Fem nedsmeltninger i minuttet #deterenfase

Oh, jeg havde helt (og lykkeligt!) glemt, hvor *dejligt* og *berigende* det er at bo sammen med en to-et-halvt-årig. Hold. Nu. Op. Hvor er der mange konflikter, nedsmeltninger, store følelser og fuldstændigt uforståelige sammenbrud en enkelt time, for slet ikke at tale om en hel dag, kan indeholde. Det dræner. Vi er hele tiden et åndedrag fra at skulle håndtere en pige med tårerne ned ad kinderne, at finde en god løsning på noget, som hun IKKE vil men som vi skal. Fx at spise aftensmad/skifte ble/have tøj på og andre urimelige ting. Jeg er begyndt, helt upædagogisk, at gå et par skridt ud ad døren eller op ad trappen, hvis hun er gået i baglås og nægter at komme...

She is only two and a half for such a little while

Tillad mig lige at tage en lillebitte, bittersød pause fra hverdagens travlhed og forsøge at forstå det faktum, at tiden er gået så stærkt, at mit yngste, lille barn nu er to og et halvt år. Hun er så afgjort ikke en lille, hjælpeløs skabning længere, men et lillebitte menneske med egne holdninger, egen vilje og sproget og midlerne til at kommunikere disse til os. Af og til vågner jeg ved, at hun aer min kind blidt og siger ‘Du er den aller-allermest kærlighed, mor’. Af og til tester hun vores tålmodighed, anerkendende pædagogik og grænser nøjagtig som en to-årig skal. Hun er uden tvivl og altid er en af de allervigtigste, allerstørste, allervildeste og allermest fantastiske mennesker, jeg kender. Hendes fødsel vil jeg for evigt...

Store piger og særlige oplevelser

Det slog mig i dag, hvor store mine piger er ved at blive. Begge to. K er taget til provinsen for at have et par julehyggelige dage med mormor og morfar, men forinden var hun med sin far i Tivoli for at indsnuse stemningen – og prøve et par af deres yndlingsforlystelser. Hun elsker især den 100 år gamle rutschebane. Bjergrutschebanan, som hun kalder den. ‘Far? Må jeg godt prøve den selv?’, spurgte hun i dag. Det måtte hun godt. Hun er stor nok ifølge højdemåleren. Og sig selv. Og sin far. Umiddelbart havde hun fået et nej fra mig, men så var det jo heldigt, at jeg var hjemme med E. ‘Sidder du alene?’, spurgte vognstyreren min store, lille femårige....

Udfordringen ved barn nummer to

Der er ret mange ting, der er forskellige fra første til andet barn. I al fald i min erfaring. Lige fra den spirende graviditet til barselsperioden og helt overordnet når det kommer til barnets udvikling. Nyhedsværdi og tid er begge væsentlige faktorer, når det handler om barn nummer to (og tre og fire og så videre, kan jeg levende forestille mig!) I den første graviditet er altid nyt og spændende og lidt utrygt også, og man kunne have vækket mig på ethvert givent tidspunkt for at få det på klokkeslet-nøjagtige svar på, hvor mange uger, jeg var henne og hvor den spirende bønne var i sin udvikling. Der var uendelige mængder tid til at føle, tænke og forestille sig livet...

Who ARE you?!

Gennem hele vores karriere som forældreteam, har søvn været noget af det, der har fyldt mest hos både Jonas og jeg. Måske mest mig, fordi det trods alt er mig, der har taget hovedparten af de søvnløse nætter. Helt biologisk og lavpraktisk fordi jeg har ammet, men også fordi det har været mig, pigerne har krævet om natten – og fordi jeg er markant bedre til at blive vækket om natten end Jonas. Fx er jeg i stand til at vågne og fungere nogenlunde rent kognitivt. Med K overgav vi os fuldt og helt til samsovningen, efter at have kæmpet med uendelige putteseancer, og det gav og giver stadig enormt meget mening for mig at samsove med små børn, så...
Older posts