Denial of the fittest – sidste dag i dagplejen

I dag har (slet ikke så) lille E sidste dag i dagplejen – på onsdag begynder livet som børnehavebarn. Det er ikke ligefrem en overraskelse, eftersom vi har kendt datoen siden vinter. Alligevel er det kommet bag på mig. Eller, måske har jeg rettere fortrængt det. Men om en lille time er der ikke mere fortrængning. Der sidder vi om bordet med bolle-dame med glasur og friskskåret frugt og den fine farvel-ceremoni, vi allerede har prøvet en gang tidligere. Jeg kan ikke udtrykke med ord, hvor fantastisk et sted, pigerne har tilbragt deres tid væk fra hjemmet. Det rareste sted. Hjertevarmt, hyggeligt, omsorgsfuldt og med tid og overskud og omhu og en ægte arbejdsglæde. De tre dejligste mennesker, der oprigtigt...

Selvforståelse, tigerspring for 2-årige og at vokse over natten

Mon ikke de fleste efterhånden har hørt om konceptet med tigerspring? Mentale udviklingsspring, der starter omkring barnets 5. uge og beskrives og forklares så fint i bogen Vidunderlige Uger, som vitterlig var en redningsplanke for især for mig da K var baby. Hun var som base line meget langt fra det, man kan kalde et nem baby, og når hun i perioder var endnu mere vanskelig at stille tilpas, var det en kæmpe hjælp for mig at se, at hun faktisk passede som fod i hose i bogens beskrivelse af udfordringer og udvikling. Udviklingsspring stopper ikke ved halvandet år, men bogens studier stopper i denne alder, og herfra er der også andre faktorer, der spiller ind, så det fra nu...

Det sørgeligste i verden

I øjeblikket er min yngste datter i et mere stille humør end vanligt. Ikke hele tiden, for der er masser af spilopper og grin i hende også. Men der er en melankoli og lettere til tårer end hun plejer. Det er ikke den slags tårer, der kommer af vrede og frustration eller smerte. Det er en stille gråd. Det er en gråd og et behov for at sidde tæt, der udløses af en bog, en sang eller en tanke. Jeg tror, hun er igang med at udforske og lære sørgmodigheden at kende. At blive fortrolig med den slags følelser og lære at håndtere dem. Forleden ved spisebordet startede en fjollet tanke med at blive så trist, at det næsten ikke...

Fem nedsmeltninger i minuttet #deterenfase

Oh, jeg havde helt (og lykkeligt!) glemt, hvor *dejligt* og *berigende* det er at bo sammen med en to-et-halvt-årig. Hold. Nu. Op. Hvor er der mange konflikter, nedsmeltninger, store følelser og fuldstændigt uforståelige sammenbrud en enkelt time, for slet ikke at tale om en hel dag, kan indeholde. Det dræner. Vi er hele tiden et åndedrag fra at skulle håndtere en pige med tårerne ned ad kinderne, at finde en god løsning på noget, som hun IKKE vil men som vi skal. Fx at spise aftensmad/skifte ble/have tøj på og andre urimelige ting. Jeg er begyndt, helt upædagogisk, at gå et par skridt ud ad døren eller op ad trappen, hvis hun er gået i baglås og nægter at komme...

She is only two and a half for such a little while

Tillad mig lige at tage en lillebitte, bittersød pause fra hverdagens travlhed og forsøge at forstå det faktum, at tiden er gået så stærkt, at mit yngste, lille barn nu er to og et halvt år. Hun er så afgjort ikke en lille, hjælpeløs skabning længere, men et lillebitte menneske med egne holdninger, egen vilje og sproget og midlerne til at kommunikere disse til os. Af og til vågner jeg ved, at hun aer min kind blidt og siger ‘Du er den aller-allermest kærlighed, mor’. Af og til tester hun vores tålmodighed, anerkendende pædagogik og grænser nøjagtig som en to-årig skal. Hun er uden tvivl og altid er en af de allervigtigste, allerstørste, allervildeste og allermest fantastiske mennesker, jeg kender. Hendes fødsel vil jeg for evigt...
Older posts