En uge (næsten) uden skærme

I denne uge har vi minimeret pigernes skærmtid til noget nær ingenting.

Efter en periode, hvordan Bean stod (alt for) tidligt op for at tøffe ind i stuen og sætte sig med iPad før vi andre stod vågnede, og hvor fjernsynet nærmest var blevet fokus for begge piger med hver deres ønsker for indhold og hvordan iPad’en lokkede lige lovlig meget, startede vi den forgangne uge med en kold tyrker.

Det er slående, hvor nemt det har været at undvære skærmene. Morgen og ulvetime har vi som regel haft fjernsynet på Ramasjang eller Netflix, mens vi voksne selv får tøj på og/eller får morgenmaden/aftensmaden klar – så er børnene nogenlunde pacificeret. Og ja. Jeg kan godt selv høre, hvor skidt det egentlig ser ud på skrift. I denne uge har de leget med legetøj, med hinanden eller dimset rundt efter os. Vi har i meget større grad end vi plejer haft pigerne med i de daglige gøremål. Madlavning, tøjvask og almen husholdning. Ulvetimen kan være en udfordring, men det er ikke ikke blevet mere ulvet uden skærme. Måske egentlig tværtimod, hvis jeg tænker efter. Bean har i stadig større grad fundet på at aktivere sig selv. Hun har brugt timer på at klippe gækkebreve, fundet på pynt til fastelavnsriset og udtænkt sindrige tumlebaner. Det er som om vi har haft mere tid sådan i det hele taget. Også til det sjoveste photoshoot med Bean – hun ville så gerne lege modeshow med noget af sit nye tøj, inspireret af vores besøg på CIFF Kids-messen i januar. Jeg håber, man kan se på billederne, hvor meget vi morede os undervejs!

dsc_0040

^^Det stribede sæt er så blødt! Bean elsker det – og jeg elsker at hun for en gangs skyld valgte noget andet end lyserød, da vi brugte et par timer på at shoppe forårsgarderobe til den langlemmede dame i fredags… T-shirt og nederdel findes HER

Vi har i stedet brugt tiden på kreative sysler. Malet, tegnet, klippe-klistret. Vi har danset, sunget og hørt musik – og hen mod slutningen af ugen er det som om fjernsynet mere er blevet en sort firkant på væggen end en underholdningscentral. Af og til er det så utroligt let at ændre en dårlig vane, at man kan undre sig over, at man ikke har gjort det før.

Vi har ikke haft helt slukket. Bean så Disneysjov i fredags, og der har været en halv time hist og pist, når der har været tid og lyst til det.

Opfordringen havde ligget i baghovedet på mig i noget tid, og en ualmindeligt utidig mandag eftermiddag blev den ført ud i livet. ‘Unplug and Play’-kampagnen, der kører hos Name It i øjeblikket, er en æske fuld af gode idéer til analog leg. Til køkken, krea, dimseri, fysiske lege, naturlege og rollelege. Æsken kan fås i alle Name It’s butikker ganske gratis, men jeg tænker egentlig at skrive mere om konceptet ved en anden lejlighed, for jeg synes det er rigtig fint.

dsc_0041

^^Den skønne panda-hat er fra Indi+Iglo og den gule ‘college’-cardigan er fra Kidscase. T-shirt og nederdel er fra Name It.

Nærvær er aldrig en dårlig ting, tænker jeg. Det er svært at være rigtig nærværende, når man sidder foran en skærm. Forstå mig ret. Det kan være rigtig hyggeligt at se noget sammen – at være fælles om en serie, en film eller en bestemt udsendelse. Men hvis alle sidder med hver deres skærm, så bliver samværet en illusion. I stedet har vi øvet os i at være i øjenhøjde, og pludselig har vi opdaget, at Lillesøster begynder at kunne være en del af pligterne og faktisk hjælpe til herhjemme. Hun vil også rigtig gerne.

Det er så nemt at placere børnene foran en skærm og så suse rundt og klare alting selv. Det lærer de bare ikke noget af – og på sigt er det at gøre både sig selv og dem en gigantisk bjørnetjeneste. Vi har gjort det – og kommer sikkert også til at gøre det af og til fremover – men jeg har virkelig lært noget af denne uge uden skærme.

