte, følte og skrev dengang, som skal lægges i en kuvert og i æsken. Det er mest til en fremtidig Lillesøster. Og så er æsken færdig.

skaermbillede-2017-03-02-kl-8-19-27-pm

Fotobøger laver jeg i øvrigt som regel på en anden måde, fordi jeg har brug for en større skærm til at kunne redigere og justere resultatet. Det har jeg skrevet om før HER men ellers har jeg lidt lyst til at kaste mig over bøgerne HER også på denne utroligt stilsikre kvindes anbefaling (hun er i øvrigt værd at følge både på blog og Instagram for både lækkert baby- og børnespam og et smukt univers på den anden side af havet)

Older posts