De første skridt. Store milepæle og småbitte støvler

Der er nogle ting, der bliver ved med at være kæmpestore, uanset hvor mange børn, jeg får. Nogle milepæle, der rejser sig højt over alt hverdagens tåge og træder lysende klart frem. Sådan er det med de første skridt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg bliver ved med at kalde M min baby, indtil hun går. Hvilket sådan nogenlunde er nu, for hun har rejst sig og taget sine første, rigtige skridt. Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, og jeg kan mærke, at jeg har et behov for at trække babytiden så længe, jeg kan. Simpelthen fordi når den er slut, så er det så uigenkaldeligt forbi. Hun har været uendeligt uinteresseret i...

5 gode råd til institutionsstart

Allerede mens man er gravid, forbindes man med det kommende barn under hjertet. Med fødslen får kærligheden fysisk form af småbitte fingre og den helt særlige, berusende duft, nyfødte har. På barsel indgår man i en tæt symbiose med sit barn. Bygger en tryg og stabil tilknytning ved at ganske simpelt være der, se og høre og agere på barnets signaler. Og så en dag, alt for tidligt!, tikker der en mail ind fra Pladsanvisningen om, at nu er der en dato og en plads til ens lillebitte barn. Vi har været så ualmindeligt heldige, at vi i tre omgange har fået dagplejeplads præcis hvor vi ønskede. Vi er så utroligt priviligerede, at det har kunnet lade sig gøre at...

‘Hej, det er fra børnehaven. Der er faldet en gren ned på din datter’

Med moderskabet følger en sårbarhed, der er ulig noget andet, jeg har oplevet. Det starter med den positive graviditetstest og jeg tror aldrig, det stopper igen. Den iboende grundfrygt for, at der skal ske noget med ens børn. Det er en proces at tøjle og lade dem slippe fri fra mine arme og ud i verden, hvor de kan komme til skade. Nu, hvor jeg stadig har små børn, er det mest af alt skrammer og sår og at falde og slå sig. Om ikke så længe bliver det trafiksikkerhed. Engang i fremtiden bliver de unge kvinder, der skal ud og begå sig i en verden, hvor jeg ikke kan skærme dem mod nogle af de ubehageligheder, som en meget...

Skarnsstreger, selvstændighedsalder og om ikke at bakke ned for de store

Min ældste datter har et følsomt sind, og jeg kan godt blive lidt bange for, at hun kommer til at få nogle svære år, når kreativitet og fri leg afløses af mere ‘modne’ aktiviteter i skolens frikvarter. Det kan jeg huske fra mig selv, men det er en helt anden snak. Mit mellembarn er af en ganske anden støbning, og jeg har ikke den slags bekymringer på hendes vegne. Slet ikke, faktisk. Hun startede måske nok med at være en blid og mild baby, men indeni er hun hård som flint. Forstå mig ret. Hun er ikke uempatisk. Slet ikke. Hun er varm og kærlig og godhjertet. Hun elsker og føler og tænker på andre. Deler gerne ud af både...

At overdrage ansvaret

Jeg faldt over nedenstående kladde fra 2016 om at stoppe på barsel. Den kunne ligeså godt være skrevet for en uge siden, og sådan er der ret mange ting, der vender tilbage full circle når man får (flere) børn. Følelserne og tankerne er absolut de samme, men trods et barn, der er noget mere heftigt end vores mellembarn var som baby, så tror jeg faktisk, at barslen for Jonas er nemmere her tredje gang. Vores yngste datter er helt utroligt meget som den ældste. Hun vil ud og afsted. Der skal ske noget og hun er den vildeste selskabspapegøje. Det passer hendes far som fod i hose, og de to tager på daglige udflugter med indlagt tumletid og lækkerier. Remisen,...