Så er det bare os voksne, der skal blive bedre til at lade fjernsynet være slukket når pigerne sover. Måske så vi ville kunne tale mere sammen eller få lavet nogle af de småprojekter, der ikke lige kan løses fra lænestolen… 

dsc_0045

Freestyle strik. Hospitalsblusen, der endelig blev færdig

Mens lille E var indlagt på hospitalet, nåede jeg at strikke en hel del. Det sidste, jeg gik igang med, var ‘Maries Romper’. Troede jeg. For undervejs blev den til en bluse i stedet, og det krævede mere freestyle-strik end jeg tidligere har kastet mig ud i. Resultatet er jeg faktisk blevet rigtig glad for, selvom der naturligvis er rum til forbedring og forfinelse af modellen!

Da vi kom hjem fra børneafdelingen, lagde jeg blusen til side. Dels fordi jeg havde lavet en afslutning på bolen, som i teorien var ret flot, men som aldrig kom til at fungere optimalt. Det dér med at trævle op og starte forfra er bare en virkelig demotiverende proces. Jeg har så stor respekt for jer derude, der udvikler strikkeopskrifter. Det er et arbejde af den anden verden – og der er virkelig en god grund til, at de koster penge!

Optrævling og udsigt til ærmestrik – min hadedisciplin – var dog ikke hele årsagen. Jeg havde også brug for at få blusen lidt på afstand, fordi den var så nært forbundet med hele sygdomsperioden og hospitalet. Nu er den imidlertid færdig og klar til brug. Matchet med et par glimmerbloomers med flæsenumse fra MarMar, som jeg simpelthen ikke kunne holde udsalgs-fingrene fra!

Jeg har lavet ombukskanter forneden og som afslutning på ærmerne. Jeg synes, det giver en rigtig fin kant og et mere elegant udtryk end ribkanter. Desuden giver ombukskanten en god, fast afslutning, så det ikke ‘flaner’. Ombukskant er heldigvis virkelig nemt at lave:

Strik til arbejdet har ønsket længde, strik en omgang vrang, strik derefter ungefär 6 omgange afhængigt af om arbejdet er til baby, barn eller voksen (gå evt. en pindstørrelse ned) og luk løst af. Buk om og sy ombukket fast med usynlige sting indefra. Voila.

dsc_1069 dsc_1070 dsc_1075

Freestylingen var som sådan simpel nok, men har krævet lidt tænkearbejde undervejs for at finde ud af, hvordan jeg skulle ende med et resultat som det, jeg havde i tankerne. Jeg fortsatte egentlig bare mønstergentagelsen i romperen til blusen havde den længde, jeg ønskede – og det samme med ærmerne. Her er dog lukket 1 maske af på hver side af mærkemasken for hver 8. omgang indtil der var 41 masker tilbage på pinden.

Jeg har strikket i Tusindfryds Engleuld i en restfarve fra et gammelt parti – og den er simpelthen så smuk, men helt umulig for mig at gengive på billeder. Til Lillesøsters størrelser er der gået lidt over 2 nøgler garn, 1 tråd på pind 3,5. Opskriften, jeg har taget udgangspunkt i, findes HER

Chunky lace og noget om at slippe farveforskrækkelsen

‘Mor? Jeg ønsker mig en lyserød bluse‘, sagde store K efter jul.

Ingen større overraskelser her, eftersom lyserød er den absolutte yndlingsfarve. Og har været det i en rum tid efterhånden. Af og til må man (læs: jeg) overgive sig til farveglæden, og K er efterhånden så stor, at det kun er naturligt og rimeligt, at hun har en smule indflydelse på sin egen garderobe.

Jeg holder ellers mest af at strikke inden for gråtoneskalaen, der er god året rundt og for douche nuancer til forår og sommer og varme, brændte farver som okker, petroleum og karry til vinterhalvåret. Men en lyserød bluse var ønsket, og sådan blev det. Jeg shoppede candyflosskulører hos den lokale garnpusher til en Chunky Lace-bluse strikket på tykke pinde. Opskriften havde ligget klar længe. Jeg manglede bare lidt tid (altid tiden!) og at finde ud af til hvem, den skulle strikkes.

Jeg strikkede på pind 6, fordi jeg synes ‘blonderne’ tager sig finest ud her frem for på pind 7 – uanset hvad man vælger, går det virkelig hurtigt med de tykkelser! Jeg slog garn op 28. december og med diverse afbrydelser og manglende strikketid og et par andre projekter, der også lige skulle gøres færdige tog det vel omkring halvanden uge at blive helt færdig.

Bean elsker blusen, og den har allerede været flittigt i brug. Pasformen er casual, garnet er blødt, farven er absolut godkendt – og den er let at få af og på. Mønsterets ind- og udtagninger er simple. Efter første omgang sad det nogenlunde i fingrene på mig, men det er selvfølgelig forskelligt, hvordan man har det med mønstre! Blusen er mere ornamenteret end jeg plejer, men der er et eller andet ved den, jeg virkelig godt kan lide.

dsc_1077 dsc_1078 dsc_1079 dsc_1080

Jeg har brugt 5,5 nøgle Sandness Babyull i farve 4402, strikket på to tråde, til blusen i str 6 år til min langlemmede, knap-5-årige. Find opskriften HER

Økologiske søpapegøjer og en hyggelig børneserie

Kender I serien ‘Søpapegøjernes Ø’ (eller ‘Puffin Rock’ som den hedder på originalsproget?)

Begge piger er helt vilde med den – og det er egentlig noget af en bedrift, når der er over 3 års aldersforskel. Fortælletempoet er dejligt roligt, farverne rare og figurerne søde. Tegneserien handler om søpapegøje-søskendeparret Oona og Baba som er storesøster og lillebror. De tuller rundt på deres fredelige ø og udforsker den, mens mor og far er ude og finde mad. De to har venner på tværs af dyreracer og løser hverdagsproblemer og konflikter på en fin måde. Oona lærer også sin lillebror om hvordan man er en rigtig søpapegøje, og netop den del – at lære fra sig – tror jeg, K relaterer rigtig meget til.

Serien minder faktisk om noget, der kunne være produceret på DRs B&U-afdeling – ment absolut som ros! Jeg synes DR igennem tiden har lavet og laver virkelig godt børnefjernsyn. Ramasjang er en fantastisk kanal.

soepapegoejer^^Søpapegøjebody og søpapegøje-sweater på udsalg HER (jeg viser blusen på Bean, når den kommer hjem) // Sort bluse med peplum og prikket kjole på udsalg HER (Bean har modtaget disse i gave, og hun (og jeg) er så glad for dem. De er bløde, fine og i rigtig god kvalitet)

Lille E er generelt vild med ALT med dyr, og hun kommenterer ivrigt på dem, der dukker op på skærmen. Af samme grund er pauseskærmen med glidende dyrebilleder faktisk hendes yndlingsfjernsyn… ‘Pip-pip’, ‘haps-haps’ (red: krabber) eller ‘uIJ-uIJ’ (red: sæler) og ‘Uh-uhhh’ (red: ugler) fortæller hun løbende, som historierne folder sig ud. K holder af de små fortællinger og ikke mindst af temasangen, som hun nynner og synger på alle tidspunkter af døgnet i øjeblikket. Den er ret fin. Og markant mere til at holde ud end diverse upbeat og uptempo versioner fra amerikansk børnetv.

Serien vises på DRs Ramasjang, men når der skal binge-watches eller mor og far skal sove liiiidt længere, så findes den heldigvis også på Netflix. K kan selv stå op, gå ind i stuen og sætte sig til rette med iPad og et varmt tæppe i sofaen, mens vi vågner op i soveværelset ved siden af. (Jaja, vi er skrækkelige forældre – men hvis du har læst om vores søvnvaner, så ved du, at vi tager AL den søvn, vi kan få!)

Derfor er jeg ikke i tvivl om, at K bliver ret vild med den lækre, økologiske sweater, jeg netop har klikket hjem til hende. Vi blev introduceret for islandske Iglo & Indi sidste år, og jeg er blevet ret vild med både kvalitet, udtryk og ikke mindst at det er ordentligt produceret! Jeg har fundet Iglo & Indi søpapegøje-sweateren på tilbud HER hvor der også er en body til de små – og meget andet af brandets fine print. Bl.a. med pandaer.

Yndlingsuld og verdens bedste natdragt

[ ANNONCE – jeg er ambassadør for Roots & Wings og har derfor modtaget heldragten til test. Ord og holdninger er til gengæld absolut mine egne ]

Uld er basis i garderoben. I al fald hos os. Det meste af året er pigernes inderste lag uld. Langærmede bluser og bodyer i vinterhalvåret. Korte ærmer eller tanktoppe til forår, sommer og efterår. Altså, med undtagelse af de få dage, temperaturen sniger sig over 25 grader!

Siden jeg i vinter blev introduceret for Roots & Wings og mødte indehaveren og ildsjælen Stine (der dengang var højgravid) har jeg været solgt. Jeg har – hånden på hjertet – ikke oplevet en tilsvarende kvalitet uld, og vi har efterhånden arbejdet os igennem en del mærker. Så jeg glædede mig til at gense Stine og til at få en heldragt i hænderne (og på Lillesøster!) og vi mødtes til en hyggelig snak og et par gode kager for en måneds tid siden.

dsc_0862

 

Roots & Wings er ikke som andet uld. Det er økologisk merinould fra New Zealand. Fårene, som ulden er fra, er nøje udvalgte besætninger. De bliver klippet nænsomt, ulden behandles nænsomt og tøjet syes på en lokal systue. Ordentlige forhold – for mennesker, dyr og miljø. Uld er normalt notorisk sart – men Stine er mor til tre og ved om nogen, at børnetøj skal kunne holde til noget. Derfor kan man faktisk vaske Roots & Wings på 40 grader (selvom anbefalingen er 30) og det kan tørretumbles hvis det skal gå stærkt!

Jeg har købt to bodyer til  Lillesøster – og mere behøver man ikke. Bean har to bluser og et par leggings. Og så er der natdragten. Den har fødder i – men de er heldigvis rigeligt lange. Og pasformen er SÅ god. Den sidder lige præcis som den skal. Ikke for tæt og ikke for løst (det plejer ellers at være vores problem – at dragterne bliver alt for brede, når længden passer). Ulden holder mine dynefornægtende børn lune hele natten og det er rart at vide, når jeg også ved med sikkerhed, at dynerne bliver møffet af i løbet af aftenen.

dsc_0855

Det er ikke billigt. Sådan er det. Sådan det være, når det er ordentligt produceret i ordentlige materialer. Men – til gengæld holder bodyer og heldragter længe! Str 6-12 måneder brugte vi i 7-8 måneder. Nu er Lillesøster hoppet i str 1-2 år, og med mindre hun sprænger vækstskalaen, så kommer det til at passe ganske fint også. Ingen af de ting, pigerne bruger eller har brugt er slidt op – eller ser slidte ud. Selvom det virkelig er blevet brugt. Så der er god mulighed for at arve (eller sælge videre), og så er pengene altså givet godt ud, hvis du spørger mig. Jeg kan i øvrigt anbefale de grå basis-sager. Den let melerede grå, som alle styles kommer i, er både smuk og super-praktisk. Både til de små typer, der kan have uheld udover bleens grænser – og til større, der spiser selv. Du kan se hele udvalget HER

… og så er der navnet og filosofien bag. Roots to grow, wings to fly. Jeg elsker det. Elsker, elsker, elsker. Det stemmer i den grad overens med vores tanker om opdragelse og om at give vores piger ballast til at komme ud i livet. Rødder og en sikker havn – og luft under vingerne til at gå efter deres drømme.

Stine pønser i øvrigt også på en linje, der er lidt mere budgetvenlig og på tøj til de større børn – og til mor! Dét gad jeg godt. En smuk, tynd undertrøje i merinould… Ja tak! 

Older posts